Grand Canyon Railroad

Jeg har andetsteds beskrevet vores besøg ved Grand Canyon i 2006, så det vil jeg ikke gøre her. I stedet vil jeg fortælle lidt om turen derud og tilbage med Grand Canyon Railroad.

Umiddelbart efter morgenmaden den 3. juli 2006 begav vi os på vej mod stationen i Williams, hvor vi havde overnattet. Selv om den lå lige bag vores hotel, var det en længere tur, da man skulle ud på en større omvej for at komme over sporene. Dorte var i øvrigt ret træt denne morgen. Hun havde været vågen adskillige gange om natten, netop på grund af stationen. Med jævne mellemrum kørte nogle meget lange godstog gennem byen, og når de passerede stationen, gav de sig, af en for os ukendt grund, til at tude i deres fløjte, og da togene var lang tid om at passere, kunne et fløjt godt tage sin tid. Hver gang, der blev fløjtet, vågnede Dorte. Jeg derimod sov hele natten og hørte kun togene morgen og aften, når jeg alligevel var vågen. Grunden til at vi skulle til stationen var, at vi have besluttet os for at lade bilen stå, og tage med et veterantog til Grand Canyon. Vi havde læst om det i brochure, vi havde fået i receptionen  på det bed & breakfast, vi boede på. Ved deres hjælp havde vi også fået bestilt billetter, og i den forbindelse fået at vide, at turen startede med en wild west forestilling ved stationen klokken 8.30, og umiddelbart derefter ville toget så afgå.

Togrejsen var i øvrigt også et eksempel på, at vi havde ændret holdning til en række ting, siden vi besøgte USA første gang 6 år tidligere. Første gang vi var i USA, havde vi været chokerede over en svævebanebillet til $8 pr. næse. Men denne gang var prisen betydeligt højere uden at vi blev "skræmt" af det.  Da vi dagen før havde bestilt billetter til togturen, havde vi studeret brochuren nøje og konstateret, at der var flere muligheder at vælge mellem. Blandt disse var "coach class", hvor man kunne vælge mellem gamle Pullman vogne fra 1923 (med aircondition i form af vinduer, der kan åbnes, og vifter i loftet) eller Budd vogne af lidt nyere dato, som faktisk har rigtig aircondition. Serveringen på coach class var sodavand, alt andet skulle man selv betale. Den næste klasse var "club class.". Vognene var også Pullman vogne fra 1923, men vognene havde bar med ståhøjde i mahogni, baren altså, ikke ståhøjden, hvor man kunne købe drinks. Desuden havde vognene gulvtæpper og elektrisk opvarmning (ikke så aktuelt i juli). Serveringen bestod af kaffe og kage foruden sodavanderne. Næste klasse var "first class". Her var der fire forskellige vogne, Colorado River, Anazazi, Coconino og Kokopelli. Vognene er lidt forskellige, men de er alle nyrenoverede vogne fra gamle tog. Fx har Kokopellivognen (fra 1955) kørt med toget The Empirebuilder, som kørte mellem Chicago og Seattle mens Anazazi har kørt på Southern Pacific jernbanen. Alle disse vogne har aircondition og sæderne er noget mere magelige end i Pullman vognene. Derudover har denne klasse en særlig togvært/inde, der kun tager sig af passagerne i den pågældende vogn. Og her serveres både kaffe, te, sodavand, kager, sandwich, frisk frugt, ost, kiks, slik, togværtinden serverer drinks (mod betaling) og på hjemturen serveres gratis champagne. "Dome class" er den næste klasse. Denne findes i to af "first class" vognene (Coconino og Kokopelli), og består af en "første sal" med vinduer hele vejen rundt, og serveringen er den samme som på "first class". Den sidste og dyreste klasse er "parlor car". Vognen minder om "first class" men den har rigtig bar, og der er en åben terrasse, som man kan gå ud på. Denne vogn er derfor altid bagest i toget. Serveringen er den samme som på "first class" bortset fra, at der er større udvalg i "betalingsbaren".

De forskellige klasser har selvfølgelig forskellige priser. Billigst er coach class og dyrest er parlor car. Coach kostede $60 og parlor car $155. Seks år tidligere havde vi enten taget coach class eller helt kasseret planen om at tage toget, men nu valgte vi den gyldne middelvej at tage first class. Det kostede $120 – pr. snude – for en returbillet. Tidligere ville vi have værget os ved at betale så meget for en turistoplevelse. De 65 dollars vi betalte for at komme på sumptur i New Orleans, var endda lige i overkanten, men de ca. 1.450 kr for os to tilsammen for en tur på 103 km hver vej var nu givet meget godt ud.

Da vi kom til stationen skulle vi lige ind i stationsbygningen og hente og betale for den billet, som vi altså havde bestilt dagen før, og det gik ganske smertefrit. Da vi havde fået vores billet, spadserede vi til den fjerneste ende af stationsbygningen. Her var der opsat tilskuerpladser og kulisser til en western by, og her skulle vi overvære et "shoot out" mellem nogle skurke og sheriffen. Efter diverse morsomme indslag, hvor publikum blev inddraget, endte det med, at skurkene udpegede en af publikum som den rigtige skurk, så denne stakkel blev kaldt ned på scenen og anholdt. Men med hjælp fra børnene, der var til stede, fandt sheriffen de rigtige skurke, og ikke den tilskuer, som skurkene sagde, var skurken, hvis man forstår hvad jeg mener. Og så endte det hele med, at sheriffen skød alle skurkene, undtagen et par stykker, som i stedet skød hinanden. Den ene af skurkene landede, nok bevidst, i en bunke hestemøg, så han var nødt til at flytte sig (efter sin død), hvilket vakte stor jubel hos tilskuerne, og det var jo nok også meningen.

Da skyderiet var færdigt fandt vi den vogn, som vi havde fået plads i, og da vi steg ind, blev vi modtaget af vores stewardesse (togværtinde), som viste sig at hedde Terese. Selve jernbanen er i dag privat, og fragter alene turister mellem Williams og Grand Canyon, men frem til 1968 var den en del af Santa Fe Railroad Company og havde forbindelse til både Santa Fe og Chicago. Mellem Williams og Grand Canyon Village har banen kørt siden 1901. Vores vogn var Kokopelli, en af de to, der på første sal havde dome class. Da vi havde fundet vores pladser, kom Terese ind og fortalte om turen. Den skulle gå til Grand Canyon Village og det ville tage omkring 2 timer og et kvarter, at køre de 100 km. Togets gennemsnitsfart ville være lidt under 50 km i timen, og tophastigheden var 65. Vi ville kun sjældent komme under 15 km i timen! Vi skulle køre fra de ca. 2000 meters højde Williams lå i til de 2.100 meter, som Grand Canyon lå i, men undervejs skulle vi ned i ca. 1.500 meters højde og op igen. Det betød, at vi skulle køre gennem meget afvekslende landskaber fra bjerge med fyrretræer til prærie- og ørkenlandskaber. I en brochure, som vi fik udleveret, stod lidt om nogle af de dyr og planter, vi kunne se undervejs.

Til sidst fortalte Terese, at hun om et øjeblik ville komme tilbage og sælge os drinks, og hun forklarede at jo mere vi drak, jo flere dyr ville vi sikkert se. Da hun lidt senere kom tilbage – hun skulle lige have fortalt den samme smøre i overetagen – havde hun to drinks på programmet, og da nogle var lidt tilbageholdende med at bestille, forklarede hun, at der ikke var noget galt med at drikke spiritus klokken 9 om formiddagen, for klokken var jo 17 et eller andet sted i verden J. I det hele taget havde hun mange kloge bemærkninger undervejs. De fleste har sikkert været indstuderede, og hun har brugt dem på hver eneste tur, men hun fik dem afleveret på en naturlig og ganske charmerende måde, så man var overbevist om, at det kun var os, hun fortalte det til. Men den teknik bruger jeg jo også selv, når jeg "optræder" for mine elever, så den virker som regel ganske effektivt, og det gjorde den altså også her. Dorte og jeg bestilte en Bloody Mary, som kom i flere varianter fra mild til "spicy". Vi tog den sidste, og der var ikke sparet på tabascoen – men den smagte rigtigt godt. Prisen var 3½ dollar (21 kr), så det var ikke så galt. Senere fik så vi både kaffe og sodavand og nogle kiks, som var inkluderet i prisen.

Da Terese var færdig med at servere drinks, kom en navajoindianer ind i kupeen og gav sig til at underholde os med sang og guitarspil. Han hed Clarence Clearwater, og han startede med nogle navajosange, som ingen af os selvfølgelig forstod meget af, men smukke var de. Senere fortsatte han med sange på engelsk, tysk, fransk og japansk, men han indrømmede, at han selv kun talte og forstod engelsk og navajo, så de andre tekster havde han "bare" lært udenad. Da han var færdig med at synge, sad vi så og hyggede os med kaffen/teen, mens vi nød landskabet, som vi kørte igennem. Som Terese havde omtalt, var landskabet meget varierende. I begyndelsen og slutningen af turen, hvor man er højt oppe er det især gran, fyr og asp, der dominerer, ikke mindst de såkaldte ponderosafyr, som fuldstændigt dækker bjergene omkring Williams. På de lavereliggende strækninger af turen så vi også enebær og pinyon (som også er et nåletræ), forskellige arter bynke og en masse buskagtige vækster, og så en masse græs af en art, som tilsyneladende ikke har noget dansk navn, men som kaldes grama på de kanter. Dyr så vi derimod ikke nogen af bortset fra køer, selv om brochuren havde lovet os muligheden for at se både pumaer, hjorte, egern og stinkdyr, foruden fugle som hvidhovedet ørn (USA's nationalfugl), hornugler, ravne og californisk kondor. Så her har vi noget til gode.

Kort før vi nåede frem, kom Terese tilbage og uddelte vandflasker. Hun gav også instrukser til de, der havde bestilt en bustur ved Grand Canyon i forlængelse af togturen, og så var det at hun sagde, at hun engang havde hørt, at nogen mente, at livet bestod at et bestemt antal åndedræt. Det var hun slet ikke enig i. Hun mente derimod, at det, der virkelig skabte livet, var alle de øjeblikke, hvor man havde oplevelser, der fik én til at tabe vejret. Og sådanne oplevelser kunne vi se frem til mange af, under vores ophold ved Grand Canyon.

Returbilletterne var til samme vogn, som vi havde kørt ud i, selv om det var andre pladser, så det var igen Terese, der var værtinde. På hjemturen blev vi igen underholdt med sang, men denne gang var det en hvid countrysanger. Han sang udmærket, men det var ikke helt så spændende som Clarence Clearwater, og han præsenterede sig da heller ikke. I øvrigt talte han meget længe før han kom i gang, så det blev kun til to sange, inden han skulle videre til de, der sad i udsigtskuplen på øverste etage.

Terese serverede nye drinks (igen mod betaling) og denne gang drak vi en Canyon Sunset, som var baseret på kokosrom og ananasjuice og som smagte ganske fortræffeligt. Prisen var den samme som på vejen ud. Senere fik vi så kaffe, ost, kiks, frugt og champagne. Mens vi spiste og drak, kunne vi så igen nyde naturen på vej tilbage til Williams.

Da vi nærmede os byen, blev toget stoppet af togrøvere på heste med tørklæder for ansigtet (røverne, ikke hestene), men trods det var de nu ret lette at genkende. Det var de samme, som sheriffen havde skudt om morgenen! Til gengæld var sheriffen blevet udskiftet, men han var måske død i mellemtiden. Jeg har glemt hvad banden hed, men, på den anden side af toget holdt en hestetransport klar til at køre hestene tilbage til byen, når røverne var kommet ombord i toget. Den detalje ser man sjældent i westerns J. Her finder hestene åbenbart selv hjem, eller løber videre sammen med toget. Man får i hvert fald aldrig en forklaring på, hvordan skurkene i næste scene igen kan sidde på de heste, de netop har forladt for at springe på et tog i fuld fart. For at ingen skulle komme noget til, standsede vores tog helt op, så røverne kunne komme standsmæssigt ombord.

Terese øvede længe med os, for at vi skulle virke passende forskrækkede, når røverne kom til vores vogn, og efter to, tre forsøg var hun tilfreds. Da de var startet i den første vogn, og vi var i en af de sidste, skulle de lige igennem Pullman vogn A, B, C, D, og så 4 navngivne vogne, inden det blev vores tur, men som hun sagde: "Have patience – you will all be robbed". Hun fortalte endvidere, at røverne beholdt det, de røvede, og de gav ikke byttepenge, så Dorte skyndte sig at finde en dollarseddel frem, som de kunne røve! Efter en del ventetid kom røverne så til vores vogn. To styk. Det vil sige den ene fortsatte til de "rige" oven på, så der var kun én røver til at røve os alle (der var ca. 15 mennesker i kupeen), men det lykkedes, selvom han blev lidt overrasket, da passageren på sædet foran vores viste sig at være en katolsk nonne fra Taiwan. Her vidste han ikke helt, hvordan han skulle gribe sagen an, men hun insisterede på at blive røvet på lige fod med alle andre. Og så tog røveren også hendes fattige spareskillinger. Da alle vogne var blevet røvet, blev røverne så fanget af sheriffen, med god hjælp af de tilstedeværende børn, som hurtigt udpegede røvernes gemmested. Men de blev nu åbenbart hurtigt løsladt igen, for da vi forlod vognen på stationen stod både sherif og røvere pænt uden for og gav hånd.

Da røveriet var overstået fortalte Terese, at når man som hun, blev røvet fire gange om ugen på samme tid og sted hver dag, gik lidt af overraskelsen efterhånden af. Til gengæld underholdt hun selv med historien om første gang, hun prøvede at ride, og endte med hovedet under hesten fordi sadlen ikke sad fast. Det grinede alle meget af, hvilket hun var helt uforstående overfor. Men hun indrømmede dog til sidst, at der havde været tale om en mekanisk hest, som man kommer penge i, på samme måde som de rodeotyre, man også kan prøve i forskellige tivolier i Danmark. Lige inden vi ankom til stationen sagde Terese farvel, og hun gik rundt og gav hånd til samtlige passagerer, og så sluttede hun med at sige, at hvis vi ville rose hende overfor selskabet, var hendes navn Terese G (G'et var vigtigt, da der var ansat flere af det navn). Hvis vi ville klage, hed hun May J.