Ruiner, Cirkus og Loftsmalerier

Et nedlagt teglværk eller noget andet nedlagt lige uden for Chiusi.

"Alle veje fører til Rom", siger man, men man kan også komme dertil på anden vis, og vi valgte at tage toget. Vi havde, som nævnt i en tidligere artikel, En etrusker, forklædt som grøn melon og Hannibals elefanter, købt billet fra Chiusi til Rom og retur. Afgang var klokken 8.30, så vi stod forholdsvis tidligt op og spiste morgenmad. Denne gang lavede vi den selv af de ting, vi havde købt i supermarkedet i Montepulciano dagen før. Da vi ikke lige vidste hvor tæt morgentrafikken til Chiuisi ville være, forlod vi lejligheden allerede omkring kl. 7.30, da vi ikke ville komme for sent til toget. Det viste sig imidlertid, at der stort set ingen trafik var, så vi nåede frem i rigtig god tid.  På vej ind i byen kom vi forbi noget, der grangiveligt lignede et nedlagt teglværk, som selvfølgelig skulle fotograferes, fordi det på én eller anden måde så charmerende ud.

Vi stillede bilen på den parkeringsplads som jernbanemanden havde anbefalet, da vi købte billetter om søndagen, og så spadserede vi ned til stationen, og fandt den rigtige perron. Toget kom meget præcis, og vi fandt uden problemer fire pladser på anden klasse, som var det, vi havde købt billetter til.  Og så gik det ellers derudad gennem det toscanske og senere det laziske landskab  (hedder det det det? Det gik i hvert fald gennem området Lazio). I hvert fald jeg nød turen (jeg kan ikke tale for de andre) og udsigten til de mange befæstede byer på bjergtoppene. Vi standsede ved en række stationer, men der var nu også mange, som vi bare kørte forbi, så noget helt bumletog var det ikke. Turen tog en time og tre kvarter, så et kvarter i elleve ankom vi til Roms hovedbanegård. Her var Lis, Per og Dorte, blevet kaffetørstige, så mens vi planlagde den videre færd, drak de en kop kaffe på en café. Selv sprang jeg, kaffedrikkeren over dem alle, over, da jeg ikke lige havde lyst til kaffe på det tidspunkt.

Vi blev enige om, at vi ikke var helt enige om, hvad vi gerne ville se. Lis ville gerne se Det Sixtinske Kapel, og jeg ville gerne se Forum Romanum og Circus Maximus - og vi fik set alle tre ting, så der blev opnået enighed til sidst - inden kaffen var drukket færdig, og alle blev tilfredse. Hvad Dorte og Per ville se, ved jeg ikke, for de gav ikke deres mening til kende :-). Vi blev enige om at købe et dagkort til metroen, så vi kunne komme standsmæssigt rundt i byen. Vi ville tage metroen til stationen ved Colosseum, og derfra kunne vi spadsere gennem Forum Romanum og i den anden ende, var der ikke så langt til Circus Maximus. Fra metrostationen der ville vi så køre ud til Vatikanet og se kapellet. Det var planen og den kom faktisk til at holde meget godt. Inden vi tog af sted, købte vi et kort over Rom. en turistguide og nogle flasker vand, og så var vi klar til at lege turister i Den Evige Stad.

Colosseum. En del af køen for at komme ind anes ved foden af ruinen.

Vi fandt hurtigt metroen, der har station under Hovedbanegården, og efter lidt søgen fandt vi også den rigtige linje og den rigtige retning. Der kom et tog næsten med det samme, og to stationer senere, kunne vi stå af ved Colosseum.

Da vi kom op fra metrostationen lå Colosseum lige foran os. Som det vel er de fleste bekendt ligger bygningen i ruiner. Vi vidste, at min svigerfar, Dortes far, Carl Jørn tidligere havde besøgt Rom, så vi kendte også årsagen (til ruinerne). Carl Jørn havde også som dreng tilbragt en del tid med at lege på Antvorskov Kloster, og se bare, hvad der tilbage der! Vi stod lidt og beundrede bygningen, inden vi krydsede gaden. Køen for at komme ind i ruinen var lang, meget lang, men nu var et besøg i Colosseum jo heller ikke med på vores dagsplan, så vi nøjedes med at se på resterne ude fra.

Colosseum blev bygget som et amfiteater under Kejser Vespasian og hans søn, Titus fra år 70 til 80 efter vor tidsregning, og senere blev det udvidet under Domitian (81-96).  Colosseum blev brugt til gladiatorkampe og anden munter underholdning for indbyggerne, så som henrettelser, dyrejagter, genopførelser af berømte slag og dramaer baseret på romersk mytologi, og kortvarige iscenesatte søslag. Tidligere mente man også, at det var her mange kristne mødte deres endeligt som martyrer, men der er faktisk ingen af de samtidige kilder, der omtaler noget sådant. Der var mange andre stadioner og arenaer i Rom, hvor gladiator- og dyrekampe fandt sted, og mange af de kristne er sandsynligvis blevet henrettet på disse. Men måske har nogle enkelte også fundet vej til Colosseum. Navnet siges at stamme fra en "kolossal" (fra colosseus, der betyder "kæmpemæssig")  statue af Nero, der blev opstillet uden for arenaen under Kejser Hadrian. Da vi havde set nok, gik vi videre til Konstantins Triumfbue, som står lige ved siden af Colosseum. Også denne blev behøriget beset og fotograferet, og så vandrede vi ellers op mod Forum Romanum og Palatinerhøjen; en af de syv høje Rom er bygget på.

Udsigt over en del af Forum Romanum fra den nederste del af Palatinerhøjen.

Her (altså på Forum Romanum), nød vi,  eller i hvert fald jeg, synet af de mange ruiner. Måske ikke så meget ruinerne i sig selv, som den historie, de repræsenterer. Selv om der var mange turister, kunne jeg alligevel godt se for mig, hvordan der havde set ud i gamle dage, da romerske senatorer iført hvide togaer med purpurfarvede striber, spadserede omkring på pladsen. Forum Romanum, det romerske torv eller den romerske markedsplads, var den centrale plads i det antikke Rom, etableret omkring år 600 fvt. To landsbyer, på henholdsvis Palatinerhøjen og Kapitolhøjen, slog sig sammen, og i den anledning blev torvet anlagt på et sumpet område i dalen mellem de to høje. Tidligere havde dalen været gravplads, men nu blev sumpen drænet og torvet anlagt. I årenes løb blev der bygget mange bygninger på pladsen, ikke mindst templer for forskellige guddomme, såsom Mars, Vesta og mange andre. Forum var også det politiske centrum, både i kongedømmets og republikkens tid.

At fortælle om alle de ruiner, vi kom forbi, vil føre for vidt her, og de, der vil vide mere, kan selv købe eller låne en bog om Rom, og læse det i den. Men der var altså rigtigt mange ruiner, og personligt syntes jeg at templet for Venus og Roma, helt nede ved Colosseum, var meget interessant. Det skulle efter sigende have været det gamle Roms smukkeste bygning, og det kan jeg godt forestille mig. Også resterne af Vestatemplet, der som alle Vestatempler er cirkelrundt, samt triumfbuerne for Septimius Severus og Titus var interessante. Og selvfølgelig Julius Cæsars tempel, mest fordi det var hans. Jeg skal huske at sige, at når Forum Romanum oversættes til "romernes markedsplads", skal det tages helt bogstavelig, da der i oldtiden var masser af markedsboder på pladsen udover, hvad den ellers blev brugt til. Vi bevægede os langsomt ned (eller op) gennem torvet og forlod det i den modsatte ende i forhold til Colosseum.

Herfra var det let at finde vej til Circus Maximus - i hvert fald på kortet. Men helt så nemt var det så alligevel ikke, da vi ikke helt var klar over i hvilken retning, vi bevægede os. Vi kom dog efterhånden i den rigtige retning, og til sidst nåede vi ned til Tiberen. Undervejs passerede vi kirken Santa Maria in Cosmedin, en mindre basilika, som har et meget interessant klokketårn. Kirken er grundlagt tilbage omkring 650 e.v.t, men er ændret mange gange siden. Også her var der en meget lang kø for at komme ind. Måske skulle ´folk ind for at stikke hånden i La Bocca della Verità (Sandhedens Mund)? Der er tale om en slags maske af marmor, der forestiller den græsk-romerske gud Oceanos. Historien fortæller, at hvis man stikker hånden ind i munden på figuren, der oprindeligt var tænkt som et springvand, og sværger falsk, vil figuren bide hånden af. I en anden version kan man bare ikke trække hånden ud igen. Så jeg ved faktisk ikke, hvad der er værst.

En lille del af Circus Maximus. Der er stadig spor fra, hvor væddeløbsbanen var. Til højre i billedet ses en del af Cæsar Augustus palads på Palatinerhøjen.

Vi kom også forbi et tempel, som faktisk ikke ligger i ruiner. Det kaldes Vestas Tempel, men det vides ikke med sikkerhed, om det faktisk er et tempel for gudinden Vesta. Det er cirkelrundt ligesom Vestatemplet på Forum Romanum, men der er ikke fundet noget som helst, der forbinder templet med hverken Vesta eller med nogen af de øvrige mange romerske guder eller gudinder. Til et Vestatempel hørte typisk en bolig for vestalinderne, de præstinder, som passede templet og varetog de religiøse ceremonier. Ved siden af templet på Forum Romanum var der en bolig for de 6 vestalinder, som hørte til et sådant tempel, men der er ikke fundet spor af en sådan bolig ved dette tempel. Vestalinderne blev udvalgt, når de var mellem seks og ti år gamle og skulle tjene i 30 år, hvor de skulle forblive jomfruer. Når deres tjenestetid ophørte, kunne de gifte sig og opgive deres jomfrustatus. Da vi havde beundret såvel templet som Tiberen et stykke tid, hvor vi også studerede kortet igen, blev vi enige om, at vi nok var gået for langt, og vi gik derfor tilbage og op ad en gade, som vi netop var gået forbi, og kort efter kom vi ganske rigtigt til Circus Maximus. Her, for foden af Palatinerhøjen, lå en af romerrigets mest imponerende arenaer, som navnet også antyder (Circus Maximus betyder "det største cirkus). Og stort var det. I dag er det bare "et hul i jorden", bevokset af græs og nogle få træer og buske. Det var da også, hvad Lis kunne se. En græsplæne! Selv så jeg et kæmpe stadion, hvor der blev kørt hestevæddeløb i stridsvogne, som dem man kender fra filmen Ben Hur. Området har været brugt til "underholdning" helt tilbage fra etruskernes tid, og cirkus blev udvidet af flere omgange, blandt andet under Julius Cæsar, som udvidede området til 600 meter i længden og 80 meter i bredden. På det tidspunkt var der plads til 250.000 tilskuere i Circus Maximus, flere end på nutidens største stadions. Et nogenlunde tilsvarende antal kunne overvære væddeløbene fra de omkringliggende høje,  så det var temmelig mange mennesker, der var plads til, og kejserne kunne se det hele hjemmefra. Ved siden af Circus Maximus, på Palatinerhøjen, ligger nemlig ruinerne af de kejserlige paladser fra Augustus tid, men dem nøjedes vi med at beundre på afstand. Så sent som i 2006 var der forsamlet 700.000 mennesker i Circus Maximus for at fejre Italiens sejr i VM i fodbold. Da Lis ikke gad se mere på græsset i hullet, gik vi ned til metrostationen for at tage toget ud til Vatikanet.

Hadrians Mausoleum, Engelsborg med en statue af ærkeengelen Michael på toppen.

Vi stod af på en af de stationer, der ligger tæt på Vatikanet. og gik så resten af vejen. Det var nu ved at være frokosttid, så da vi passerede en restaurant, brød vi med et princip om ikke at spise på restauranter med hvide duge på bordene, og hvor tjenerne gik i hvide jakker. At vi var på ferie i Toscana, og at vi holdt os til det toskanske, blev nu bekræftet af, at restauranten faktisk hed Tosccana og serverede toskansk mad. Så selv om vi var i Rom, spiste vi toskansk. Det viste sig da også, at restauranten ikke hørte til de billigste, men den mad, vi spiste, var god. Efter maden fortsatte vi så ned til Peterspladsen. Undervejs passerede vi en kaserne for schweizergarden, hvor der stod gardister som vagter - naturligvis. Dog ikke i deres farvestrålende gallauniformer, men i nogle mere kedelige blå. Oprindeligt var der forskellige schweizergarder i mange lande, inklusive ved det danske hof, men i dag er den pavelige schweizergarde, den eneste, der er tilbage. Den blev stiftet helt tilbage i 1506. I slutningen af 2005 var der 134 medlemmer af garden. Garderne er alle romersk-katolske mænd med schweizisk statsborgerskab. Næste stop var Peterspladsen. Her var der overraskende tomt i forhold til det antal mennesker, der havde været ved Colosseum og Forum Romanum. Til gengæld var der en flere hundrede meter lang kø, for at komme ind i kirken, så det sprang vi over og nøjedes med selve pladsen, hvor en hel del af de, der færdedes, mærkeligt nok var katolske præster i fuldt ornat. Da vi havde set nok, gik vi tilbage næsten samme vej, som vi var kommet, og fortsatte til indgangen til Vatikanmuseerne. Her var der også kø, men langt kortere end til kirken. Så her gik vi ind, primært for at besøge Det Sixtinske Kapel, men undervejs kom vi imidlertid ud på en længere vandring gennem museets sale og gange, og vi så adskillige fantastiske lofts- og vægmalerier af blandt andre Rafael og Botticelli, og inden vi nåede frem til selve kapellet, havde vi også haft tid til at nyde udsigten over blandt andet Hadrians Mausoleum, kendt som Engelsborg.

I selve kapellet er der malerier af mange af de rigtigt store italienske malere, fx Botticello, Perugino, Ghirlandaeo og Pinturicchio foruden selvfølgelig det berømte loftsmaleri af Michelangelo. Her måtte man ikke fotografere med blitz, men det var der vist ingen af de hundredvis af mennesker, der respekterede. Nu er kapellet imidlertid så stort, at blitzen på almindelige kameraer alligevel ingen gavn gør, og mine billeder fra kapellet blev da også noget "uldne". Til gengæld fik jeg nogle billeder af nogle af de andre smukke malerier, der var både i kapellet og uden for dette. Foruden et billede af en meget smukt dekoreret sarkofag, hvor en eller anden kardinal eller biskop lå begravet. Kisten var forsynet med relieffer af ryttersoldater i kamp, hvilket måske ikke var så mærkeligt endda. Mere mærkelig var en falloslignende genstand, som var placeret helt umotiveret et sted på kisten. Det er i øvrigt i Det Sixtinske Kapel at konklaven holder møde efter en paves død for at vælge hans afløser, og det er herfra, at hvid røg stiger op gennem en til lejligheden opsat skorsten, når en ny pave er valgt. Da vi efter et par timer var kommet gennem den del af museerne, som vi havde valgt at se, overvejede vi, hvilket tog vi skulle tage med hjem. På det tidspunkt var der to at vælge mellem, nemlig toget 17.15 og toget 19.15,

Et af malerierne på Vatikanmuseet. Husker hverken titel eller kunstner, men givetvis et religiøst motiv.

Vi mente, at vi nok kunne nå toget 17.15, og blev enige om, at det ville være lidt risikabelt at se noget mere af Rom og så satse på at nå 19.15, som var det sidste tog tilbage til Chiusi den dag. Så vi tog metroen tilbage til Hovedbanegården og nåede faktisk toget 17.15. Efter en begivenhedsløs togtur, var vi tilbage i Chiusi omkring kl. 19. Vi fandt bilen, hvor vi havde efterladt den, og begyndte hjemturen. Undervejs blev vi enige om, at der ikke var nogen af os, der havde lyst til at lave mad, når vi kom hjem, så vi blev enige om at spise ude. Vi tog ikke samme vej hjem som ud, men valgte en noget længere rute, som førte os gennem selve Montepulciano. Her havde jeg læst om en restaurant ved navn Ls Grotta lidt uden for byen, som skulle være rigtig god.  Vi valgte at køre over Chianciano Terme., hvor mange danske rejsebureauer har ture til. Chianciano er en gammel by, hvor der har været "helbredende bade" siden etruskernes tid, og man kan faktisk stadig får bad i byen. Faktisk er der adskillige etablissementer, som tilbyder, at man kan bade i helbredende vand, som skulle være specielt godt til at rense leveren. Der var mange mennesker i byen, specielt ældre, så vi mente, at det nok var badegæster. Fra Chianciano fortsatte vi op over bjergene mod Montepulciano. På vej mod byen så vi flere store hoteller, som vi ikke vidste eksisterede, men de har formodentlig "hængt sammen med" badene i Chianciano. Lige inden vi nåede Montepulciano, så vi en restaurant. Ikke den, jeg havde læst om, mern denne reklamerede med, at de havde en terrasse, hvor man kunne sidde uden for og nyde udsigten over landskabet. Her besluttede vi os for at køre ind.

Det viste sig at restauranten var en anden del af den butik, hvor vi havde købt ost og vin dagen før inde i Montepulciano - og det var her de lavede deres vin. Il Restaurante delle Fattoria Pulcino var navnet, og her var der også en butik ud over restauranten. Maden var glimrende og man serverede selvfølgelig egne vine, så vi fortsatte med Vino Nobile Riserva fra 2001, som vi havde købt dagen før og jeg sluttede med et glas af husets egen fremragende Vino Santo. Vi kunne også have fået en Vino Nobile fra 1990, men prisen på 70 € afskrækkede os lidt, så vi nøjedes med den yngre model. Efter maden kørte vi tilbage til lejligheden og slappede af med en kop kaffe og et spil Settlers på fællesterrassen. Vores engelske venner fra dagen før var også på terrassen, og de var meget interesserede i spillet. Det var ved den lejlighed at vi fandt ud af, át de hed Anne og Dale, og at deres sønner boede i henholdsvis Rom og Shanghai, så det var en familieforening, de holdt her.