Natchez Trace

I 2002 ville vi prøve at køre ad Natchez Trace Parkway, en scenic route (en naturskøn vej, nærmest som vores margeritrute) som følger den gamle vej Natchez Trace. Vi havde tidligere kørt ad Blue Ridge Parkway i North Carolina og Virginia, men nu var det altså Natchez Trace, der måtte stå for skud. Vejen starter i Natchez i det sydlige Missippi og går mod nordøst til Nashville i Tennesee. Vi skulle dog køre den modsatte vej, og kun på de sidste godt 400 km fra Tupelo  i det nordlige Mississippi til Natchez. Lige uden for Tupelo ligger et informationscenter hvor man kan få information om vejen, så der startede vi vores tur syd på. Vejen administreres af National Park Service, og de har typisk nogle små foldere, som dels indeholder et kort over den park, de handler om, dels indeholder en kort beskrivelse af hvad man ser undervejs. Og netop sådan en brochure + et par stykker til, forsynede vi os med. Og så var vi ellers rustet til at udforske Natchez Trace.

Natchez Trace er efter sigende USA’s ældste vej.  Spor af den, eller i hvert fald af de, der boede i området går tilbage til 8.000 f.Kr. I historisk tid er den blevet benyttet af de Chickasaw og Choctaw indianere, der boede i området og senere af såvel spanske som franske opdagelsesrejsende. I 1733 kortlagde franskmænd området, og deres kort viste et indianerspor der løb fra Natchez mod nordøst, hvor det tabte sig i uvidenhedens tåger. Omkring 1785 begyndte farmere i Ohio floddalen og fra Tennessee floddalen at flåde deres varer ned ad floden til Mississippi, og videre ned ad denne flod til Natchez og New Orleans. Da de ikke kunne få deres pramme op ad floden, var den eneste måde at komme hjem på at ride eller gå, og sporet fra Natchez til Nashville var den mest direkte vej. Omkring 1810 havde man forbedret vejen, og den var den mest befærdede vej i det, der gengang var det sydvestlige USA. Langs vejen med ca. 15-20 miles mellemrum (en dagsrejse til fods) opstod kroer (kaldet stands). I 1820 var der over 20 kroer langs de 700 kilometers vej. Det var ikke alle sammen kroer, som vi kender dem i dag med værelser og så videre, men de fleste gav mulighed for at de rejsende kunne komme i læ (af og til bare under et halvtag) og få et simpelt måltid mad.

Det var dog ikke nogen fornøjelsestur at rejse ad sporet. Landevejsrøvere var en del af ”miljøet”, der også omfattede sumpe og floder, der skulle krydses, sygdomsbærende insekter og fjendtligtsindede indianere og der var mange, der ikke overlevede rejsen hjem.  I 1809 døde Meriwether Lewis, den berømte opdagelsesrejsende og senere guvernør over Louisiana på Grinder's Stand, en kro ved vejen. Lewis blev fundet skudt med to skud, men man fandt aldrig ud af, om det var selvmord eller mord. Lewis, der var i en alvorlig økonomisk krise, var temmelig beruset, skulle have lånt krudt af kroværtinden. Desværre stammer oplysningerne om såvel beruselsen som krudtlånet fra kroværten, Robert Grinder, der var én af Lewis' værste rivaler, så der er mistanke om, at han kunne stå bag drabet, men der var også landevejsrøvere i området, så der kan også have været tale om rovmord. Uanset hvordan Lewis døde, ligger han begravet ved vejen ca. 100 km syd for Nashville. Han kollega, William Clark ligger i øvrigt begravet i St. Louis i Missouri.

Der var nu ikke mange landevejsrøvere, indianere eller andre forhindringer, der mødte os, men vi kørte jo også på Natchez Trace Parkway, ikke på det gamle spor. Vi kørte altså derudad med kortet i hånden. Det var i øvrigt Dorte, der var chauffør på denne strækning, mens jeg sad med kortet/beskrivelsen. Når jeg så noget, der så interessant ud, gjorde vi holdt, og det første sted kunne vi bese nogle bronzealderhøje, der meget ligner de, vi også har herhjemme. En lille knold med græs på. Men ellers viste det sig hurtigt, at mange af de steder vi stoppede, var der ikke meget at se – bare et skilt med en eller anden indskrift: "Her stod engang…", og det er jo ikke helt så interessant som at se noget konkret. Vi stod dog ud ind i mellem, ikke mindst de steder, hvor der var velbevarede rester af den oprindelige vej, som visse steder var eroderet ned til en dyb hulvej. Et andet sted, vi gjorde holdt, var Line Creek. Det er et af de få steder, hvor der var en fysisk grænse mellem de områder, som to indianerstammer kontrollerede, i dette tilfælde Chickasaw og Chocktaw stammerne.

Da vi havde kørt omkring 150 kilometer fra Tupelo, begyndte det at regne. I første omgang bare en smule, men hurtigt blev det mere og mere, og endte med et regulært skybrud. Til sidst endte det med, at vi slet ikke kunne se køleren på vores egen bil, og så måtte vi trække ind til siden og stoppe. Da vi havde holdt et stykke tid, mente jeg, at jeg nok kunne se så meget, at jeg kunne køre videre. Vi foretog derfor en række akrobatiske krumspring inde i bilen bag de duggede ruder, som nok kunne have givet en emsig parkbetjent et og andet at spekulere over, men faktisk endte det med at det lykkedes for at få byttet plads uden at nogen af os skulle ud i regnen. Senere hørte vi radioen at der var faldet omkring 90 mm regn på to timer, så det var ikke småting.

Vi kørte altså videre og efterhånden stilnede regnen af, og vi kunne nu se vores omgivelser igen. Langs vejen var der nu grønt, grønt og grønt. Grønne planter voksede overalt. Op ad træer, over hegn, over buske, hen over jorden. Og i vejkanten så vi ofte vilde kalkuner. Det er nogle ret store fugle, når de er tæt på. Vi kom i tanke om, at vi tidligere havde oplevet disse planter, da vi var i South Carolina, hvor de også dannede nærmest skulpturelle figurer. En anden ting, vi også lagde mærke til, var en slags spind, som sad i nogle træer, af og til som "kugler", mens de i andre tilfælde dækkede træerne næsten helt. Vi fandt aldrig ud af, hvad spindet var, men planterne viste sig senere at være kudzu, en japansk plante, der er indført til USA ved verdensudstillingen i Philadelphia i 1876 og som desværre har bredt sig alt for meget, og man har meget svært ved at gøre noget ved problemet.

Nu skulle vi jo ikke bekæmpe kudzu, så vi fortsatte mod syd. Lige nord for Jackson, Mississippis hovedstad, ligger Ross Barnett  Reservoir. Det er et meget stort ferskvandsreservoir, opstået ved opdæmning af Pearl floden. Reservoiret forsyner Jackson med ferskvand. Nu var det holdt helt op med at regne, og da vi så, at der var et "reservoir overlook", besluttede vi at det var på tide at strække benene. På parkeringspladsen var der kun os, og så en stor pickup truck med en ret stor fyr i en ikke alt for ren undertrøje. Men vi stod og beundrede udsigten, steg han ud af bilen og kom hen imod os, og han blev ikke mindre af at stå op. Men han viste sig nu at være ganske venlig. Han havde hørt os tale sammen, og ville nu vide, hvor vi kom fra og hvad i alverden vi dog lavede i Mississippi. Da vi fortalte, at vi kom fra Danmark, og at vi var på ferie, så han på os, som om vi fejlede noget meget alvorligt, og spurgte: "Her????". Vi kunne så berolige ham med, at vi faktisk kun var på gennemrejse, og så så han straks mere rolig ud. Da han ydermere hørte at vi skulle til New Orleans blev han helt glad, og kunne fortælle, at der havde han og hans kone holdt ferie mange gange. Og så gik han i gang med at lovprise byens lyksaligheder, ikke mindst et sted, han kaldte Riverwalk, som specielt Dorte ville sætte pris på. Til gengæld kunne vi fortælle ham, at han roligt kunne tage sin kone med på en tur op ad Blue Ridge Parkway, hvilket var deres plan det år. Derefter tog vi afsked, og fortsatte vores tur mod syd. Parkwayen var dengang ikke helt færdig omkring Jackson, så vi kørte rundt byen på en slags ringvej, men vendte tilbage til parkwayen på den anden side af byen.

Det sidste stykke til Natchez kørte vi uden yderligere oplevelser. I Natchez havde vi ikke bestilt hotel, så vi kørte til byens Visitor Center, og studerede et par brochurer for at finde et sted at bo. Vi kørte dog ikke direkte til hotellet, men valgte at tage en tur over Mississippi og tilbage igen; så kunne vi altid sige, at vi have været vest for Mississippi floden. På det tidspunkt vidste vi ikke at vi skulle komme vest for floden mange gange senere.

Efter at have fået et værelse blev vi enige om at tage ned til centrum og gå en tur. Natchez er en af Mississippis ældste byer, grundlagt allerede i 1716, og den indeholder en mængde store palæer fra tiden før borgerkrigen, hvor 75 % af alle USA's millionærer boede i byen

Vi fandt et sted at stille bilen, og så gik vi ellers ned mod centrum. På vejen kom vi forbi en parkeret hest med vogn. Ude på visitor centeret, havde vi set reklame for hestevognsture rundt i byen, men de skulle efter ordlyden kun køre indtil kl. 17, og klokken var nu omkring 17.30, men da vi passerede vognen, kom en ældre mand hen til os præsenterede sig som Ron, "Autoriseret turistguide", hvilket også stod på et skilt på hans jakke. Han spurgte så, om vi ville have en tur, og da det viste sig kun at koste rørende $10, sagde vi ja tak. Ron hentede så "chaufføren", som var en ung mand ved navn Caleb, der dels var under oplæring til guide, dels var hans barnebarn. Og med Caleb ved roret, eller rettere tømmerne, og Rodney foran vognen, gik det så gennem byen. Rodney var en tidligere travstjerne ifølge Caleb, men det må have været meget, meget længe siden, at han løb sit sidste løb, for der var ikke meget "trav" i ham. Til gengæld stoppede han flere steder for at spise lidt blade af de træer, der stod langs gaderne. Inden vi nåede at komme af sted, ville bedstefar Ron også lige vide, hvor vi kom fra, så vi afslørede endnu engang, at vi kom fra "Denmark". Bedstefar mente, at vi så talte rigtigt godt engelsk, hvilket Caleb ikke mente, var så underligt, fordi vi jo talte engelsk hver dag. Vi forsøgte så at forklare ham, at vi ikke kom fra Denmark, Mississippi, men fra Denmark, Europe. Men det fattede han tilsyneladende ikke. Men han var nu god som rundviser.

Blandt andet viste han os byens gamle fængsel, hvor dødsdømte undtagelsesvis ikke blev henrettet i gården eller på forpladsen som i andre fængsler, men inden døre. Til gengæld var rummet indrettet med meget store vinduer ud mod gaden, så interesserede ikke skulle gå glip af noget! Vi så også Stanton Hall, et af USA’s største førborgerkrigshuse, fra 1857. Huset er bygget af en irsk plantageejer og bomuldskøbmand, og hans familie ejede huset indtil 1894. Siden blev det til Stanton College for Young Ladies og nu ejes det af et selskab, der varetager vedligeholdelsen af historiske bygninger. Huset blev brugt til de indendørs optagelser i Nord og Syd, hvor det var Mount Royal, Main familiens hjem.

Blandt de andre steder vi så, var Gentlemans Club, hvor kvinder var meget velkomne, men medlemmernes koner var det ikke! Vi så ”Tante Polly’s hus” eller rettere det hus, der blev brugt som Tante Pollys hus i filmen Huck Finn, og vi så kirken hvor Huck og Tom gemte sig på balkonen og overværede deres egen begravelse. Vi så i øvrigt en del andre kirker og meget store velhaverhuse. Endelig så vi byens og statens ældste murstenshus, bygget som kro i 1792. Her holdt man i øvrigt på et tidspunkt elefant! Mod et mindre vederlag kunne byens undrende befolkning bese dette store, mærkelige dyr, som ingen tidligere havde set. En dag gik det imidlertid galt. Nogle af byens fyldebøtter ville lave lidt sjov med elefanten, så de skiftede dens vand ud med whisky. Det resulterede i, at elefanten blev så beruset, at den gik fuldstændig amok. Den rev sig løs fra sin kæde, smadrede porten og begyndte at gå løs på alt og alle. Da ingen vidste, hvordan man skulle stoppe et så stort dyr (kuglerne fra rifler og revolvere gjorde ingen indtryk), nåede elefanten at ødelægge næsten halvdelen af byen inden den faldt til ro. Siden har man haft en lov i byen, der siger at: ”Det er forbudt at servere alkohol for elefanter inden for bygrænsen”! Endelig hørte vi om Eola Hotel. Det har 7 etager, og byens byggevedtægt siger, at der ikke må bygges huse, der er højere end hotellet.

Da turen var ovre gik vi selv en tur ned til klinten over Mississippi og stod og skuede over floden og ned mod bydelen Natchez Under-The-Hill, som ligger neden for en høj klint, ved bredden af floden. Det var her, flodbådene lagde til, og her hvor varer blev losset og lastet. Der blev derfor opført lagerbygninger og pakhuse, og efterhånden kom også barer og bordeller til, der betjente de mange søfolk, der kom til stedet. Området fik hurtigt et meget dårligt ry og blev kendt som tilholdssted for alle slags uheldige elementer. Mordere, røvere, tyveknægte og flodpirater var blandt de grupper, der fandt et tilflugtssted i Under-the-hill. Mange dannede bander, der blandt andet levede af at overfalde de rejsende på Natchez Trace. I dag er der kun en enkelt gade, Silver Street, og én række huse med en eneste saloon tilbage i Under-the-hill, men til gengæld er der kommet en række "pæne" restauranter, og området besøges mest af turister.

Efter at have kigget lidt mere på udsigten gik vi tilbage til bilen. På vejen kom vi forbi, det sted, hvor Caleb og Ron holdt til, og vi kunne se, at Ron var i gang med de store armbevægelser og lavede luftmalerier, mens han forklarede, så vi var overbeviste om, at han var ved at forklare barnebarnet, hvor Danmark lå. Vi fandt et sted at spise og kørte så tilbage til hotellet, for at gøre klar for natten.