En dag i Yellowstone

Det var en fornøjelse at være i Yellowstone denne gang. Tim og jeg har desværre tidligere været rigtigt gode til at få planlagt vores ture, så vi ramte de mest besøgte nationalparker i weekender, hvor der er endnu flere mennesker end ellers, men denne gang var det lykkedes at komme uden om – både her og senere i Grand Canyon. Det var naturligvis ikke det samme, som at der ingen mennesker var, men langt færre end der kunne have været.
 
Da vi stod op og var blevet klar, gik Tina og jeg over til Yellowstone Mine Restaurant. Morgenmad på restauranten var inkluderet i prisen på værelset, men Tim ønskede ikke at deltage. Han gik nu ikke glip af meget. Lige så god restauranten havde været om aftenen, lige så kedelig var morgenmaden. Det skal dog indrømmes at vi kom ret sent, fordi vi havde valgt undtagelsesvis at sove forholdsvis længe, og da vi kom, så det ud som om, de var holdt op med at fylde op på buffeten. Da vi havde spist, var Tim også klar, og så kørte vi ind i parken igen. Vi tog samme vej som vi var kommet ad dagen før ned til ottetallets "tværstreg" (mest på grund af et vejarbejde i bjergene efter Tower Junction, som vi gerne ville undgå. Vi tog "tværstregen" øst på til Canyon Village, hvor vi gjorde vores første stop. I første omgang for at få købt lidt souvenir til at tage med hjem som gaver, og Tim fik købt mere solcreme og en rigtig Stetson til afløsning af den noget mølædte cowboyhat, han havde haft med derover og som han i sin tid købte i Shoshone i Californien. Siden kom Stetson stort set ikke af hovedet, og den mølædte blev senere dumpet i en skraldespand i Seattle. Mens vi ventede i varmen, benyttede Tina sig af lejligheden til at købe og indtage turens første is.
 
Efter besøget i Grand Canyon Village kørte vi videre til et af udsigtspunkterne, hvorfra man kan se Lower Fall of the Yellowstone River, flodens højeste vandfald, som er meget imponerende. Faldet er 94 meter højt, dobbelt så meget som Niagara, men ikke nær så bredt. Når der er mest vand i faldet om foråret løber 240 kubikmeter gennem faldet hvert sekund, hvilket betyder at ingen andre vandfald i Rocky Mountains har større gennemstrømning, men det er dog kun en tiendedel af det vand, der løber gennem Niagara. Da vi havde set og behørigt fotograferet vandfaldet, kørte vi videre og vi blev hurtigt enige om, at vi ikke behøvede at stoppe ved de øvrige vandfaldsudsigtspunkter. I stedet fortsatte vi mod syd gennem Hayden Valley, som floden flyder igennem. Lige som Lamar Valley er også Hayden Valley kendt for sit rige dyreliv, men her nogenlunde midt på dagen så vi ikke andet en bisoner i massevis og så nogle få gæs og svaner.
 
Næste stop gjorde vi i et af dalens få gejserområder (sådan kaldes det, selv om der ikke er egentlige gejsere, men kun varme kilder). Området har navn efter en af kilderne, Mud Volcano, som hverken er en gejser eller en vulkan, men som vist engang har sprunget med mudder. Der er flere interessante kilder i området, ikke mindst Sulphur Caldron, hvor vandet er 92 grader varmt og surheden er som akkumulatorsyre, men hvor der alligevel lever bakterier. Stanken her er ret voldsom, men det generer åbenbart ikke de bisoner, der havde slået sig ned få meter fra kilden, og ligeledes lå der bisoner ved flere af de andre svovlkilder i området. Da lugten blev for meget, kørte vi videre mod syd gennem otte-tallet, forbi vejen mod den sydlige udgang og derfra gik det nord på igen, eller rettere nordvest.
 
Næste stop var Old Faithful. Her var der for alvor mange mennesker, men igen langt færre end sidst vi var der. Vi fandt uden problemer en parkeringsplads og spadserede til kilden, hvor de mange mennesker, der var forsamlede, indikerede at et udbrud var nært forestående, og vi havde da også kun ventet i omkring 10 minutter, da kilden gik i gang med et langvarigt og pænt højt udbrud. Dette var ensbetydende med, at de næste måtte vente længere, for jo kraftigere et udbrud er, des længere går der inden det næste – men det var jo ikke vores problem. Efter forestillingen spadserede vi tilbage til stedets General Store for at proviantere frugt og vand. Derefter anbragte jeg mig i en gyngestol, hvor jeg sad og gyngede, mens ungerne gik en spadseretur på Geyser Hill bag Old Faithful. Jeg havde ondt i ryggen og mente at en enkelt spadseretur den dag ville være nok, og jeg ville hellere med på næste, som jeg vidste, ville komme. En halv times tid senere kom Tim og Tina tilbage, og så fandt vi bilen og kørte videre nord på til Midway Geyser Basin.
 
Det var her Dorte og jeg mødte Jens og Annette i 2006, se artiklen "Overraskende møde", men denne gang mødte vi ingen, vi kendte. Vi parkerede bilen og gik rundt ad stien, som fører forbi Excelsior Geyser, som en gang var verdens største gejser målt i vandmængde. Oprindeligt var der tale om en gejser, der sprang op til 91 meters højde og vandstrålen var omkring 30 - 40 meter bred. Omkring 1900 holdt gejseren imidlertid op med at springe og selv om der var lidt aktivitet omkring 1985, blev det ikke rigtigt til noget, så i dag er gejseren blevet til en varm kilde. Man mener at de kraftige udbrud simpelthen har ødelagt gejserens rørsystem. I dag strømmer omkring 15.000 liter 93 grader varmt vand ud af kilden hvert minut og ud i Firehole River. Vi fortsatte til områdets, arealmæssigt største varme kilde, Grand Prismatic Spring, som faktisk er den største varme kilde i Nordamerika og den tredjestørste i verden. Her er det især farverne, der imponerer. Fra klart blå over lysere blå til gulligt grønne og røde farver ved kanten og i afløbene fra kilden. Det blå i midten skyldes at vand simpelthen er blåt (ikke gennemsigtigt som man måske skulle tro), og de andre farver skyldes bakterievækst. Men selv om kilden er stor, er den producerede vandmængde forholdsvis lille, kun ca. 2.100 liter i minuttet. Prøv selv at sammenligne med Excelsior.
 
Efter besøget her, kørte vi hjem til hotellet for at fordøje dagens oplevelser.