Fem stater på en dag

Som overskriften antyder, skulle vi komme til at besøge hele fem stater i dag. Det er dog ikke rekord. Den satte vi i 2012. hvor vi på en dag besøgte/passerede seks stater. Det er beskrevet i artiklen Hvor ligger Ohio? Til gengæld brugte vi dengang 973 km på at nå de seks stater, mens vi i dag kun brugte 564. Planen var meget simpel. Vi skulle bare køre nordpå fra Memphis til Saint Louis. Der skulle ikke være nogen svinkeærinder eller omveje, og det blev der (næsten) heller ikke.

Fra hotellet, som jo lå lige syd for grænsen mellem Mississippi og Tennessee tog vi motorvejen mod nord til Memphis. Her skiftede vi til I-40, vores "standardmotorvej", som vi nu kørte på for første, men ikke sidste gang på denne tur. "Standardmotorvej" betyder, at på nær en enkelt af USA turene, har jeg kørt på den hver eneste gang, jeg har været i USA, og for Tims vedkommende er det hver eneste gang. Turen blev dog ikke lang i denne omgang. Kort efter at være drejet vest på og krydset Mississippi til Arkansas, skiftede vi igen motorvej til I-55, som skulle bringe os resten af vejen mod nord til Saint Louis. Det var på den korte strækning på I-40, at det endelig lykkedes os at få taget et billede af en J. B. Hunt lastvogn til Dorte, som havde klaget over, at vi ikke havde bragt en sådant billede på Facebook. Faktisk var der både en J. B. Hunt og en Werner på billedet.

Undervejs mod nord gjorde vi et enkelt stop for at skifte chauffør og få benzin på bilen. Det var i nabolaget at den lille by Sikeston i Arkansas, hvor vi lavede en af turens små "fejldispositioner". Her skiftede vi til I-57 mod nordøst. Det skyldtes egentlig vores gps, som vi havde sat til at vise os vej til den nærmeste tankstation, og det var det så ikke. Tankstationen, som gps'en ville have os til, fandt vi dog. Den lå syv km ude af I-57 ved en lille bebyggelse ved navn Bertrand. Her fik vi så benzin og kaffe, og jeg overtog rattet efter Tim. Så var det tilbage til I-55 og videre mod nord. Det var her, vi fandt ud af, at såfremt vi havde fortsat lige ud i stedet for at lytte til gps'en, lå der en tankstation to km fra udfletningen mellem de to motorveje. Men så havde vi jo ikke fået set Bertrand.

Vi fortsatte uden yderligere stop til Saint Louis, og selv om vi var kørt halvsent fra hotellet, var klokken kun 13, da vi nåede frem, og vores værelse ville først være klar kl. 15. Vi besluttede derfor at fortsætte nord på, men på Illinois-siden af floden, så vi krydsede Mississippi endnu en gang. Vores mål var at finde det sted, hvor Missouri og Mississippi flyder sammen. På kortet havde vi set, at det var her på østsiden af floden, at man i bil kunne komme tættest på sammenløbet. Vi fandt da også stedet uden nævneværdige problemer rundt regnet 15 km nord for Saint Louis. Sammenløbet sker lige over for byen Alton, hvor et rygte vil vide, at sørøveren Jean Lafitte ligger begravet under et falsk navn på en af de lokale kirkegårde. Vi kørte nu ikke hele vejen til Alton, men stoppede i Hartfort, hvor der var et "confluence tower", et udsigtstårn hvorfra man kunne se ud over sammenløbet.

Vi parkerede bilen og betale de fire dollars pr. næse for at komme op i tårnet. Det foregik i en elevator og med guide. Tårnet havde tre udsigtsplatforme, men vi sprang den nederste over, for som guiden sagde, fra 50 fod (ca. 15 m) kunne man alligevel ikke se noget. Næste platform var i 30 meters højde, og her stoppede vi, så vi kunne nyde udsigten. Derefter fortsatte vi op til den øverste platform i 46 meters højde. Her var udsigten en del bedre, men til gengæld blæste det meget. Vi fik dog taget nogle udmærkede billeder, selv om Missourifloden var godt skjult af træernes blade. I den modsatte retning af floden lå et stort olieraffinaderi. Dem er der mange af i omegnen af Saint Louis. Da vi kom ned igen, gik vi en lille tur i en slags have med planter, som Lewis og Clark havde bragt hjem fra deres berømte ekspedition i 1804 til 1806. Da vi havde set alle planterne, kørte vi tilbage mod syd. Under en km fra tårnet kørte vi ned til floden langs en lille biflod, Wood River eller Rive Dubois, som dog nærmest er en kanal på dette sted. Ved udmundingen af denne lille biflod havde Lewis og Clark deres vinterlejr fra 1803 til 1804, inden de rejste op ad Missouri midt i maj 1804. Her var der ikke meget at se, så vi kørte tilbage mod byen.

Efter et stop i endnu et Walmart, nåede vi tilbage til Saint Louis' østlige forstæder, og her skulle vi igen på motorvej for at krydse floden. Det var ret nemt at komme på motorvejen, men det gik desværre ikke helt efter hensigten, da vi skulle af igen. Motorvejsfrakørslerne havde fået nye numre, som gps'en ikke kendte, og da vi kom til den frakørsel, hvor vi faktisk skulle køre fra, var den lukket på grund af vejarbejde, så vi måtte krydse floden endnu et par gange, før vi kom på rette spor. Til gengæld fik vi set en del af Saint Louis, som vi nok ikke ellers ville have set. Til sidst lykkedes det dog at komme fra og finde den rigtige vej og hotellet. Her ankom vi samtidigt med en større busladning af andre gæster (som skulle til en eller anden kongres). Det betød, at der var lang kø ved check-in, så der stillede jeg mig bagest i køen, mens Tim prøvede at finde et sted at parkere bilen. Da jeg blev færdig med indcheckning, var bilen parkeret og så slæbte vi bagagen op til vores værelse, som nærmest var en balsal. Betydeligt større end min stue hjemme. Her slappede vi af et par timer, og så gik vi ud for at få noget aftensmad.

Det lokale baseball hold, Saint Louis Cardinals, spillede hjemmekampe, i de dage vi var i byen, så gaderne var fyldt med rødklædte mennesker, og det samme var restauranterne. Vi fik dog bord på en TGI Friday, og her var maden præcis som den plejer at være, nemlig glimrende, og lidt dyrere end på Applebee's. Hele dagen holdt vejret sig fin, med solskin, nogle skyer og en temperatur omkring 28- 29 grader. Da vi gik tilbage mod hotellet, lød nogle tordenbrag i det fjerne, uden at det dog blev til mere.