Hvor ligger Ohio

At køre langt er ikke et problem i USA - bare man har tid nok. At finde et hotel, er heller ikke et problem, de ligger stort set ved alle motorvejsfrakørsler, og så er der selvfølgelig hoteller i de større byer. Wilkesboro er ikke en større by. Den har godt 3.000 indbyggere og den sammenvoksede, men selvstændige by North Wilkesboro har godt 4.000. De to byer ligger på hver sin bred af Yadkin River. Selv om byerne til sammen har knap 7.500 indbyggere, er de tre hoteller, som findes i byen, alligevel i underkanten af, hvad vi var vant til, så det var godt, at vi havde bestilt hjemmefra, ikke mindst fordi det lå lidt afsides, og vi havde måske aldrig fundet det, hvis ikke vi havde vidst, at det var der. Det skulle dog blive værre endnu, for allerede denne interessante torsdag skulle vi komme til at lede længe efter et sted at bo.

Dette skulle ende med at blive turens længste køredag, såvel i distance som i tid. Vi stod tidligt op (kl. 6.00), fordi vi skulle være på Wippoorwill Academy lidt før ni og om det besøg har jeg skrevet i artiklen Tre dage i Dooley-land.

Efter besøget og rundturen til diverse Dooley-steder, var klokken blevet godt 11, så det var på tide at komme nord på. I løbet af de næste to dage skulle vi gerne nå til Jamaica nær JFK, hvor vi havde bestilt hotel til natten mellem fredag og lørdag inden vi skulle flyve hjem. Vi blev derfor enige om, så vidt som muligt at tage motorveje, køre så langt vi overhovedet gad, og så finde et hotel. Vi kørte derfor tilbage til Wilkesboro ad NC 268, og fortsatte i samme retning på US 421 indtil vi mødte I-77, som vi tog mod nord. Den krydser grænsen til Virginia og fortsætter mod nordvest. Her møder den I-81, som går i nordøstlig retning gennem Shenandoah Valley, så den tog vi. Tim ville gerne se Robert E. Lee og Stonewall Jacksons grave i Lexington, og den by passerer I-81 tæt forbi. Da vi nåede så langt, kørte vi fra motorvejen for dels at køre over Natural Bridge på US Highway 11 og dels for at se Lexington, men da der ikke var ledige parkeringspladser i nærheden af Stonewall Jacksons grav, blev vi enige om, at køre tilbage til motorvejen og fortsætte mod nord. Vi havde gjort os nogle overvejelser om, hvor vi skulle køre øst på for at komme til I-95, som går hele vejen op til Maine, og dermed også passerer New York. Vi kunne køre fra I-81 ved Staunton og tage I-64 til Richmond, som Dorte og jeg gjorde i 2004, eller vi kunne fortsætte mod nord til Strasburg og tage I-66 til Washington DC, som vi gjorde med ungerne i 2000. Det endte imidlertid med, at vi ikke gjorde nogen af delene, for vi blev enige om, at undlade I-95 helt. Det betød godt nok, at vi ikke ville komme gennem staten Delaware, men da vi alligevel kun skulle køre gennem staten, gjorde det ikke så meget.

Vi besluttede at blive på I-81 til Harrisburg i Pennsylvania og derfra køre øst på. Det ville bringe os gennem et lille hjørne af West Virginia og et tilsvarende lille hjørne af Maryland. De eneste stop, vi hidtil havde gjort siden Wilkesboro, var af biologiske årsager (inklusive frokost) og for at skifte chauffør, og sådan forsatte vi resten af dagen. Ved Harrisburg skiftede vi til I-78, som går nogenlunde stik øst. Den ville vi tage til Allentown på grænsen mellem Pennsylvania og New Jersey og så ville vi finde et hotel på New Jersey siden af statsgrænsen. Der var bare ingen hoteller, øv bøv! Normalt skiltes der med benzin, mad og logi ved alle motorvejsfrakørsler, men her var der kun skilte med mad og benzin. GPS'en som næsten ikke kunne mere, men som af og til ville, hvis man lirkede lidt med den, var ikke til nogen hjælp. Alle de hoteller, den kendte, lå desværre længere mod vest, og det havde vi ikke lyst til. Vi besluttede derfor at give det en chance, og fortsætte mod øst og så håbe det bedste. Da vi var kommet et godt stykke ind i New Jersey besluttede vi, at hvis der ikke havde vist sig et hotel, når vi kom til frakørsel 19  (19 miles fra grænsen), ville vi vende om og køre tilbage til Pennsylvania. Det gjorde der så ikke, men Tim, som var navigatør på dette tidspunkt, gjorde endnu et forsøg med GPS'en og denne gang fandt den faktisk et  hotel, som lå lidt længere mod sydøst og det var jo nogenlunde i den rigtige retning. Til gengæld førte gps'en os væk fra motorvejen og ad ganske små veje, ikke ud i New Jerseys ødemark, for en sådan findes ikke – i hvert fald ikke her, men ind i små bebyggelser og industrikvarterer, hvor den ene by glider over i den anden. Vi var i det gigantiske bymæssige område, som strækker sig i hvert fald fra Philadelphia, måske endda helt fra Washington DC og op til et godt stykke nordøst for New York City.  Til sidst fandt vi dog hotellet, og ikke langt derfra passerede vi en TGI Friday restaurant, hvor vi kunne spise aftensmad senere.

Det viste sig at motellet kun havde et eneste ledigt værelse, og det var et rygerværelse. Til gengæld var det i stueetagen med parkering lige uden for døren, og da vi ikke orkede at køre videre, valgte vi at blive der. Det viste sig at lugten ikke var så slem endda. Vi slæbte alt ind fra bilen, kufferter, isboks, løse ting, affald og så videre, da det var vores mening at pakke om, når vi havde spist, så alt var klar til hjemrejse og aflevering af bil lørdag. Vi viste jo ikke, hvordan forholdene omkring parkering ville være på det hotel, vi havde bestilt i Jamaica.

Da vi havde slæbt det hele ind, var kl. omkring 21.15 og vi var ved at være ret sultne, så vi hjemsøgte den Friday vi havde set, koste havde det koste ville. Vi var dog beskedne i vores valg, og det endte med at koste mindre end det halve af, hvad vi havde givet på en tilsvarende TGI Friday i Gatlingburg, men der var vi også mere ubeskedne og spiste både for- og hovedret og drak vin til maden; det gjorde vi ikke her. Til gengæld spurgte vi servitricen hvor vi var (vi vidste faktisk ikke, hvad byen hed), og hun kunne fortælle at vi var i Bridgewater, New Jersey. Da hun fortalte det, så jeg på hende og spurgte med undren i stemmen: "Er du sikker på, at det er New Jersey? Er vi ikke i Ohio?" Så hun mærkelig ud i ansigtet, og det blev ikke bedre, da jeg så alvorligt på Tim og udbrød (på engelsk): "Så skulle vi alligevel være drejet til venstre ved stoplyset!". På det tidspunkt tror jeg, at det gik op for hende, at det var en joke, for da vi begge grinede, smilede hun lidt forsigtigt.  Efter maden kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi besluttede at udskyde ompakningen til næste morgen, da klokken faktisk var næsten 23. Jeg har i øvrigt senere læst mig til, at Bridgewater var det sted, hvor man første gang hejste et amerikansk flag d. 14. juni 1777. Derfor har man en officiel flagskiftedag, hvert år den 4. juli, hvor byens flag udskiftes og man læser op af Uafhængighedserklæringen. Et flag med 13 stjerner (det antal, der oprindeligt var i flaget) vajer altid over Washington Camp Ground, som ligger der, hvor det første flag blev hejst i sin tid.

Solen havde skinnet om morgenen, da vi var i Dooley-land og det blev den ved med, da vi kørte op gennem Shenandoah Valley. Da vi nåede Pennsylvania trak lidt flere skyer sammen, og vi fik nogle få regndråber, men ikke mange. Temperaturen var omkring 31 grader, da vi besøgte Mrs. Carter, men steg henover dagen til 36 for derefter at falde, efterhånden som vi kom nord på. Da vi nåede til Bridgewater ved 21-tiden var den helt nede på 23! Det var de formodentligt glade for på de kanter, for ugen før havde de haft hedebølge på østkysten med op til 41 grader i Washington DC og 43 nogle steder i New York. Vi hørte faktisk at 46 mennesker, deraf en del børn under 12 år, var døde som følge af hedebølgen.

Trods det at vi først kørte fra Wilkesboro omkring kl. 11, nåede vi altså ret langt. Der er noget med det Elkville; Dorte og jeg kom første derfra omkring kl. 14.00 i 2004, selv om vi havde regnet med at tage af sted flere timer tidliger,e men vi skulle trods kun til Charlottesville i Virginia. Faktisk satte Tim og jeg to rekorder på denne dag. Vi nåede at være i seks stater, selv om nogle af dem kun var gennemkørsel, hvor fire tidligere havde været det maksimale. Vi fik kørt hele 973 km. Så langt har vi aldrig tidligere kørt på en enkelt dag.