Grave, skibe og en færgetur

Det var blevet tid til at sætte kursen mod vores sidste mål, og afslutningen på årets tur. Vi skulle køre den næstsidste strækning og dagen efter skulle bilen så afleveres i JFK. Dette viste sig at blive en af de dage, hvor vi stort set ikke afveg fra det planlagte. Fra Boston skulle vi køre til New London i Connecticut, hvorfra vi ville tage færgen over til Long Island. Her ville vi så overnatte et sted i nabolaget af byen Riverhead, der hvor øen deler sig i North Fork og South Fork, og sådan kom det stort set også til at gå.

Vi forlod Boston i god ro og orden efter at have fået udleveret bilen af de parkeringsgutter, der havde kørt den væk, da vi ankom. De fik selvfølgelig de obligatoriske drikkepenge, og da vi havde pakket bilen, var det bare om at komme af sted. Da det var søndag morgen, var der stort set ingen trafik inde i Boston, og vi kom hurtigt ud på Massachusetts Road 9, som vi tog omkring 10 miles mod øst til I-95, som vi skulle blive på det meste af turen. Heller ikke på motorvejen var der nævneværdig trafik, så det gik pænt hurtigt derudad. Vi gjorde et enkelt stop for at fylde benzin på bilen, kaffe på mig og en sandwich (som morgenmad) på os begge. Bortset fra dette stop fortsatte vi mod syd, til vi nåede Providence i Rhode Island. Før vi kom ind i selve byen, men efter at vi havde passeret statsgrænsen mellem Massachusetts ogf Rhode Island, forlod vi motorvejen. Det skete omkring forstaden Pawtucket. Formålet var at besøge endnu en kirkegård - den sidste på turen.

Denne gang var besøget initieret af Tim. Han er glad for gyserforfatteren H. P. Lovecraft, som slog sine folder i begyndelsen af 1900-tallet, og som først blev berømt efter sin død i 1937. Lovecraft ligger begravet på Swan Point Cemetery i det nordøstlige hjørne af Providence. Ved hjælp af den upåklagelige gps, fandt vi ret nemt selve kirkegården, men den er med sine godt 80 hektar pænt stor. Så stor, at man kører rundt på den i bil, og det gjorde vi også, men der er mange veje, og mange grave (ca. 40.000 i alt), så det kneb med at lokalisere netop den, vi var ude efter. Til sidst måtte vi, eller rettere Tim krybe til korset, og slå data roaming til på sine telefon, så vi kunne finde stedet via internettet. Vi brugte ellers ikke denne mulighed, da det er ret dyrt at hente data via telefonnettet i USA, og nøjedes normalt med at være på de steder, hvor der var wifi. Men her gjorde vi altså en undtagelse, og fandt da også både navnet på den vej, og nogenlunde det område, hvor graven var placeret, og efter at have kørt rundt i 5 - 10 minutter fandt vi også graven eller i hvert fald gravstenen, som blev behørigt fotograferet. Kirkegården er ganske flot og meget smukt beliggende ved bredden af Seekonk River. Seekonk River er en forlængelse af Providence River og er ligesom denne en såkaldt tidevandsflod, hvilket bare betyder, at dens vandstand og strømforhold påvirkes af tidevandet. På det sted, hvor kirkegården ligger, er floden ret bred, omkring 800 meter og virker nærmest som en sø, hvilket vi da også troede, atdet var, indtil internettet belærte os om noget andet.

Der ligger en del andre mere eller mindre kendte begravet på kirkegården, blandt andre tidligere vicepræsident Nelson Rockefellers morfar, George Corliss, der opfandt Corliss Dampmaskinen, adskillige guvernører over Rhode Island, gyserfofatteren C. M. Eddy, som i øvrigt var gode venner med Lovecraft, og mange flere, som nok mest er kendt i USA. Vi besøgte dog kun et gravsted mere, nemlig det, hvor Ambrose Burnside var begravet. Burnside var generalmajor i nordstatshæren under borgerkrigen, industrimand, opfinder, jernbanedirektør og guvernør i Rhode Island fra 1875 til sin død i 1881. I november 1862 blev han udnævnt til øverstkommanderende over Army of the Potomac efter at han to gange tidligere havde sagt nej til jobbet. Han mente ikke selv, at han var opgaven voksen, og det skulle hurtigt vise sig, at han havde ret. Han var ansvarlig for nordstaternes fatale nederlag ved Fredericksburg, og allerede i slutningen af januar 1863 trak han sig tilbage som leder af hæren, hvor han blev afløst af "Fighting Joe" Hooker, som i øvrigt ikke klarede jobbet spor bedre. Burnside var kendt for sine meget store bakkenbarter (eller kindskæg) som var sammenvokset med overskægget mens kinderne var glatbarberede. Oprindeligt kaldte man derfor denne skægtype for burnsides, men senere blev ordenes rækkefølge byttet om, så det i dag kaldes "sideburns". Efter besøget ved Burnsides grav forlod vi kirkegården og kørte tilbage til motorvejen.

Efter 50 miles på motorvej gennem Connecticut (helt uden kø) gjorde vi den næste afstikker. Det var ved Mystic, hvor vi besøgte Mystic Seaport, som er verdens største maritime museum, som Dorte og jeg også havde besøgt i 2008. Museet ligger ved bredden af Mystic River, og det er især træskibe, der er udstillet. Desværre var hvalfangerskibet Charles W. Morgan ude at sejle, men vi fik da besøgt skoleskibet Joseph Conrad (tidligere skoleskibet Georg Stage, det første, ikke det nuværende), og vi så nogle af de arbejdende værksteder. Desværre skulle vi jo videre, så vi blev kun ca. 1 time på museet, men blev enige om, at vi skulle afsætte tid til at længere besøg, næste gang vi kom forbi. Ud over Georg Stage har også skibet Gerda III dansk baggrund. Hun var oprindeligt forsyningsskib for fyrskibene, men blev under besættelsen brugt til at smugle jøder til Sverige, hvilket er årsagen til hun i dag ligger på museet. Da vi følte, at det var ved at være tid, kørte vi tilbage til motorvejen og fortsatte 7 - 8 miles til New London, hvorfra vi skulle med færgen over til Orient Point på Long Islands North Fork.

Da vi ikke havde bestilt billet (vi anede jo ikke, hvornår vi ville nå frem) kom vi på standby. Vi ankom til færgelejet allerede omkring 12.15 (vi var kørt fra Boston omkring 7.30), og havde jo gjort nogle stop undervejs. Der var ret mange i kø foran os, og de første par færger var helt fyldt op, når de sejlede. Det skete en gang i timen på hele klokkeslæt, så vi så frem til en lang ventetid, men så satte de en ekstra færge ind, og den kom vi med kl. 13.30. Denne færge var meget lille, og havde ombord- og ilandkørsel samme sted, agter. Det betød at halvdelen af bilerne skulle bakke ombord, mens den anden halvdel kørte forlæns. Vi hørte til de sidste, men skulle så til gengæld bakke i land på den modsatte side. Tim var chauffør, mens jeg måtte stige ud af bilen, inden han kørte ombord. Der var simpelthen ikke plads til at åbne døre i begge sider, så tæt var bilerne pakkede. På vej ud fra New London kunne vi nyde de mange flotte huse langs fjorden, og de små værfter, som også lå her. Turen over til Long Island varer ca. 1½ time, og vi tilbragte hele turen oppe på soldækket, hvilket var ret varmt - især fordi jeg havde glemt min kasket nede i bilen, men vi overlevede, og med godt med faktor 30 undgik vi også en solskoldning. Undervejs sejlede vi forbi Plum Island, hvor der siges at være et hemmeligt forsøgscenter, der fremstiller biologiske våben, men officielt er det et center for forskning i dyresygdomme, Animal Disease Center.

Vel i land i Orient Point kunne jeg igen stige ind i bilen, og så satte vi kursen ind modRiverhead, hvor vi ville finde et hotel. Det gik fint det ,første stykke, og ved den lille landtange, der forbinder den yderste del af North Fork med den inderste, kunne vi nyde udsigten til de meget hvide sandstrande ved Dam Point. Vi kørte ind ad New Road 25, hvor Dorte og jeg også havde kørt i 2008 om end den modsatte vej og passerede Sound View, den restaurant hvor vi spiste med Eva og Bill, se artiklen Long Island fra 2008. Da vi kørte gennem Southold talte vi om, hvorvidt vi skulle køre ned til Hill Road W og se om Bill stadig boede i huset, men det lod vi så være med. I stedet fortsatte vi ind gennem Long Islands winecountry, med de mange vingårde. Undervejs passerede vi byer med charmerende navne som Peconic, Cutchogue, Mattituck, Aqueboque og flere andre. Efter vi havde passeret Aqueboque, gik trafikken, der havde været tæt, helt i stå, og de sidste fem miles ind til og gennem Riverhead tog næsten en time. Vi fik et værelse på et Holiday Inn - ret dyrt i øvrigt - men vi nærmede os jo også New York City. Det var vaskedag, så vi spurgte i receptionen om de havde vaskemaskine, men det havde de ikke. De henviste til et møntvaskeri nogle miles tilbage, hvor vi kom fra. Det betød at vi skulle ud i trafikken igen, og den var faktisk lige langsom i begge retninger. Alligevel kastede vi os ud i det, da vi havde fået båret alt fra bilen op på værelset. Bilen skulle jo afleveres dagen efter, så kufferter og tasker skulle ompakkes, og der skulle ryddes op. Sidstnævnte klarede vi nu først næste morgen.

Da vi havde fundet vasketøjet frem, drog vi af sted. Desværre var der ikke et møntvaskeri, der, hvor vi havde fået besked om at det ville være. Heller ikke vores gps var hjælpsom. Den kendte et vaskeri mere end 25 miles længere inde mod New York, så vi opgav planen og blev enige om, at hvis vi kom til at mangle sokker eller underbukser, måtte vi købe nogen. I stedet lokaliserede vi et Walmart, hvor vi endnu engang kunne forsyne os med frugt og vand, og endnu engang blev vi snydt. Da vi fandt adressen, var der absolut ikke noget Walmart, men bare en parkeringsplads og en bygning, der måske engang har rummet supermarkedet. Interessant er det i øvrigt, at Google Earth også kender det pågældende, ikke eksisterende supermarked. I stedet fandt vi et K-Mart, der plejer at være lige så godt, men ta-da, de havde hverken frisk frugt eller grøntsager, så vi opgav. Selv om klokken kun var omkring 17, blev vi enige om, at vi ikke orkede kørsel endnu engang, så vi lokaliserede en Applebee's lidt længere inde ad øen end hotellet, kørte dertil og spiste en tidlig aftensmad. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet og begyndte at pakke.