En kvinde, af sin helt egen slags

Hun var stor som en mand, gik klædt som en mand, red og skød som en mand, bandede som en mand og drak som en mand. Sådan er eftertidens opfattelse at Martha Canary, bedre kendt som Calamity Jane, en af de mest farverige kvindeskikkelser i Det vilde Vesten"

Hvem var Martha Canary?

"My maiden name was Marthy Cannary." Sådan begynder den 7 sider lange angivelige selvbiografi om denne artikels hovedperson. Desværre er der meget det tyder på, at personen ikke selv har skrevet "selvbiografien", fx er der to fejl bare i navnet. Damen hed ikke Marthy men Martha og hun hed ikke Cannary, men Canary. Jeg vender tilbage til spørgsmålet om selvbiografien senere i artiklen.

Damen, det handler om, er altså Martha Canary eller måske Martha Jane Canary.  Mellemnavnet Jane er ikke sikkert, da det først optræder senere i hendes liv. Hun blev født den 1. maj 1852 i den lille by Princeton i staten Missouri. Hun var det ældste barn af Robert og Charlotte Canary og senere fik forældrene yderligere fem børn, to drenge og tre piger. I folketællingen fra 1860 boede familien i den endnu mindre bebyggelse, Ravanna, ca. 12 km nordøst for Princeton. På dette tidspunkt, var der tre børn i familien. Foruden Martha (der forekommer intet "Jane" eller "J" i hendes navn i folketællingen) var det Cilus og Lana, der var henholdsvis 3 og 1 år gammel. Interessant nok er Marthas alder opgivet til 4, hvilket indikerer, at hun var født i 1856 ikke 1852. Folketællingerne fra denne periode var notoriske for deres fejl i aldersangivelserne (se også flere af mine artikler om Tom Dooley, hvor jeg påpeger det samme problem), men enten har folketællingen ret i dette tilfælde eller også er der også fejl i Charlotte Canarys alder, for hun står angivet til at være 20 år, og at få et barn som 16-årig var ikke unormalt, men at få et som 12-årig var det i høj grad. Robert står angivet til at være 35, så moderen kan have været 5-6 år ældre end det, der er anført. De fleste kilder er enige om, at 1852 er det rigtige fødselsår, men sikkert er det ikke. I husstanden var også James Canary på 72, sandsynligvis Roberts far. Robert er anført som "farmer".  I modsætning til hvad nogle kilder anfører, var begge forældre ikke født i Ohio. Robert var fra Ohio mens Charlotte var fra Illinois, og måske har Robert mødt hende på sin vej mod vest. Enkelte kilder vil have at forældrene begge døde, da Maerha var otte eller tolv år gammel, men det stemmer ikke overens med det vi ved fra officielle papirer. Nu er det selvfølgelig ikke forældrene, dette handler om, så videre med Marthas historie, og så vender jeg tilbage til hvornår forældrene faktisk døde nedenfor.

De tidlige år

I 1865, efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig, rejste familien videre mod vest. Farfar James har formodentlig været død, for han omtales ikke yderligere. Målet var Virginia City i Montana, hvis der var et mål. Det kan også være der hvor familien tilfældigvis havnede. Noget tyder på, at man hare været på vej videre mod vest, for i begyndelsen af 1866 døde Charlotte i Black Foot, Montana, hvorefter familien altså tog til Virginia City. Black Foot lå ca. 250 km nordvest for Virginia City i det område, hvor byen Missoula ligger i dag. Familien rejste altså tilbage mod sydøst efter moderens død, så Black Foot har næppe været en station på vejen mellem Princeton og Virginia City. Undervejs på turen hjalp moderen med at skaffe penge til familien ved at vaske for de øvrige deltagere i vogntoget, og det blev formodentlig årsagen til hendes død, som blev angivet som en følge af "washtub pneumonia", en form for lungebetændelse som netop ramte kvinder, der levede af at vaske. Sygdommen  blev formodentlig forårsaget af grus, støv og andre partikler i tøjet, som kvinderne indåndede under vaskearbejdet.

Turen til Virginia City tog omkring fem måneder, og undervejs underholdt Martha sig med at tage på ride- og jagtture sammen med mændene, og i det hele taget syntes den 13-årige bedre om at være sammen med mænd end med kvinder. Efter tidens forhold, var familien ret godt stillet. Roberts ejendom i Princeton var vurderet til 1.500 dollars og han havde en personlig formue på 400 dollars. Det er derfor sikkert korrekt, når Martha senere hævdede at hun havde lært at ride godt, allerede hjemme i Missouri, for familien har formodentlig haft heste, både til markarbejde og som ridedyr. Undervejs på turen udviklede hun sig til en fremragende rytter og skytte. Og ikke bare det. Som en af hendes biografer fortæller: "Allerede som 13-årig kunne hun bande så groft som nogen mand, og hun havde allerede lært at sætte pris på smagen af whiskey." Familien blev ikke længe i Virginia City, men rejste syd på til Salt Lake City. De ankom i sommeren 1866 og faderen slog sig ned som landmand på 40 acres (ca. 16 hektar) jord, men allerede året efter døde han selv.

Børnene kunne ikke blive i Salt Lake City og drive gården, så Martha rejste med sine yngre søskende med et vogntog til Fort Bridger i det, der dengang var Wyoming Territory, ca. 125 km nordøst for Salt Lake City. Her arbejdede hun en tid som opvasker, for at spare penge sammen. Fra Fort Bridger rejste familien med tog nogle få miles mod mod sydøst til Piedmont. Her forsøgte Martha at forsørge sig selv og sine søskende ved at påtage sig alle slags jobs. Hun vaskede op, lavede mad og serverede på restauranter, og hun arbejdede som dansepige på en saloon. Dette forhold er medvirkende til at man mener at det må være forkert at lade hende være født i 1856.Såfremt hun kun var 11 år i 1857, havde hun næppe fået lov til at arbejde som dansepige, og selv om hun havde, havde hun næppe været efterspurgt. Hun fungerede også som sygeplejerske og hun arbejdede som oksedriver på forskellige vogntog. Rygter vil vide, at hun på disse ture også tjente penge som prostitueret på et bordel i Fort Laramie, ca. 500 km fra Piedmont. I det hele taget begynder hendes liv fra dette tidspunkt at fortone sig i legender og rygter.  Hendes yngre søskende nævnes ikke yderligere i historierne om hende, og hun omtalte dem heller ikke selv. Folketællinger viser dog at Lana blev gift med en Gay Kilborne og at hun fik en søn, James, der døde i 1937. En Elijah Canary sad i fængsel i Alabany, Wyoming i 1900, og det kan have været Marthas yngste bror. Elijah var født i Montana, og kan altså være blevet født på turen fra Missouri. Har hun været gravid undervejs, har Charlotte måske været så afkræftet efter fødslen at dette har medvirket til hendes død.

Martha Canary bliver til Calamity Jane

Martha eller Calamity Jane bliver beskrevet meget forskelligt i forskellige kilder. En kalder hende "ekstremt attraktiv" end anden fortæller, at hun var "en køn pige med mørke øjne". De fleste kilder er enige om, at hun var en høj pige, omkring 6 fod (183 cm) med en kraftig knoglebygning og en muskuløs krop. Endnu en kilde siger at "hun var almindelig af udseende med brunt hår og grove træk, men at hun kunne se kløn ud, når hun var klædt pænt på". Ud fra de få billeder, der findes af hende, vil jeg ikke ligefrem kalde hende "ekstremt attraktiv" eller bare køn.

Det sidste vi ved med sikkerhed om Martha i det næste par år er, at i 1874 havde hun arbejde som spejder på Fort Russel nær Cheyenne i Wyoming og på andre forter, formodentlig på grund af sine evner som rytter og skytte. Hun fortæller selv, (hvis det altså er hende, der fortæller), at hun kom til Fort Russel allerede i 1870, og det er også muligt. Hun fortsætter med at fortælle, at hun arbejde for Oberstløjtnant (tidl. General) George Amstrong Custer, og dette er til gengæld ikke muligt. Custer har nemlig aldrig gjort tjeneste på Fort Russel, som var hjemsted for enheder af 2., 9. og 10. Kavaleriregiment, ikke 7. Kavaleri, hvor Custer gjorde tjeneste. Calamity Jane fortalte mange historier om de berømtheder, hun havde kendt, men af én eller anden grund gjorde hun det typisk først når de pågældende berømtheder var døde. Det har fået mange til at tro, at alle disse berømte bekendtskaber var opfundet, for at øge hendes eget ry, men selv om mange nok var frit opfundet, kan en del af dem bekræftes, omend de måske ikke har været så nære, som hun selv gav det udseende af. Senere forskere mener i øvrigt, at hun kun har været på Fort Russel meget kort tid, og derefter har tjent som spejder ved Fort Fetterman i det sydøstlige Wyoming under General George Crook – men han var ikke lige så berømt som Custer og derfor ikke lige så interessant for hende at fortælle om, som Custer var i hendes bevidsthed.

Det var i denne periode, hvor hun arbejdede som spejder, at hun begyndte at gå mandstøj. Nogle mener, at hun gjorde det for at skjule sit køn, mens andre mener, at hun gjorde det, dels fordi det var mere praktisk for en spejder at være i bukser og skjorte end i kjole, samt også for at blive accepteret af de andre spejdere. Hun fortæller selv, at hun ikke brød sig om tøjet i starten, men efterhånden vænnede sig til det. Senere, hvor hun fortsat gik i mandstøj, lagde hun i hvert fald ikke skjul på sit køn.

Martha fortæller også at hun var med i kampagnen mod indianerne i Arizona i 1870 og 1871, men der er ingen spor af hende i officielle papirer fra denne kampagne, så hvis hun har været med, har hun ikke fået løn. Hun blev efter eget udsagn i Arizona til 1871, hvor hun vendte tilbage til Wyoming, nærmere betegnet Fort Sanders ved Laramie. Her blev hun til foråret 1872, hvor hun blev sendt ud som spejder i forbindelse med en indianeropstand nær det, der i dag er Sheridan, Wyoming, den såkaldte Mussel Shell Indian Outbreak. Her deltog tropper under ledelse af hele fire generaler, Custer, Crook, Nelson Miles og Alfred Terry, og dette er den eneste bekræftede chance hun har haft for at møde Custer, men det er tvivlsom om hun gjorde det. Kampagnen varede til efteråret 1873, og Martha fortæller, at det var under denne kampagne, at hun fik tilnavnet Calamity Jane:

"It was on Goose Creek where the town of Sheridan is now located. Capt. Egan was in command of the post. We were ordered out to quell an uprising of the indians, and we were out for several days, had numerous skirmishes during which six of the soldiers were killed and several severely wounded. When on returning to the post, we were ambushed about a mile and a half from our destination. When fired upon Capt. Egan was shot. I was riding advance and on hearing the firing turned in my saddle and saw the captain reeling in his saddle as though about to fall. I turned my horse and gallopped back with all haste to his side and got there in time to catch him as he was falling. I lifted him onto my horse in front of me and succeeded in getting him safely to the fort. Capt. Egan on recovering, laughingly aid: "I name you Calamity Jane, the heroine of the plains." I have borne that name up to the present time."

Historien fortælles kun i den angivelige selvbiografi og den bekræftes ikke andre steder fra. Faktisk modsiges den af en Captain Jack Crawford, der selv tjente under General Crook. Han fortalte at Calamity Jane aldrig havde gjort tjenste under hverken General Crook eller General Miles og at hun aldrig havde deltaget i nogen kampe mod indianerne. Denne udtalelse blev imidlertid først fremsat i 1904 efter Calamity Janes død, så det er muligt at Crawford var misundelig. Han kan godt have haft ret i at Martha ikke var med i det pågældende slag, men der er bekræftede historier om hendes deltagelse i andre kampe mod indianere, og en af de få bekræftede historier om hende forgik faktisk mens hun gjorde tjeneste for Crook. Der er imidlertid også en anden historie om, hvordan hun fik sit tilnavn, men den er dog knap så heltemodig. Den handler om, at hun drak tæt det meste af sit liv, og at hun ofte lavede ballade, når hun var beruset. Ifølge denne historie fik hun sit tilnavn fordi "hun havde en særlig evne til at skabe ballade på ethvert givent sted og tidspunkt, og med meget kort varsel". Calamity kan oversættes til "katastrofe" eller "ulykke", og ingen af delene passer rigtigt til historien om Captain Egan, men fint til den sidste forklaring. Endelig er der en historie om, at hvis mænd optrådte på en måde, der fornærmede hende, afviste hun dem med udtrykket: "You are courting calamity" eller "du bejler til en katastrofe". Indtil hun begyndte at anvende kælenavnet kaldte hun sig kun Martha, og som allerede nævnt, var hun sandsynligvis slet ikke døbt Jane.

Der er nu en række historier om hendes liv som spejder efter 1874, hvoraf nogle kan bekræftes. Hun var sandsynligvis spejder i Crooks slag ved Powder River den 17. marts 1876. Efter slaget vendte hun tilbage til Laramie. Senere på foråret 1876 var den styrke hun var tilknyttet blevet beordret nord på fra Fort Laramie og til Fort Fetterman. Styrker under General Crook fra dette fort, skulle slutte sig til andre styrker under Generalerne Custer, Terry og Miles ved Big Horn River. Da hun var ankommet til Fort Fetterman blev Martha, eller Calamity (det er ikke helt klart hvornår kælenavnet begyndte at blive almindeligt brugt), bedt om at aflevere nogle vigtige depecher fra Fort Fetterman til en fjern udpost. Hun blev sandsynligvis valgt, fordi hun netop var en fremragende rytter. Ved den lejlighed måtte hun svømme over North Platte River ved fortet og derefter ride ca. 90 miles i vådt tøj for at nå frem. Hun blev syg og blev transporteret tilbage til Fort Fetterman i general Crooks egen ambulance. Her blev hun indlagt på hospital i to uger for at komme sig, og da hun blev udskrevet red hun tilbage til Fort Laramie. Sygdommen angives ofte som grund til at hun ikke var med da Custer og hans mænd blev udslettet i Slaget ved Little Big Horn den 26. juni samme år. Det lyder dog ikke sandsynligt, da hun jo ikke var spejder for Custer, men for Crook, og hans tropper var ikke involveret i Last Stand, da de var blevet forsinkede efter Slaget ved Rosebud den 17. juni og ikke nåede frem.

Faktisk er der flere, der har rejst tvivl om, hvorvidt hun overhovedet var spejder formelt set. Tilsyneladende fik hun ikke løn udbetalt af militæret. Dette er imidlertid ikke et endegyldigt bevis, da nogle kommanderende officerer ansatte private spejdere, som de betalte af egen lomme. Der er dog noget, der tyder på at hun snarere har været en såkaldt "camp follower". Det var civile som fulgte med de militære styrker rundt på deres kampagner og servicerede soldaterne på forskellig vis, fx ved at vaske tøj mm. Det kan i hvert fald forklare hvorfor hun tilsyneladende bevægede sig meget frit mellem forskellige forter og kampagner, idet hun så ikke var under kommando, og det udelukker ikke, at hun også af og til kan have påtaget sig spejder eller kureropgaver. Fra 1874 er der officielle papirer, der gør det klart at hun på det tidspunkt faktisk var ansat som spejder for hæren, men fra 1876 er der ikke sådanne registreringer.

Calamity i Deadwood

I 1874 havde hun et kortvarigt mødt William F. Cody, bedre kendt som Buffalo Bill, men de havde tilsyneladende ikke et nært bekendtskab – i hvert fald ikke på det tidspunkt. Da hun kom tilbage til Fort Laramie efter svømme- og rideturen, mødte hun James Butler Hickok, bedre kendt som Wild Bill. Sammen med denne, Charles og Steve Utter og en kvinde ved navn Kittie Arnold førte de et vogntog nord på til Deadwood i South Dakota en tur på omkring 250 km. Denne tur er delvis bekræftet – i hvert fald meddelte en overskrift i den lokale avis, The Black Hills Pioneer i juli måned 1876 : "Calamity Jane has arrived", så på det tidspunkt må hendes tilnavn og rygte have været kendt.

Deadwood var på det tidspunkt en ulovlig by, idet den var opstået på et område, der faktisk tilhørte sioux indianerne ifølge den såkaldte Fort Laramie-traktat. Denne traktat havde givet hele området Black Hills til siouxerne, som betragtede området som helligt. Allerede i 1874 havde Custer imidlertid ført en styrke ind i området, og havde annonceret at der var fundet guld nær den by, der i dag bærer hans navn, Custer, ca. 60 km syd for Deadwood. Det fik hvide guldsøgere i store mængder til at komme til området, og Custer havde nu en grund til at bekæmpe indianerne for at "beskytte guldgraverne" på det ulovlige territorium.  Med i brødrene Utters vogntog var mange spillere og endnu flere prostituerede. Blandt de sidstnævnte var Dora DuFran som skulle blive den mest velhavende bordelmuttter i Deadwood, og som skulle kmme til at hjælpe Calamity på forskellig vis.

Senere i sit liv – efter Wild Bill's død – påstod Calamity Jane at hun havde mødt ham allerede i 1873 og at de to var blevet gift og havde fået en datter, Jean eller Jane, som blev adopteret væk. De fleste historikere tvivler dog på dette, da det ville have været vanskeligt for hende at have født et barn i denne tid, for det var netop i den periode, at der er dokumentation for at hun faktisk arbejdede som spejde for hæren.  Det kunne hun næppe have gjort, hvis hun var højgravid. Der var der heller ikke noget under deres  samtidige ophold i Deadwood, der tydede på et romantisk forhold mellem Calamity og Wild Bill, selv om de givetvis var gode venner. Wild Bill skrev masser af breve til sin hustru, Agnes Thatcher Lake, som han var blevet gift med i Cheyenne i marts, altså få måneder før han tog til Deadwood. Calamity Jane påstod selv, at hun var blevet skilt fra Hickok så han kunne gifte sig igen, men hverken bryllup eller skilsmisse kan bekræftes. Der er dog nogle, der mener, at det er muligt at Jane havde ret. Lake var 11 år ældre end Hickok, og en forholdsvis velhavende cirkusejer, så måske har han giftet sig med hende for at få finansieret sit spil. Sandsynligvis var forholdet til Bill dog kun endnu en af Calamitys historier om sin tilknytning til kendte. En del samtdige mente dog at hun selv var forgabt i Wild Bill, mens han ikke interesserede sig for hende på den måde.

I september 1941 besluttede U.S. Department of Public Welfare at udbetale Alderdomsydelse til en kvinde ved navn Jean Hickok Burkhardt McCormick, som da havde mistet sin tredje ægtemand. Jean hævdede at hun var datter af Wild Bill og Calamity Jane og hun kunne dokumentere, at de var blevet gift den 23. september 1873 i Benson's Landing i Montana. Beviset var et notat i en bibel, underskrevet af to præster og flere andre vidner. Der er dog mange forskere, som mener at historien må være et falsum, men på den anden side kan ingen rigtigt forklare, hvorfor en ældre kvinde skulle have gjort sig så store anstrengelser for at lave en historie, som ikke gav hende nogen form for gevinst. McCormick var født i 1874, hvilket passer godt nok, og døde i 1951 i Yellowstone, Montana.

I juni 1876 tjente Calamity Jane til livets ophold ved at ride med post mellem Deadwood og Custer, en tur på omkring 50 miles gennem Black Hills. Dette er også en af få de ting, som kan bekræftes om hende. Hun gjorde turen mellem Deadwood og Custer og retur på to dage, hvilket blev betragtet som imponerende, og bekræftede at hun faktisk var en god rytter. Denne periode brugte hun også til at besøge nogle af de mange guldgraverlejre, der var i området. Hun fortæller ikke hvorfor, men hun har muligvis kunnet tjene penge ved at fragte post for guldgraverne også.

Den 2. august 1876 spillede Wild Bill Hickok poker i Nuttal & Mann's Saloon Number 10 i Deadwood. Mod sin vane sad han med ryggen mod døren, og selv om han bad en af de andre spillere om at bytte plads med ham, var der ingen der ville. Kort efter blev han skudt i baghovedet af Jack McCall, kaldet Broken Nose Jack en bisonjæger, som påstod at Hickok havde dræbt hans bror, men snarere var det fordi Hickok havde fornærmet ham dagen før, ved at tilbyde ham penge til et morgenmåltid efter at Hickok havde vundet alt hvad han ejede. En mand ved navn McCall blev faktisk dræbt af en lovhåndhæver i Abilene, mens Hickok var bymarshall i byen, men lovhåndhæverens navn kendes ikke, og ingen ved om de to McCalls var beslægtede. Og det ville være mærkeligt hvis Broken Nose spillede poker med Wild Bill en helt nat, for først at skyde ham næste aften. Efter drabet blev Hickoks lig hentet af hans gode ven, Charles 'Colorado Charlie' Utter, som desværre ikke var til stede i saloonen den pågældende aften. Han tog liget med tilbage til sin lejr uden for byen, og her blev Wild Bill begravet allerede næste dag med det meste af byen som deltagere i begravelsen. Utter satte en mindeplade af træ, på graven som det var kotume den gang med teksten: "Wild Bill, J. B. Hickock killed by the assassin Jack McCall in Deadwood, Black Hills, August 2d, 1876. Pard, we will meet again in the happy hunting ground to part no more. Good bye, Colorado Charlie, C. H. Utter." Tre år senere, i 1879 blev liget flyttet til Mount Moriah kirkegården after opfordring fra Calamity Jane.

Calamity fortæller, at da hun hørte om Bills mord, for hun ud fra sit værelse for at fange morderen. Hun kom af sted så hurtigt, at hun glemte sine pistoler, men da hun fandt McCall, der gemte sig i en slagterbutik, havde hun grebet en kødøkse og tvunget ham til at overgive sig. McCall overgav sig og blev spærret inde i en bjælkehytte, som det dog lykkedes ham at undslippe fra. Han blev dog fanget igen i nærheden, og sat for en såkaldt minearbejderdomstol, som hurtigt frikendte ham på grund af undskyldningen om at Hickok havde dræbt hans bror. Han rejste til Wyoming, hvor han pralede af at have overvundet Hickok i en fair duel, men autoriteterne troede ham ikke og anholdt ham igen. Da Deadwood ikke var en legal by, var retssagen ugyldig og McCall blev ført tilbage til Dakota Territory, hvor han kom for retten i byen Yankton. Her påberåbte han sig "double jeopardy" reglen, en amerikansk regel om, at man ikke kan anklages for den samme forbrydelse to gange. Retten mente imidlertid, at da hele den første retssag havde været ulovlig, kun han godt tiltales igen og denne gang blev han dømt. Tre måneder senere, den 1. marts 1877 blev han hængt for mordet på Wild Bill Hickok.

Efter mordet på Hickok blev Calamity Jane i Deadwood. I 1877 og 1878 skete yderligere to af de ting, som kan bekræftes. I foråret 1877 var hun på vej mod Crook City, da hun mødte diligencen mellem Cheyenne og Deadwood. Hvis nogen leder efter Crook City på et kort og undrer sig over, hvorfor diligencen mellem Cheyenne i det sydlige Wyoming og Deadwood, skulle komme der forbi, skal man huske at det nuværende Crook City i South Dakota, lidt nord for Deadwood, ikke var det, som hun var på vej til. Det var derimod en by på den anden side af grænsen til Wyoming i Crook County, ikke langt fra Deadwood. Da hun mødte diligencen blev den forfulgt af indianere, og der var ingen kusk på sædet. Hun fik lokket indianerne på vildspor og vendte tilbage til diligencen. Hun fandt den dræbte kusk og fik ham læsset på vognen i stedet for bagagen, som hun læssede af. Så indtog hun selv kuskesædet og kørte vognen til Deadwood med posten, som ikke var blevet læsset af, seks skræmte passagerer og den døde kusk.

En anden begivenhed indtraf året efter, en begivenhed som faktisk ikke omtales i "selvbiografien". Der udbrød en koppeepidemi i Deadwood og i første omgang blev 8 mænd isoleret i et lille skur i bjergene uden for byen. Ingen ville passe dem, men Calamity påtog sig opgaven og uden medicin eller andre hjælpemidler bortset fra epsonsalt og vinsyre, passede og plejede hun dem. Tre af mændene døde mens de sidste fem kom sig og overlevede. De tre døde begravede hun selv på stedet, mens hun reciterede en klassisk aftenbøn for børn: "Now I lay me down to sleep, I pray the Lord my soul to keep, If I shall die before I wake, I pray the Lord my soul to take. Amen". Senere vendte hun tilbage til byen og hjalp med at pleje andre, ikke mindst børn der var blevet ramt af sygdommen.

Allerede i 1877 havde hun forladt  Deadwood sammen med 7th Cavalry, for at tage mod nord til Bear Butte Creek, hvor man anlagde Fort Meade. På denne tur var hun formodentlig igen camp follower, da det ikke fremgår at hun var ansat som spejder. Samtidigt anlagde man byen Sturgis, som hun senere skulle vende tilbage til.  På Day's Inn i Sturgis får man en excellent behandling, som man kan læse om i mine rejsebeskrivelser fra 2012. Fortet blev færdigt i 1878 og hun vendte tilbage til Deadwood tids nok til at kunne hjælpe under koppeepidemien.

Farvel til Deadwood – og hvad så

De følgende år ved vi igen ikke meget med sikkerhed om hendes færden. Det meste stammer fra den "selvbiografi", som hun næppe selv skrev, og som under alle omstændigheder er voldsomt overdrevet. Nogle ting kan bekræftes, men det meste kan ikke. I 1879 tog hun til Rapid City for at søge efter guld i området, men uden held. I stedet førte hun  vogntog med varer fra Rapid City til Fort Pierre, videre til Sturgis og tilbage til Rapid City. Hun fortæller selv, at man brugte oksespand, fordi heste ikke kunne klare sig i det vanskelige terræn. Derefter ved vi ikke meget med sikkerhed i en årrække. Hun fortæller selv at hun flyttede til Miles City i Wyoming i 1882. Her købte hun en ranch og åbnede en kro. Dette er sandsynligvis korrekt, men kan ikke bekræftes med sikkerhed. I 1883 forlod hun Wyoming og rejste mod sydvest. Hun nåede Ogden i Utah i efteråret 1883 og San Francisco i Californien i foråret 1884. Samme sommer fortsatte hun mod Texas med et kort ophold i Yuma, Arizona. Hun nåede til El Paso i 1885. Her mødte hun hun Clinton Burk, som hun giftede sig med og de to blev i Texas til 1889. Moderne forskere mener, at ægteskabet først fandt sted i 1891, men ingen af delene kan bekræftes med sikkerhed. Et af problemerne med at finde ud af, hvad der er sandt og hvad der er legender, er at Calamity Jane tilsyneladende har undgået at have fast opholdssted i de år, hvor der blev fortaget folketællinger, bortset fra i 1860, så hun optræder kun i meget få officielle papirer.

I oktober 1887 påstod hun at have fået en datter, Jane, som måske, måske ikke blev adopteret væk. I 1889 rejste hun og Clinton til Boulder, Colorado, hvor de åbnede et hotel, som de drev til 1893. Derefter rejste de rundt i de nordlige stater Wyoming, Montana, Idaho, Washington og Oregon indtil hun kom tilbage til Deadwood den 9, oktober 1895 efter 17 års fravær fra byen. Kort efter blev Clinton taget i at svindle penge fra sin arbejdsgiver og forlod både by og hustru. Ægteskabet med Clinton er muligvis et falsum. Den eneste Clinton Burk fra Texas, der kan identificeres, blev gift i 1891 med en Lillian House i byen Millam og der er ikke dokumentation for at Calamity Jane nogensinde blev gift. Hun havde dog en ung pige med, da hun kom til Deadwood, som hun præsenterede som sin datter, men som nogle mener var Clintons datter fra et tidligere forhold. Hun forsøgte at få pigen ind på St. Martins Benediktinske Kloster i Sturgis, men hun havde ikke råd til at betale skolepengene. Hendes venner i byen organiserede et velgørenhedsbal på Green Front Theater i Deadwood, som var kendt som byens "mest rå sted", hvor der ud over teater også blev drevet bordel, saloon og spillebule. Velgørenhedsballet endte med at blive en succes, og Jane fik sine penge. Desværre ødslede hun dem bort i fuldskab samme nat på at købe drinks til alle de tilstedeværende. Senere kom pigen alligevel ind på klosterskolen, og derefter forsvandt hun ud af historien og ingen ved, hvad der blev af hende.

"Stjerne" i manegen

Hele denne periode er altså meget usikker. Til gengæld ved vi, at hun i 1893 optrådte en ganske kort periode i Buffalo Bill's Wild West Show. I modsætning til en anden af Buffalo Bills' berømte kvindelige stjerner, Annie Oakley, som også var en del af showet på dette tidspunkt optrådte Calamity Jane ikke som skarpskytte eller rytter, men som historiefortæller. Enkelte kilder mener dog at Calamity optrådte som "trick skytte", men de fleste er enige om, at det ikke var tilfældet. Hun var på det tidspunkt dybt alkoholiseret, og det kan være grunden til at Buffalo Bill ikke lod hende skyde. Det var også grunden til at hun hurtigt måtte forlade showet igen. Drikkeriet var ikke nyt. Onde tunger ville have, at hun ikke var ædru på noget tidspunkt i sit voksne liv, men det er nok en overdrivelse.

Hun blev i Deadwood nogle år, hvor hun tilsyneladende arbejde for Bordelmutteren Dora DuFran, ikke som prostitueret, men med madlavning, rengøring og vask, samtidigt med at hun "præsenterede sig" for de mange nytilflyttere, som havde hørt om hende, men aldrig havde set hende tidligere. Nogle af disse kom fra øststaterne og nogle af disse mente, at hun også burde give folk øst på en chance for at møde legenden. Hun lavede derfor en aftale med Kohl & Middleton Travelling Dime Museum i 1895, om at hun skulle optræde for dem, og det var i den forbindelse at pamfletten om hendes liv blev fremstillet. Formodentlig er det noget museet har foranlediget, og den forfatter, de har fundet har måske nok fået input fra Calamity Jane, men hvis det er tilfældet, er meget af det ikke sandt – og måske fandt han selv på det meste.

Historien om Calamitys forhold til Hickok er en af de vigtigste grunde til at man mener at "biografien" er et falsum, skrevet af en "ghost writer", men der er flere grunde. Lad mig se lidt på nogle af disse. For det første er der meget der tyder på, at Martha Canary var analfabet og hverken kunne læse eller skrive. Det ville ikke være unaturligt dengang. Hvis hun ikke selv kunne læse pamfletten, kunne det forklare hvorfor hun ikke fik korrigeret nogle af de fejl, der var i den. Fx at hendes eget navn, såvel for- som efternavn, var stavet forkert. Hun ville også vide, som ven af Wild Bill, at han ikke hed William eller Wm. , som han kaldes i pamfletten. Hans navn var derimod James Butler Hickok. Det nærmeste han kom William var, at han under borgerkrigen optrådte under navnet William Haycock, da han ikke kunne optræde under sit rigtige navn, fordi han var eftersøgt. Endelig ville Calamity have vidst hvor Hickok blev skudt, nemlig i Nuttal & Mann's Saloon # 10, ikke i Bell Union som der står i pamfletten. Faktisk hed sidstnævnte saloon Bella Union og var et teater, og et af byens forholdsvis pæne steder, ikke et sted, hvor man spillede, men det ville en ghost writer, som skrev i 1896 ikke nødvendigvis vide.

Hendes første optræden for Kohl & Middleton var på Palace Museum i Minneapolis i januar 1896. Hendes engagement varede tilsyneladende kun ca. seks måneder, så blev hun fyret på grund af druk, og det er tvivlsomt om hun nåede at optræde andre steder end i Minneapolis. Hvad hun lavede de næste fem år er uklart men omkring 1900 optrådte hun tilsyneladende igen med Buffalo Bill indtil han endnu engang fyrede hende i 1901. Samme år optrådte hun på The Pan-American Exposition i Buffalo, og det er uklart om dette fandt sted mens hun stadig arbejde for Buffalo Bill. Ved denne lejlighed solgte hun stadig kopier af sin pamflet, men hun ragede uklar med politiet på grund af druk. Buffalo Bill lånte hende penge, så hun kunne rejse hjem og han sagde i den forbindelse: "Jeg regner ikke med at hun var mere træt af Buffalo end politiet i Buffalo var trætte af hende, for hendes sorger havde tilsyneladende et stort behov for at blive druknet."

Endeligt

I 1903 vendte hun "hjem" til Deadwood, hvor hun igen fik arbejde for madame DuFran. Det passede hun i et par måneder, mens hun blev mere og mere alkoholiseret. Hun nåede dog at besøge Wild Bill's grav på Mount Moria krikegården og hun blev fotograferet på stedet. I juli rejste hun til Terry, en lille mineby ikke langt fra Deadwood. Her slog hun sig ned på Calloway Hotel, hvor hun brugte sin tid til at mødes med gamle venner. Den 1. august 1903 døde hun, sandsynligvis af sin alkoholisme. Dødsårsagen blev beskrevet som "en kombination af lungebetændelse og betændelse i tarmene", men sandsynligvis var hendes organer bare slidt op.  

Men selv hendes død er der tvivl om. En anden historie fortæller at hun havde drukket sig meget fuld under en togrejse, så fuld at hun var bevidstløs. En konduktør bar hende fra toget til en hytte, hvor hun døde kort efter. Ifølge den sidstnævnte historie, blev der mellem hendes ejendele fundet nogle brev til hendes datter, som hun aldrig havde sendt. Ingen så imidlertid disse breve før Jean Hickok McCormick offentliggjorde dem i forbindelse med sit krav på at være datter af Calamity og Wild Bill. Ægtheden af brevene betvivles i høj grad, da det fortsat er ret sikkert, at Calamity var analfabet og de har måske været en del af et svindelnummer som Jean McCormick havde planlagt.

Under alle omstændigheder fortæller historien at Calamitys sidste ord skulle have været "Bury me beside Wild Bill, the only man I have ever loved". Heller ikke dette er sandsynligvis sandt, men hun blev faktisk ført fra Terry tilbage til Deadwood og begravet ved siden af Wild Bill Hickok på Mount Moriah kirkegården, hvor de to grave kan ses den dag i dag (for en entre på $ 1). Blandt de, der planlagde og forestod hendes begravelse var Albert Malter, Frank Ankeney, Jim Carson og Anson Higby. De var alle venner af Wild Bill, og fortalte senere, at eftersom Wild Bill ikke ville have noget romantisk med Calamity Jane at gøre, mens han var i live, mente de at det var en god joke, at begrave Calamity ved siden af ham.

Legendariske historier

Der går en masse historier om Calamity Jane som der gør med med mange andre "helte" fra denne periode, fx Wild Bill selv, James Bowie, Davy Crockett, Wyatt Earp, Billy the Kid og Butch Cassidy and the Wild Bunch m.fl.. Nogle kan afvises som netop historier, mens andre er mere tvivlsomme. Ingen af nedenstående historier kan dog bekræftes. Alligevel har jeg taget dem med her, for at illustrere, hvordan samtiden opfatte Calamity Jane.

Jane havde ry for at være en fremragende skytte, ikke bare med riffel, men også med pistoler. Et par af de ubekræftede historier fortæller om denne side af hende.  På tidspunkt befandt hun sig i Oakes, North Dakota, hvor hun som ofte før havde opsøgt en saloon. To fulde cowboys begyndte at genere hende. Calamity trak begge sine pistoler inden de kunne nå at reagere, og råbte: "Dans ømfødder, dans", hvilket de så gjorde. Denne historie blev genfortalt i avisen Avant Courier i Bozeman, Montana. I en anden historie, genfortalt i Beautiful Black Hills af O. W. Corsey, rejse hun med en muldyrkaravane, som transporterede forsyninger til hæren. Et af muldyrene brød sammen og muldriveren sparkede til dyret med sine store militærstøvler, mens han forbandede dyret. Jane sagde til ham: "Lad være med at sparke det muldyr igen." Muldriveren slog hendes hat af med sin pisk, men hun trak sin revolver før han kunne nå at slå igen, og beordrede: "Anbring den hat, hvor den hører hjemme", hvilket straks blev efterkommet. Endelig en historie om, hvorfor hun blev smidt ud af Buffalo, New York. Under et besøg på en bar i byen, blev hun endnu engang beruset og skød spejlet bag baren i stykket. Da to politifolk ville stoppe hende, fik hun også dem til at danse "til musikken fra hendes knaldende revolvere".

Jane var selv ret ferm med en pisk. En af de oksedrivere, hun havde rejst med, fortalte at hun kunne slå en flue af en okses øre med sin 16 fods tyrepisk uden at ramme oksen tre gange ud af fem.

Hendes alkoholforbrug skabte tit problemer for hende, som da hun i fuldskab red på en tyr gennem gaderne i Rapid City eller da hun i Cheyenne den 10. juni 1876, lige inden hun tog til Deadwood, lejede en hest og en vogn til en lille fornøjelsestur fra byen og ud til Fort Russel, omkring en mile fra byen. Desværre var hun så fuld, at hun ikke opdagede at hun nåede fortet, så hun fortsatte og stoppede først, da hun nåede Fort Laramie, 90 miles fra Cheyenne. Ved en tredje lejlighed besøgte hun et teater sammen med sin ven, 'Arkansas Tom'. Da noget i stykket generede hende sendte hun med stor sikkerhed en stråle tobakssovs fra sin skrå i ansigtet på stykkets kvindelige hovedperson, hvorfra det løb ned ad hendes kjole. Dette fik Arkansas Tom til at begynde at slukke lamperne med skud fra sin revolver, hvilket fik hele publikum til at juble i begejstring. Stykket har åbenbart ikke været særligt underholdende. Det var i øvrigt sidste gang atg Jane så Arkansas Tom for han blev dræbt næste dag. En enkelt gang fik drikkeriet hende til at falde ud af rollen som Calamity. Hun blev fundet syg og fordrukken på et afroamerikansk bordel i byen Horr i Montana (nuværende Aldridge). Da nogen ville hjælpe hende, mumlede hun bare: "Jeg ville ønske at verden ville lade mig være i fred, og lade mig gå ad helvede til ad min egen rute".

Udover Wild Bill og sin mand, Clinton Burk, talte hun aldrig om andre mænd, men der gik til gengæld en del rygter, hvoraf et enkelt forhold delvis kan bekræftes. En retsoptegnelse fra november 1888 fortæller at Charles Townley, en ugift mand og Calamity Jane, en ugift kvinde, ulovligt gik i seng med hinanden og boede sammen uden af være gift. Det var sidstnævnte, der gjorde forholdet ulovligt. Efter tidens lovgivning måtte man kun dyrke sex med den, man var gift med – og ugifte måtte ikke dyrke sex. Hun havde tilsyneladende også et forhold til en Robert Dorsett i løbet af 1880'erne. Det er disse to forhold, som får nogen til at mene, at hun ikke kan have været gift med Clinton Burke allerede i 1885, men snarere først er blevet det i 1891. Senere havde hun også et forhold til en farmer i Wyoming ved navn King og til en ellers ukendt William Steers – altså ifølge rygterne.

Stof som legender er gjort af

Allerede mens hun levede begyndte der at udkomme bøger om hende, typisk med at stærkt overdrevet indhold, der beskrev helt fiktive oplevelser, hun havde haft. Siden har hun været hoved- eller biperson i adskillige bøger, og hun har "medvirket" i et lLucky Luke album. Hun har været en person i mindst 10 film og er blevet portrætteret af blandt andre Doris Day, Jane Russel, Jean Arthur og Ellen Barkin. På TV har hun blandt andet været spillet af Robin Weigert og Anjelica Huston.