|
Her står vi i Battery
Park på Manhattans sydligste spids, og kigger mod nord. |
|
Omkring 200 m oppe ad
den vestlige kyst, ligger Castle Clinton, et gammelt fort fra 1811. Her
var der tidligere immigrantstation for rejsende, der ville til USA
(1855-1890). I dag er der blandt andet billetkontor, hvis man vil ud til
Ellis Island og Liberty Island. Menneskene langs muren står i kø for at
få billet. |
|
Har man fået købt sin
billet, kan man så stille sig i kø og vente på en færge. Mens man står
der, kan man beundre skulpturen, der hylder søfolk fra USA's
handelsflåde. Skulpturen symboliserer søfolk, der redder en druknende op i
redningsbåd. |
|
Det første stop på
turen er Liberty Island og Frihedsgudinden, men på vejen passerer man
Ellis Island, hvor modtagestationen for immigranter flyttede til 1890.
Over 12 millioner indvandrere kom til USA denne vej inden stationen
lukkede i 1954. |
|
Frihedsgudinden,
Statue of Liberty eller helt præcist "Liberty Enlightening the World" var
en gave fra Frankrig til USA ved 100 års jubilæet i 1876. |
|
Statuen er stor. Over
90 meter, inklusive piedestalen den står på. Under statuen ligger
resterne af Fort Wood, et gammelt fort med form som en 11-takket
stjerne. Dengang hed øen Bedloe Island, men efter opstilling af statuen
blev øen kaldt Liberty Island, og i 1956 fik den navnet officielt. |
|
Så er vi på
Ellis Island og inde i den store modtagelsesbygning. Her i denne sal
blev fårene skilt fra bukkene - nogle fik indrejsetilladelse, mens syge
og svækkede blev sendt hjem igen. |
|
Endnu et billede,
denne gang oppe fra balkonen. Dengang stod flere hundrede mennesker i kø
i hallen og ventede på at komme gennem de forskellige kontroller. |
|
Fra Ellis Island er
der en god udsigt ind mod Manhattan og de mange skyskrabere. Desværre
var det meget varmt, og der var rigtig megen dis den dag, vi besøgte
øen, så det var så som så med udsigten. |
|
Noget bedre blev det,
da vi senere tog færgen tilbage til Manhattan. Temperaturen var faldet
noget, og en del af disen var forsvundet. |
|
Denne beskedne gade er
en af verdens vigtigste, ikke mindst i disse finanskrise tider. Wall
Street er gadens navn. Her stod i gamle dage palisaden, der omkransede
den hollandske by Nieuve Amsterdaam, og måske er det derfra den har sit
navn. Andre mener at dens oprindelige hollandske navn, de Waal Straat (der betyder Vallonergaden), er blevet fejloversat eller forvrænget. |
|
Jeg har også set et
sted, at den simpelthen skulle være opkaldt efter en familie "de Waal"
som boede i gaden i den hollandske tid. I dag er den mest kendt som
hjemsted for New Yorks børs, som ses her på billedet. |
|
De mange
mennesker på den ikke alt for gode plads på selve Manhattan, gør at der
ofte er trafikalt kaos. Her ved Times Square blander turistbusser,
taxier og politi til hest sig i den almindelige forvirring. |
|
Times Square er kendt
for de mange lysreklamer. Selv politiet har et skilt i blinkende neon.
|
|
Men ellers er det, de
noget større reklamer der huskes. Huset bag LG reklamen er 1 Times
Square. Her lå avisen New York Times, der har givet navn til pladsen. I
dag står huset tomt. Det kan ikke betale sig at leje det ud, da ejerne
tjener mere end 20 millioner dollars om året, på de reklamer, der
sidder på huset. |
|
Her en reklame for
NASDAQ. NASDAQ er den elektroniske aktiebørs i verden, der har den
største omsætning. Og det er USA's næststørste børs. |
|
Times Square er
centrum for USA's teaterkvarter, og det fremgår også af lysreklamerne. |
|
Her er vi taget i
Empire State Building. Efter 9/11 New Yorks højeste bygning, som det var
i mange år fra 1930 og indtil World Trade Center blev bygget i 1972.
Desværre var der også meget varmedis den dag vi tog op til
udsigtsplatformen på 86. etage, men man kan da ane skyskraberne på
Manhattans sydspids i det fjerne. |
|
Bygningen her er
Chrysler Building. Toppen af Art Deco skyskraberen skal forestille
hjulkapsler. |
|
Huset med guldspiret i
forgrunden er New York Life Insurance Building. Hvor bygningen nu ligger
lå det oprindelige Madison Square Garden frem til 1925. |
|
Her ser vi mod vest.
Bagest til venstre kan man ane rundingen på det nuværende Madison Square
Garden. |
|
Her er vi så kommet
ned på jorden igen, og kan bedre se Madison Square Gardens runde
bygning. |
|
Nede fra gaden kan man
også fornemme hvor høj Empire State Building i virkeligheden er. 448
meter, inklusive spir og antenne. |
|
Denne del af 7th
Avenue ligger i det såkaldte Garment District. Her designes tøj af alle
slags. Tidligere blev det også produceret her, men der er ikke megen
produktion tilbage. Til gengæld ligger her en del designskoler. |
|
Flatiron Building
(strygejernsbygningen) er 87 meter høj og bygget i 1902. Den bliver
regnet for en af de første skyskrabere i New York. Den er som det
fremgår trekantet. I den ene ende er bygningen 2 meter bred, i den anden
fylder den en hel husblok. |
|
Municipal Building
rummer offentlige kontorer for de fem "boroughs", der til sammen udgør
New York. Bygningen er 177 meter høj, og en af verdens største
offentlige kontorbygninger. Da den blev færdig i 1913, var det verdens
største. På taget står en 8 meter høj, forgyldt kobberskulptur, "Civic
Fame". Statuen forestiller en kvinde i flagrende gevandter. |
|
Gadeskilte i New York
City findes i tre farver. Grønne gadenavnsskilte repræsenterer alle de
"almindelige" gader. Brune gadenavnsskilte bruges på gader, der ligger i
historiske områder i byen. Sorte gadeskilte, som her Whitehall Street
fortæller, at den pågældende gade er ældre end USA. Gaden eksisterede
altså før 1776. |
|
På østsiden af
Manhattan, nær South Street Seaport, ligger Fletcher Street. Som det
fremgår er det en hyggelig lille brolagt gade med fortovsrestauranter og
ikke ret meget andet. |
|
Det er ikke alle
bygninger i byen, der er lige spændende. Men her er da da gjort et
spinkelt forsøg på at peppe en kedelig bagside op med en enkelt
altankasse. |
|
South Street Seaport
ligger lige syd for Brooklyn Bridge. Da broen blev indviet i 1883,
var det verdens længste hængebro og tårnene var de højeste bygninger på
den vestlige halvkugle. Under bropillen ses et af de fire kunstige
vandfald, som den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson designede og
som åbnede i 2008. Prisen for vandfaldene var 15 millioner dollars, og
mange newyorkere synes at det er det største pengespild i mange år. |
|
Sådan en bro må man
selvfølgelig gå over; så det gjorde vi. Som det fremgår er fodgængere og
cyklister isoleret fra biltrafikken på en gangsti, der er hævet over
biltrafikken. |
|
Bilerne kører på det
nedre niveau, hvor der er en 6-spors vej. I tidligere tider, var der kun
to spor, og til gengæld blev de midterste brugt til jernbane. |
|
Fra broen er der
glimrende udsigt over Manhattan. Hvis det altså ikek er for diset, men
på trods af disen fik vi øje på luftskibet ved Empire State Building.
Oprindeligt var den øverste mast på bygningen faktisk beregnet til at
fortøje luftskibe ved, men den kom aldrig i brug, da der var for mange
opvinde. Luftskibsterminalen på 102. etage er i dag udsigtsplatform. |
|
På den anden side af
Brooklyn ligger ikke overraskende Brooklyn med små hyggelige gader og
huse. |
|
Gaderne i Brooklyn
ligner hinanden en hel del med såkaldte brownstone huse og gader
flankeret af træer. |
|
Vi tager lige et
eksempel mere. |
|
Bydelens centralbibliotek er
kendt for sine meget store døre. Og så er det en del af USA's 5. største
bibliotek. |
|
Dørene er omkring 16
meter høje og forsynet med forgyldte billeder. |
|
Tilbage på
den anden side af Brooklyn Bridge ligger Fulton Market. En gang lå her
blandt andet østkystens største fiskemarked, men i dag er der
udstillingsbygning. |
|
New York er et Babel
af forskellige sprog og religioner. Det største Buddhist tempel, som vi
ser her, ligger i en beskeden bygning, men statuen uden for annoncerer,
hvad der er tale om. |
|
I Chinatown bor den
største kinesiske befolkningsgruppe på den vestlige halvkugle. Chinatown
i San Francisco er større i udstrækning, men har færre indbyggere. Her
er alt kinesisk, også reklamerne på bilerne. |
|
Vi besøgte ikke FN
under vores besøg i New York, men nøjedes med at køre forbi. I øvrigt
var generalforsamlingen ikke forsamlet på grund af sommerferie, derfor
ingen flag foran bygningen. |
|
FN bygningen ligger på
1st Avenue (selv om gaden på det sted kaldes United Nations
Plaza), og som det ses ligger her også mange andre bygninger. |
|
Blandt andre denne
sorte kolos, som faktisk var meget imponerende. 262 m er Trump World
Tower, som bygningen kaldes. Det er den højeste bygning i New York (og
resten af USA), der udelukkende benyttes til beboelse. Det er dog ikke
helt billigt at bo her; penthouselejligheden var prissat til 58
millioner dollars, mens så fik man også over 1.800 m2. |
|
Bygningen i baggrunden
tilhører Metropolitan Life Insurance Company, kaldet MetLife. Bygningen
i forgrunden er Helmsley Building. Oprindeligt blev denne bygning kaldt
New York Central fordi den tilhørte New York Central Railways. MetLife
Building hed tidligere PanAm Building. |
|
Bygningen, hvis top
ses her i aftenbelysning, er det tidligere MetLife Tower, hvor
forsikringsselskabet havde hjemsted inden de flyttede til den nuværende
bygning. I fire år fra 1909 til 1913 var dette verdens højeste bygning
med sine 213 meter. I dag er Credit Suisse den vigtigste lejer i
bygningen. |
|
Her ses Manhattans
skyline fra Brooklyn ved aftentide. |
|
Springvandet her står
på Avenue of the Americas, også kendt som 6th Avenue. I baggrunden ses
Radio City Music Hall. Sidstnævne er kendt for sit meget store Wurlizer
orgel og sine dansepiger, The Rockettes som har optrådt 5 gange om
dagen, 7 dage om ugen i 75 år (næppe de samme piger). |
|
Bygningen her blev
kaldt "New Yorks mindste skyskraber". Bygningen blev påbegyndt i
1920'erne, men på grund af depressionen blev den aldrig bygget højere
end 6 etager. Dengang som nu var det Hearst-koncernen (avis mm), der
ejede bygningen. |
|
Først i 2003 begyndte
man at bygge ovenpå, og i 2006 var Hearst Towers 46 etager færdige.
Huset er det første "grønne" højhus i New York. De skrå stivere, som
tydeligt ses, er fx anvendt for at spare stål. Bygningen bruger 25%
mindre energi end det som New York kræver. Bygningen ligger i øvrigt på
8th Avenue, ikke så langt fra Columbus Circle. |
|
På pladsen står Hr.
Columbus selv på sin piedestal og ser ud over omgivelserne. |
|
Ser han op, kan han se
dette syn. Time-Warner Center, hvor skyerne spejler sig i glasfacaden.
Her lå tidligere New York Coliseum. Husene står på den dyreste
grund i New York. 1,1 milliard dollars er grunden vurderet til. De to
tårne er begge 229 meter høje. |
|
Fra Columbus Circle
udgår Central Park West og ved 65th Street finder man The Holy Trinity
Lutheran Church, en af de mindre kirker i New York. |
|
Længere ude ad Central
Park West ligger denne bygning fra 1880. Den kaldes Dakota Building og
historien fortæller at det var fordi den lå så langt uden for byen, at
den lige så godt kunne have ligget i Dakota. John Lennon og Yoko Ono
boede i bygningen (hun bor her stadig), og John blev skudt lige uden for
indgangsdøren. Også Glen Close og Nicholas Cage har lejligheder i
bygningen. |
|
Længere mod nord på
Manhattan ligger en noget større kirke, Cathedral of St. John the Divine.
Faktisk er den så stor, at det er svært at få et godt indtryk af, hvor
stor den egentlig er. Men det siges at være den 4. største kirkebygning
i verden. |
|
Ved siden af kirken
(der ligger i kvarteret Morning Side Heights), finder man springvandet
Peace Fountain. Skulpturen forestiller ærkeenglen Michaels kamp mod
Satan. |
|
Næste billede er fra
Harlem. Her, som mange andre steder i New York, ser man beboelseshuse
med de meget karakteristiske vandtanke på taget - eller her på et
stillads over taget. |
|
I Harlem så vi også
dette vægmaleri, der minder om gamle dages Cotton Club. Klubben havde
sin storhedstid under spiritusforbuddet og mange sorte sangere og
musikere har fået deres gennembrud her, Duke Ellington, Ella Fitzgerald
og Billie Holiday, men der var kun adgang for et hvidt publikum. |
|
Det var også i Harlem
at vi så disse budskaber om at stoppe udbredelsen af HIV. |
|
I Harlem finder man
også moskeen her,
Nation of Islam's Temple Number Seven,
hvor El-Hajj Malik El-Shabazz, måske bedre kendt som Malcolm X i sin tid
var religiøs leder. |
|
Men der er
selvfølgelig også helt almindelige beboelseshuse i Harlem. Velholdte og
med de karakteristiske udvendige brandtrapper. |
|
På den østlige side af
Central Park går 5th Avenue, der på denne strækning kaldes The Museum
Mile på grund af de mange museer, her Guggenheim museet. |
|
Og her Metropolitan
Museum of Art. |
|
Længere mod syd bliver
5th Avenue til forretnings- og kontorgade. |
|
Man kan dog også få
lidt åndelig føde, fx i St. Patrick's katedralen, opkaldt efter Irlands
nationalhelgen. Her residerer den katolske ærkebiskop over New York.
Kirken har plads til 2.000 mennesker. Så mange var der ikke , da vi
besøgte den, men der var nu pænt mange til den gudstjeneste, der var i
gang. |
|
Kirken er bygget af
hvid marmor, men den ser mere grå ud, hvilket nok skyldes mange års
forurening. Ærkebiskoppen over New York er typisk kardinal, og 8
kardinaler ligger begravet i kirken. Begravelsesmesser for både Robert
F. Kennedy og baseballstjernen Babe Ruth blev holdt i kirken. |
|
Naboen til katedralen
er lidt mere kommerciel. Det er nemlig det eksklusive stormagasin Saks
Fith Avenue. |
|
I det hele taget er
5th Avenue stedet for alle de dyre mærkevarebutikker ligger. Det er her
de unge, de smukke og ikke mindst de rige - og Dorte - handler. I
baggrunden til venstre ses Louis Vuittons butik. |
|
Den røde dør er ikke
en hvilken som helst dør. Det er "The Red Door", døren ind til Elizabeth
Ardens butik. |
|
Men 5th Avenue er ikke
kun butikker. Den lille sidegade her, Rockefeller Plaza, har også palmer
og fortovsrestauranter. Gaden fører fra 5th Avenue til Rockefeller
Center, hvor New Yorks juletræ står (i december). |
|
Ved Rockefeller Plaza
står denne underlige "gevækst", som jeg ikke har fundet et navn på, men
den hedder sikker et eller andet. |
|
Til gengæld er der
ingen tvivl om at dette er en skulptur, der forestiller Atlas, der
holder jordkloden. Også denne skulptur står i nærheden af Rockefeller
Center. |
|
Er man på 5th Avenue
kan man lige så godt gå en tur op til Central Park. Her kan man blandt
meget andet se denne statue, der forestiller Jose de San Martin, en
argentinsk general og leder af Sydamerikas kamp for at løsrive sig fra
Spanien. |
|
Inde i parken er det
muligt at finde stille og rolige steder,. som her ved søen, hvor ænderne
"hygger sig". |
|
Og disse ænder har
valgt at dele sten med et par skildpadder. |
|
Men selv uden dyr, er
der meget smukt nogle steder i parken. Her "The Pond", Dammen. |
|
Parken ser
meget naturlig ud - selv om den bestemt er anlagt efter en detaljeret
plan, udarbejdet af arkitekterne Frederick Olmsted og Calvert Vaux i
1857. |
|
Bygningen her huser
parkens 100 år gamle karrusel (bygget 1908). Karrusellen er "kun"
udstyret med heste. En tur koster 1 dollar. |
|
Hvor der om sommeren
er "tivoli aktiviteter" er der om vinteren skøjtebane. |
|
Nær Central Park West
ligger skak og dam pavillonen. Her kan man låne brikker eller medbringe
sine egne og få sig et stille og roligt spil skak eller dam. Men spil
ikke om penge med de lokale, de er gode, selv om de ikke altid ser
sådan ud! |
|
Vand finder man også
andre steder i byen, Her i form af et "vandfald" på 53th Street. |
|
Club 21 er én af de
mest berømte restauranter i New York. Den startede oprindeligt som
smugkro under spiritusforbuddet. Den ligger på 52. gade. |
|
Fra 77. etage i GE
Building, den højeste bygning i Rockefeller Center, er der en
fremragende udsigt over Central Park. |
|
Mod nordvest ser man
ud over Upper West Side og Hudson River. I baggrunden ses George
Washington Bridge, der fører Interstate Highway 95 over floden til New
Jersey. |
|
Mod nordøst er det
East River, der ses i baggrunden (East River er i virkeligheden ikke en
flod men et stræde). I forgrunden nogle at Manhattans skyskrabere.
Blandt andet ses General Motors Building (hvid med sorte vinduer). Den
sorte bygning foran GM er Trump Tower og den mørkegrå bygning til højre
for denne er IBM Building. Bygningen til højre med det spidse tag er Sony
Building. Bagest i billedet anes en bro og bag broen ligger Rikers
Island, et fængsel med over 15.000 indsatte. |
|
Time-Warners
dobbelttårne ser faktisk ikke nær så store ud fra Top of the Rock, som
når man står på jorden. Men GE Building er selvfølgelig også hele 30
meter højere, selv om den er bygget allerede i 1933. |
|
Mod øst kan man se
over til bydelen Queens, der ligger på Long Island. Den grønne bygning i
det fjerne er One Court Square. Den eneste skyskrabver i Queens. Det er
den højeste bygning i New York udenfor Manhattan (201 m). Bygningen
ejes af finanskoncernen Citigroup, som netop er blevet reddet økonomisk af den
amerikanske regering med tilskud på 45 milliarder dollars og en
underskudsdækning på 335 milliarder dollars. |
|
Mod syd er Empire
State Building dominerende i billedet. |
|
Her er Dorte trådt
frem, så Empire State må holde sig i baggrunden. |
|
Da vi besøgte GE
Building, var der langt mere klart end da vi var i Empire State, så vi
kunne faktisk se helt ud til Frihedsgudinden. |
|
Også Harlem kunne man
få overblik over. |
|
Og så slutter vi
besøget i New York af for denne gang med et helt almindeligt
beboelseshus i Hells Kitchen. |