Liget, der (måske) flyttede sig selv?

Dette er historien om et mord. På mange måder minder denne historie om historien om Tom Dooley, som jeg har brugt mange sider på, på dette site. En kvinde forsvandt og blev ikke set i live igen. En mand blev anklaget og måtte gennem to retssager og to appeller inden han endelig blev hængt.  Der er dog en væsentlig forskel på de to sager. I Tom Dooley-sagen nægtede den anklagede sig skyldig lige til det sidste, men i dette tilfælde tilstod morderen faktisk... sådan da. Han tilstod nemlig kun noget af forbrydelsen, ikke det hele. Den historie, som jeg nu skal fortælle, foregik i Johnson County i Tennessee nær byen Mountain City - og faktisk mindre end 15 km fra det sted, hvor Tom Dooley blev arresteret efter sin "flugt" fra North Carolina knap 40 år tidligere

I et lille samfund få miles fra Mountain City boede i 1903 et ægtepar, Lillie og Melvin Shaw. Hun var 22 og han var en del ældre (59), hvilket ikke var ualmindeligt dengang. De var blevet gift i 1896, da Lillie kun var 15 år, og i 1903 havde de to børn, Mary på 6 og Melvin Jr. på 3. Ægteskabet gik ikke godt, og de gik hver til sit omkring 1. oktober 1903. Efter separationen rejste Melvin til Ohio, hvor han slog sig ned. Hvad der skete med børnene er ikke klart, for de blev ikke omtalt under sagen, men netop det forhold sammenholdt med de senere begivenheder tyder på, at de rejste med deres far.

Lillie flyttede midlertidigt ind hos et andet, jævnaldrende par, Finley (22) og Rachel (21) Preston, og deres fireårige søn, Wiley. I folketællingen fra 1900 angives Finley at være 35 og Rachel til 28, men folketællingerne i denne periode er tit forkerte, når det gælder alder, så det skal man ikke tage så tungt. Finley bekræftede selv sin alder under sagen, så den må antages at være korrekt og i 1920 er Rachel blevet 41, så det passer også.

Mens Lillie boede hos Finley og Rachel fik hun jævnligt besøg af en anden mand, hvis navn ikke kendes i dag. Eventuelle papirer, hvor det blev nævnt er gået tabt. Det viste sig senere, at også denne mand var gift. Måske havde han også besøgt Lillie mens hun var gift med Melvin, det vides ikke, men det kan have været en god forklaring på de ægteskabelige problemer som var opstået i Shaw-hjemmet. Med 37 års aldersforskel på Lillie og Melvin, er det ikke helt umuligt, at Lillie havde andre interesser end ægtemanden. Det lyder i hvert fald utroligt, at hun skulle kunne nå at oprette et tæt forhold til en anden mand på de knap tre uger der gik, fra hun flyttede ind hos familien Preston, til hun selv forsvandt. Den fremmede gæsts besøg hos Lillie kom også til at give anledning til hjemlige problemer mellem ægtefællerne Preston.

Den 19. oktober 1903 forsvandt Lillie Shaw sporløst. Der blev iværksat en eftersøgning som fortsatte i flere dage, men uden at man fandt det mindste spor af hende. Først efter en uges forløb fandt man en hårkam, som hendes ukendte gæst identificerede som en, han havde foræret til Lillie. På stedet hvor kammen blev fundet, var der også spor fra mindst en mand og en kvinde (det blev aldrig afgjort om der havde været flere personers spor), og det så ud som om, nogen havde været oppe at slås på stedet. Dette fik de lokale til at intensivere eftersøgningen, og nogle dage senere fandt man på en anden bakkekam ca. 400 meter fra det sted, hvor kammen blev fundet, noget der lignede en grav, men hvis det var en grav, var den tom, og der blev ikke fundet andre spor.

Et par dage senere fandt man ved et tilfælde på et andet bjerg i området en del af et rækværk, som var knækket på midten og som så ud som om noget havde været båret på det, og nogenlunde samtidigt blev en stolpe fundet ikke langt derfra. Om mandagen, to uger efter Lillie Shaws forsvinden, fandt man rester af et bål. Disse rester blev fundet i en dyb kløft på den modsatte side af bjergkammen hvor rækværket blev fundet og ca. 2 km fra Finley Prestons hjem. Også bålet blev fundet ved et tilfælde, da eftersøgningen efter Lillie ikke omfattede det pågældende område.

Da bålstedet blev undersøgt nærmere, fandt man rester af knogler, hårnåle, metalringe fra snørebåndshuller i støvler, og en fingerring, foruden flere andre småting. Fingerringen, som sad på resten af en finger, blev identificeret som en, den i dag ukendte beundrer havde givet Lillie. De mennesker, som havde fundet tingene, samlede det hele sammen i et lommetørklæde og bragte det til den lokale repræsentant for myndighederne, County Clerk L. B. Morley. Da han undersøgte fundet nærmere, kunne han konstatere at initialerne på Lillies "ven" var ridset i ringen. På den baggrund sluttede han at Lillie var blevet myrdet og hendes lig brændt.

Sheriff C. R. Patten til hest. Fra Tennessee State Library and Archives (TSLA).

Da dette blev kendt, opstod der frygt i området for, hvem der ville blive den næste, og den lokale sherif i Johnson County, Charles R. Patten indledte en efterforskning. I den forbindelse udspurgte han blandt andre Lillies "ven", som kunne fortælle, at han sidst havde set Lillie om morgenen, mandag den 19. oktober 1903, hvor hun var gået over til en nabos hus for at sælge et gevær og en gyngestol. Hun havde brug for pengene, så hun kunne få råd til at rejse til sin mand i Ohio. Under afhøringen fik han afsløret, at hans egen kone havde indgivet skilsmissebegæring, fordi han tilsyneladende ville følge med Lillie til Ohio! (En mærkelig ide, hvis hun faktisk ville rejse op til sin mand.) Han gjorde desuden rede for, hvor han selv havde befundet sig, den dag, da Lillie forsvandt.

Det blev konstateret at manden, som Lillie ville sælge gevær og gyngestol til, boede omkring 5 km fra familien Prestons hjem, og vidner oplyste at de havde set Finley Preston gå omkring i skoven den pågældende dag. Også flere andre spor pegede på Finley som den skyldige, men det knækkede stykke rækværk og stolpen tydede på, at han havde haft en medskyldig, som havde hjulpet ham med at transportere liget de halvanden til to km over bjerget, til det sted hvor bålet blev fundet. Lillie vejede omkring 60 kg, og en mand kunne ikke have transporteret liget alene.

Den 2. november 1903 opsøgte sherif Patten Finley Preston i dennes hjem, og anholdt ham, sigtet for mordet på Lillie Shaw. Hans far, Elbert, blev også arresteret og sigtet som medskyldig, fordi nogle indicier (som ikke er specificeret nærmere) pegede i retning af, at det var faderen, som havde hjulpet med transporten af liget. Arrestationen af faderen gav anledning til lokale spekulationer over, om faderen måske havde været involveret i andet end bare transporten af liget. I begyndelsen af januar 1904 besluttede en storjury, at anklagerens beviser var stærke nok til, at der kunne rejses tiltale for mord mod både Finley og hans far. Inden sagen kunne gå i gang, afgav Finleys kone, Rachel, imidlertid under ed en skriftlig erklæring om, at Elbert ikke kunne have været medsammensvoren, idet Finley og Elbert ikke havde talt om mordet før to dage efter Lillies forsvinden, og det var hende, Rachel, som havde fortalt svigerfaderen om denne. Desuden aflagde hun ed på, at Elbert og Finley ikke var sammen den 19. oktober, eftersom Elbert var hjemme ved huset med hende. Anklagen mod Elbert blev derfor droppet, og den 9. januar 1904 begyndte sagen mod Finley Preston - nu som eneanklaget.

Retssagen

Lillies "besøgsven" forklarede, som han også havde gjort i forbindelse med efterforskningen, at han sidst have set Lillie mandag morgen den 19. oktober, da hun var på vej for at sælge gevær og gyngestol, og at hun havde sagt, at pengene skulle hun bruge, for at få råd til at rejse til sin mand i Ohio. Han bekræftede desuden at han var en ven af Lillie Shaw, og at han havde besøgt hende flere gange, mens hun havde boet hos familien Preston. Han kunne endvidere bekræfte, at hans kone havde begæret skilsmisse to uger før, Lillie forsvandt. Årsagen til skilsmissen var, at han ville rejse til Ohio med Lillie.

En nabo fra den bebyggelse, hvor Lillie og Melvin Shaw havde boet, kunne fortælle, at han ikke havde set Lillie siden hendes mand forsvandt, men han kunne ikke huske hvornår rygtet om, at hun var død, var opstået. Han havde været med i de første eftersøgninger, og det var ham, der havde fundet hårkammen på det sted, hvor der var spor efter kamp. Han havde også været med på det hold, som undersøgte indholdet af bålet (her lyder det som om bålet var afbrændt samme dag, som man fandt det). Under afhøringen fortalte han om de ting, der var fundet i bålet. Han havde også været med, da rækværk og stolpe blev fundet, og det var ham. der var kommet til den konklusion, at liget var blevet båret til det sted, hvor det var blevet brændt. Embedsmanden, Morley, forklarede om undersøgelsen af lommetørklædets indhold, og Dr. Butler fra Mountain City kunne fortælle, at han havde undersøgt de forbrændte knogler fra bålet, og at der var tale om menneskeknogler. I ringen havde siddet en stump knogle, som han kunne identificere som "en del af første led på tredje finger". En tandlæge, Dr. Donnelly, aflagde vidneudsagn om, at han havde undersøgt de forbrændte tænder, der var fundet i bålet, og at efter hans mening, var der tale om mennesketænder. Det var dog kun hans personlige mening, og han kunne ikke sværge på det.

På dette tidspunkt herskede der en stor ophidselse i området, og der blev fremsat mange trusler mod Finley Preston, så for at undgå problemer med de lokale overførte sherif Potter Finley til fængslet i Jonesboro, ca. 100 km  og to amter væk fra Mountain City. Han kunne have nøjedes med at transportere ham 35 km til fængslet i Boone, men det lå i North Carolina, altså en anden sat, og det ville formodentlig have givet for meget papirarbejde.

Da retssagen fortsatte, blev sheriffen kaldt i vidneskranken, og her kunne han selv fortælle, at få dage efter, at han havde anholdt Finley Preston, havde en advokat besøgt fængslet, mens sheriffen var i bygningen, men ikke i cellen. Efter mødet mellem advokaten og Finley havde advokaten meddelt sheriffen, at Finley ønskede at tale med ham. I denne samtale havde Finley Preston erklæret, at han havde dræbt Lillie Shaw ved at skyde hende med en kaliber .38 pistol. Hustruen til Lillie Shaws besøgsven havde tilbudt ham $ 100 og en hektar jord for at myrde Lillie.

Her er det nok nødvendigt at gøre opmærksom på, at både familien Shaw og familien Preston var farvede landarbejdere, som ikke ejede deres egen jord. Et tilbud om at få foræret en hektar jord, havde således særdeles stor værdi, fordi man nu ikke skulle arbejde for andre, men selv havde jord at dyrke. Samtidigt var $ 100 mere end fire måneders løn, måske op mod et halvt år, for en landarbejder i sydstaterne. Noget tyder derimod på, at Lillies ven og dennes hustru har været hvide. Det var stort set kun hvide som ejede jord nok til at kunne forære noget af den væk, og heller ikke mange farvede ejede $ 100, som de kunne bruge til at betale for et mord. Skandalen ved at en gift mand ville "løbe væk" med en anden kvinde, ville være stor, men endnu større skandale ville det være, hvis en hvid mand ville forlade sin hustru til fordel for en farvet kvinde.

Vicesheriffen, der fungerede som arrestforvarer, bekræftede at han havde hørt Finleys udtalelser til sheriffen, Desuden fortalte han, at Finley havde fortalt ham om en udgået træstub i skoven, hvor han havde gemt en kyse og andre ting. Han, vicesheriffen, havde sendt nogle mænd ud til stedet, hvor de havde fundet de ting, som Finley Preston havde indrømmet at have gemt.

Finley Preston fik nu selv mulighed for at aflægge vidneforklaring. Han forklarede at han var gift og boede tre miles (4,8 km) fra Mountain City i en bebyggelse, der kaldtes Sawmill Creek. Han forklarede, at han ikke kunne hverken læse eller skrive, og at han aldrig havde læst så meget som et enkelt kapitel af Bibelen. Han fortsatte med at oplyse at Melvin Shaw og hans kone var gået hver til sit og Melvin var flyttet til Ohio, mens Lillie havde slået sig ned hos ham og hans kone. Han fortalte også navnet på den ven, som var kommet for at besøge Lillie under hendes ophold. (Dette navn er altså gået tabt i senere kilder - eller måske fjernet fra papirerne for at beskytte vedkommende). Så genfortalte han historien om, hvordan Lillies vens kone havde henvendt sig til ham og tilbudt ham en hektar land. Senere havde hun dog solgt jorden, og i stedet tilbudt ham pengene for denne. Han havde accepteret tilbuddet, men havde ingen planer om at føre det ud i livet. "Imidlertid var kvinden (vennens kone) en del ældre end mig og hver gang hun så mig, opildnede hun mig til at gennemføre drabet. Mit hoved var helt forvirret, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre."

Finley fortsatte med at forklare, hvad der skete den 19. oktober 1903. Han havde været ude for at lede efter sine okser, som græssede i skoven. Han havde mødt Lillie på stien "og efter at have udvekslet et par ord med hende, skød jeg hende med en kaliber.38 pistol, og lod liget ligge ved stien. Hun havde overnattet i mit hjem natten før, og jeg ved ikke, hvorfor jeg dræbte hende. Jeg kan ikke give nogen grund til det, bortset fra at jeg var blevet opfordret og hyret til det. Mit sind var i en sådan forfatning, at jeg ikke anede hvad jeg gjorde, på det tidspunkt. Jeg havde ikke noget mod hende, og havde oven i købet givet hende et hjem i to uger."

Efter sit vidneudsagn blev Preston krydsforhørt, og her sagde han blandt andet: "Jeg sagde aldrig til hende, at jeg ville dræbe hende, og jeg tror ikke at hun vidste, at det ville ske. Jeg skød hende i brystet og gik, men ved ikke om hun var død eller ej, men hun sagde ikke noget, efter at være blevet skudt."

Han fortsatte med at forklare at dette skete mandag den 19. oktober 1903. Næste gang han så Lillie var tirsdag nat, hvor han var vendt tilbage til det sted, hvor han havde skudt hende. Her kunne han konstatere at hun var død. Han rørte ikke ved liget, og han dækkede det heller ikke til. Næste nat kom han tilbage, og der var liget forsvundet. "Jeg så aldrig liget igen før jeg så det på den anden side af bjerget, mere end en mile fra hvor jeg havde dræbt hende. Jeg hjalp ikke med at transportere liget over bjerget, jeg flyttede ikke liget selv, og jeg hjalp ikke med at brænde det".

Dermed var vidneførelsen slut. Dommeren instruerede nævningene, som trak sig tilbage, men hurtigt kom tilbage med afgørelsen. Skyldig i mord (Murder in the First Degree), som tiltalen også havde lydt på. Finleys forsvarer anmodede om at sagen skulle gå om, men det blev afvist af dommeren, som dømte den anklagede til at skulle hænges den 2. marts 1904. Den anklagede bad om lov til at appellere og det blev bevilget. Sagen skulle for ved den næste termin i statens Højesteret i Knoxville.

Højesteret undersøgte de forskellige vidneudsagn og bevilgede at sagen skulle gå om. En nyt retssag blev afholdt med samme udfald som den første, altså en skyldig dom. Igen anmodede forsvaret om at sagen skulle gå om med to begrundelser:

1) Kendelsen var ikke tilstrækkelig under bygget af sagens beviser
2) Juryen var indsvoret "voir dire" (med pligt til at udtale sandheden), som de skulle i følge loven, at de ikke var svoret ind med oprejste hænder, og de var ikke blevet opfordret til at kysse Bibelen som bekræftelse på deres engagement i sagen.

Endnu engang afviste dommeren at lade sagen gå om, og den anklagede blev dømt til at skulle hænges den 22. februar 1905. Når der var gået så længe mellem den første og den anden retssag skyldtes det den måde tidens retsvæsen var indrettet på. Det kan man læse mere om i en artikel om Tom Dooley-sagen: Retssystemet i North Carolina (Tennessees var indrettet på samme måde). Sagen blev appelleret endnu engang, men denne gang fastholdt Højesteret imidlertid Amtsrettens dom, og Finley Preston skulle henrettes den 7. november 1905 mellem 10 og 16.

Sheriff W. Greever gør klar til at hænge Finley Preston. Fra Tennessee State Library and Archives (TSLA).

I løbet af 1904 var sherif Patten blevet afløst af Will Greever, som nu skulle gennemføre henrettelsen. Inden henrettelsen kunne gennemføres, skulle der blandt andet bygges et skafot og dette skulle afprøves, og der var nogle juridiske krav, som også skulle bringes på plads. Som ved andre offentlige hængninger dengang, var der stor interesse blandt de lokale omkring opførelsen af skafottet og mange mennesker strømmede til byen for at overvære selve henrettelsen. Den 7. november var en ret kølig novemberdag, men vejret skræmte ikke de interesserede, og efterhånden samledes de fleste mennesker ved domhuset. Da Finley Preston blev bragt til skafottet foran domhuset, var en kæmpe menneskemængde samlet.

Finley Preston blev ført op på skafottet, hvor han fik løkken om halsen. Han gjorde ikke modstand eller kæmpede imod på nogen måde. Han var iført et nyt. blåt sæt tøj af groftvævet stof, nye sokker, sko og slips! Da han blev spurgt om han havde noget at sige, så han ud over forsamlingen, og sagde "OK, folkens. Vi mødes på den anden side". Derefter blev faldlemmen udløst, halsen brækkede, og det hele var forbi.

Senere udtalte en af tilskuerne, at det ikke var et smukt syn at se et liv afsluttet på den måde, og et andet vidne fortalte mange år senere, at han stadig kunne se hængningen for sig, og at han ønskede, at han i stedet var blevet hjemme. Andre tilkendegav samme følelser og flere sagde, at de havde følt kvalme bagefter. Det afholdt dem dog ikke fra at overvære henrettelsen. Som man skrev i en avis i 1971: "Et hundrede dollars, to døde og adskillige sorger foruden mange års dårlige minder og mareridt - og selv tiden har ikke helet alt".

Lusk i affæren

Noget er galt i denne sag! Hvorfor skulle Preston indrømme mordet, men ikke at han havde flyttet liget, og brændt det? Måske for at slippe med at blive dømt for en mindre forseelse end overlagt mord? Det kan også være grunden til, at han påstod, at han ikke havde noget mod Lillie, og at han ikke vidste, hvad han gjorde, da han dræbte hende. Moderne jurister mener dog, at hans forsvarer ville have vidst, at et sådant forsøg ikke ville virke, og at det næppe var at opnå en mildere straf, at han fortalte hvad han gjorde. Så noget kunne tyde på, at det var sandheden; i hvert fald som han selv opfattede den.

Men hvis Finley flyttede liget, hvem hjalp ham så, hvis det ikke var hans far? Og hvis han ikke gjorde, hvem gjorde så? Liget er jo næppe selv gået en mile over et bjerg, har bygget et bål, lagt sig på det og har derefter tændt ild til sig selv. Den mystiske, unavngivne ven, og/eller hans lige så unavngivne hustru er mine primære mistænkte - eller nogen som konen havde betalt for at skaffe liget af vejen. Hvorfor besluttede Finley Preston sig for at tilstå lige efter at have haft besøg af en advokat, ikke "sin" advokat, men "en" advokat. Blev han overtalt til at påtage sig skylden og fik relevante informationer af advokaten, som han kunne give videre til vicesheriffen?  Måske med et løfte om, at nogen ville tage sig af hans familie, bedre end han selv kunne - og måske oven i købet at de ville hjælpe ham til at slippe med fængselsstraf? Det kunne i hvert fald forklare, hvorfor han ikke kunne tilstå transporten, da det jo ville betyde at han skulle involvere mindst en anden person i sagen.

Men hvis det var ham, der var morderen, hvorfor fandt man så spor af en mand og kvinde, der havde været oppe at slås, når han forklarede, at han havde skudt hende på nogen afstand og derefter var forsvundet?

Man kan også undre sig over, hvorfor Rachel Preston var så ivrig efter at frikende sin svigerfar, men tilsyneladende ikke gjorde meget for at hjælpe sin mand. Var hun bange for, at også Finley havde "noget for" med Lillie, så det i virkeligheden var hende og svigerfar, der skilte sig af med denne? Der må jo have været en grund til, at der også opstod ægteskabelige problemer i Preston-hjemmet mens Lillie boede der. Nu blev der jo fortalt, at de Prestonske ægteskabelige problemer blev skabt på grund af den fremmedes besøg. Måske gjorde han også haneben til Rachel. Det kan selvfølgelig også være Rachel, der gerne ville have besøg af "vennen", som åbenbart var velhavende, og at hun ved at myrde Lillie og give sin mand skylden, kunne slå to fluer med et smæk!

Ingen kan vide med sikkerhed, hvad der skete, og ukendskabet til den pågældende ven, gør det umuligt at komme videre. Det er ikke muligt at genfinde Rachel i folketællingen i 1910, men i 1920 boede hun i selve Mountain City, sammen med Wiley, der nu var 18, selv om han var fire i 1903! Hun havde også en datter, Oara B. Preston, som var 17, og som hun må have fået lige efter sin mands arrestation. Hun har altså været gravid, da mordet foregik - eller måske er der også her fejl i alderen, så Oara har været yngre end angivet. Endnu en datter, Vigire var to år yngre end sin søster. Børnene hedder alle Preston til efternavn og det tyder på, at da Finley ikke kan være far til dem alle, var mindst den yngste datter født, uden at Rachel var gift med faderen, eller også har hendels  besøg i fængslet været noget mere løsslupne end det var normalt for tiden! Interessant er det måske, at Oara i følge folketællingen var født i North Carolina, mens de to andre børn er født i Tennessee. Der er imidlertid ikke registreret noget om hendes fødsel i denne stat, men måske tog hendes mor væk, for at hun ikke skulle blive født i omgivelser, der vidste at hendes far sad i fængsel.

I husstanden boede i øvrigt også Rachels bedstemor, Lue Wagner på 83. I 1920 boede Rachel som "head of household" i et hus, som hun selv ejede, og som hun ikke havde optaget pant i. Det var altså tilsyneladende betalt kontant. Hvem mon havde betalt det? Rachel var anført som "enke", så hun har tilsyneladende ikke været gift siden Finleys død. I modsætning til Rachel kunne alle hendes børn både læse eller skrive, hvilket er ret interessant, eftersom ingen af dem havde gået i skole, så hvor mon de har lært det? Rachel ernærede sig som vaskekone, noget som næppe kunne finansiere eget hus, samt forsørge to voksne og tre børn. Hun bestred i øvrigt jobbet fra hjemmet. I 1920 var alle børnene i arbejde. Wiley var offentligt ansat som arbejder, og de to døtre lavede mad på et hotel, men selv alle deres indtægter har næppe kunnet finansiere både et hus, og penge til mad. Bedstemor lavede ikke noget og tjente ingen penge :-) Efter 1920 kan familien ikke længere findes i folketællingerne, så Rachel kan være død eller have giftet sig og det samme gælder døtrene. Wiley eller Willy er der simpelthen for mange, der hed i USA i 1930, til at det er muligt at finde den rigtige, men i Johnson County, Tennessee var der til gengæld ikke en eneste.

Dødsstraf i Tennessee i dag

Folkemængden ved Finley Prestons galge. Fra Tennessee State Library and Archives (TSLA).

Selv om hængning officielt først blev afskaffet i Tennessee i 1913, var Finley Preston den sidste, som blev hængt, og det var statens sidste offentlige henrettelse. I 1913 blev dødsstraffen afskaffet, men allerede i 1916 blev den genindført, nu med den elektriske stol, som aflivningsmetode. I 1995 blev også henrettelse ved dødelig indsprøjtning en mulighed. I dag er sidstnævnte den eneste lovlige henrettelsesmetode i staten. Dog kan dødsdømte, der har fået deres dom inden 1. januar 1999, men som endnu ikke er henrettet, vælge den elektriske stol. Noget af et valg!!

Siden 1916 er 125 mennesker blevet henrettet i Tennessee, flest  i perioden mellem 1916 og 1960. Mellem 1960 og 2000 fandt ingen henrettelser sted. I april 2000 blev Rober Glen Coe som den første henrettet ved dødelig indsprøjtning og i september 2007 blev Darryl K. Holton !efter eget valg" henrettet i den elektriske stol som den første siden 1960. Pt. sidder 75 mænd og 1 kvinde på dødsgangene i de tre fængsler, der har sådanne. Alle henrettelser sker i et enkelt fængsel, men her er ikke plads til kvinder, eller meget voldelige fanger - derfor de tre steder. Donald Strouth, der i dag er 55, har siddet på dødsgangen siden 1978, altså i 37 år! Den 37 år gamle Christa Pike, har siddet på dødsgangen siden marts 1996 - 20 år. Blandt de 75 mænd, er der adskillige, som har mere en en dødsdom hængende over hovedet. Rekorden er 6.

Det diskuteres i øjeblikket i Tennessee om henrettelsesmetoden med giftindsprøjtning er lovlig i henhold til forfatningen, og også selve dødsstraffen som princip diskuteres. Foreløbigt har ingen af de 76 dødsdømte fået fastlagt datoer for eksekveringen af deres domme,