Cherokee'ernes krige

Forhistorie

Når jeg tænker tilbage på min barn- og ungdoms historier om indianerne og deres kampe mod specielt de hvide, er det typisk de samme slag, der bliver nævnt igen og igen. Nogle læsere husker måske filmen Soldier Blue, der handler om de hvides overfald på Cheyenne og Arapaho lejren ved Sand Creek i 1864. I Custer of the West beskrives general Custers sidste kamp ved Little Big Horn. Mange andre film og tv-serier har skildret disse og andre slag fra "det vilde vesten", men fakta er, at de pågældende slag faktisk ikke var specielt alvorlige, sammenlignet med andre kampe, som hvide havde med og mod indianere. Men de har altså fået mest omtale. I virkeligheden var den indianerkrig, der kostede USA mest, både målt i amerikanske tab og i økonomisk henseende, den såkaldte 2. Seminolekrig, som blev udkæmpet med Seminolerne i Florida i perioden 1835 - 1842. Mere end 1.500 amerikanske soldater og mange hundrede seminoleindianere var døde i krigen, som havde kostet USA omkring 30 millioner dollars, svarende til adskillige milliarder (måske op mod 100 milliarder) dollars i nutidskroner.

Nu skal denne artikel imidlertid handle om cherokee'ernes krige og de foregik ikke kun mod de hvide, men også mod andre indianerstammer.

Cherokee'erne har ingen skrevne kilder fra før de fik kontakt med de hvide. Dette skete første gang i 1541, da Hernando de Sotos ekspedition fik kontakt med stammen i de sydlige Appalacher, men det var først efter at stammen kom i kontakt med engelske kolonister fra kolonien Virginia i 1629, at skriftlige kilder begynder at fortælle om stammen, herunder om de kampe de deltog i, og de krige, de førte. Cherokee'erne selv fik først et skriftsprog omkring 1830, og først herefter har stammen egne skriftlige kilder. Indtil da, havde stammens overleveringer været fortalt gennem generationer fra mund til øre. Først senere er disse legender så blevet nedskrevet, blandt andre af James Mooney, som i 1880'erne boede hos stammen og indsamlede netop legender og myter. De fleste af de bevarede myter og historier handler mest om mytologi og stammens stor høvdinge, mens deres krige ikke omtales ret ofte i disse overleveringer. Nogle få historier er dog bevaret. Disse handler stort set alle om kampe mod Senecastammen, en af de irokesiske stammer som boede nord for cherokee'ernes eget område, og som de også kom til at slås med i historisk tid. En af Seneca'ernes egne legender fortæller, at stammen oprindeligt havde levet meget længere mod syd, nær den nuværende by Seneca i South Carolina, men var blevet fortrængt nord på til staten New York af fjendtlige stammer. Det kan være korrekt, da også cherokee'erne jo er en stamme fra den irokesiske sproggruppe som levede længere mod syd. Måske har de to stammer været naboer, og stridighederne "arvet" fra den tid. Muligvis har Seneca'erne og Cherokee'erne i virkeligheden været sammen om at fordrive de muscogee-talende folk, der boede i området op til i hvert fald omkring år 1000?

En anden legende fortæller at cherokee'erne omkring år 1200 kæmpede et stort slag mod Catawbaerne ved Brown Mountain i North Carolina. Dette bekræftes dog hverken af arkæologiske fund eller af andre legender. Blandt delawarestammen findes en lengende om, at cherokee'erne engang, mange tusinde måner (flere hundrede år) før de hvide kom til området, sammen med andre stammer var kommet fra syd og havde angrebet delawarerne og drevet dem ud på en stor ø i en flod. Mohikanerne kom delawarerne til undsætning, og det kom til et stort slag som cherokee'erne tabte og de måtte love at vende tilbage til deres egne bopladser og aldrig genere delawarerne igen. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, se nedenfor.

Som det fremgår af artiklen Cherokee'ernes oprindelse, var stammen et indvandret folkeslag i det område, hvor de boede, da de hvide traf på dem. Om stammen var indvandret fra nord eller fra vest, og om den var indvandret lige før de Soto kom til området i 1541, eller den allerede da havde boet der i flere hundrede år, er i denne forbindelse ikke væsentligt. Stammen var indvandret til et område, der ikke var tomt og øde, men var beboet af andre stammer, som altså tilhørte en helt anden sprogstamme, nemlig muscogee. Blandt disse stammer var creek-stammen, som cherokee'erne kæmpede mod gennem det mest af historisk tid op til tiden lige før den amerikanske uafhængighedskrig. Senere gik de igen i krig med denne stamme (nu allieret med USA) i 1812. Så det er meget muligt at det var creek-indianere, der boede i hvert fald i den sydlige del af det område, som cherokee'erne kom til at besidde og dominere. Cherokee'erne kom ikke stille og roligt og blandede sig med de folk, som boede i de områder, de kom til - de fordrev dem, og dette har ikke kunnet ske uden kampe. Så selv om kilderne er tavse om, hvad der gik forud for de hvides kontakt med stammen, må man gå ud fra, at der også har været kampe og krige i de foregående århundreder. Nogle meget usikre legender taler blandt andet om, at man førte kampe mod Cheraw-stammen, som boede i South Carolina, men som allerede uddøde på grund af sygdomme i 1730'erne. De overlevende cheraw'er blev optaget i Catawba-stammen, men bevarede deres eget sprog i en del år efter optagelsen.

I 1629 kom engelske kolonister fra kolonien Virginia til cherokee'ernes områder i det  vestligt North Carolina (Middle Towns). På dette tidspunkt var forholdet mellem de hvide og stammen godt. Der kom kun få hvide, og de kom for at handle og jage. I 1663 var der også oprettet en selvstændig engelsk koloni i Carolina (Province of Carolina), som tidligere havde været en del af Colony and Dominion of Virginia. I 1684 indgik stammen en aftale med handelsmænd fra Carolina, om at stammen kun ville handle med dem. Handelsmændene leverede fx vævet stof til cherokee'erne, som endnu ikke kendte til vævning, Det lærte de først omkring 1780, da Nancy Ward, én af stammen "beloved women" (gighau), reddede en engelsk kvinde fra at blive slået ihjel. Som tak lærte hun Nancy at væve på en væv. Som modydelse leverede cherokee'erne skind og slaver til handelsmændene. Slaverne var fanger fra andre stammer, som cherokee'erne havde taget til fange i forbindelse med forskellige kampe. I de krige, som England førte mod Spanien og Frankrig i slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet og som også blev ført i kolonierne, valgte stammen derfor at stå på engelsk side. De kæmpede derfor både mod spanierne og franskmændene og mod disses indianske allierede.

Krige mod andre stammer

Når Cherokee'erne ikke kæmpede med eller mod de hvide, kæmpede de typisk med andre stammer. Af og til kæmpede de både mod de hvide og andre stammer samtidigt. I perioden fra slutningen af 1600-tallet og frem til afslutningen af den britisk amerikanske krig, var det ikke mange perioder, hvor stammen, eller dele af denne, ikke førte krig mod nogen. Senere deltog krigere fra stammen på begge sider i den amerikanske borgerkrig og både før og efter denne, kæmpede de mod hinanden i to længerevarende borgerkrige.

I 1654 blev den del af cherokee'erne, der boede i det sydvestlige Virginia overfaldet af Powhatan og Pamunkey-stammerne, fra den nordlige del af Shenandoah Valley, men disse blev drevet tilbage og stammen forsvarede sine landområder.

Her skal man huske, at selv om de længste krige stammen førte i denne periode, krigen mod shawnee'er og delawarer fra slutningen af det 17. århundrede til ca. 1770 og krigen mod creek-stammen,  som varede fra midt i 1720'erne til 1755, foruden  chickamaugakrigene, som stammen førte mod amerikanske nybyggere fra 1776 til 1794, blev der ikke kæmpet uafbrudt. I stedet blev der kæmpet en lang række slag og mindre stridigheder med af og til lange pauser mellem. Blandt andet førte stammen kun sjældent krig om vinteren, hvor de i stedet benyttede tiden til at gå på jagt og forberede sig til sommerens krigstogter.

Blandt de stammer, som cherokeerne førte krige mod, var catawbaerne, i det centrale North og Soth Carolina, alibamuerne i Alabama, choctawerne og chickasawerne i Mississippi og det vestlige Tennessee. En anden jævnlig modstander var shawneerne, som boede i et område, der strakte sig over dele af Indiana, Kentucky, Ohio, Virginia, West Virginia, Pennsylvania og det vestlige Maryland. Irokeserne, der boede i det nordlige New York omkringde store søer blev der også ført krige mod. Delaware eller Lenape stammen som holdt til i det østlige Pennsylvania, New Jersey og det sydlige New York var også blandt modstanderne. Og så var jeg lige ved at glemme creek-stammen i Georgia og tuscaroraerne i det østlige North Carolina, og der var flere andre, som man fra tid til anden fandt det for godt at slås med. Det lyder som om stammens fjender boede i det meste af det østlige USA, og det er faktisk også tilfældet. Faktisk kæmpede de også på et tidspunkt mod den gren af wyandotterne, som fra deres oprindelige hjem nord for den canadiske grænse, drog mod syd og slog sig ned i det sydlige Michigan og det nordlige Ohio.

Når stammen havde så mange fjender, skyldtes det selvfølgelig blandt andet, at den selv dominerede at ganske stort område. I artiklen om stammens organisation fortalte jeg, at den oprindeligt kontrollerede et område på ca. 350.000 km², hvilket svarer ca. til Tyskland. Det område som stammen gjorde krav på, strakte sig over det nordvestlige South Carolina, det nordlige Georgia, det nordøstlige Alabama, det østlige og centrale Tennessee, det østlige Kentucky, det sydlige West Virginia, det sydvestlige Virginia og det centrale og vestlige North Carolina. En del af disse områder var der også andre stammer, som mente at de havde ret til, hvilket formodentlig har været årsdag til en hel del af stridighederne. At man som regel førte krig mod en stamme, forhindrede på ingen måde, at man, hvis det var belejligt, kunne slå sig sammen med samme stamme ved enkelte lejligheder, for at bekæmpe fælles fjender.

Det område, som cherokee'erne oprindeligt gjorde krav på lå inden for den blå linie. Som det ses, omfattede området det meste af Tennesee, og Kentucky, den sydvestlige del af West Virginia, de vestlige dele af Virginia og North Carolina, den nordvestlige og centrale del af South Carolina, den nordlige og centrale del af Georgia og den nordligste del af Alabama. Fra begyndelsen lå centret for cherokee'ernes land i North Carolina, men omkring historisk tid var det Overhill byerne i Tennessee, der var dominerende. Senere flyttede dominansen længere mod syd til Georgia, hvor stammen havde sin sidste hovedstad før forflyttelsen til indianerterritoriet i Oklahoma.

Catawbaerne
Cherokee'erne havde en del "arvefjender". Blandt disse var catawbaerne, eller ani-Ta-Gwa som cherokee'erne kaldte dem. De var den nærmeste nabo mod sydøst, og det gav anledning til adskillige stridigheder, ikke mindst om land. I følge cherokee legender, "ejede" denne stamme oprindeligt den jord, som catawbaerne boede på, men da jagten blev sparsom, trak stammen sig tilbage mod nordvest til Blue ridge Mountains og "lånte" jorden til Catawbaerme, som var indvandret nordfra. Dette gav anledning til en del kampe i begyndelsen af 1700-tallet, da cherokee'erne ville have den "udlånte" jord tilbage. Catawbaerne mente imidlertid ikke, at de havde lånt jorden, og var ikke til sinds at give den fra sig. Omkring 1708 blev der udkæmpet flere alvorlige slag mellem de to stammer, med store tab på begge sider uden at nogen af dem kunne få en afgørende sejr på trods af at catawbaerne i modsætning til cherokee'erne var bevæbnet med europæiske skydevåben. Imidlertid endte kampene med, at cherokee'erne tilbød catawbaerne, at de kunne beholde det land, der lå øst for floden, som nu kaldes Catawba River. Cherokee'erne selv ville holde sig vest for Broad River og området mellem de to floder skulle være neutralt "ingenmandsland". Det endte stridighederne for en periode, men der opstod nye ved senere lejligheder, og i 1760 stod catawbaerne på engelsk side i kolonisternes krig mod cherokee'erne, den såkaldte Anglo-Cherokee War. Her deltog ca. 100 mand, hvilket udgjorde næsten alle stammens resterende krigere, og mange af disse blev dræbt. Igen under den amerikanske uafhængihedskrig deltog catawbaerne på amerikansk side i kampe mod cherokee'erne.

Efter freden i 1708-09, blev de to stammer allierede for en kort stund i en krig mod Tuscaroraerne (1711 - 13) , som på det tidspunkt var den største og stærkeste stamme i South Carolina,; mere om denne krig nedenfor. I 1740 flyttede de fleste af de få overlevende catawbaer nord på og slog sig ned blandt cherokee'erne i North Carolina, men dette faldt ikke heldigt ud. Der opstod hurtigt strid mellem de to grupper, og catawbaerne flyttede tilbage til South Carolina.

Shawnee'erne
I en periode, hvor der ikke blev kæmpet mod catawbastammen, vendte cherokee'erne sig mod nord. Her boede shawnee-stammen, som også var cherokee'ernes inkarnerede fjender. Nogle kilder mener, at stammen oprindeligt havde boet i Georgia omkring Savannahfloden, og at den i midten af 1600-tallet havde migreret mod nord, og her passeret gennem cherokee'ernes område, hvilket skulle have givet anledning til fjendskabet. En sådan migration er naturligvis mulig, men i så fald må den ligge i ældre tid, for allerede i 1660, boede stammen nord for cherokee'ernes land. Under alle omstændigheder boede denne stamme i slutningen af århundredet blandt andet i det nordligste Kentucky, et område som også  cherokee'erne gjorde krav på. Størstedelen af stammen boede dog nord for Ohiofloden, hvilket var uden for cherokee'ernes område, men ikke uden for deres interessesfære. Også denne stamme havde cherokee'erne af og til et venskabeligt forhold til, men den almindelige tilstand var fjendtlighed. Dette skyldtes ikke mindst, at shawnee'erne ofte var allierede med cherokee'ernes sydlige fjender, creek'erne. 

I 1660'erne havde cherokee'erne tilladt en gruppe shawnee'er, der var på flugt efter kampe mod irokeserne mod nord, at slå sig ned i området omkring Cumberland River. Her kunne de fungere som "buffer" mellem cherokee'erne og disses vestlige fjender, chickasaw-stammen. En anden gruppe af shawnee'er fik lov til at passere hele vejen gennem territoriet og slå sig ned ved Savannahfloden, hvor de så kunne være stødpude mellem cherokee'erne og catawbaerne. Det er måske denne gruppe, som har givet anledning til idéen om at shawneerne oprindeligt havde  boet her, men var rejst nord på.  Efterhånden flyttede flere og flere shawnee'er ind på cherokee land, og det fil shawnee'ernes nordlige fjender, irokeserne til at rette deres opmærksomhed mod dette område. Dette huede ikke cherokee'erne så for en gangs skyld allierede de sig med chickasaw'erne, som lige som de selv stod på engelskside, i denne nations stridigheder med Frankrig, hvorimod shawnee'erne og irokeserne begge stod på fransk side. Dette forhindrede som fremgår ingen af parterne at føre indbyrdes krig mod.

I 1710 brød krigen mellem på den ene side cherokee'er og chickasawer og på den anden shawnee'er ud. Krigen varede frem til 1715, og endte med at alle shawnee'er blev fordrevet til området nord for Ohiofloden hvor de søgte beskyttelse hos Delawarestammen (Lenni Lenape). Det betød imidlertid ikke, at fjendskabet endte. Flere større og mindre stridigheder udbrød med jævne mellemrum i de næste 50 år og førte til, at cherokee'erne også kom i krig med lenaperne. Disse krige stod på næste lige så længe som krigene mod shawnee'erne og begge stammer blev der sluttet fred med i 1768.

På trods af disse stridigheder og shawnee'ernes traditionelle alliance med creekerne, deltog en del cherokee'er i et shawnee-togt mod netop creek-erne i 1749, hvilket førte til endnu en krig mellem cherokee'er og creek'er.

Delawarerne og wyandotterne
Efter et shawnee raid mod cherokesiske landsbyer, forfulgte krigere fra cherokee'stammmen, shawnee'erne helt tilbage til deres beskyttere delawarerne eller lenaperne som de kaldte sig selv (fra leni lenape = ægte mennesker). Her kom det til kampe og cherokee-krigerne kom til at dræbe nogle lenaper, som de fejlagtigt troede var shawnee'er. Ved en anden lejlighed havde en flok irokesere overfaldet en cherokee by og efterladt en delaware krigskølle (delaware indianerne havde i følge deres egen tradition intet med overfaldet at gøre). I begge disse tilfælde og en lang række andre udløstes fjendtligheder mellem cherokeestammen og delawarestammen. Begge stammer var allierede med England, men det forhindrede dem ikke i at slås indbyrdes. På dette tidspunkt boede i hvert nogle cherokee'er så langt nord på som ved Ohioflodens øvre løb, og det var primært denne gruppe, som blev udsat for overfald fra delawareindianere. På disse overfald svarede så større dele af cherokeestammen, og krigen trak i langdrag. Først i 1768, samtidigt med freden med shawnee'erne indgik cherokee'erne en varig fred med delawarerne.

Nogenlunde samtidigt med krigen mod delawarerne fandt sted, kom cherokee'erne også i krig mod wyandotterne i Ohio og det sydlige Michigan. Wyandotterne var et irokesisk folk, men var ikke en del af den såkaldte irokeserkonfederation, som de ofte selv førte krige med. Irokeserne stod generelt på engelsk side i landets konflikt med Frankrig, men wyandotterne allierede sig på dette tidspunkt med Frankrig*. På samme måde var de fleste algonkinske stammer allierede med Frankrig, men Delawarerne stod på altså engelsk side. Det var  altså lykkedes cherokee'erne at komme i krig med allierede på begge sider af den europæiske konflikt på én og samme tid.

* Senere skiftede de side flere gange, alt efter hvad de mente gavnede dem selv mest, som det kan ses med mange andre stammer i samme periode.