Byen, som kom og gik
Overskriften kan formodentlig dække over mange byer, ikke mindst i USA, hvor mange byer er opstået i forbindelse med mineralfund, fx guld, sølv eller andre mineraler, og som er forsvundet igen, når mineralforekomsterne er blevet udtømt igen, og som nu henligger som spøgelsesbyer. Denne artikel handler imidlertid om en by, som opstod af andre årsager, og som i dag er forsvundet på nær et enkelt hus, og stedet, hvor den lå, er nu dyrket land. Artiklen er faktisk en noget omskrevet del af et kort, men her udvidet afsnit af en kommende bog, så betragt den som et oplæg eller en reklame, og hvis du vil læse afsnittet, som findes i et kapitel, der som arbejdstitel har "Hvor mon det er?" - og de øvrige kapitler i bogen, bliver du nødt til at investere i den, når den kommer, formodentlig sidst på året. Men indholdet af afsnittet passede godt her, da historien handler om noget historisk historie, og jeg har udvidet det med flere med historiske kendsgerninger, så nu har jeg altså valgt at bringe den under rubrikken Historie(r) her på min hjemmeside.
Bygningen, som tidligere rummede Grandins pensionat, her i 2015.
Som det vil være læsere af denne side bekendt, er jeg meget interesseret i historien om Tom Dooley, har forsket i en den i årevis, og har udgivet to bøger, hvoraf en er fiktion, om sagen. Foruden naturligvis en række artikler her på siden. Og det var i forbindelse med min forskning i denne sag, at jeg faldt over den historie, som jeg her skal fortælle. For mange år siden købte jeg min første bog om Tom Dooley sagen. I denne kunne jeg læse at en mand ved navn James Isbell havde været Toms ivrige forfølger og nemesis. Det var spændende nyt for mig, da ingen ved det navn var nævnt i en eneste af de legender eller sange om sagen, som jeg kendte, og kun meget få af de hjemmesider, der omtalte sagen, nævnte hans navn. I bogen blev det blandt andet omtalt. at hans hjem havde ligget nær ved nutidens Grandin Road i Caldwell County i North Carolina.
På det tidspunkt sagde det mig ikke meget, og jeg anede ikke, hvor præcis vejen lå, og jeg kunne ikke finde den på de oversigtskort, jeg havde adgang til. Google Earth og Google Maps eksisterede endnu ikke på det tidspunkt. Senere, da jeg fik adgang til disse kortapplikationer, fandt jeg den uden problemer, og endnu senere kom jeg til at køre på den mange gange, og nu kan jeg slet ikke undgå det, når jeg er på de kanter, da nogle af mine gode venner i området bor på en sidevej til Grandin Road. Ved mit første besøg efter at jeg havde fundet ud af, hvor vejen lå, ville jeg så prøve at identificerer stedet, hvor denne Isbell havde boet, men det lykkedes kun delvist, og faktisk ved jeg stadig ikke med sikkerhed, hvor hans hus, som for længst er forsvundet, lå, selv om jeg nok kan komme det forholdsvis nært. Nu er det imidlertid ikke Isbell, jeg skal fortælle om her men Grandin Road eller rettere historien bag denne vejs navn. I området er mange veje opkaldt efter personer, fx Bill Horton Road, Ottie Allen Road, Conley Schumacher Road, Casper Hawkins Road m.fl., så jeg gik ud fra, at det samme også gjaldt Grandin Road, men det var ikke noget jeg tænkte voldsomt meget over, da det jo for min forskning i Dooley-sagen var ligegyldigt, hvem der havde givet navn til en vej, som end ikke eksisterede på Dooleys tid. Men det skulle vise sig, at jeg kun havde delvist ret.
På et tidspunkt, under et af mine besøg i området, blev jeg imidlertid irriteret over, at jeg ikke kunne finde huset, eller så frem det var forsvundet, så i det mindste stedet, hvor det havde ligget. Jeg vidste, at James Isbell og hans hustru samt flere andre familiemedlemmer var begravet på en kirkegård ved Grandin Baptist Church, og da denne kirke er langt yngre end de begivenheder, jeg var interesseret i, regnede jeg med, at der oprindeligt måtte have været en privat familiekirkegård for familien Isbell, og at huset derfor måtte have ligget i nærheden. Jeg besluttede mig derfor for at besøge det lokalhistoriske museum i Lenoir, amtssæde i Caldwell County, det amt, hvor vejen som nævnt ligger, for at se, om de kunne hjælpe. De kunne så fortælle mig, at vejen ikke var opkaldt efter en person, men efter en by (som til gengæld var opkaldt efter en person). Desværre var byen for længst forsvundet, og kun et hus var tilbage; et hus som i byens storhedstid havde været pensionat. Familien Isbells hus, som havde ligget der længe før byen blev etableret, kunne de dog ikke hjælpe med, da det var forsvundet for mange år siden, måske allerede før byen forsvandt. Det sidste tog de nu fejl i, men i dag ER det væk. Jeg kørte derfor straks ud for at lede efter pensionatet, men helt uden held, selv om jeg kørte rundt og betragtede alle de huse, som jeg kørte forbi på Grandin Road, for at se om de mon kunne have været pensionat i begyndelsen af 1900-tallet, men jeg blev ikke meget klogere. I hvert ikke før et års tid senere, da jeg lærte en mand ved navn John Hawkins at kende. Han var pensioneret direktør for det lokalhistoriske museum og utroligt vidende om lokalhistorie. Heller ikke han kunne hjælpe mig med Isbell-huset, men han kunne fortælle præcis, hvor jeg kunne finde pensionatet, og det viste sig, at jeg faktisk havde set det mange gange - dog uden at vide at det var det; mest fordi det slet ikke lå på Grandin Road, men på en sidevej til denne, Howell Farm Road. Til gengæld kunne han fortælle, at de oppe på museet havde en bog om byen Grandin. Denne bog var skrevet af en halv- eller kvartfætter til John, og den indeholdt så vidt John huskede, kort over Grandin som den havde set ud, da den eksisterede. Han ville også gerne præsentere mig for "fætter", men desværre havde jeg ikke mere tid ved den lejlighed, da jeg skulle tilbage til Danmark, men jeg nåede da ud til området igen og fik taget et billede af den bygning, som tidligere havde været Grandins pensionat, men som nu var privat bolig.
Udsnit af Grandins byplan. Bygningerne øverst med gadenavne er beboelseshusene. A er selskabets kontor. B er pensionatet. C er Harley Hunts bolig. D er butikken, E er kirken og F er søstrene Greers hjem. G er savmøllen , H er tørrehuset, I er en tørreovn, J er hestestald og K er kantmøllen. L er en affaldsbrænder, M er tre ovne til at tørre mursten, N er planeringsmøllen , O er et kedelhus, mens P er lagerbygning til det færdigbehandlede tømmer. S er grovsmedjen, T er endnu et kedelhus og V er en bygning til opbevaring af ubehandlet tømmer. W var en såkaldt "log pond, hvor de fældende træstammer kunne holdes fugtige og endelig var X jernbanestationen. Fra dammen kunne de transporteres via kanalen U til savmøllen. Ud over de viste bygninger var flere andre, som ligger uden for det viste udsnit af planen.
Da jeg kom tilbage året efter, var John bortrejst, så jeg mødte ikke fætteren, men jeg besøgte igen museet, hvor den da- og nuværende direktør, Cindy (der er kun to ansatte, det øvrige personale er frivillige), beredvilligt fandt bogen og lod mig læse den på museets læsesal. Hun fandt også nogle andre bøger og artikler, som omtalte byen Grandin. I bogen, skrevet af fætter, fandt jeg da også kortet, som jeg fik en fotokopi af, og ganske rigtigt var Isbells hus vist, men desværre hjalp det ikke meget, for vejforløbet i området er ændret siden 1920'erne og det er ikke helt klart, hvordan kortet passer ind i det nuværende landskab, så selv om jeg nok er kommet lidt nærmere, har jeg altså stadig ikke fundet huset. Til gengæld vakte min læsning min interesse for selve byen, og selv om der ikke findes voldsomt meget information om den, er det byens historie, jeg vil fortælle her.
I begyndelsen af 1900-tallet ville en mand ved navn William J. Grandin Jr. investere i og tjene penge på tømmerindustri. William Grandins far var den kendte William J. Grandin Sr. (kendt i hvert fald af de som interesserer sig for amerikanske forretningsmænd i sidste halvdel af 1800-tallet), som var en af tre brødre, som blev kendt som - ta dah - "The Grandin Brothers", og som især slog deres folder inden for bankvæsen i Pennsylvania, som storfarmere i Dakota-territoriet, og som også kontrollerede Missoury Lumber and Mining Company, og der var vist også nogle oliekilder involveret. Både far og søn stammede oprindeligt fra Tidioute i Pennsylvania. Faderen var imidlertid rejst vest på for at passe sine forretninger der, men vendte tilbage til Tidioute, efter at have tjent en formue på landbruget, banken, mine- og tømmerforretningen og måske oliekilderne. Interessen for at blive rig på tømmer, lå altså ikke fjernt for William Jr. Hans plan var at købe et område med skov og oprette et savværk, og så "udskibe" såvel hele stammer, som behandlet tømmer via en jernbanelinje, som skulle bygges fra det område han købte, til North Wilkesboro, hvor den nærmeste jernbanelinje gik dengang.
Han sendte derfor en medarbejder (i visse kilder kaldet en spejder) ved navn Harley Hunt til det vestlige North Carolina for at undersøge mulighederne. Hunt kunne lide området, og mente at det var muligt at finde et godt sted, både til at fælde træerne og til at opføre savværket. Han fandt et skovdækket område (hvilket ikke har været svært) omkring byen Darby i Wilkes County i North Carolina i det område, som kaldes The Foothills. The Foothills er de østligste udløbere af de forskellige bjergkæder i Appalacherne, her konkret Blue Ridge Mountains, inden bjergene bliver til det, som kaldes piedmontområdet - højsletten mellem bjergene og kystsletten ved Atlanterhavet. The Foothills er præget af lave, stærkt eroderede og afrundede bakkekamme, som selv i dag er tæt bevoksede med skov, og det var de altså i endnu højere grad, da Grandin var på udkig efter jord. Darby lå omkring 30 km fra North Wilkesboro i luftlinje og noget længere, ca. 40 km af datidens (og nutidens) veje. Det endte med, at Grandin i 1911, for et beløb af $950.000 (ca. $26 millioner i 2021) købte et område på omkring 250 km2 af den tidligere sydstatsgeneral, Robert F. Hoke, som nu var blevet forretningsmand, og ud over at eje et par miner og et hotelresort i North Carolina, ejede han også et firma, der fremstillede kildevand på flasker, og altså jorden omkring Darby. Men ud over at sælge jorden til Grandin, har Hoke ikke noget med denne historie at gøre. Hunt havde også fundet et sted, hvor der kunne anlægges, ikke bare et savværk, men en hel tømmerby. Dette sted lå omkring 20 km sydøst for Darby og syd for Yadkin River i Caldwell County, hvor de to mindre vandløb, Kings Creek og Little Kings Creek mødes. Her kunne man altså få vandkraft til at drive savværket. Og her kommer "min gamle ven" James Isbell ind i billedet igen, men kun for en kort bemærkning. James far, Thomas Isbell, havde ejet en stor farm ved Kings Creek, men da han døde viste det sig, at han var så forgældet, at hele farmen måtte sælges. Farmen blev solgt til en mand ved navn James Steele, og nu var den ejet af dennes søn John. Da hans mor død, arvede James Isbell den farm, som hun havde haft med ind i ægteskabet som medgift. Isbells nærmeste nabo var hans søster og svoger, Cornelia og Lafayette Greer, som dog begge var døde på dette tidspunkt, (Lafahyette i 1892 og Cornelia i 1903), og farmen ejet af parrets tre ugifte dørte, Clara, Ida og Lillie Greer. For at skabe plads til byen, købte en Hunt i 1911 en del af John Steeles farm, og med en lokal mand ved navn J. T. Henderson som formidler, etablerede han kontakt til såvel søstrene Greer som James Isbell, og efter at de havde forhandlet i næsten et år, fik han overtalt såvel søstrene som James Isbell til at sælge deres farme, dog med den klausul, at de og deres familier skulle kunne bo i hovedbygningerne resten af deres liv. Isbell fik dog ikke glæde af aftalen længe, da han døde i 1913 i en alder af 75, men hans hustru boede i huset til sin død i 1919. Den ældste af Greer søstrene, Lillie, som senere blev gift, døde i 1941, og hun har nok forladt huset ved den lejlighed. De to yngste søstre forblev ugifte og døde i henholdsvis 1965 og 1966, men jeg har ikke kunnet finde ud af, om de faktisk boede i huset til deres død.
Grandin havde fået beregnet, at han på det område, han havde købt, ville kunne skove 70 millioner kubikfod tømmer (ca. 2 millioner m3), så det gik han i gang med. Han ansatte derfor en række skovarbejdere og andre inden for træindustrien, og til dem gik han, eller måske snarere hans folk, i 1912 gang med at bygge en by på det område, Hunt havde købt for ham i Caldwell County. Byen indeholdt 30 beboelseshuse med fra to til fire soveværelser, en stor "general store" (blandet landhandel), en kirke, et pensionat, en grovsmedje, en savmølle, en kantmølle, en afrettermølle og en fræsemølle, så han kunne levere ikke bare tømmer, men færdigbehandlede brædder. Desuden blev der bygget flere andre bygninger i området, fx tørreovne til træet, værksteder og der blev bygget et vandreservoir på en bakketop, som hvor man kunne pumpe vand op, og derfra kunne det så levere et konstant vandflow til at drive møllerne. Da vandkraften trods dette viste sig for ustabil byggede man et kraftværk med kulfyrede dampkedler til at drive møllerne. Gaderne i byens beboelseskvarter blev opkaldt efter forskellige træsorter, og der blev anlagt damme mellem dem, som dels skulle bruges som branddamme, dels fungere som vandforsyning for indbyggerne.
Jernbanelinjens forløb med stationerne undervejs. De projekterede dele blev aldrig færdiggjort.
Hvor det gik forholdsvis nemt at bygge byen, var det betydeligt mere problematisk at få anlagt jernbanen fra North Wilkesboro, hvor en af Southern Railways linjer havde sin vestlige endestation og til den nye by. Dette arbejde var blevet påbegyndt allerede i 1911, så snart han havde købt området, men før byen var opført. Lokale havde advaret mod at bygge jernbanen for tæt på Yadkin River, som var kendt for ofte at gå over sine bredder og oversvømme omgivelserne, hvad den stadig gør den dag i dag. Jernbaneingeniøren, der stod for byggeriet, Henry Landon, var dog overmodig, og udtalte noget hånligt, at skulle der komme en oversvømmelse: "kunne han stoppe denne med hælen på sin sko”. Det skulle dog senere vise sig, at han tog fejl. Men foreløbigt skulle jernbanen jo bygges. Dengang var det muligt at "låne" gratis arbejdskraft i form af indsatte i fængslerne, og det benyttede man sig af her (se også artiklen Jernbane mod vest). Desuden ansatte man nogle erfarne jernbanearbejdere på kontrakt. Til at transportere materialerne fra North Wilkesboro ud til anlægsområderne langs floden brugte man muldyr spand med op til 180 dyr, og alt 500 mand arbejdede på byggeriet. Og det var ikke kun selve banelegemet, der skulle konstrueres. Der skulle også bygges broer over de mange små og større vandløb som støder til Yadkin River mellem North Wilkesboro og byen, som blev kaldt Grandin efter sin grundlægger. Hvor indbyggere til fods eller vogns, kunne bruge de vadesteder, der var over disse bifloder, måtte jernbanen jo have broer. Også Yadkin River kunne krydses ved vadesteder, og ved et af disse, Marleys Ford ca. 15 km vest for North Wilkesboro, gik en stejl klint helt ned til floden, og blokerede for byggeriet. Landon besluttede sig for at sprænge klinten væk med 25.000 pund sortkrudt, og han fik det slået stort op i den lokale presse, som "The Big Blast". Desværre for Landon blev sprængningen i stedet for til noget af en fuser. Sortkrudtet eksploderede godt nok, men det eneste man opnåede var i følge en lokal kilde: "at slå noget af jorden af toppen af bjerget, og gør nogle få fugle vrede". Klinten stod der endnu. I stedet måtte man bore og sprænge en tunnel gennem bjerget. Også dette var vanskeligt og selv om det lykkedes medførte det også ulykker, og blandt andet blev mindst fire straffefanger dræbt, da en del af tunnellen styrtede sammen efter en sprængning. De dræbte, blev efter hvad der fortælles, begravet i umærkede grave langs med jernbanen. En af de hyrede arbejdere blev blind efter en dynamiteksplosion, men til sidst nåede jernbanen til Grandin, og der var stor jubel i den nu nybyggede by, det første tog, et lille arbejdstog, kørte ind til den nybyggede station, og jubelen var ikke mindre, da William Grandin og Harley Hunt nogen tid senere kørte ind i byen i Grandins private jernbanevogn efter en tur på 45 km fra North Wilkesboro. På turen fra North Wilkesboro til Grandin var blev der anlagt otte stationer (foruden de to endestationer i North Wilkesboro og Grandin). Fra den sidste station før Grandin, Elkville, førte en sidegren nordpå langs Elk Creek 8 km mod nord til Darby. Herfra kunne de fældede stammer så føres til savværket i den nye by. Det var meningen at denne linje senere skulle føres videre til Boone, amtssæde i Watauga County, og derfra videre ind i Tennessee, men i den sidste ende kom jernbanen aldrig længere end til Darby. Planerne var dog årsag til at jernbanen kom til at hedde Watauga and Yadkin River Railroad.
Yadkin River er gået over sine bredder (floden løber på den anden side af træerne i baggrunden) i efteråret 2020, her ca. 1½ km nede ad strømmen fra det sted, hvor Grandin i sin tid lå. Billedet er taget tæt på Kings Creeks udmunding i Yadkin River.
Allerede året efter, i 1913, fik Landon en forsmag på, at han måske havde taget fejl. En forholdsvis lille oversvømmelse ødelagde en mindre del af banelegemet og destruerede en bro over vandløbet, Stony Fork, en af Yadkins bifloder. Ved Marley Ford-tunnellen forårsagede den regn, som var skyld i at floden var gået over sine bredder, et mudderskred, som blokerede den østlige indkørsel til tunnellen. Dette blev dog hurtigt repareret, igen og så var banen igen i drift. Byen blomstrede, og der kom flere indbyggere, og Watauga and Yadkin River Railway blev kendt som ”The Friendly Railway" (Den venlige Jernbane), fordi den ikke tog det så tungt med køreplaner og stationer. Ville nogen med toget, vinkede de til det, når det kom forbi, og så stoppede det og tog dem med, ligesom de stort set kunne blive sat af, hvor de ønskede det. Ville nogen fiske i floden undervejs, holdt toget en pause imens fiskeriet pågik, og var nogen syge i nærheden af jernbanestrækningen, tog toget gerne den lokale læge, Dr. Carter, med og ventede, mens han behandlede den syge og så fremdeles. Til gengæld gik det imidlertid mindre godt med skovdriften, og der blev ikke fældet og behandlet nær så meget træ som forventet.
I 1916 skulle det vise sig, at de lokale havde ret, og jernbaneingeniør Landon tog fejl, men allerede da var ikke mindst jernbanen, men dermed også byen i problemer. USA's økonomi led under en alvorlig recession, faktisk den alvorligste i 20 år, og det betød, at der ikke var gang i salget af tømmer. Af de 2 millioner m3 tømmer, som Grandin havde regnet med at kunne fælde, var der på de fire år, der var gået, siden savværket åbnede, fældet mindre end 28.000 m3. Da indtægterne fra tømmerproduktionen ikke længere kunne finansiere jernbanedriften, måtte selskabet træde i betalingsstandsning. I juli samme år hærgede en voldsom orkan det sydlige USA, og selv om selve orkanen ikke ramte det vestlige North Carolina, gjorde den storm, som orkanen var reduceret til, og den medbragte meget store nedbørsmængder, som fik de fleste floder i området til at gå over deres bredder. Yadkin River dalen blev ramt af de kraftigste oversvømmelser i mands minde. Selv den dag i dag går floden ofte over sine bredder, og alene i efteråret 2020 skete det i to tilfælde med ca. en måneds mellemrum. Oversvømmelserne i 1916 var betydeligt værre end i 1913; store dele af banelegemet blev skyllet væk, og mange broer blev ødelagt. Trods disse ødelæggelser blev banelinjen blev genopbygget, finansieret dels af Grandins personlige formue, dels ved udstedelse af aktier for $55.000, men træfældningen og tømmerarbejdet kom aldrig rigtigt i gang igen, og det så ret sort ud. Allerede senere samme år måtte selskabet igen træde i betalingsstandsning, da det blev opdaget at en medarbejder havde svindlet sig til det mest af firmaets kapital. I 1918 ramte en ny oversvømmelse jernbanelinjen, og selv om den ikke var så voldsom som i 1916, oversteg reparationsudgifterne de midler, som var tilbage, og Grandin havde ikke råd til at genopbygge spor og broer, og ikke bare gik selskabet fallit, men han endte også med at gå personligt fallit. Dette tog meget hårdt på ham, og han døde i 1920 i en alder af kun 48. Han er begravet på Tidioute Cemetery i sin hjemby i Pennsylvania, hvor hans forældre, hans hustru og flere andre familiemedlemmer også ligger begravede.
Hjemmelavet byskilt, der peger mod Grandin (det tidligere pensionat) og fortæller, at antallet af indbyggere ikke er stort.
Over de næste 15 år forsøgte andre at overtage og genoplive såvel jernbane som tømmerforretning, men alle uden held, og i 1933 blev jernbanen helt opgivet. Da der ikke mere var tømmerindustri og transportmuligheder i området, flyttede folk efterhånden fra byen. En møbelproducent fra Lenoir, amtssædet i Caldwell County (Dick Johnston fra American Drew Furniture) kom ud i en budkrig om området med en anden møbelproducent T. H. Broyhill (Broyhill Furnitures) fra samme by. På det tidspunkt var Lenoir kendt som USA's møbelhovedstad. Johnston vandt budkrigen og købte området for $93.000. Han planlagde at bygge et hotelresort på jorden; et resort, som skulle genoplive den muntre livsstil fra "bjergene", som Grandin havde været kendt for. Heller ikke dette projekt er endnu blevet til noget, selv om der har været gjort forsøg på at genoplive det ved flere lejligheder, senest i 2019, men nu et andet sted. Efter at selskabet bag byen var gået fallit, blev alle bygninger, bortset fra savmøllen og den bygning, der havde været pensionat, fjernet. End ikke fundamenterne er tilbage, og heller ikke den opdæmmede sø, som havde fungeret som opbevaringssted for træstammerne, eksisterer mere, selv om resterne af den stadig kan ses på ældre kort. Siden dengang er også savmøllen forsvundet, så nu er det tidligere pensionat, alt hvad der er tilbage, og området, hvor den lå, er opdyrket. Grandin eksisterer dog stadig som bebyggelse, selv om der altså kun er et hus. Byen skilter med at have fem indbyggere, formodentlig den familie, som ejer og bebor den tidligere pensionatsbygning.
Så dette var altså historien om byen, som opstod og forsvandt igen inden for ganske få år. Historien, jeg fortæller i min kommende bog, er noget mere kortfattet, og har ikke så mange historiske kendsgerninger med, til gengæld er der noget om spøgelsbyer, jeg har besøgt i samme afsnit.
Her er det lidt den engelske Wikipedia skriver om Grandin:
”Grandin er et unincorporated community i Caldwell County, North Carolina, USA. Bebyggelsen er beliggende ved mindre veje i det nordøstlige Caldwell County, 18,2 km nordøst for Lenoir [amtssædet] Fire steder i Grandin er opført i National Register of Historic Places: Dula-Horton Cemetery, William Hagler House, Mariah's Chapel og Riverside [en landbrugsejendom ved bredden af Yadkin River].”
Jeg kan tilføje, at William Hagler House i dag ejes og bebos af nogle af mine gode venner i området, og huset har været i familiens eje siden det blev bygget omkring 1830.