I love Louisiana

I sommeren 2012 var det otte år siden jeg sidst havde besøgt Louisiana. Dengang kom vi fra Arkansas og kørte mod syd til New Orleans, hvor vi blandt andet kørte over Lake Pontchartrain Causeway. Denne gang skulle vi ikke besøge New Orleans, men overnatte syd for byen og så ellers bare videre mod øst, men som så ofte før ændrede vi planer. Vi besluttede at skippe en dag senere på turen (i St. Augustine, Florida) og så alligevel køre et smut forbi New Orleans, hvor hverken Tim eller jeg havde været siden Katrina i 2005.

Sexet servering

Hjemmefra havde vi regnet med at køre fra San Antonio til til Lake Charles i Louisiana, men vi kom i stedet til at køre til Lafayette, der ligger lidt længere øst på. Det skyldtes at vi var i rigtig god tid, da vi nåede Lake Charles, hvor vi alligevel ikke regnede med at kunne finde sørøveren Jean Lafittes skat, der efter sigende skulle være gravet ned i området. Derfor kunne vi lige så godt udnytte tiden til at komme tættere på næste dages mål, Westwego syd for New Orleans. 

Selv om der er meget at se i Texas, var der ikke mere vi ville se, bortset altså fra de langhornskøer, som jeg stadig ledte efter. Vi besluttede derfor at blive på I-10 til og gennem Houston og videre til statsgrænsen. Der var hel god trafik gennem San Antonio, men efter at vi kom længere væk fra byen, tyndede den ud. Desværre måtte vi på hele strækningen øst for San Antonio kun køre 70 mph på motorvejen, men det gik endda. Mellem San Antonio og Houston blev vi ramt af en tordenbyge, der var endnu være end den fra dagen før, og det fik nærmest trafikken til at gå helt i stå. I den modsatte retning var der sket et trafikuheld, som gav lang kø, men heldigvis var kikkekøen i vores retning til at overskue. Inden vi nåede Houston var tordenbygen for længst holdt op, så vi fik et udmærket indtryk af byens skyline. Da vi var gennem byen begyndte det igen at regne, kraftigt, men ikke skybrud som tidligere. Til gengæld blev det ved, til vi var et godt stykke inde i Louisiana.

Regnen fik os til at opgive vores selvsmurte frokost, som vi ellers plejede at underholde os med, så da vi blev sultne forlod vi motorvejen ved en frakørsel for at hjemsøge en Denny's. Det var første gang på denne tur, at vi spiste frokost på denne kæde, selv om vi havde spist morgenmad og aftensmad på kæden tidligere. I 2010 spiste vi mange gange på Denny's, men dette skulle vise sig også at blive vores sidste besøg i denne omgang. Da vi fortsatte ud ad motorvejen, mødte vi endnu et trafikuheld, og desværre i vores egen retning, hvilket igen fik trafikken til at gå næsten i stå. Da vi nåede frem til stedet, var der både politi, brandbiler og ambulancer. De fleste holdt inde på en mark, hvor der lå en bil med bunden i vejret. Da vi havde passeret uheldsstedet, kom der gang i trafikken igen og snart var vi i Louisiana. Kort efter kom solen frem, og da vi nåede Lake Charles, blev vi enige om at fortsætte, da klokken ikke var så mange. I stedet ville vi køre til Lafayette. Herfra går US Route 90 mod syd, og denne ville vi tage næste dag.

Lafayette er den centrale by i det område, der kaldes Acadiana, som er hjemsted for 'cajun kulturen'. Det vil sige blandingskulturen af amerikansk og fransk, som er så tydelig i Louisiana, og næste dag skulle vi videre ned i cajun land.

Da vi nåede til byen, fandt vi et hotel til en rimelig pris. Det var blevet vaskedag igen, og denne gang måtte vi selv gøre hele arbejdet uden hjælp fra personalet, se artiklen Nationale Monumenter, men det gik endda. Efter vasken besluttede vi os for at handle lidt til køleboksen og til at tage med hjem. Efter vores indkøb skulle vi have mad, og det blev på en Hooters, hvor maden er OK og serveringspigerne bedre. Konceptet er, at serveringspigerne er iført stramme, orangefarvede shorts og hvide nedringede t-shirts med push-up og så buksestrømper, som – ifølge et interview jeg læste med en eller anden skuespillerinde – kan få alle kvinders ben til at sexede ud. Maden var burgere og kylling, og også i Lafayette var pigerne kønne og venlige :-). Vi venter stadig på den første Hooters i Danmark, men det ville nok aldrig gå, da det formodentlig ville være kønsdiskriminerende. 

Det var ligegodt stærkt

Cajunland eller Acadiana er den sydvestligste del af Louisiana, men der bor også cajuns andre steder, fx i sumpene syd for New Orleans. Det var nu ikke cajuns, vi var interesserede i på dagens tur, men natur og industri. Og så skulle vi hvile ud til en tur ud i sumpen dagen efter.

Vi kørte syd på ad US 90, som i en bue følger kysten ned i sumplandet. Vores første mål var Avery Island, som i virkeligheden ikke er en ø, men en gigantisk salthorst, der rager op over det omgivende marsklandskab, og dermed giver indtryk af at være en ø. Salthorsten er omkring 5 km lang og 4 km bred hvor den er længst og bredest. Arealet er ca. 9 km² og "øen" rager 50 meter op over det omgivende landskab på det højeste sted. Man mener at salthorsten har en dybde på mere end 9 km. På Avery Island, finder man blandt andet Jungle Gardens, som er en privat park. Den ville vi gerne se. Da vi kom til øen skulle vi over en ualmindelig kort bro, men det kostede en hel dollar for at komme over.

Jungle Gardens er en privat park, anlagt i 1895 af Edward Avery McIlhenny. Parken indeholder en række spændende planter, men også dyr som fx alligatorer svømmer rundt i parkens søer. Da vi ville fotografere et af disse krybdyr, som lå i vandet tæt ved bredden, "hvæsede" den af os, så vi fortrak lidt væk, for selv om der faktisk var et hegn mellem os og dyret, var det ikke specielt højt og så ikke for solidt ud. Ud over alligatorer findes tilsyneladende også sorte bjørne, moskusrotter, sumpbævere (nutria), forskellige slanger og oddere vildtlevende på øen og også i parken, men dem så vi ikke noget til. Til gengæld så vi fugle i massevis. Ikke mindst Snowy Egret, som ikke har noget dansk navn, men som vel kan oversættes til Snehvid Hejre, og hvide var de. Også den noget større, Great White Egret, som også er hvid, og som kaldes Sølvhejre på dansk var der mange af. Ved en lille sø sad disse fugle tæt i træerne og på "broer", der var bygget ud i søen til samme formål. Der var også et antal såkaldte Little Blue Heron, som også er en hejre, og så var der en hel del interessante lyserøde fugle med et underligt næb. Disse fugle kaldes Roseate Spoonbills og har ikke noget dansk navn. "Rosa Skenæb" kommer nok nærmest, og det passer fint på fuglens udseende. De er vadefugle, hører til ibisfamilien og kan blive op til 85 cm høje. Vingefanget er helt op til 135 cm, men vi så dem ikke flyve, kun sidde!

Denne del af parken kaldes simpelthen Bird City og ikke uden grund. Da vi kom hertil regnede det. Ikke meget, men nok til at vi tog regnjakker på, da vi skulle gå fra bilen ned til søen. Til gengæld var det ganske lunt, omkring 28 grader, så vi svedte noget inden i jakkerne, selv om de var "åndbare". Søen var til gengæld det sidste sted, hvor vi forlod bilen. Da vi havde besøgt denne, fortsatte vi resten af den 6 km lange grusvej tilbage til indgangen. Da vi tidligere havde købt billetterne til parken formedelst $16 pr. næse, blev vi betjent af to ældre damer, som var meget ivrige efter at snakke, og som vi derfor havde talt med en rum tid. Sjovt nok var der også en souvenirbutik i rummet, og jeg havde fået købt en lille gave til at tage med hjem til Dorte i form af et tørret alligatorhovede!

Efter besøget i parken kørte vi videre til det, vi egentlig var kommet til Avery Island for at besøge. Grundlæggeren af parken, ovennævnte Edward Avery McIlhenny, var søn af Edmund McIlhenny. Edmund var født i Maryland, men flyttede til Louisiana, hvor han blev en forholdsvis velhavende bankmand, der kom til at eje sin egen bank. Han giftede sig ind i Avery familien, den familie, der ejede Avery Island. Under borgerkrigen måtte såvel Edmund som svigerfamilien flygte til Texas, og Edmund mistede hele sin formue. Da krigen sluttede måtte han og konen bo på Avery familiens plantage på øen. Her skabte Edmund sig en ny formue, da han udnyttede en af øens vækster, en særlig chiliart, til at gøre en opfindelse i 1868 (patent i 1870), som stadig anvendes i stor stil over hele verden, nemlig Tabasco Sauce. Al den Tabasco, der sælges i hele verden, produceres stadig på fabrikken på Avery Island, selv om peberfrugterne, der bruges, for det meste dyrkes i Sydamerika. Dog kommer alle frø stadig fra Avery Island.

Adgang til en kort rundvisning på fabrikken var undtagelsesvis ganske gratis. Vi havde lidt problemer med at finde plads til bilen, så til sidst parkerede vi den bare et sted, hvor vi mente, at den ikke stod i vejen. Derefter gik vi ind i fabrikkens besøgscenter. Her fik vi et ganske kort foredrag om Tabasco og McIlhenny familien, der stadig ejer og leder fabrikken, nu i sjette generation. Efter foredraget så vi en film om produktionen og om et af firmaets nyere produkter. Oprindeligt producerede man kun den "orignale" Tabasco Sauce, men i dag er der flere andre variationer på programmet. Jeg har dog aldrig set nogle af disse I Danmark. Da filmene var overstået, kunne vi selv gå forbi tappehallen, hvor Tabasco Saucen bliver hældt på de velkendte små flasker. Ca. 750.000 af slagsen bliver tappet hver dag. Inden det sker, har de knuste peberfrugter (knuses samme dag, som de plukkes) blandet med salt fra øens egne saltminer, lagret på bourbonfade i 3 år. Så blandes de med vineddike og tappes på flasker. Jums! 

Til sidst besøgte vi stedets "Country Store", hvor man kunne købe alskens souvenir, men også firmaets produkter, og man kunne få smagsprøver på lidt af hvert. Der var opstillet en række skåle, og så kunne man dyppe brød i disse. Jeg smagte sur-sød, som vores guide havde fortalt, var den bedste, men det var ikke lige min smag. Habanero, den stærkeste variant var glimrende og det samme var deres helt nye Hindbær-Chipotle sauce. Der var flere andre slags, og jeg smagte et par stykker til foruden chokolade med Tabasco og ikke mindst to slags Tabasco is. Dels en med habenero og dels en med hindbær-chipotle. Begge smagte godt, når man først havde vænnet sig til, at de var stærke, og det var ikke mindst habenero-isen. Efter smagsprøverne handlede vi lidt til at tage med hjem. Jeg købte blandt andet noget Tabasco chokolade, Tabasco Salt, en flaske hindbær-chipotle sauce og så en 35 cl flaske med almindelig Tabasaco foruden nogle miniflasker. Det meste brugte jeg senere til gaver, men den store flaske og hindbærsaucen beholdt jeg selv,

Efter besøget på øen, kørte vi tilbage til US 90 og fortsatte mod syd og senere mod øst. På vej mod målet kørte vi gennem landskaber med sump og bayous, men også med dyrkede marker med ris, bomuld og sukkerrør (ikke på samme mark). Dagens mål var den lille by Westwego, syd for New Orleans og på sydsiden af floden. Her fandt vi imidlertid ikke noget hotel, der tilfredsstillede os, så vi fortsatte til den næste, sammenvoksede forstad, der hed Marrero. Efter indkvartering på et hotel der, kørte vi ud for dels at finde det sted, hvor vi skulle på sumptur dagen efter og dels for at få tiden til at gå. "Finde" er ikke det rigtige ord, for jeg vidste præcis, hvor sumptursselskabet lå, så det var mere et spørgsmål om at finde ud af, hvor lang tid, det ville tage at køre derud. Det viste sig kun at tage omkring en halv time, så vi behøvede ikke at jage af sted næste morgen.

Da vi havde fundet stedet, fortsatte vi ud mod den lille by Lafitte, opkaldt efter sørøveren, slavehandleren og smugleren Jean Lafitte, der er en helt i New Orleans og området syd for, hvor han holdt til i begyndelsen af 1800-tallet. Vi fandt Lafitte uden problemer, men det sted, hvor Dorte og jeg var på sumptur i 2004 fandt vi ikke. Til gengæld var der bygget nogle nye, meget store huse i byens udkant, som bestemt ikke var der i 2004. På vej hjem oplevede vi det underlige, at vi kom til at køre i ring. Vi tog en vej, som vi mente ville føre os i den rigtige retning, og da vi kom til et stoplys, skulle vi dreje til højre. Det gjorde vi så, og kort efter mødte vi huse, som vi syntes at vi havde set før, og snart efter kom vi forbi den vej, vi oprindeligt var drejet ned ad. Det viste sig at vi havde kørt af en ny vej, som ikke fandtes på vores kort, selv om det var fra 2012, og at vi ikke skulle have drejet til højre, men fortsat lige ud for at komme tilbage til hotellet. Til gengæld passerede vi for anden gang Visitor Centeret ved Barataria Preserve. Vi kørte ind, men opdagede at stedet lukkede kl.17, og på det tidspunkt var den 16.45. Vi besluttede derfor at vende tilbage næste dag. 

På vej ud til sumpen var vi kørte forbi flere restauranter, blandt andet en Ryans Grill, som vi flere gange havde talt om at prøve, men det var ikke blevet til noget. Dorte og jeg spiste på Ryans Grill i Opelousas i 2004, og det havde jeg fortalt Tim om. Vi kørte derfor tilbage til restauranten og spiste aftensmad der. Konceptet går ud på, at man betaler et fast beløb ved indgangen. Det var i øvrigt steget fra $7,95 til $10,95 siden 2004. Desuden vælger man, hvad man vil drikke og betaler for det, og så er det hele ad libitum. Ønsker man ikke at betale for drikkevarer, er vand gratis. Vi valgte dog at købe en sodavand hver (selvfølgelig med refill, som stort set alle steder i USA), og kaffe var også med i prisen. Inklusive drikkepenge til damen, der kom med drikkevarer, løb det op i 166 kr for os begge to til sammen. Maden består af steaks, stegt roastbeef og skinke samt kalkun foruden diverse buffeter med fisk, kylling og kødretter som farsbrød og chili con carne. Desuden diverse tilbehør så som bagt kartoffel, kartoffelmos, ris, pasta og en formidabel salatbar og en dessertbuffet, som blandt andet omfatter ubegrænsede mængder af softice. Tim fik bøf, og besøgte også buffeten, mens jeg kun nåede til denne, ikke til disken med bøffer mm. Ikke mindst gik jeg til den ved salatbaren, og selv om jeg havde sat mig for at ville have dessert, rakte appetitten ikke så langt.

Faret vild i sumpen

Sumpturen, som vi havde bestilt hjemmefra, startede kl. 10, og vi havde dagen før fundet ud af, at det ville tage ca. 30 minutter at køre fra hotellet til stedet, hvor turen afgik fra. Ikke desto mindre stod vi så tidligt op, at selv om vi undtagelsesvis spiste morgenmad på hotellet, inden vi kørte, var vi der alligevel kl. 9.15. Da vi kom derud, viste det sig, at vi skulle have bekræftet vores reservation telefonisk senest 24 timer før afgang, så damen på billetkontoret mente ikke, at vi kunne komme med, da vi ikke havde gjort det. Bådene var helt fyldt op, forklarede hun. Heldigvis var der en af kaptajnerne, det kalder de selv bådførerne, som foreslog at ringe til det bureau, de samarbejdede med inde i byen, for at høre om de skulle bruge alle de 150 pladser, de havde reserveret. Det skulle de ikke, så vi fik en billet og fik at vide, vi skulle med båd nr. 2, og at vi kunne gå ombord, når vi ville. Da der var over en halv time til afgang, så vi os omkring på stedet i ca. 15 minutter. Så kom 3-4 busser med skolebørn med tilhørende lærere, som åbenbart var de, der havde reserveret via bureau. Vi entrede derfor båd 2, for at få en god plads, men alle børnene gik ombord i 2 andre både. Hver båd havde plads til 55 mennesker, ikke som airboats, hvor der kun er plads til 6-8 personer. Firmaet, Jean Lafitte Swamp Tours, arrangerer også ture i airboats, men der bliver man kørt i bus til afgangsstedet, mens de større både afgår fra stedet med billetkontoret lige uden for byen Jean Lafitte, ikke at forveksle med den Lafitte, som vi havde besøgt dagen før. Det er en helt anden by, som ligger knap 6 km syd for Jean Lafitte. Sagde jeg ikke, at de var glade for sørøveren i det område.

Alle skolebørnene fyldte de to både, og de eneste, der var med på vores båd ud over os, var en mexicansk familie (far, mor, datter og søn) fra Californien, og en engelsk mor med to drenge, som kom fra Dallas. Egentlig var de fra Isle of Wight, men nu boede de i Dallas, hvor hendes man arbejdede, mens hun og børnene var på ferie. Der er ingen grænser for, hvor meget man kommer i snak med hinanden, når man ikke er flere. Manden fra Californien havde været i flåden, og da jeg fortalte, at det havde jeg også, havde vi noget at snakke om. Den engelske mor havde totalskadet sin bil i regnvejret dagen før, så hende kunne vi også tale med :-). Hvorfor der skulle være den store palaver om plads til os, forstår jeg ikke, i og med vi kun var 9 på en båd med plads til 55. Mens vi ventede på, at turen skulle starte, beundrede vi to alligatorer, der svømmede rundt i kanalen helt inde ved kajen. De gør noget for turisterne på de kanter. Gutten fra Californien viste os et avisudklip, der fortalte om en ung mand fra Florida, som havde mistet sin underarm til en sulten alligator et par dage før. Vi besluttede derfor at holde hænderne og arme væk fra eventuelle alligatorer.

Præcis klokken ti sejlede vi ud i kanalen, og allerede her så vi flere alligatorer, hejrer og andre fugle. Efter et stykke tid kom vi ud i en bayou, og her var der flere alligatorer, inklusive en mor med unger, og hun var bestemt ikke glad for bådens tilstedeværelse. Vi så flere hejrer, høge og en enkelt skildpadde, der varmede sig på en træstamme. En af de ting, vi til gengæld ikke oplevede, var heldigvis stikkende insekter. Vi havde ellers på vej ud til sumpturen besøgt en drugstore, for at købe "insect repellant", altså et middel der skulle holde insekter væk. Det kunne vi imidlertid ikke få, og damen i drugstoren påstod, at det havde de aldrig haft, men det passer ikke, for Dorte og jeg købte noget i præcis den samme butik i 2004! I stedet måtte vi så nøjes med at købe noget antikløemiddel, som vi endte med ikke at få brug for hverken ved denne lejlighed eller senere på turen, da ingen af os blev stukket eller bidt. Til gengæld har jeg haft glæde af det herhjemme, hvor jeg straks efter hjemkomsten blev overfaldet af en flok myg så store som gråspurve.

Kaptajnen havde en lille alligator med, som alle fik lov at holde. Specielt den yngste søn af den engelske dame, syntes at det var sjovt. Og så Tim, som faktisk ikke ville give slip på den igen; det var lige før, at han havde adopteret den. Senere fremdrog kaptajnen et større alligatorhoved, og et stort skildpaddeskjold, som blev sendt rundt og til sidst sat sammen på en bænk, så de der ville, kunne fotografere en allipadde. På det tidspunkt havde jeg allerede taget billeder af Tim, der blev "forskrækket" over alligatoren og et, hvor han har hånden inde i munden på dyret. Til sidst var der ikke mere at se, så vi vendte tilbage til udgangspunktet, hvor vi endnu engang måtte af med drikkepenge; denne gang til kaptajnen. Da vi kom i land fandt vi bilen; det var ikke svært, da der kun holdt 3-4 stykker på parkeringspladsen. Vi kørte lidt længere syd på til Barataria Preserve Visitor Center, hvor vi havde været lige før lukketid dagen før.

Barataria Preserve er et naturbeskyttelsesområde, som indgår som en del af Jean Lafitte National Historical Park and Preserve, som dækker en stor del af det sydlige Louisiana. Området har seks såkaldte "sites", hvoraf Barataria Preserve er det ene, og French Quarter i New Orleans er et andet. Barataria Preserve ligger på øen Isle de Barataria, som det har sit navn efter. Det var her Jean Lafitte havde sit hovedkvarter, mens han holdt til i området.

Da Dorte og jeg besøgte stedet, fik vi først en guidet tur ad en kort sti, og derefter kørte vi ca. 1 mile længere mod syd og gik ad en anden sti, Bayou Coquille Trail, langs en bayou og ud til marsken, som omgiver øen. Sidstnævnte sti var desværre lukket denne gang, da man var ved at udbedre den. Mange steder er stien plankelagt over sumpen, og det var blandt andet disse planker, man var ved at udskifte. Vi måtte derfor nøjes med den korte sti, men uden ranger ledsagelse, da der ikke var guidede ture, mens vi var der. Turen her, Visitor Center Trail, er kun ca. 400 meter lang, men der var masser at se undervejs, og ikke mindst hørte vi en masse frøer, som vi dog ikke så. Efter ca. 300 meter gik der en sti fra med navnet Palmetto Trail, så den vej besluttede vi at gå. Vi viste ikke hvor stien gik hen, da vi ikke havde noget kort, men vi følte at den bare blev ved og ved, og da den snoede sig en hel del, mistede i hvert fald jeg retningssansen. Bedre blev det ikke af, at det småregnede på det meste af spadsereturen, samtidigt med, at det var ret varmt, så koncentrationen om kursen var lav. Det viste sig, at stien sluttede der, hvor Bayou Coquille Trail begynder. Problemet var, at jeg var så "rundtosset", at jeg ikke vidste hvilken vej, vi skulle gå af landevejen for at komme tilbage til bilen og Visitor Centret. Tim mente at vide det, men han var ikke mere sikker end, at han også kom i tvivl på vej ad landevejen, men det viste sig at han havde ret, og da vi kom tilbage gik han straks ind på centret og hentede et kort. Det skulle vi nok have gjort inden vi tog af sted! Det viste sig, at turen ad stien havde været omkring 1,5 kilometer og turen tilbage ad landevejen lidt længere, så i alt havde vi nok gået omkring fire kilometer i ca. 40 graders varme og med en luftfugtighed godt over 95 %. Vand havde vi ikke taget med, da vi kun regnede med at skulle gå 400 meter. 

Næste skridt var at sætte GPS'en til at vise os den nærmeste vej til New Orleans. Det gjorde den så. Den viste os ad ganske små veje (da vi først kom tilbage til Marrero). Små veje og smalle gader der førte til og gennem ret fattige villakvarterer i Algiers på den sydlige bred af Mississippi. På grund af flodens snoninger, ligger Algiers faktisk øst for New Orleans på det, der for at gøre det nemt kaldes West Bank of the Mississippi. Endelig nåede vi frem til en færge over floden. Desværre tog færgen ikke biler med! Det havde den tidligere gjort, men biltrafikken var pt. indstillet og det vidste vores GPS ikke. Så vi måtte på den igen. En glæde havde vi dog af omvejen, da vi kom forbi flere af de lagerbygninger, hvor de såkaldte "crews" opbevarer de vogne (floats) og andet udstyr, som de bruger under Mardi Gras karnevallet. Færgen ville ellers have bragt os over til Canal Street, lige ved French Quarter, men nu måtte vi en større omvej, stadig gennem diverse beboelseskvarter for at nå frem til Crescent City Connection, en betalingsbro, som vi så kørte over.

Da vi kom over floden, fandt vi ned til French Quarter og stillede bilen på en parkeringsplads. Mens vi havde kørt rundt i Algiers havde det styrtregnet, men lige på det tidspunkt var det tørvejr. Det ændrede sig imidlertid snart. Mens vi var på vej op ad Decatur Street mod French Market, kom der en skylle af de større, og vi søgte derfor ly på Market Café, hvor Dorte og jeg spiste Muffuletta i 2004. Det gjorde jeg også denne gang, mens Tim nægtede at være med, og derfor spiste han en anden New Orleans sandwichspecialitet, po'boy. Han er åbenbart ikke så glad for oliven, som jeg er, og der er også provoloneost på en muffuletta, så…

Vi sad så og nød live jazzmusikken, regnen, og senere maden, mens vi så på de mennesker, der også var på caféen samt de, der ilede forbi uden for. Da vi var færdige med at spise, regnede det kun svagt, så vi gik en tur i French Quarter, forbi Jackson Square og Saint Louis katedralen, op ad St. Anne Street og derfra ned ad Bourbon Street. Denne del af byen lignede ganske sig selv, og man kunne ikke se, at Katarina havde været forbi syv år tidligere, men vi hørte, at i andre kvarterer var der stadig mange ødelagte huse, men også huse, som simpelthen bare er forladte af deres beboere, som aldrig vendte hjem efter orkanen. I 2005 var indbyggertallet i selve New Orleans ca. 500.000 og selv om mange af de, der flygtede for orkanen, er vendt tilbage, er befolkningstallet i dag kun omkring 350.000. Da vi gik ned ad Bourbon Street mod Canal Street, tog regnen til igen, så vi besluttede os for at gå tilbage til bilen.

Vi ville have taget St. Charles Avenue sporvognen gennem Garden District, men på grund af regnen, som efterhånden tog yderligere til, valgte vi at tage bilen gennem området. Vi stoppede en enkelt gang for at fotografere Commanders Palace, den berømte restaurant, og yderligere en gang så jeg kunne få taget et billede af en sporvogn. Det, jeg havde taget i 2004, var mildest talt ringe, og det ville jeg råde bod på, hvilket jeg også fik gjort, men til gengæld blev jeg våd! Jeg fik dog også taget billeder af de mange træer, hvorfra Mardi Gras perlekæderne altid hænger. Til sidst kørte vi mod vest ud af Garden District, gennem River Bend og videre. Vi kørte ud til Huey P. Long Bridge, som vi krydsede for at komme tilbage til US 90 Business og vores hotel.