Flere indianere på klipper

Vi havde ikke travlt i dag, da vi ikke skulle køre specielt langt, så vi var længe om at spise morgenmad og forlod først Cortez da klokken var over 10. Vores første mål var et besøg i Mesa Verde National Park.

Vi kørte ca. 15 kilometer mod øst, hvor vejen til nationalparken forlod hovedvejen. Ikke længe efter kom vi til indgangen til parken. Her kom vi til at holde i kø, og en park ranger gik ned langs køen og solgte billetter – eller i vores tilfælde kontrollerede årskortet. Hun fortalte samtidigt at der var vejarbejde over en strækning på godt 15 km, hvor der kun var et spor åbent. Så snart det blev vores kørselsretnings tur til at køre, var det bare med at følge ”lodsbilen”, og så ville der ikke være tid til at købe billetter i boden. Efter ca. 20 minutter, blev det vores tur til at køre, og så gik det ellers i rimeligt lavt tempo ad bjergvejen op mod mesaens top. Efter 15 km forlod lodsbilen os, og vi fik lov til at køre selv, men det gik stadig ikke specielt hurtigt, da vi jo var midt i en lang kø. Længere oppe af bjerget kom der flere vejarbejder, men de var korte, og vi ventede ikke længe ved nogen af dem.

Mesa Verde National Park er en af de nationalparker, hvor der er ret langt fra indgangen til parkens Visitor Center. Ca. 25 km skulle vi køre, og da vi kom til centret, var der så mange biler på parkeringspladsen og langs vejsiden, at vi besluttede bare at køre videre efter det kort, vi havde fået af rangeren ved indgangen.  Det første sted vi havde besluttet at stoppe var ved Spruce Tree House, ca. 8 km efter Visitor Centret. Her var der nogenlunde plads på parkeringspladsen, så vi bevæbnede os med hver sin flaske vand fra køleboksen, og så spadserede vi ellers der ud ad. Ikke fordi der var særligt langt fra pladsen til ”huset.  Kun ca. 500 meter men på den strækning gik man 40 – 50 meter nedad ad en snoet sti.

Spruce Tree House er ligesom Montezuma Castle (Se Huse på Klippen) et klippebyggeri fra Ancestral Pueblo’s tid. Dette er bygget på klippesiden i en forholdsvis smal kløft. Bygningerne, for der er flere, er bygget mellem 1211 og 1278 og det er nationalparkens 3. største klippebyggeri. Byggeriet omfatter 130 værelser og otte såkaldte Kiva’er, cirkulære rum brugt til ceremonielle formål.  Bygningerne er bygget i en naturlig ”alkove” på bjergsiden. Stedet blev ”genfundet” i 1888 af to cowboys, der ledte efter bortkommet kvæg. Det var meget spændende at se, og Tim der var gået i forvejen, fordi jeg skulle hente vand i bilen, nåede at kravle ned i en af kivaerne.

Vi gik omkring et stykke tid, og hørte en ranger fortælle om det træ, som havde givet navn til stedet, men som nu var væltet. Det havde stået foran bebyggelsen, og man mente at de oprindelige indbyggere havde brugt det til at komme op til husene, hvilket dog er tvivlsomt. Træet var en douglas gran (spruce betyder gran), men senere viste det sig, at Douglas gran slet ikke var et grantræ, Douglas-fir, som de kaldes på engelsk er ikke bedre, da det heller ikke er et ægte fyrretræ. Faktisk hører træet til slægten "falsk hemlock", men nu er det nok ved at blive lidt for botanisk.  Vi gik op igen, og selv om kun var 40 meter op på de 500 meter, blev vi faktisk både forpustede og ikke mindst svedt, for temperaturen var steget betragteligt siden vi gik ned.  Da vi kom op, var den 35°, så den har nok været en del varmere i ”gryden” nede i dalen, som på det tidspunkt lå lige i solen. Da vi kom op kørte vi en tur oppe på mesaen ad det såkaldte Mesa Top Loop. Herfra havde vi udsigt til andre klippebyggerier, fx Balcony House og Cliff Palace, som med over 150 rum og 23 kivaer er parkens største byggeri. Man regner med at omkring 100 mennesker har boet her.

Døråbningerne her, og i øvrigt også i Spruce Tree House virker meget lave, og indianerne, som levede her, var da også forholdsvis små. Gennemsnitshøjden for kvinder var 152 cm og for mænd omkring 163, hvilket svarer meget godt til højden på europæere i samme periode. Da Juan Ponce de Leon som den første spanier kom til det nuværende USA i 1513, mente han, at de folk, han mødte, var kæmper og han kaldte stedet for kæmpernes land. Senere udgravninger har vist at gennemsnitshøjden for mænd fra Timucua-stammen, som de Leon mødte, var omkring 185 cm.  Når de alligevel blev betragtet som kæmper, var det fordi spaniernes gennemsnitshøjde kun var omkring 145 cm. De Leon selv blev betragtet som høj, og han var ca. 150 cm.

Cliff Palace blev anlagt omkring 1200 og forladt igen omkring 1300. Hvorfor indbyggerne forlod stedet er ikke klart. Tørke og dårlig høst kan være en del af forklaring, men angreb fra fjendtlige stammer kan også have spillet ind, for nogle af husene blev forladt, mens der stadig stod måltider på bordene.

Vi kunne have besøgt Cliff Palace, men det krævede en ekstra billet, som skulle have været købt i Visitor Centeret, og så skulle man vente på at få tur. Cliff Palace kan kun besøges på guidede ture og man skal klatre en hel del på lodrette stiger for at komme ikke mindst op fra stedet igen. Vi sprang derfor turen over, og fortsatte rundturen på toppen af mesaen, hvor vi så ruinerne af Sun Temple, en D-formet bygning, som de nulevende efterkommere af Ancestral Pueblos mener, har været en ceremoniel bygning, et tempel.

Da vi havde kørt loopet rundt var klokken efterhånden blevet hen ad 13, så vi besluttede os for at køre videre mod Utah, men først skulle vi jo gennem vejarbejderne igen og det tog sin tid, så den var næsten 14 inden vi var ude af parken igen. Vi kørte tilbage til Cortez og kørte videre mod nordvest ad Route 491. Her kom vi igennem landskaber, der igen var helt anderledes; her var der nemlig dyrkede marker og masser af køer og heste, men lige så snart vi kørte ind i Utah hørte det op. Vi fortsatte til Moab uden yderligere stop, og skulle nu finde et hotel, da vi havde lavet en datoberegningsfejl og først have bestilt hotel fra dagen efter. Og det hotel vi havde bestilt på der, havde ingen ledige værelser.  Vi fik så et værelse på et Super 8 Motel, og det var da også ganske udmærket til en enkelt overnatning.