Hængninger i bundter!

Isaac Charles Parker på hans ældre dage.

I artiklen "Loven vest for Pecosfloden", fortalte jeg om den excentriske dommer Roy Bean fra Langtry i Texas, som af eftertiden blev kendt som en "hanging judge", altså en dommer, der ofte afsagde dødsdomme, selv om det faktisk kun kan dokumenteres ,at Bean afsagde to dødsdomme i alt i hele sin karriere, hvoraf i hvert fald den ene aldrig blev gennemført.

I denne artikel skal jeg se på en anden dommer, som med større ret kan hævdes at have været en "hanging judge", serlv om det måske heller ikke er helt retfærdigt. Dommerens navn var Isaac Charles Parker, og han var født i Ohio i 1838. Han var grandnevø af Ohios guvernør, Wilson Shannon. Parker voksede op på familiens gård i Ohio og gik i en almindelig folkeskole. Derefter kom han på privatskole, en uddannelse han betalte for ved selv at undervise på en folkeskole. Da han var 17 år gammel kom han i lære som advokat - det kunne man dengang - og i 1859, 21 år gammel, fik han sin advokatbestalling. Kort efter flyttede han til byen St. Joseph i Missouri, hvor han fik arbejde på sin morbroders advokatkontor.

Parker som politiker

I 1862 var han blevet gift og havde startet sit eget advokatfirma, hvor han arbejde både for byen og for amtet. I april 1861 stillede han op til posten som anklager i byen for Demokraterne, et valg han vandt tre år i træk, senest i 1863. Da borgerkrigen brød ud i 1861 meldte han sig frivilligt til det såkaldte Missouri Emergency Regiment, en slags hjemmeværn. Da krigen sluttede, var han blevet forfremmet til korporal.

I 1864 forlod han det demokratiske parti på grund af uoverensstemmelser omkring slaveri, som Parker var en arg modstander af. I stedet stillede han op som Republikaner ved valget som distriktsanklager i den 9. Missouri Retskreds. I 1864 var han valgmand ved præsidentvalget, hvor han stemte på den siddende præsiden Abraham Lincoln, som blev genvalgt. I 1868 vandt han valget til en seksårig periode som dommer i Missouris 12. Retskreds.

I 1870 blev han nomineret som kandidat til USA's Kongres i Missouris 7. kongresdistrikt. Ved dette valg, som han vandt, blev han bakket op af den fraktion af Det Republikanske Parti, som blev kaldt "Radikale Republikanere". Nomineringen fik ham til at opgive jobbet som dommer, for at koncentrere sig om valgkampagnen. I hans første periode i kongressen arbejdede han for sikre pensioner til veteraner fra hans egen valgkreds, og han agiterede for, at der skulle bygges en ny føderal administrationsbygning i St. Joseph. Han var også sponsor for et lovforslag, som skulle give kvinder ret til at sidde i offentlige embeder i USA, men dette lovforslag blev forkastet. Samtidigt var han sponsor for et lovforslag om, at det såkaldte Indianerterritorium i det nuværende Oklahoma, skulle underlægges en territorial regering.

Han blev genvalgt til kongressen i 1872 (valgperioderne var kun to år i denne periode). I denne valgperiode brugte han sine ressourcer på "indianer politik", hvor han arbejdede for en fair behandling af de såkaldt "Fem Civiliserede Stammer", der var blevet tvangsforflyttet fra de østlige stater, og som nu boede i Indianerterritoriet. De taler, han holdt til støtte for Bureau of Indian Affairs, gav genlyd over det meste USA, men han havde ikke meget held med sit forehavende.

I 1874 blev han nomineret af republikanerne som kandidat til Missouris senat. Men på dette tidspunkt var de politiske vinde vendt igen, og Parker mente ikke, at han ville kunne vinde valget. I stedet for ansøgte han om at blive udnævnt til dommer for Arkansas Western District. Dette distrikt omfattede hele Indianerterritoriet, og på den måde mente Parker, at han alligevel ville kunne gøre noget for indianerne i området.

Dommer

Parker omkring det tidspunkt, hvor han kom til Fort Smith

Efter borgerkrigen var den forholdsvise fred, der herskede i Indianerterritoriet blevet spoleret af de mange hvide kriminelle, der skjulte sig for loven i territoriet. Disse mente ikke, at loven gjaldt for dem, og de terroriserede både territoriet, men også områderne uden for dette. Det fik den lokale anklager i Fort Smith, W. H. H. Clayton, til at ønske sig en standhaftig dommer, som ikke tog mod bestikkelse som den tidligere, nu afsatte William Story havde gjort.

I oktober 1874 var Parker af præsident Ulysses S. Grant blevet udpeget som øverste dommer i Utah Territoriet, hvor han skulle afløse James B. McKean. W. H. H. Clayton fik dog gennem områdets guvernør, som han var i familie med, støtte til at henvende sig til Grant, og henvendelsen sammen med Parkers eget ønske, fik Grant til at skifte mening, og Parker blev i stedet udnævnt til distriktsdommer i Western Arkansas District med sæde i Fort Smith på grænsen til den nuværende stat Oklahoma. Isaac Parker ankom til Fort Smith i begyndelsen af maj 1875, og hans første sag fandt sted den 10. maj. Parker var meget arbejdsom og retten var sat seks dage om ugen, ofte i 12-13 timer pr. dag for at komme til bunds i de mange sager, der ventede, da han kom til Fort Smith. I de første otte uger af sin tid i Fort Smith gennemførte han 91 retssager!

De fleste føderale dommere dømte hovedsageligt i civile sager, da kriminalsager var et statsligt anliggende, men da Indianerterritoriet ikke var underlagt en statslig myndighed, faldt kriminalsagerne (og der var mange) fra dette område også ind under dommer Parkers jurisdiktion. I løbet af maj 1875 dømte Parker i 18 sager, hvor anklagen var mord. 15 af de anklagede blev fundet skyldige og otte blev dødsdømt. Af de otte blev en dræbt under et flugtforsøg og en fik ændret sin dom til livsvarigt fængsel. De seks øvrige blev hængt på samme tid i september 1875. Parker havde beordret en galge bygget med plads til 12 samtidigt hængninger, men seks, var det største antal, der blev henrettet samtidigt. Bødlen var en mand ved navn George Maledon, som var ansvarlig for næsten alle henrettelser i Parkers 21 år som dommer. Han stod for i alt 60 af de henrettelser, som blev gennemført i Parkers periode. Allerede efter henrettelsen af disse seks blev Parker kendt som en "hanging judge", og hans retssal blev kendt som "De fordømtes Domstol." I øvrigt var der 5.000 mennesker, der overværede henrettelsen, som de fleste af dem følte endelig bragte retfærdighed til territoriet efter mange år, hvor de fleste anklagede kunne bestikke sig til frikendelse.

Selvfølgelig blev der også henrettet enkeltpersoner, men det skere flere gange at flere blev hængt samtidigt. 5 den 21. april 1876, og fire i september samme år. 5 i september 1881, 4 i januar 1887, 6 i januar 1890 og endelig fem i juli 1896, lige inden retten blev nedlagt. Disse fem var de eneste, der blev hængt for voldtægt, ellers blev alle hængt for mord. Flere gange blev der i øvrigt hængt to og tre samtidigt. Blandt de dødsdømte var fire kvinder, men ingen af disse blev henrettet.

I alt dødsdømte Parker i sine 21 år som dommer i Fort Smith 160 mennesker, hvoraf de 79 blev hængt. Var man blevet dødsdømt i Fort Smith, var der ingen mulighed for appel, da Indianerterritoriet ikke havde nogen højere domstol at appellere til. Efterhånden reducerede kongressen distriktets jurisdiktion ved oprettelsen af andre domstole som havde ansvaret for dele af Indianerterritoriet. Fra 1889 blev det muligt at appellere direkte til USA's Højesteret. Det benyttede 40 dødsdømte sig af frem til Parkers død i 1896, og i 30 af disse sager, blev det bestemt at sagen skulle gå om. Blandt de, der blev hængt var Crawford Goldsby, kendt som Cherokee Bill. Han blev dødsdømt hele to gange. Første gang for mordet på en uskyldig forbipasserende i forbindelse med et røveri som Goldsby begik. Denne sag varede i næsten fire måneder, og endte altså med en dødsdom til Goldsby. Mens han ventede på at blive henrettet, forsøgte han at undslippe, og under flugtforsøget dræbte han en fængselsbetjent. Han kom igen for retten og blev igen dødsdømt. Da han stod ved galgen den 17. marts 1896, blev han spurgt om han havde nogle sidste ord, hvortil han kommenterede: "Jeg er kommet her for at dø, ikke for at holde tale."

Parker havde sine "skænderier" med USA's Højesteret i forbindelse med de sager, der blev appelleret. Blandt andet nægtede han at løslade en fange, som Højesteret have beordret løsladt mod kaution. Parkers argument var, at Højesteret simpelthen ikke havde autoritet til at kræve en fange løsladt.

Da efterårsterminen i retten skulle begynde i august 1896 var Parker for syg til at præsidere, og 1. september 1896 ophørte distriktsretten med at eksistere, da hele jurisdiktionen over Indianerterritoriet nu var fordelt til andre domstole. Det gik fortsat nedad med Parkers helbred, og han døde den 17. november 1896 af dårligt hjerte og en alvorlig nyresygdom. Han blev begravet på Fort Smith National Cemetery, og begravelsen havde det største antal deltagere nogensinde i byen.

"Hanging judge"

Kopi af Parkers galge, genopført på Fort Smith National Historic Site.

"Jeg har altid haft et eneste mål i sigte... Skab en lige og præcis retfærdighed, og jeg har ofte sagt til en jury, 'Tillad aldrig at en uskyldig mand bliver dømt, og lad ingen skyldig mand undslippe'. I. C. Parker.

Det kan virke som om Parker var en hård og ondskabsfuld dommer, men det var egentlig ikke tilfældet. Faktisk var han modstander af dødsstraf og argumenterede ofte for dennes afskaffelse. 79 eksekverede dødsdomme kan lyde som mange, men her skal så tænkes ind, at i de 21 år Parker fungerede som dommer, præsiderede han over næsten 13.500 kriminalsager. Mere end 8.500 erklærende sig enten skyldige eller endte med at blive dømt. Så i virkeligheden var det en forholdsvis lille andel, der blev henrettet. Parker sagde i et interview: "Jeg har aldrig hængt en mand. Det er loven, der gør det," og han havde faktisk ret. Som dommer havde han ikke indflydelse på, om anklagede blev dømt skyldige; det var alene op til juryen, og som loven var på det tidspunkt var en dødsdom obligatorisk for personer, der fundet skyldige i mord eller voldtægt - dommeren havde simpelthen ikke noget valg. Parker forsøgte dog, ved at lade en del sager gå om, men blev den anklagede igen fundet skyldig, måtte han afsige dødsdom. De, der ikke havde begået mord eller voldtægt dømte han ofte forholdsvis mildt, da han hellere ville rehabilitere end straffe, hvis det var muligt. "Målet med straf er at genoplive den - af til næsten udslukte - gnist, at løfte manden op, at udslette hans dårlige natur og ondskabsfulde gemyt, så hans bedre jeg og gudgivne træk kan vinde frem."

Efter Parkers død begyndte et rygte at spredes om, at han selv havde underholdt sig med at overvære alle henrettelserne fra sit kontor i domhuset, men det er ikke korrekt. For det første vendte Parkers kontor ikke ud mod henrettelsespladsen, men mod floden. For det andet kom Parker normalt slet ikke i domhuset, men blev hjemme på dage, hvor henrettelser fandt sted.

Parker interesserede sig meget for ofrene for de forbrydelse han dømte, og i dag regnes han som en af de første fortalere for offerrettigheder. Desuden var han formand for bestyrelsen for det lokale hospital, han overtalte staten til at donere et område på omkring 300 acres til at grundlægge et offentligt skolesystem, som begge hans sønner gik i, og han var meget aktiv i skolebestyrelsen.