Hjemad fra langfartens eventyr

Man oplever meget, og ser meget på et roadtrip. Nogle tror måske, at man ikke kan nå at se noget, når man kører så meget, men det er slet ikke korrekt. Selv på vore "rene" køredage, får vi altid set og oplevet et eller andet eller tredje. En ting har jeg endda oplevet for første gang som beskrevet i forrige artikel, nemlig en benzintank uden toilet. I dag skulle jeg opleve noget andet, jeg aldrig har oplevet før, og den oplevelse indtraf i supermarkedet, der har alt, Walmart. I øvrigt viste det sig, at restauranten lå i Bridgewater, som pigen i går havde fortalt, men da jeg fik hotelregningen, lå hotellet, som lå 500 m fra restauranten, i byen Raritan – det illustrerer fint min synspunkt om at byerne her er vokset sammen.

Om at måtte købe en kuffert for at komme hjem

Vi startede dagen med den store ompakning. Alt blev taget ud af vores to kufferter og ekstratasken. Noget skulle smides ud, fx brochurer og andet, som vi havde samlet sammen undervejs, og som vi ikke ville bringe med hjem. Det meste skulle dog med hele vejen. Noget måtte pakkes ind i tøj, for ikke at blive smadret under flyveturen, eller rettere sagt under håndteringen af kufferterne i lufthavnene. Det gik fint med at få plads til det hele, og vi havde faktisk begge to ekstra plads i vores kufferter. Den nye taske var dog fyldt, så der ikke kunne stuves mere i den. Så kom det store øjeblik, da vores tidligere anskaffede kuffertvægt skulle i aktion. Ekstratasken klarede prøven fint, den vejede kun 14 kg. Derimod viste det sig at på trods af den gode plads, havde både Tim og jeg 4-5 kilos overvægt. Så var der kun en ting at gøre – finde et Walmart og købe endnu en taske/kuffert - vi måtte jo have to med hjem hver. Der hvor vi havde spist dagen før, lå et indkøbscenter med en Barnes & Noble boghandel, så vi mente, at der også var chance for at finde et Walmart. Et sådant var der nu ikke, men vi besluttede at besøge boghandelen en sidste gang inden hjemturen. Vi brugte en time her, men kom begge ud uden at have købt noget.

Næste stop var for at fylde benzin på. Der lå en tank lige ved centeret, men vi syntes at benzinen var for dyr, så vi kørte 5-6 miles længere ud ad vejen uden at se en eneste tank. Vi kørte derfor tilbage til den, vi oprindeligt havde undgået og undervejes biksede Tim med gps'en og fik den da også til at virke længe nok til at finde et Walmart omkring 7 km i modsat retning! Da vi holdt ud for standeren kom en ung mand, der ellers havde siddet på en stol uden for butikken, hen til os, og jeg kom i tanke om, at i New Jersey må man ikke selv fylde benzin på sin bil. Det oplevede Dorte og jeg også i 2008 – og den samme regel gælder i øvrigt også i Oregon i den modsatte ende af landet. Fyren fyldte benzin på bilen, og han ville ikke have drikkepenge, men det fik han nu alligevel. Efter at have tanket op, kørte vi så ud til det Walmart, vi havde fundet, og som lå i en naboby til Bridgewater ved navn Manville. Her fandt vi ret nemt Walmart, og så kom dagens første overraskelse. De havde hverken tasker eller kufferter! Det har vi aldrig oplevet i et Walmart før, ikke fordi vi har købt mange tasker, men de plejer at have flere reoler med dem, så vi har set dem ofte. Men her var der altså ingen, bortset fra en computertaske og nogle fisketasker, som begge dele var for små og for dyre. Ikke engang en sportstaske kunne de hjælpe med. En repræsentant for personalet kunne endda oplyse, at de aldrig havde haft kufferter eller tasker.

Så var der ikke andet at gøre end at vende tilbage til bilen og bikses med gps'en igen. Og efter endnu en gang lirken fik Tim den til at finde et Walmart i byen Piscataway – bynavnet kendte vi ikke på det tidspunkt, men jeg fandt ud af det, da vi kom hjem. Det var 13 km fra det første Walmart og i den helt forkerte retning, men det var det nærmeste, så vi valgte at køre derhen, og her fik vi så vores kuffert, og til en rimelig penge. Vi blev dog enige om, at vi ikke ville pakke om igen, før vi nåede til Jamaica. Selv om dette Walmart lå noget afsides i forhold til vores udgangspunkt, lå det til gengæld tæt ved Interstate 287, som vi kunne bruge til at komme tilbage til I-78 mod New York.

For at komme fra New Jersey til New York City, skal man betale. Enten skal man over betalingsbroer eller også skal man under vandet via betalingstunneller. Vi valgte en løsning, der ville føre os over Staten Island og syd om Brooklyn til vores hotel. Det betød, at vi skulle over tre betalingsbroer, så vi kontrollerede lige vores kontantbeholdning, som viste sig at være $ 10,35 til sammen, alt i mønter. Med de normale priser på 1-3 dollars for at krydse betalingsbroer, var det rigeligt. Den første bro, vi skulle over, fører I-78 fra Newark, hvor vi tidligere havde passeret lufthavnen, til bydelen Bayonne. Det viste sig, at denne bro, som er kendt som Newark Bay Bridge eller Vincent R. Casciano Memorial Bridge, kostede $ 2.45 at krydse. Selv om det var dyrere, end hvad vi ofte har betalt, var der stadig penge nok til de næste broer. Vel på den anden side, skulle vi mod syd gennem Bayonne, hvilket sker ad New Jersey Road 440. Trods det høje nummer, og det at der er tale om en State Road, er 440 faktisk en motorvej, så det var ikke så slemt, som det lød. Godt seks kilometer sydligere, skulle vi så over den næste betalingsbro, som bare hedder Bayonne Bridge. Kedeligt navn, ikke sandt? Broen passerer farvandet Kill Van Kull, der adskiller Bayonne og Staten Island. Broen er en buebro, og den var, da den blev bygget, verdens længste af slagsen. Så ved I det!

Da vi kom til betalingsanlægget, fik vi dagens næste overraskelse, efter oplevelsen med ikke at kunne finde en kuffert i Walmart. Det viste sig at koste $ 12 at komme over! På det tidspunkt havde vi kun knap 8 dollars tilbage, så jeg præsenterede manden i boden for mit MasterCard, men desværre tog de ikke kreditkort. Jeg forklarede fyren, at vi ikke havde 12 dollars i kontanter, og han sagde så, at han kunne tage et billede af nummerpladen og så sende en regning. Regningen blev formodentlig sendt til Hertz, og jeg er endnu ikke blevet opkrævet for beløbet. Vi fortsatte mod syd ad Dr. Martin Luther King Jr. Expressway til vi nåede I-278, som vi skulle videre ad mod øst til Long Island. Jeg ved ikke hvor mange veje, broer mm, vi mødte på denne tur, der var opkaldt efter Martin Luther King, men det var rigtigt mange. Da vi nåede I-278, kørte vi fra motorvejen, for at finde en ATM (pengeautomat), hvor vi kunne få hævet nogle kontanter. Med $ 12 for at komme over Kill Van Kull, hvor broen var knap 2 km lang, var det ikke godt at vide, hvad de ville forlange for, at vi kunne komme over Verrazano Narrows Bridge, som var noget længere.

Vi fandt ret hurtigt en tank med en ATM, og jeg hævede $ 60 for at være på den sikre side. Derefter kørte vi tilbage til I-278 og videre til broen, som forbinder Staten Island med Brooklyn. Imidlertid kunne vi have sparet os anstrengelsen, for godt nok er broen en betalingsbro, men betalingen opkræves kun, når man kører fra øst mod vest, altså TIL Staten Island, men prisen er til gengæld hele $ 13. Det viste sig, da vi kom hjem og undersøgte sagen, at også over Bayonne Bridge opkræves der kun betaling i den ene retning, altså når man kører til Staten Island. Der findes endnu to broer, som fra New Jersey fører til Staten Island, Outerbridge Crossing og Goethals Bridge. Også via disse to broer koster det $ 12 at komme til Staten Island, mens det er gratis at køre den anden vej. Ikke noget under, hvis Staten Island affolkes langsomt, når man skal betale for at komme dertil, mens det er gratis at slippe væk. For god ordens skyld bør jeg lige nævne, at man kan sejle dertil gratis fra Manhattan.

Da vi kom over på den anden side, fortsatte vi ad Shore Parkway, som går syd om Brooklyn og forbi Coney Island med den berømte strand og forlystelsesparkerne. Ved JFK lufthavnen skiftede vi til I-678 mod nord igen, og i bydelen Jamaica forlod vi motorvejen ved Liberty Street i Jamaica, hvor vores hotel lå. Klokken var kun 13.30, så værelset var ikke klart endnu, da vi nåede frem. Vi gik derfor uden for på parkeringspladsen og ompakkede, så noget af vægten kom over i den nyindkøbte kuffert, og til sidst var de alle under de magiske 23 kg, som var hvad vi måtte have med. Derefter kørte vi ud for at se lidt mere på den del af New York City, som ligger på long Island, eller rettere for at se nærmere på Queens, for Brooklyn ligger jo også på Long Island. Vi forsøgte at komme til at se Billy Jean King Tennis Center i Flushing Meadows, der hvor der spilles US Open, men selv om vi kørte rundt om det, og kunne se det i det fjerne, lykkedes det aldrig for os at komme helt derhen. Også Citi Field, der er hjemmebane for baseball holdet New York Mets, så vi i det fjerne, men uden at kunne finde vej helt tæt på. Problemerne med at finde den rigtige vej, kunne skyldes, at det på dette tidspunkt var blevet myldretid, og det styrtregnede, hvilket det havde gjort det i en times tid. Det var faktisk så slemt, at da vi opgav projektet, og ville køre tilbage til hotellet, var motorvejen, I-678, lukket på grund af oversvømmelse, så vi måtte tage en anden motorvej og derefter små sideveje. Vi fik set en del til Queens, som var et spændende bekendtskab, men det var ikke mange turister vi så. Til gengæld mange afro-amerikanere, hispanics og ikke mindst indere, men også mange hvide og Jamaica-delen af Queens er da også en af de bydele i NYC, med den mest blandede befolkning. Inden vi kørte til hotellet kørte vi igen ud forbi JFK for at finde ud af, hvor bilen skulle afleveres næste dag.

Da vi kom tilbage til hotellet, fik vi vores værelse, og vi spurgte damen i receptionen, om hun vidste hvor der var en benzintank - bilen skulle være helt fyldt op, når vi afleverede den - men det vidste hun ikke. Hun kunne heller ikke lige fortælle, hvor vi kunne finde spisesteder, og der var da heller ikke nogen i nærheden. På vej mellem motorvej og hotel havde vi imidlertid set en Subway, så der kørte vi hen og købte nogle sandwich og tog med tilbage til hotellet, og på vejen stoppede vi ved en deli, hvor vi købte lidt "guf". Det var en passende afslutning på ferien, at slutte med Subway på samme måde som vi var begyndt med det fire uger tidligere; se artiklen Hvaler i massevis. Resten af dagen slappede vi af på hotellet, så vi var klar til morgendagens flyvetur. Vejret indikerede også at det var på tide at vende næsen hjem. Det var overskyet og regn næsten hele dagen, og rigtigt meget regn, da vi kørte rundt i Queens. Temperaturmæssigt var det heller ikke for godt. Kun 23 grader, da det var varmest og til gengæld helt nede på 15, da det regnede mest.

Lukket!

Det er altid trist, når en ferie er slut, men det er også rart at komme hjem og fordøje oplevelserne. Det gør jeg selv ofte ved netop at skrive artikler som disse, hvor jeg kommer i tanke om mange detaljer, som jeg ikke har noteret undervejs, men som kommer op til overfladen, når jeg sidder og skriver. Også når jeg sidder og ser på billeder fra turen og ser billeder, jeg slet ikke kan huske, at jeg har taget, kommer der nye ting frem. Jo, det er rart at komme hjem igen, men desværre betyder det jo også, at hverdagen er lige på trapperne.

Alt var pakket og klart. Vi skulle derfor bare gøre os selv klar og så tage til lufthavnen. Vi skulle flyve kl. 14.05 og dermed tjekke ind senest kl. 12. Da vi ikke have noget at lave på værelset, kørte vi fra hotellet allerede kl. 9, og en halv time senere havde vi afleveret bilen. Det gik ganske gelinde, vi parkerede, en dame scannede en stregkode i forruden, og scanneren printede en regning på det gebyr på $ 500, som vi skulle betale for at aflevere bilen i New York i stedet for i Seattle, hvor vi havde lejet den. Derefter tog vi et tog, som kører rundt mellem terminalerne og et par andre stationer i nærheden, til terminal 7, hvor Icelandair flyver fra. Klokken var kun 9.45, så der var rigtigt god tid, men i modsætning til da Dorte og jeg skulle hjem fra JFK i 2008, var der faktisk stole, hvor vi satte os med den sidste kildevand fra køleboksen, som vi havde kasseret inden vi kørte fra hotellet.

Heldigvis åbnede check-in meget tidligt, så allerede kl. 10.15 kunne vi komme af med bagagen og gå gennem security, hvilket gik ganske smertefrit. Ved check-in havde vi fået at vide, at vores billetter gav adgang til British Airways Lounge, så der gik vi op. Her var serveringen jo gratis. Jeg sad og læste mens Tim brugte en af loungens pcer til at gå på internettet og kontrollere verdenssituationen. Klokken 13.30 gik vi ombord i flyet, hvor vi endnu engang fik rigtigt gode pladser, og det var rigtigt fint. Flyveturen var som sædvanlig stort set kedelig og klokken 23.40 landede vi på Island. Da vi kom ind i terminalen havde vi 40 minutter til vi skulle boarde igen, så jeg kunne lige nå at købe lidt islandsk creme med hjem til naboen. Men nej, butikken hvor de solgte Blue Lagoon var lukket, og ikke bare den, men også alt andet. Selv en kop kaffe kunne man ikke få. Det vil sige, vi kunne nok have fået kaffe, da vi jo havde adgang til loungen også her, men vi orkede det ikke. Kl. 0.30 islandsk tid gik vi så ombord til endnu en begivenhedsløs flyvetur (heldigvis), og præcis klokken 6.00 dansk tid, satte flyet hjulene på landingsbanen. Det tog en del tid at få bagagen, men den kom da til sidst, og vi kunne gå ud i ankomsthallen, hvor vi blev hentet af selvsamme nabo, som måtte se langt efter sin creme.

15 minutter senere var vi hjemme, og kl. 7.30 gik Tim over til sin mormor og hentede sin bil, som havde stået parkeret der i fire uger. Han kom tilbage og hentede sin bagage og kørte hjem for at slappe af. Han skulle besøge nogle venner om eftermiddagen og på arbejde dagen efter. Senere kom Tina med min bil, som hun havde lånt, og da jeg havde kørt hende hjem igen, kunne jeg også slappe af, og det lykkedes mig at holde ud til kl. 23.00 inden jeg gik i seng. Hurtigt at komme ind i normal gænge, er den bedste kur mod jetlag, og det fik jeg da heller ikke, bortset fra at min mave i et par dage troede, at det var morgen når klokken var klokken tre om eftermiddagen.

Regnskabets time

En af de kedelig ting ved en sådan ferie er økonomien. Det er dyrt, og det var det også denne gang, men faktisk ikke helt så dyr som vi havde regnet med. På de tidligere USA ture, har vi haft et rimeligt overblik over, hvad turen kostede, og det lå på ca. 10.000 pr. person pr. uge, alt inklusive. Denne gang havde vi ført et meget detaljeret regnskab undervejs, så denne gang ved jeg helt præcis, hvad de enkelte ting har kostet, fra en kop kaffe til hotelværelser.

Det blev den længste tur, jeg nogensinde har haft til USA. 29 dage fra afgang til ankomst i Kastrup. Det blev også den tur, hvor vi kom til at køre længst, 12.665 km på 29 dage mod 11.271 på 25 dage i 2010. Faktisk har vi på denne tur kørt 28 km kortere pr. dag i gennemsnit end i 2010. Den længste enkelte tur var de 973 km fra Wilkesboro i North Carolina til Raritan i New Jersey, men selv den dag fik vi set en masse. Også fra Wall til Colorado Springs var der langt, nemlig 890 km, men igen fik vi set meget forskelligt også på den dag.

Og hvad har det så kostet? Det har vi som nævnt 100 % styr på denne gang. Den største enkeltomkostning var overnatninger, fulgt af flybilletterne. Vi brugte også en del på mad og benzin samt selvfølgelig på diverse. I alt sneg ferien sig op på ca. 72.000 kr for to personer i fire uger, men det er inklusive indkøbt hjembragt tøj, gaver mm.

Altså nok dyrt, men bestemt pengene værd.