Fire stater på en dag - samt en storby og en nationalpark

På vej mod nord fra Moab til Salt Lake City var der et par ting, som vi havde talt om at se, blandt andet San Rafael Swell, som motorvejen fører gennem, og så en dinosaurusudgravning, som tilsyneladende lå lige ved siden af hovedvejen, som vi senere skulle køre på. Ellers var det bare om at komme til Salt Lake City uden svinkeærinder – eller næsten uden. Den tur vi havde planlagt var måske ikke den allermest direkte, men det var altså den tur, som vi havde planlagt.

Vi forlod hotellet og kørte langs Coloradofloden tilbage til Moab og U.S. Route 191, som vi skulle ad mod nord op til Interstate Highway 70. Da Dorte og jeg besøgte stedet, kørte vi ind i et vejarbejde, netop på I-70, som skulle blive indledningen til at vi blev forfulgt af vejarbejder på resten af turen. Da Tim og jeg kørte mod nord fra Moab ad netop 191, kørte vi ind i et vejarbejde med kun et åbent spor, og selvfølgelig var det os, der skulle holde. Dette skulle blive indledningen til en serie af vejarbejder, som ikke skulle lade turen i 2006 noget høre. Også denne serie forfulgte os på resten af ferien, stort set lige til vi afleverede bilen i lufthavnen i San Francisco.

Efterhånden kom vi igennem vejarbejdet og nåede også til sidst op til motorvejen, hvor vi svingede mod vest. Vi kørte ad motorvejen kun forstyrret af ganske få vejarbejder, og da der var fire spor på denne motorvej, skulle vi ikke holde og vente nogen steder. Efter at have krydset Green River fører motorvejen ned i San Rafael Valley og videre gennem San Rafael Swell. Jeg havde læst, at dette skulle være en af USA’s smukkeste motorvejsstrækninger, så derfor denne omvej, hvor det havde været nemmere at køre direkte af U.S. Route 6 til Provo. San Rafael Swell er en geologisk formation, som strækker sig gennem denne del af Utah. Formationen er ca. 120 km lang og 65 km bred og består af en gigantisk foldning af områdets sand- og kalksten, der så er eroderet ned gennem millioner af år. Det giver et – synes jeg – fantastisk smukt landskab, og vi stoppede flere gange for at fotografere, indtil Tim til sidst erklærede, at: "Nu gad han ikke se flere kløfter, for de lignede alligevel alle sammen hinanden".

Vi fortsatte derefter uden flere stop før vi forlod motorvejen for at køre over på Utah Route 10. Den tog vi så nord på. Ved byen Huntington forlod vi hovedvejen og kørte tilbage mod øst, til den lille by Cleveland. Her ville vi se Cleveland-Lloyd Dinosaur Quarry. Da vi kom til byen, som var ret lille (508 indbyggere), så vi et skilt, som pegede mod dinosaurudgravningen, så den vej tog vi, og vi kørte og kørte uden at der kom flere skilte. Efter ca. 15 km kom vi så til en lille grusvej, og her stod der endelig et skilt – hvoraf det fremgik at der stadig var 22 km til bruddet, så vi besluttede at 22 km ad en lille grusvej og samme vej tilbage, ville være for langt at køre, hvis vi ville til Salt Lake City den dag. Vi vendte derfor om, og kørte tilbage til Cleveland. Da vi skulle tilbage til 10’eren, var der desværre vejarbejde endnu en gang, så vi blev sendt ud på en mindre omvej. Da vi endelig kom tilbage på Route 10, var der også her vejarbejde med kun et spor åbent, og det varede i næsten 30 km. De gør ikke tingene småt i USA.

Nu var vi efterhånden begyndt at blive sultne, og jeg mente at kunne huske, at man i byen Price kom forbi nogle spisesteder, men det gjorde man ikke. God nat og sov godt! Fire år tidligere, havde Dorte og jeg mellem byerne Price og Helper set en masse godstog med kulvogne, som kørte kul fra minerne i området, der ligger i Carbon County, og dem havde jeg fortalt Tim om. Desværre må minerne være udtømt, eller togene kørt i remise, for vi så ikke et eneste godstog på hele strækningen. Byen Helper, som var den næste vi passerede, er opkaldt efter de hjælpelokomotiver, som blev brugt når togene skulle over bjergpasset Soldier Summit i 2.300 meters højde, men heller ikke her fandt vi et tilfredsstillende spisested. Til gengæld forlod vi hovedvejen og kørte ind gennem selve byen, men det hjalp ingenting. Der VAR ingen spisesteder! Vi blev så enige om, at vi kunne springe frokosten helt over og fortsætte til Salt Lake City.

I nærheden af Soldier Summit havde Dorte og jeg besøgt en rasteplads, hvor vi havde set en masse små sjove jordegern, og her var der også et toilet, så Tim og jeg besluttede at gøre holdt her. Dorte og jeg havde aldrig fået taget billeder af de små egern, og det ville jeg nu råde bod på. Desværre skulle det ikke gå sådan, for da vi kom til stedet var der et ca. 20 km langt vejarbejde! Rastepladsen var derfor lukket. Øv bøv!

Vi fortsatte videre op til byen Provo, hvor vi mødte I-15, som vi tog det sidste stykke til Salt Lake City forbi Utah Lake. På hele denne strækning var der en hastighedsgrænse på 65 miles (105 km) i timen, men absolut ingen kørte under 85 (135). Det var første og eneste gang, hvor hastighedsgrænsen blev overtrådt så konsekvent, og jeg må da tilstå, at vi også selv satte farten op til det, som de andre kørte. Heldigvis mødte vi ingen politi på den strækning, for jeg har faktisk aldrig oplevet en ferie, hvor vi oplevede så meget hastighedskontrol med både kameraer, håndholdte radarer osv. som i 2010. Specielt i Californien havde der været politikontrol overalt og også mange steder i Arizona.

I Salt Lake City forlod jeg mig på min hukommelse. Det Best Western som Dorte og jeg boede på 4 år tidligere var nedlagt, og det havde jeg allerede set hjemmefra. Til gengæld kunne jeg huske at der lå adskillige hoteller i nærheden af det hotel, vi boede på. Det viste sig, at det gjorde der også, så vi fandt et Comfort Inn, hvor vi fik et værelse ”til gården”. Efter indkvartering og afslapning skulle vi så ud for at se på byen.

Hotellet lå på E 400 South. I Salt Lake City er mormonernes (Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige) tempel centrum. Herfra udmåles alle veje og husnumre. E er en forkortelse for øst (east) og det betyder, at man er på en gade, der går i øst-vestlig retning og er beliggende øst for templet. South betyder at gaden ligger syd for templet og 400 er den fjerde gade. I nord-sydgående retning kan en gade fx hedde S 300 West, og det fortæller at det er den tredje gade i nord-sydgående retning i vest for templet, og at man befinder sig syd for dette. Når man først har forstået systemet er det meget nemt at finde rundt. Ikke mindst fordi det bare fortsætter sådan. Hvor langt ved jeg ikke, men på motorvejen kørte vi forbi en afkørsel til E 13800 South, altså en øst-vestgående gade, 138 gader syd for templet og altså øst for dette. Da vi forlod hotellet, gik vi til højre og hen til en gade i nord-sydlig retning, som ikke følger systemet helt. Den hedder South State Street, hvilket stadig indikerer at den ligger syd for templet, men State Street hedder den, fordi den fører op til staten Utahs regeringsbygning.

Vi gik op til tempelpladsen, byens ”centrale torv”. De fleste bygninger i dette område er knyttet til mormonkirken eller tilhører simpelthen denne. Ud over templet, som man kun kan komme ind i, hvis man er mormon, ligger her også en ”mødesal”, som Dorte og jeg sidst forvekslede med Tabernaklet. Tabernaklet ligger her også, og denne gang fik vi styr på det, så vi nu ved, hvad der er hvad. Tabernaklet, der er hjemsted for det verdensberømte Mormon Tabernacle Choir er åben for publikum, så her var vi inde og se deres koncertsal, som er ret imponerende. Faktisk optræder koret oftest i det nybyggede konferencecenter ved siden af tempelpladsen, hvor der er plads til langt flere tilskuere, men man kan altså forsat også høre det 360 mand/kvinde store kor i selve tabernaklet.

Vi gik fra tempelpladsen mod nord til E North Temple, gaden lige nord for pladsen. Her ligger der flere bygninger som tilhører kirken. Vi gik nu mod syd igen, denne gang på det, som egentlig er templets forside. På toppen af det midterste tårn står en guldstatue, som jeg gættede på forestiller englen Moroni, der er en vigtig skikkelse i mormonernes religion, hvilket jeg fik bekræftet, da jeg kom tilbage og slog det op på nettet. På vej mod syd igen så vi også kirkens kontorbygning, og Tim var meget imponeret over, at den havde over 60 etager. På vejen så vi også Utahs regeringsbygning, men vi gik ikke derop. Vejen op til bygningen ”bevogtes” af ”Ørneporten”, en bue i metal med en stor, to ton tung ørn på toppen. Tidligere førte ”porten” ind til den landejendom, som ejedes af Brigham Young, mormonernes 2. profet og Utahs første guvernør.

På vej tilbage så vi det hus, som Brigham Young havde boet i, det såkaldte Beehive House. Huset har sit navn fra den skulptur at en bikube, der står på toppen af huset. Huset var bygget, så Young kunne bo her med sine koner og sine børn, men allerede to år senere havde han fået nok, så han lod bygge det, som i dag kaldes Lion House, på nabogrunden. Her indkvarterede han 12 af sine 55 koner og alle sine 56 børn (han havde kun børn med 16 af konerne). Den første kone havde han inden han blev mormon, hvorefter han giftede sig med yderligere 54 koner. Young havde altså 54 koner (den første kone døde, inden han blev gift med nummer 2, men derefter gik det stærkt). Her skal man huske, at såfremt en mormonægtemand døde, blev hans enke automatisk gift med en mandlig slægtning af ægtemanden, og Young fik en del af sine koner på den måde. Han ”arvede” blandt andre nogle af Josef Smiths (mormonernes første leder og profet) koner. Nogle kilder mener, at han kun reelt havde giftet sig med 27 af dem, men det er jo også en pæn slat :-). Det er i hvert fald en kendsgerning, at der var en række af konerne, som han aldrig viste sig offentlig med, og som ikke deltog i nogen form for officielle arrangementer, og nogle af dem blev boende hjemme hos deres anden ægtemand! Young døde i øvrigt ikke, som man skulle forvente, af overanstrengelse, men af kolera, 76 år gammel.

Til sidst gad vi ikke se på flere mormoner, selv om Tim var tæt på at konvertere, da han så hvor kønne nogle af pigerne var, så vi gik vi tilbage mod hotellet. På vejen kom vi forbi Mo’s Neighborhood Grill, og selv om klokken kun var 17, besluttede vi os for at spise aftensmad, da vi jo hverken havde fået morgenmad eller frokost. Maden var udmærket og da vi var de eneste gæster, var der også masser af plads.

Næste dag fortsatte vi videre mod nord. Vi skulle gennem resten af Utah, samt Idaho og Wyoming til Gardiner i Montana.

Nogle vil måske undre sig over, at vi var i Salt Lake City uden at se The Great Salt Lake, men Tim var ikke særligt interesseret i søen, og da jeg jo havde set den før, ville jeg ikke insistere. På vej op ad motorvejen så vi nu alligevel søen flere gange om end på afstand.

Vi fortsatte ad I-15 gennem Idaho. Dorte og jeg kørte gennem denne stat to gange i 2006, både i det sydøstlige hjørne og gennem det nordlige ”panhandle”. Dengang havde vi et enkelt ophold i en lille by, Montpelier i det sydøstlige hjørne af staten, hvor vi spiste frokost. Her havde jeg også taget mit dengang eneste billede fra denne stat. Det forestiller Dorte uden for restauranten. Det ville jeg råde bod på denne gang. For første – og i øvrigt også eneste gang på turen (bortset fra den ekstra tur mellem Las Vegas og Barstow), krydsede vi en statsgrænse på en motorvej, og for at vise at jeg ikke er blevet helt fanatisk anti, besøgte vi det stedlige Welcome Center. Besøget var nu kun af hensyn til naturens kalden, og vi fik hverken kort eller brochurer. Tim mente, at jeg måske var blevet kureret for den brochuritis, som både han og Tina tidligere mente, at Dorte og jeg begge led af.

I modsætning til i 2006, kørte vi denne gang en noget længere strækning på vores første tur gennem Idaho, og det lykkedes da også at få taget nogle billeder af landskabet. Vejen førte gennem byen Pocatello, og herfra gennem Fort Hall Indian Reservation, hvor medlemmer af Bannock og Shoshonestammerne bor. Vi troede i første omgang, at det var et reservat for sortfodsstammen, da byen Blackfoot ligger lige uden for reservatet. Blackfoot stammen har imidlertid deres reservat oppe i det nordlige Montana, og det viste sig senere, at navnet var opstået, da en gruppe pelsjægere kom til området i 1818. I 1812 havde der været en skovbrand, og de indianere, der boede her, var nødt til at bevæge sig rundt i de nedbrændte områder. Det farvede deres mokkasiner sorte, hvilket gav anledning til navnet.

Kort efter Idaho Falls forlod vi motorvejen og skiftede til U.S. Route 20 mod nordøst. I den lille by Rigby stoppede vi og spiste frokost. Her fik Tim sin vilje. og vi spiste på en Wendys. Det skulle vi imidlertid ikke have gjort, hvilket vi opdagede senere. Tim spiste en kyllingeburger og jeg fik salat med stegt kylling, og mit gæt er, at kyllingen måske ikke har været helt frisk. Også her fik jeg taget et par Idaho-billeder, inden vi fortsatte nord på ad US 20, som skulle føre os resten af vejen til West Yellowstone og den vestlige indgang til Yellowstone Nationalparken, hvis nordvestlige hjørne vi skulle krydse på vores vej til Gardiner. Vejen gennem den del af Idaho var ganske køn, og mod øst havde vi i det fjerne udsigt til Teton Range, som vi senere skulle se fra den anden side, og som regnes for én af USA’s smukkeste bjergkæder. Senere skiftede landskabet og der begyndte at komme flere og flere nåletræer og flere steder så vi brandfarestatus skilte, som sagde at risikoen var ”Extreme”. Tidligere havde vi set risici på ”High” og ”Very High” nede i Arizona, men dette var første gang den var så høj, og det hele så da også meget tørt ud.

På grund af Wendy's kylling, gjorde vi et længere ophold, da vi kom til den lille, meget lille by, Island Park. Byen har kun 215 indbyggere, og de bor ret spredt, men den havde en tankstation og en butik med toilet. Butikken var tydeligvis indrettet på turister. Det endte med, at jeg faldt for en flaske vin, lokalt produceret i Idaho til kun $ 10, som jeg måtte eje. Da vi drak den hjemme, var den drikkelig, men nogen stor vin, var det bestemt ikke. Derefter gik jeg uden for, for at tage billeder af butikken, der også fungerede som stedets ”rådhus”. En gren af Snake River, kaldet Henry’s Fork løb lige på den anden side af vejen, så også her blev der taget billeder. Hele byen er kun 150 meter bred på det bredeste sted. Til gengæld mener de lokale, at byen har verdens længste hovedgade (53 km).

Da vi igen var klar, fortsatte vi mod nordvest og kort før West Yellowstone kørte vi ind i Montana. Vi kørte ind i Yellowstone National Park ad den vestlige indgang, som netop ligger i West Yellowstone. At tage et hjørne gennem parken var den hurtigste vej til Gardiner. Kort efter at have passeret indgangen, kørte vi ud ad Montana igen og ind i Wyoming. Det var første og eneste gang på turen, bortset fra ved Four Corners monument, at vi nåede at være i fire stater på samme dag. Vejen følger Madison River (en af de tre floder, der danner Missourifloden) et langt stykke. Ved Madison Junction møder vejen fra West Yellowstone det 8-tal, som danner hovedvejen i nationalparken (Grand Loop Road). Her skulle vi ad den nordvestlige bue i ottetallet, for at komme op mod Gardiner. Og vupti – ikke så snart var vi drejet mod nordvest, før vi løb ind i et vejarbejde, hvor vi måtte holde og vente i 20 minutter, før vi kunne fortsætte. Da ”lodsvognen” (pilot car) endelig kom tilbage for at hente os, havde der dannet sig en lang kø, men vi var da lidt heldige, for der stod på et skilt, at mellem 22 aften og 5 morgen var strækningen helt lukket. Det viste sig at asfalten var gravet af vejen, så kun gruset var tilbage. Lige efter lodsbilen kørte en vandvogn, som vandede gruset, så da vi endelig var kommet forbi denne strækning, var bilen, som længe havde været støvet, ikke mindst fra grusvejen i Canyonlands, fuldstændigt mudret til og mere grå end rød.

Da vi kom til Norris Geyser Basin, trængte Tim igen en pause. Kyllingen havde ramt ham hårdere end mig. Vi kørte derfor ind på parkeringspladsen, hvor jeg i 2006 blev forfulgt af en stor bisontyr, se Et Overraskende møde. Det gjorde jeg ikke denne gang, men da Tim var på banen igen, blev vi enige med os selv om at gå en tur i gennem den såkaldte Back Basin del af Norris Geyser Basin. Her så vi verdens højeste gejser, Steamboat Geyser og mens den boblede fint, ville den ikke mere, og den er da også meget uregelmæssig og havde ikke haft noget større udbrud siden 2005. Vi så også andre gejsere, blandt andet den rød-grønne Echinus Geyser, som er verdens største gejser med surt vand, Minute Geyser, der engang sprang hver minut til den blev ødelagt af turister, der kastede sten i gejseren, Puff’n Stuff Geyser, Pork Chop Geyser og mange flere. Desværre var der ingen af dem, der var i udbrud, men sådan går det ofte, når man kun har kort tid ved en gejser. Mange af dem springer med timer, dage eller måneders mellemrum. Steamboat Geyser, nævnt ovenfor, har en gang holdt en pause på 50 år mellem to udbrud. Til gengæld så vi række varme kilder, der sydede og boblede og lugtede ilde; blandt andre Crater Spring og Mystic Spring. Da vi nærmede os parkeringspladsen igen, nød vi udsigten over den lavere del af Norris Geyser Basin, der kaldes Porcelain Basin på grund af farverne. Her gik vi ikke ned, men jeg gik dog et stykke ned ad stien, for at se nærmere på en fumarole. Fumaroler er varme kilder, hvor der er så lidt vand og så høje temperaturer, at de aldrig springer, fordi alt vand fordamper, inden det når overfladen.

Vi fortsatte videre adf den nordvestlige gren af 8-tallet forbi Obsidan Cliff, som vi fik taget et ikke alt for godt billede af og videre til Mammoth Hot Springs. Også her gik vi en kort tur, og så fortsatte vi i bilen rundt på det, der kaldes Upper Loop. Mammoth Hot Springs er helt anderledes end andre steder i parken. Her siver kalkholdigt vand nærmest ud af jorden. Kalken afsættes, og der dannes nogle meget flotte terrasser og andre formationer. Kalken opløses i vandet på dettes vej op gennem klippen til overfladen, og afsættes altså igen på overfladen, så man kan populært sige, at jorden her krænger sit indre ud.

Neden for Mammoth Hot Springs ligger en af nationalparkens ”landsbyer”, Mammoth Hot Springs Village, hvor der er hotel og meget andet. Her har parkens rangere hovedkvarter, og her ligger Fort Yellowstone, et fort fra dengang nationalparken blev etableret i slutningen af 1800-tallet. Det var verdens første nationalpark, og dengang var der ikke noget, der hed National Park Service. Beskyttelsen og overvågningen af parken var derfor overladt til hæren, som byggede fortet. Kasernebygningerne anvendes i dag som bolig for de, der arbejder i parken. Alt det gjorde vi ikke så meget ud af. Vi fortsatte i stedet til parkens nordlige udgang, og byen Gardiner (nu var vi tilbage i Montana), hvor vi nemt fandt vores hotel, som var det samme, som Dorte og jeg boede på fire år tidligere. Vi fik et værelse i stueetagen, som havde udgang til både parkeringspladsen og også til en gang inde i hotellet.

Efter indkvartering spiste vi på den restaurant, som ligger lige ved siden af hotellet, Yellowstone Mine restaurant. Den ejes ikke af hotellet, men de har en aftale om, at man kan få det man spiser, skrevet på sin hotelregning, og man fik også rabat på morgenmad. Det hjalp dog ikke os, da det jo var aftensmad, vi spiste. Tim fik her sin første smagsprøve på bisonkød, da han bestilte en bisonburger, mens jeg ”nøjedes” med baby back barbecue ribs. De første af den slags jeg havde fået på turen.

Da vi var færdige med at spise, foreslog jeg, at vi skulle køre lidt længere nord på ad U.S. Route 89, så jeg kunne få set lidt mere af Montana, og måske få taget nogle billeder. Jeg havde ikke et eneste billede fra denne stat i forvejen. Det har jeg så nu :-). Vi kørte nord på til byen Livingston, hvor vi vendte om og kørte tilbage. På denne tur kørte vi forbi Mount Cowen, der er 3.400 meter højt og det var et af de steder, jeg tog et billede. Bjerget ser dog ikke specielt højt ud, fordi man allerede befinder sig i godt 2.000 meters højde. I nærheden af byen Play (Route 89 går uden om byerne på denne strækning, ikke gennem dem), fandt vi en tankstation, hvor vi besluttede os for at fylde bilen op, inden vi kørte tilbage til hotellet, så den var klar til den store ”parktur” dagen efter. Det var imidlertid en særdeles dårlig beslutning, for dalen strækker sig langs Yellowstone River og Play lå midt i et ret fugtigt engområde. Så da jeg begyndte tankningen, blev vi overfaldet af rundt regnet 3 milliarder myg, og når man står med benzinslangen i påfyldningsstudsen og er i fuld gang med at fylde på, er det meget svært at flygte. Tim gik ind i butikken, så han slap lidt billigere end mig, men mit ansigt og hals samt mine arme og ben fik så rigeligt med myggestik til os begge to. Det var tæt på, at jeg måtte have en blodtransfusion, så meget havde de tappet. Faktisk brugte jeg en stor del af resten af ferien på ikke at finde et apotek, hvor de solgte antikløemiddel, og da jeg endelig fandt det, var kløen holdt op. Den gang havde jeg endnu ikke hørt, at Atamon er godt mod myggestikskløe. Det er det, tro mig! Jeg har efter hjemkomsten brugt det flere gange og det virker. Jeg ved i øvrigt ikke, om man kunne have fået Atamon i USA. Men nu ved jeg til en anden gang, hvordan man helbreder myggekløe, så mon ikke jeg skal have en flaske Atamon med i kufferten? Og så konserverer det jo også, så jeg holder mig sikkert meget bedre i fremtiden :-).

Da vi nåede tilbage til hotellet med myggestik og det hele, skulle vi lige undersøge, om internettet var der endnu og det var det. Og verden var ikke væltet mens vi havde vendt ryggen til.