Jean Lafitte

Jean Lafitte, har givet navn til to byer, en gade i New Orleans, en nationalpark, en turarrangør og flere andre ting i Louisiana og andre steder omkring Den Mexicanske Golf.

Ingen ved noget om Jean Lafittes fødsel og oprindelse, men formodentlig blev han født omkring 1780. Hvor ved ingen. Han fortalte til nogen, at han var fransk og at hans forældre var blevet henrettet i guillotinen under den franske revolution. Andre fortalte han, at han var flygtet fra det spanske styre i Caribien. Han har også fortalt, at han har kæmpet under Napoleon. Måske var det hele sandt, måske intet af det. Forskere mener, at hans viden om marsklandet i Louisiana, kanalerne i sumpen og så videre er tegn på, at han faktisk er vokset op her, måske ved en af de små bayous (indsøer) langs golfen. I 1803 blev han kendt i New Orleans, da han og hans bror Pierre åbnede en grovsmedje i byen på hjørnet af Rue St. Philipe og Rue Bourbon. Smedjen viste sig senere at være en dækhistorie, men Jean blev hurtigt kendt i byen, ikke mindst på grund af sit væsen og måske også fordi han var dygtig. Han tale fire sprog flydende (engelsk, fransk, italiensk og spansk) i 1803, hvor han var 23-24 år gammel. Det kunne måske tyde på en aristokratisk opdragelse, men ingen ved det med sikkerhed. Hans efternavn, Lafitte, kunne tyde på en afstamning fra St. Dominique, hvorfra man ved med sikkerhed at en lang række Lafitte’r, Lafette og La Fite flyttede til Louisiana. Imidlertid forvirrer det billedet lidt, at Lafitte selv stavede sit efternavn Laffite, hvilket ikke er kendt andre steder fra. Så måske var det slet ikke hans navn. Det kunne også være La Fayette eller Lafayette, som også forekommer jævnligt i det sydlige Louisiana.

Hvorfor nu dette besvær med at være ukendt. Hvorfor skulle en simpel, om end veluddannet grovsmed, leve under falsk navn og med ”falske” oplysninger om sin oprindelse. Måske for at beskytte et familienavn, men hvorfor det? Jo, Lafitte var slet ikke smed. Han var sørøver, pirat, fribytter og korsar eller hvad man nu skal kalde ham. Han går under tilnavnet ”Terroren fra Den Mexicanske Golf”, mens et andet tilnavn er ”Helten fra New Orleans”.

Selv kaldte han sig kaper, og da han til sidst valgte at forlade USA, følte han sig forrådt af et land, som ikke forstod forskellen på en kaper og en pirat. Han angreb og plyndrede aldrig amerikanske skibe, men ellers holdt han sig ikke tilbage. Han var ansvarlig for slavehandel, smugleri og sortbørs foruden sørøveriet. Han havde en styrke på omkring 1.000 mand og kontrollerede adskillige såvel små som større byer og øer i og omkring golfen. Efter Frankrigs salg af Louisianaterritoriet til USA i 1803, sendte USA en guvernør til området. Han bød borgerne i New Orleans velkommen til De Forenede Stater, men det var ingen succes, for der var faktisk ingen af de franske og spanske indbyggere i byen, der havde lyst til at blive amerikanske. Det skyldtes ikke mindst guvernørens målsætning om at fjerne det franske præg fra byen, det havde selv ikke spanierne forsøgt. Blandt andet brød amerikanerne sig ikke om de lokales omgang med og ikke mindst handel med smuglere. Endnu mindre kom guvernøren til at bryde han sig om Lafitte, da der begyndte at gå rygter i byen om, at Lafitte havde en affære med hans, guvernørens kone. Om det er sandt ved ingen, men de kendte i hvert fald hinanden, og Lafitte var kendt som kvindebedårer. Udover at smugle, være sørøver og bedåre kvinder, deltog Lafitte i dueller. Det var ikke ualmindeligt i New Orleans, tværtimod. Man kunne risikere en udfordring for at spilde på ærmet af sidemanden eller for at kritisere en operasangers stemme, eller for at sige at en mands hund var grim, men Lafitte duellerede mere end de fleste og han vandt alle sine dueller. En historie fortæller, at han engang kæmpede tre uafhængige dueller, mens han spiste en middag med en dame.

I 1812 udbrød der krig mellem England og USA. Engelske styrker invaderede Illinois og Michigan og de indgik alliancer med indianerne mod de amerikanske nybyggere. Da det blev klart, at englænderne ville angribe langs den sydlige del af Mississippi og sandsynligvis foretage en landgang fra Den Mexicanske Golf, udstedte guvernøren en arrestordre mod Lafitte med den begrundelse, at der var fare for at piraterne ville hjælpe englænderne. Forbrydelsen var smugleri, og derfor blev det toldvæsenet som skulle arrestere Lafitte. Det lykkedes ham at undvige og fortsætte sit smugleri og sørøveri i månedsvis. Til sidst blev han imidlertid fanget, da tolderne tilfældigvis faldt over ham i en lille bugt. Han nåede imidlertid kun at tilbringe en enkelt nat i fængsel. Næste dag blev der stillet kaution, og da retssagen skulle finde sted, dukkede han ikke op, men holdt i stedet en auktion over smuglergods i en af byens kirker. Der blev igen udstedt en arrestordre, men ingen kunne fange ham på trods af at han ofte besøgte New Orleans hvor han gik rundt i gaderne og udførte sine forretninger, som om intet var galt og beskyttet af de franske og spanske indbyggere, som bestemt ikke brød sig om det amerikanske styre. I 1813 blev der udsat en dusør på $500 for hans tilfangetagelse. Plakater blev sat op overalt i byen, men få dage efter var de alle forsvundet og erstattet af nye plakater, hvor Lafitte tilbød $1500 i dusør til den der fangede guvernøren og overbragte ham til Lafitte på øen Barataria.

Guvernøren sendte en styrke til øen, som skulle indkræve skat, og hørte ikke noget fra den i langt tid, så han troede at Lafitte havde myrdet dem, men til sidst kom de tilbage med store smil, og større sække med mad og gaver fra Lafitte, som ifølge dem, ”ikke var så slem endda”. Men skat havde de ikke med hjem.

I 1814 blev problemerne for meget for Lafitte. Han skulle brug alt for mange ressourcer på at flygte fra toldere og militssoldater, og hans følte guvernørens mistro til hans loyalitet som en stor fornærmelse. Han henvendte sig derfor til den sidste nogen, ikke mindst guvernøren, ville have ventet om hjælp. Det var den lokale statsadvokat, Grymes. Grymes og Lafitte havde kendt hinanden i mange år ,og de respekterede hinanden på trods af guvernørens holdninger. For $10.000 skulle Grymes overbevise regeringen om, at Lafitte var en trofast amerikaner, der ikke på nogen måde ville samarbejde med englænderne. Næste dag sagde Grymes op hos guvernøren og gav sig til at arbejde for Lafitte. Det blev der grinet af i New Orleans i mange måneder.

Men pludselig forstummede latteren. Englænderne havde erobret Washington. Det Hvide Hus var brændt ned, præsidenten var på flugt og en stor engelsk flåde var på vej mod New Orleans. Englænderne lagde til ved Barataria og ville overtale Lafitte til at hjælpe dem med at føre styrkerne gennem sumpene mod New Orleans, men han nægtede, selv under trusler om, at de ville ødelægge hans koloni. Han udbad sig 14 dages betænkningstid og englænderne accepterede. Da de engelske udsendinge var taget af sted gik han straks ind og skrev et brev til guvernøren i New Orleans samt et andet til en god ven. I dem begge tilbød han sin tjeneste og ønskede bare som belønning, at forfølgelsen ville holde op. Som svar sendte guvernøren en stor styrke til øen. Da Lafitte så at det var amerikanske skibe forventede han ingen problemer, men styrken bombarderede hans by og ødelagde den totalt. De fleste af hans mænd flygtede ud i sumpen, inklusive ham selv, mens 50 blev taget til fange og øen plyndret. Guvernøren var skuffet over at Lafitte ikke var taget til fange, men betragtede alligevel operationen som en succes, og han var sikker på, at han aldrig ville høre fra Jean Lafitte igen.

Da Lafitte altid havde en nødplan, mødtes hans mænd på et aftalt sted, 60 miles borte på en anden ø. De fleste af dem hadede USA, men Lafitte overtalte dem til at slå koldt vand i blodet. ”Der er stadig General Jackson”, sagde han. Den berømte soldat (kaldet "Old Hickory") var på vej mod New Orleans med en styrke og han var kendt for sin retfærdighed (den gik af senere, da han blev politiker, men det er en anden historie). Imidlertid ønskede Jackson ikke assistance fra en berygtet pirat, så han afviste tilbuddet. Lafitte mente imidlertid at Jackson kun kendte ham fra det, han havde hørt fra guvernøren, så han kontaktede selv Jackson, og arrangerede et møde, og da mødet var slut havde Jackson totalt ændret holdning til Lafitte. Derefter kæmpede han og hans mænd på amerikansk side i Slaget om New Orleans, hvor de havde stor betydning for slagets udfald. 2.600 dræbte englændere mod Jacksons 13 dræbte, da englænderne bad om fred. I øvrigt viste det sig senere, at da slaget blev udkæmpet, var der allerede indgået en våbenhvile, det var der bare ingen i og omkring New Orleans, der vidste.

På Jacksons opfordring benådede præsident Madison Lafitte og hans mænd og Lafitte blev en helt i befolkningen, hvis han ikke havde været det før. I løbet af 1816 opstod der imidlertid rygter om, at han ville begynde på sørøveri igen. Rygterne var sandsynligvis grundløse, men de blev værre og være og i 1817 forlod Lafitte New Orleans for ikke at vende tilbage. Han slog sig ned på Galveston Island ud for det nuværende Texas' kyst.

Her købte han et hus, som tidligere havde tilhørt en anden pirat, Louis Aury. Han indrettede bygningen som et fort, med kanoner på første sal, der kunne beskyde hele havnen. Med dette hus som hovedkvarter skabte han et nyt "smugler- og slavehandlerkongrige", men det varede kun kort.

Sidst man hørte om ham med sikkerhed, var i 1821, hvor han blev beordret til at forlade Galveston Island af en amerikansk styrke. Indbyggerne på øen Barataria mener at han vendte tilbage hertil og er begravet i en umærket grav ved kysten ud for byen Lafitte eller på den lokale kirkegård. Nogle siger at han er begravet ved siden af Napoleon Bonaparte. En anden historie fortæller at han giftede sig i Charleston og flyttede vest på med sin kone, og at han ligger begravet i byen Alton i Illinois. Man har fundet noget, som muligvis er Lafittes dagbog. Ægtheden er ikke bekræftet, men i følge dagbogen, tager han navneforandring, gifter sig og flytter til St. Louis, hvor han også ligger begravet. Der er også nogle, der mener, at den berømte "Beales Skat", der måske, måske ikke er blevet fundet i det sydlige Virginia, i virkeligheden er Lafittes skat. I hvert stemmer beskrivelserne af den Beale, der efter sigende begravede skatten, meget godt overens med de beskrivelser vi kender af Jean Lafitte.