Grand Canyon

Vi besøgte Grand Canyon i juli 2006, og det var en fantastisk oplevelse.

Vi kørte med Grand Canyon Railroad fra Williams, Arizona til Grand Canyon Village ved South Rim.

Da vi stod af toget, fandt vi et stoppested for en af de gratis busser, der kører rundt i området. Denne rute (den blå)  førte rundt i selve landsbyen, og den kom også forbi det sted, hvor ruten, der kørte vest på langs canyonen startede. Da vi stod af den blå rute, kunne vi se en lang, lang kø for at komme med den røde. Der holdt en bus ved stoppestedet, og chaufføren fortalte, at hun mente at med en kø af den længde, ville vi tidligst komme med den fjerde bus, og da de kun gik hvert kvarter, ville det stjæle mindst en time af vores tid. Vi kunne selvfølgelig have fået mere tid ved at køre derud i bil, men så havde vi jo ikke oplevet togturen. Mens vi stod og sludrede om, hvad vi så skulle gøre, kom en ung pige hen til os. Hun viste sig at være dansker, og hun havde hørt vores samtale. Hun foreslog, at vi gik ud til den næste stoppested. Det var ca. 8-900 meter langs kløften, og her stod så mange af, at man altid kunne komme med den første bus, der kom, og så havde vi jo også fået oplevelsen ved at gå langs kløften med. Så vi sagde tak og vandrede af sted med rygsæk, kameraer og vandflasker.  

Ved det næste stoppested kom vi ganske rigtigt med den første bus, og den tog vi så et enkelt stoppested, hvor vi igen stod af for at nyde synet af kløften. Da der kom en ny bus tog vi denne ud til Mojave Point, som togstewardessen havde anbefalet, at vi skulle gøre. Her stod vi igen af og nød udsigten over kløften, som her var helt anderledes end ved det første stop. Bagefter gik vi ad en ret smal sti, der visse steder gik helt ude på kanten (nej, der var ikke rækværk), de ca. 1,5 km tilbage til stoppestedet Hopi Point. Det var en meget spændende oplevelse at gå ca. 30 cm fra et fald på 1½ km stort set lodret ned, men vi syntes på intet tidspunkt, at det var farligt. Og på trods af at Grand Canyon er USA's mest besøgte nationalpark, mødte vi faktisk forbløffende få mennesker på vores spadseretur.  

At beskrive Grand Canyon er ganske simpelt umuligt, og selv billeder yder den ikke retfærdighed, specielt ikke dem, vi tog, for der var ret meget varmedis den dag. Men flot er den, og den bedste måde at udtrykke det på, at nok at sige, at "det s'gu er et imponerende hul, de har fået anlagt". Selve kløften, der skærer sig ned i Colorado Plateauet er 446 km lang og visse stedet mere end 1.600 meter dyb. Der findes dybere kløfter i USA, fx i Idaho, men ingen af dem er så imponerende et syn som Grand Canyon med de mange farver, og mange eroderede klippeformer, som er med til at gøre kløften til noget helt særligt, og den lokker da også millioner af mennesker til hvert eneste år.

Da vi kom tilbage til stoppestedet ved Hopi Point, var der mange mennesker, der ventede på at komme med bussen tilbage til landsbyen, og selv om vi brugte en del tid til at se på naturen ved det stop, hvor vi jo ikke havde været før – der var specielt en god udsigt til floden mere end en kilometer nede i dalen – blev der ikke færre. Vi kom dog med den 3. bus der kom, selv om vi var de allersidste, der var plads til. Tilbage ved blå linie kunne vi til gengæld se, at hvis vi skulle vente på at komme med en bus her, ville det komme til at knibe med at nå toget, så vi valgte at gå tilbage til stationen, som vi nåede ca. ½ time før "pøblen" skulle gå ombord. Vi første klasses passagerer* havde et kvarter ekstra! Vi have altså tre kvarter, til vi skulle være i toget, og vi var ret tørstige, så vi besluttede at gå op ad bakken til El Tovar hotel, som ligger lige oven for jernbanestationen. Hotellet er bygget i 1905, og det er det ældste hotel, der ligger helt ude ved Grand Canyon. På trods af beliggenheden er priserne ikke overvældende. Man kan få værelser fra omkring 140 dollars per nat i juli måned, og det er ikke galt på et turiststed. Til gengæld skal man være hurtigt ude, for der er mange, der reserverer flere år forud. Hotellet blev bygget af Fred Harvey, en englænder, der revolutionerede amerikansk hotelservice. Han opfandt blandt Harvey Girls, som var servitricer, der i bedste engelske stuepigestil (sort kjole med hvidt forklæde og kappe), serverede for gæsterne på hans hoteller, og der blev lavet ny, frisk kaffe hver anden time, uanset om den tidligere kande var tømt eller ej.  

Det viste sig nu, at køen i hotellets butik var for lang til at vi gad stå i den, så i stedet valgte vi at besøge Hopi House. Hopi House, der også er fra 1905, er et galleri/butik, der sælger indiansk kunst og kunsthåndværk – og  i dag også mere souvenirprægede ting. Huset er tegnet af en berømt arkitekt, Mary Jane Colter og holdt i den stil de gamle Pueblo indianere byggede i (hopierne er en del af Pueblo folket). Vi købte derfor et par T-shirt, som kun sælges her, og en kasket til mig; Dorte havde allerede fået én i San Francisco, så nu var det min tur. Nå ja, og så de vand, vi var gået op for at købe. Da vi kom ud af huset var der optræden af nogle navajo indianere. Først spillede en musiker en af sit hjemlands vemodige melodier på fløjte, og derefter var der trommedans. Vi nåede at se to unge mænd danse "Bow and Arrow Dance", en dans som danses i forbindelse med navajoernes healingceremonier, og så så vi begyndelsen af to unge pigers "Navajo Maiden Dance", der skal vise de unge mænd, hvor gode pigerne er til de huslige pligter, som en navajo kvinde skal kunne. Denne dans nåede vi desværre ikke at se færdig, da vi jo skulle nå vores tog.

* Se Grand Canyon Railroad

Se flere billeder fra Grand Canyon her.

 - Til toppen -