Skattejagt og togulykke

Det var faktisk først her på turens tredje dag, at ferie startede for alvor. Den første dag blev tilbragt med at vente i London og på dag 2, skulle jeg dels dels flyve, og dels bare køre så langt, jeg orkede. Men i dag havde jeg for første gang planlagt at skulle se noget. Jeg skulle godt nok forlægge syd på, til Ferguson, North Carolina, men undervejs var der lige en enkelt ting, jeg gerne ville se se. 

Ca. 120 miles (193 km) syd for Lexington, hvor jeg havde overnattet, ligger Danville. Danville ligger formelt i Virginia, men lige på grænsen til North Carolina. Byen er pænt stor med over 40.000 indbyggere, og var i gamle dage et jernbaneknudepunkt, og dette førte til den begivenhed, som jeg ville til byen for at se. Eller rettere for at se stedet hvor den indtraf. Mere om det nedenfor. Jeg indstillede imidlertid gps'en til at føre mig til Danville, og så drog jeg ellers derudad.

James River nær Natural Bridge

Jeg fulgte slavisk gps'ens instrukser, og den førte mig ad forholdsvis små veje, og pludselig, uden at jeg egentlig var klar over, at jeg var på de kanter, var jeg ved indgangen til Natural Bridge, som vi besøgte i 2000. Jeg kunne ikke genkende stedet, og der har ingen af de, der var med dengang kunnet. Men det har nok ikke været indgangsbygningen, vi har fokuseret mest på ved den lejlighed. Jeg besøgte nu ikke stedet; ikke mindst fordi de først åbnede klokken 9, og på dette tidspunkt fra klokken kun lidt i otte. Desuden var det begyndt at regne, og det skulle vise sig, at det fortsatte resten af dagen med et enkelte 10 minutters ophold ved frokosttid. På vej videre fra Natural Bridge så jeg på et skilt, at jeg nu kørte ind i Bedford County, og det fik mig til at tænke. Tænke på et citat, som allerede står på min hjemmeside, i artiklen Beales skat under Historie(r).

"I Bedford County, omkring fire miles (ca. 6,5 km) fra Buford’s, har jeg, i en udgravning eller hvælving, seks fod under overfladen, deponeret følgende artikler, der  i forening tilhører de personer, der er nævnt i nummer 3:Den første deponering bestod af et tusinde og fjorten pund guld og tre tusinde ottehundrede og tolv pund sølv, deponeret i november 1819. Den anden blev gjort i december 1821 og bestod af nitten hundrede og syv pund guld, og tolvhundrede otteogfirs pund sølv; desuden juveler, anskaffet i St. Louis i bytte for sølv for at spare transport, til en værdi af $13.000

Et sted i Bedford County ligger der altså måske en skat. Hvis mængderne passer er skatten i nutidskroner ca. 200 millioner kr. værd, og her er det vigtigt at huske, at i USA er det finders keepers. Altså hvis jeg kunne finde skatten, måtte jeg beholde den. Chancen var næppe stor, da mange mennesker har ledt efter den siden 1885 uden held. Nogen mener, at der er tale om et svindelnummer, nogle mener at skatten er fundet, og nogle mener, at de, der oprindeligt begravede den, selv har hentet den - men der er fortsat nogen, der tror at den findes i endnu et sted i nærheden af Buford's. Buford's eksisterer imidlertid ikke mere. Det var dengang (i 1820) en kro, og hvor den lå, ligger i dag den lille bebyggelse, Montvale. Straks indstillede jeg gps'en til Montvale. Ikke fordi jeg troede at jeg kunne finde skatten, men så kunne jeg i det mindste sige, at jeg havde besøgt stedet. En halv time efter at jeg havde forladt Lexington, var det begyndt at regne, og det blev bestemt ikke mindre med tiden. Da jeg nåede Montvale, som er en  lille landsby med et par kirker, nogle få huse og nogle tankanlæg, regnede det så kraftigt, at jeg absolut ikke havde lyst til at gå på skattejagt. Ikke mindst fordi der ingen steder står "Her ligger skatten" eller i det mindste er tegnet et X på jorden. På den anden side er et område på seks km i diameter, ret stort, faktisk 113 km², så måske overså jeg x'et.

Da jeg havde set stedet og taget et par billeder, satte jeg igen kursen mod Danville, som jeg nåede knap to timer senere. Nu regnede det så stærkt, at jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg skulle ud for at fotografere, måtte jeg have noget overtøj, der ikke var vandsugende, som den trøje, jeg havde medbragt. Jeg lokaliserede derfor et Walmart, hvor jeg købte en jakke, som gik for at være vandtæt. Senere erfaringer viste dog, at det var den ikke! Da jeg kom ud fra Walmart, var det holdt op med at regne, og jeg bandede i mit stille sind over den unødvendige udskrivning, men det var der ingen grund til, for 10 minutter senere regnede det igen. Og det blev det så ved med resten af dagen. Hvor længe det varede ved jeg ikke, men da jeg gik i seng om aftenen omkring 22.30, var det ikke holdt op. Nå, men da jeg kom ud fra Walmart, skulle jeg så lokalisere det sted, jeg ville besøge i byen. Desværre vidste jeg bare, at det var et sted på US Route 58, men da den er ret lang, var det ikke til megen hjælp. Imidlertid passerede jeg på min vej, en gade ved navn Main Street. Synet af gadeskiltet bragte noget af min hukommelse tilbage, og jeg kom i tanke om, at stedet skulle ligge på US 58 mellem Main Street og en anden gade, hvis navn jeg aldrig kom i tanke om. Jeg tog derfor Main Street ned til US 58, og da jeg ikke vidste, hvilken vej, jeg skulle, drejede jeg til venstre, hvilket viste sig at være forkert, så jeg lavede en U-vending og kørte tilbage forbi Main Street igen. Endnu engang kørte jeg for langt, men det betød at jeg opdagede at Pepsi Cola har et tapperi i byen. På vej den anden vej, fandt jeg stedet, og på en nærliggende benzintank, var der også mulighed for at parkere bilen.

Historic Marker ved US 58 i Danville.

Nu er der måske nogen, der vil spørge: "Hvilket sted?", og svaret er "Ulykkesstedet!" Her i Danville skete der i 1903 en togulykke, hvor et posttog kørte af sporet og et sted mellem 11 og 15 mennesker blev dræbt - kilderne er ikke helt enige om antallet. Denne togkatastrofe gav anledning til en sang, som synges den dag i dag af mange countrymusikere, og som er indspillet i mere end 100 forskellige versioner, nemlig "The Wreck of the Old 97". Klik på titlen for at høre en af versionerne. Jeg har faktisk skrevet en artikel om sagen under Historie(r), hvor du kan finde links til flere versioner. Det mest synlige på stedet er et skilt, en såkaldt Historic Marker, der fortæller om ulykken. Broen, hvor toget kørte af sporet, er for længst forsvundet, og den kløft som det endte i, er fuldstændigt tilgroet, men igen blev det til et par billeder af såvel skilt som tilgroet kløft. Efter opholdet her, der også gav anledning til at købe en kop kaffe på den tank, hvor bilen holdt, fortsatte jeg nogle få hundrede meter længere ad vejen, til et sted, hvor jeg kunne komme helt ned til floden, Dan River. Også her fik jeg taget nogle få billeder, inden jeg vendte tilbage til bilen.

Det regnede nu kraftigt igen, så jeg indstillede gps'en til 2204 Mount Zion Road i Ferguson, North Carolina; adressen på det Bed & Breakfast, hvor jeg skulle overnatte - og faktisk også skulle have overnattet dagen før - havde det ikke været for British Airways. Klokken var omkring 12.30 og jeg fortsatte mod målet uden yderligere stop for at se på ting, hvilket også ville have været omsonst, for det stod nu i ned i stænger. Det foregik ad US Route 29 til Greensboro, og derefter ad vores yndlingsmotorvej Interstate Highway 40 til Winston-Salem, en af de større byer i området. Herfra var det så den velkendte US 421 til Wilkesboro, gennem byen og i retning mod Boone. Et stykke efter Wilkesboro ville min gps have mig til a dreje til venstre ad en vej med det interessante navn, Go Forth Road, så det gjorde jeg. Herfra fulgte jeg gps'ens anvisninger og kørte ad Rom Eller Road og Mount Zion Road til Stoney Fork Campground and B & B. Her parkerede jeg bilen, og inden jeg var ude af den kom en mand ud. Han spurgte hvad jeg skulle og jeg fortalte at jeg havde en reservation. Han præsenterede sig som Jim, greb min kuffert og viste mig ind i huset. Her sludrede vi lidt, mens jeg udfyldte diverse papirer (regningen var betalt hjemmefra), og så viste han mig op til mit værelse. Her klarede jeg, hvad der nu skulle klares, og så gik jeg ned igen. Jeg fortalte Jim, at jeg straks ville tage af sted og køre til byen Hickory omkring 45 km væk. Det var helt i orden. Bare jeg var hjemme inden 22.00, hvor de plejede at låse døren. Klokken var på det tidspunkt 16.00 så det mente jeg ikke ville blive et problem, og det blev det da heller ikke.

Målet med at køre til Hickory var, at jeg hjemmefra havde undersøgt bestanden af Barnes & Noble boghandlere i omådet, og her lå faktisk den eneste, hvis jeg ikke ville tilbage til Winston-Salem. Jeg fandt boghandelen, og fik købt nogle bøger, bare ikke den, jeg var kommet efter. Den udkom nemlig først næste dag, men manden lovede at lægge en til side til mig, som jeg så kunne hente inden jeg tog derfra igen. Da jeg vidste at jeg allerede næste dag ville komme på de kanter igen, passede det jo fint. Da jeg kom ud, var det alligevel blevet helt mørkt - klokken var ca. 18.00. Jeg besluttede derfor at få noget aftensmad inden jeg kørte tilbage til Stoney Fork. Lige ved siden af bogbutikken lå en kæderestaurant ved navn Popeye's Louisiana Kitchen, som jeg aldrig havde besøgt før, og nok heller ikke kommer til igen. De påstod at de serverede cajun mad, og det kan de vel også godt kalde det, men så meget cajun var der heller ikke over det - og bortset fra menuen havde den en standard som en lidt dårlig McDonalds. Men mæt blev jeg.

Efter maden satte jeg igen kursen mod mit B&B. Det første stykke var på brede om end ikke oplyste veje med masser af trafik, så det gik nemt. Først da jeg skulle ud på de små biveje, blev det lidt tricky. Af en eller anden grund virkede det som vejene i mørke var både smallere og mere snoede. Hjem kom jeg dog, og vel inde i huset blev jeg præsenteret for Jims kone, Kathy, hans svigermor, Stephanie og et af deres fem børn, en pige hvis navn jeg har glemt. Alle børn er flyttet hjemmefra, men den pågældende datter var hjemme for at hjælpe og for at lære noget om kontorarbejde. Hun  var i øvrigt 32. Jim og Kathy havde købt stedet tre år tidligere. Før det havde de boet i Florida, hvor han havde haft en anlægsgartnervirksomhed med omkring 85 ansatte - men det gad han ikke mere - og nu drev de så Bed & Breakfast og en lille campingplads. Jim viste sig at være fra 1953 lige som mig, og Kathy nogle år yngre. Vi sludrede om alt mellem himmel og jord, inklusive Tom Dooley, som de dog ikke kunne hjælpe meget med, da de jo var nye i området. Faktisk kunne jeg fortælle dem en masse, de ikke vidste, men Jim henviste mig til en kvinde, der drev en lille restaurant, hvor hun i øvrigt lavede amtets bedste burgere. Hun var godt 80 og havde boet i Ferguson hele sit liv, så hvis nogen vidste noget om sagen, ville det være hende. Jeg fik nu aldrig kontakt med hende, men måske lykkes det næste år. Omkring kl. 22.00 gik jeg op på værelset og tjekkede internettet, som virkede forbløffende godt, når man tænker på hvor langt ude på landet vi var - og også mobilforbindelsen var glimrende. Omkring 22.30 gik jeg i seng. Jeg skulle jo være udhvilet til næste dags sightseeing. 405 miles eller 650 km var det blevet til her på turens første lange dage køredag. Dagen før blev det kun 170 miles (275 km). Da jeg ikke havde kørt meget på motorvej, var der ikke mange lastbiler at lægge til statistikken. Kun en enkelte Knight og to Swift blev det til. Stillingen er nu