På vej til efterår

2013 kom til at byde på hele to ture til USA. På sommerturen, som allerede er beskrevet, var jeg sammen med mine børn, mens jeg på turen i oktober, var ganske alene af sted, hvilket var en anderledes oplevelse. Denne tur var kort, kun en uges tid blev det til Jeg forlod kongeriget den 13. oktober, og landede igen den 21. Turen gik også denne gang over Island, og da jeg kun var mig selv, havde jeg spenderet en Saga Class billet (business class) hos Icelandair. Faktisk var denne billet billigere end de economy comfort billetter, vi brugte i juni/juli.

Turens mål var de sydlige Appalacher, hvor jeg håbede at kunne nyde efterårsfarverne. Nærmere bestemt ville jeg til North Carolina, hvor jeg så kunne slå to fluer med et smæk, og foruden farverne også pleje min interesse for Tom Dooley. Faktisk endte det med at blive tre fluer, da jeg også fik tid til at besøge vingården Laurel Gray, som jeg har besøgt ved flere tidligere lejligheder.

Der er en hel del lufthavne i North Carolina, men ingen med forbindelse til Danmark, og de fleste af dem er regionale, ikke internationale, så man skal under alle omstændigheder mellemlande et sted i USA. Den, der lå nærmest mit mål, var lufthavnen i Greensboro, ca. 200 km fra bjergene. En tur dertil ville imidlertid tage over 30 timer med diverse mellemlandinger og ventetider. Jeg lyver faktisk, når jeg siger at Greensboro, er den nærmeste lufthavn. Lufthavnen i Asheville ligger kun 120 km fra mit mål i Banner Elk, men den er endnu mindre end Greensboro, og det ville tage endnu længere at komme dertil. Det endte derfor med, at jeg besluttede mig til at flyve til Washington DC, og så køre syd på derfra. Denne køretur er omkring 675 km, hvilket er noget længere end de to øvrige ture, men til gengæld tog turen derover kun omkring 11 timer inklusiv mellemlanding og en ret kort ventetid på Island. Til gengæld ville flyet lande så sent i USA, at jeg skulle have en overnatning, inden jeg kørte syd på.

Hjemmefra bestilte jeg hotel i tre byer, hvor jeg skulle overnatte. En nat i Banner Elk, hvor jeg oprindeligt skulle have været i to nætter. En fødselsdag, som jeg havde overset, betød at jeg måtte udsætte afrejsen fra Danmark en dag, og det kom så til at gå ud over opholdet i Banner Elk. Ud over Banner Elk, skulle jeg tilbringe to nætter Cherokee og tre nætter i Wilkesboro. Det havde nok ikke været nødvendigt med bestilling, men alle amerikanske rejsesider erklærede, at det var en god idé, da de sydlige Appalacher, ikke mindst Blue Ridge Mountains og Great Smoky Mountains, ville være overrendt af amerikanere, som også skulle se efterårsfarver. Den eneste nat, hvor jeg ikke bestilte overnatning var den første nat, hvor jeg ville se, hvor langt jeg orkede at køre efter flyveturen, og når jeg ikke orkede mere, ville jeg finde et motel.

Da jeg skulle af sted, kørte Tim mig i lufthavnen, og vi havde aftalt, at han også skulle hente mig igen. Flyveturen er der ikke meget at sige om. Den gik, som de ofte går for mig, med at læse. Heller ikke immigration i Dulles International gav anledning til hverken problemer eller ventetid. Kufferten kom som den skulle, men der var til gengæld en lang kø for at komme gennem tolden, hvor to forkølede toldere skulle prøve at håndtere passagererne fra de fire eller fem fly, der var landet nogenlunde samtidigt. Jeg kom dog igennem til sidst, og fandt en bus, der kunne køre mig til Avis udlejningskontor, et godt stykke væk fra terminalen. Her fik jeg den hjemmefra reserverede bil uden problemer. Endnu engang en Chevrolet Impala, som så ofte før. Kun to gange har vi lejet noget andet, nemlig i 2010, hvor Tim og jeg kørte rundt i en rigtig drengerøvsbil i form af en knaldrød Camaro, og så i 2012, hvor vi (også Tim og jeg) kørte i en Toyota Camry på tværs af USA. Faktisk kørte Dorte og jeg heller ikke i en Impala i 2004, hvor vi havde lånt svigerfamiliens Chrysler i stedet, men den var jo ikke lejet. Den aktuelle bil holdt lige uden for, bag kontoret, så jeg transporterede kuffert og håndbagage ud og fik det anbragt i bagagerummet, efter at have lagt min medbragte GPS ind i bilen, og så vidt så godt, men derefter gik det galt.

Min plan var at køre mod I-81, som man nemmest møder ved Front Royal. Jeg regnede med at have kræfter nok til at nå dertil, så jeg kunne drøne sydpå af Interstaten næste dag. Jeg indstillede derfor GPS'en til at vise mig vej til Front Royal, og til at undgå betalingsveje. Ikke fordi jeg har noget mod at betale, priserne er ganske rimelige, men fordi Dorte og jeg ved to andre lejligheder har haft store problemer med betalingssystemet på netop Dulles Toll Road, som er den motorvej, der fører væk fra lufthavnen, se artiklen Roadtrip - USA. Den har imidlertid en service road, som går parallelt med motorvejen, og den er ganske gratis, så den ville jeg tage. Først skulle jeg imidlertid ud fra parkeringspladsen, og det var her, at det gik galt. Parkeringspladsen var meget mørk, og da jeg kørte hen mod det, jeg troede var udkørslen var der pile malet på asfalten, som alle pegede imod den retning, jeg kørte i. Jeg blev derfor overbevist om, at jeg var på gale veje, så jeg valgte at køre den modsatte vej og lidt rundt på pladsen. Til sidst opdagede jeg dog en åben port og et lille skur i den retning, som pilene kom fra, så jeg satte kursen mod den åbne port, som jeg snart kunne se, faktisk førte ud til vejen. Lige før porten, var der - som i alle amerikanske lufthavnes biludlejninger - pigge nedfældet i vejen. Idéen er, at de skal lægge sig ned, når man passerer dem i den rigtige retning, men punktere hjulene, hvis man gør det i den forkerte.  Jeg forsatte derfor over piggene i sikker forvisning om, at de ville lægge sig ned. Det gjorde de bare ikke. Godnat og sov godt! Der holdt jeg så lige før porten med fire flade dæk, men jeg fik da manøvreret bilen væk, så den ikke holdt i vejen for eventuelle ankommende, før dækkene var helt lufttomme. Først nu reagerede den dame, der sad i skuret, og kom ud og spurgte, hvad der var galt. Jeg var selvfølgelig blevet klar over, at jeg nok havde forsøgt mig med at køre ud af indkørslen, så det forklarede jeg hende. "Det er ikke noget problem", sagde hun, "du kører bare tilbage og får en anden bil". Så måtte jeg gentage at alle fire dæk var flade, og at det næppe var sundt for bilen at køre nogen steder. Vi blev  så enige om, at jeg hellere måtte fatte min bagage og så gå de få hundrede meter tilbage til kontoret. Så det gjorde jeg. Da jeg passerede damen var hun optaget af at tale i en walkie-talkie med kontoret og advare dem om min tilbagekomst, samt rekvirere transport til mit ubrugelige køretøj.

Tilbage på kontoret grinede de, da jeg kom, men efter at have udfyldt diverse skadesanmeldelser og andre papirer, fik jeg uden problemer udleveret nøglen til en anden Impala, og denne gang gik det fint med at komme ud fra pladsen. Nu vidste jeg jo også, hvor jeg IKKE skulle køre ud. Da jeg passerede det sted, hvor jeg havde efterladt den første bil, var den allerede fjernet, og damen i buret ønskede mig held og lykke. Klokken var i mellemtiden blevet hen ad 21.45, så jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg orkede at køre helt til Front Royal. Det skulle dog vise sig, at det gjorde jeg. Jeg kom fint ud på service roaden, og fandt ned til Interstate 66, som jeg skulle følge mod vest i knap 50 miles. På dette tidspunkt af dagen var der ikke megen trafik på motorvejen, så jeg kørte derudad med de tilladte 65, senere 70 miles i timen og omkring 22.30 nåede jeg Front Royal. Her mødte jeg et Walmart, som straks blev hjemsøgt. Formålet var at forsyne mig med vand i flasker, så jeg havde noget at drikke næste dag, hvor jeg gerne ville af sted tidligt. Da jeg var lidt småsulten - det var længe siden jeg havde fået mad på flyet - købte jeg også noget frugt.

Derefter kørte jeg ind på det første, det bedste motel, men det det var nu kun det første, bestemt ikke det bedste. Til gengæld var det billigt. $ 39 måtte jeg af med. Receptionisten var en ret ung mand, som nåede mig til midt på brystet, men som var det dobbelte af min ikke just slanke skikkelse i omfang. Han kom ud fra et baglokale, pustende og stønnende, men var i øvrigt ganske flink. Nøglen var ikke en af de moderne smarte, men en gammeldags nøgle, forankret i en stor, kilotung metalklods, men åbne døren kunne den da. Da jeg kom ind lugtede værelset en anelse indelukket, og aircondition anlægget larmede en del. Til gengæld var det placeret, så man ikke, som på mange moteller, bliver blæst ud, når man ligger i sin seng, og i løbet af kort tid var den indelukkede lugt væk, ikke mindst fordi jeg havde døren  åben. Sengen var ren og pæn, og badeværelset var særdeles nydeligt - også mere end forventeligt, men de var muligvis i gang med en renovering, og var startet med badeværelserne. Jeg ved det ikke, men det var som sagt pænt. Det eneste problem var, at badehåndklæderne, to af slagsen, var på størrelse med vaskeklude, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Jeg satte vand i køleskabet, spiste min frugt og satte vækkeuret til kl. seks næste morgen - og så sov jeg glimrende til vækkeuret ringede.