|
Var Pauline Foster den samme som Ann Dula?Spørgsmålet kan lyde mærkeligt, men så alligevel ikke. I følge legenderne blev Pauline Foster anholdt, men løsladt, da hun lovede at blev anklagerens hovedvidne og afsløre, hvor Ann Melton havde fortalt hende, at Laura Fosters lig var gemt. Andre steder i legenderne fortælles det, at hun havde været anholdt én gang og rejste hjem til Watauga County, hvor hun kom fra, og senere videre til Tennessee, for at undgå at blive anholdt igen, men at Ann Melton og en ellers ukendt Sam Foster overtalte hende til at vende tilbage til Elkville. Under retssagen udtalte vidnet James Isbell, at Pauline Foster havde være arresteret to gange. Imidlertid er der ingen af sagens øvrige akter, der fortæller om to arrestationer. Derimod ved vi, at en Ann Pauline Dula var nævnt i arrestordren mod Tom, og faktisk blev anholdt sammen med en Granville Dula og Ann Melton, men at de alle blev løsladt dagen efter, da fredsdommeren fandt dem uskyldige i anklagerne. I en uidentificeret udskrift af Pauline Fosters vidneudsagn, identificeres hun som Ann Pauline Foster. Når Granville havde en søster ved navn Ann, og han og en Ann Pauline Dula blev anholdt sammen, er der rimelig grund til at antage, at det var søsteren, der blev anholdt sammen med ham. Især fordi der tilsyneladende ikke var andre, der hed Ann Dula, som passede ind tids- og aldersmæssigt. Når (Ann) Pauline Foster blev anholdt to gange, uden at kilderne er opmærksomme på det, og en Ann Pauline Dula blev anholdt, er der rimelig grund til at antage, at der er tale om den samme person. Pauline Foster fortæller godt nok selv under retssagen, at hun var 21, da hun kom til Wilkes County i 1866 for at arbejde hos Ann og James Melton, hvilket skulle indikere, at hun var født i 1844 eller 45. Ann Dula angives at være født i 1843, men det ville hverken være første eller eneste gang, at den alder, der er opgivet i folketællingerne er forkert. Se eksemplerne under Informationskaos. Før retssagen er Pauline Foster svær at identificere. Det fortælles at hun kommer til Wilkes County fra Wautaga County, hvor hun bor, for at besøge sin bedstefar. Imidlertid findes der ingen i Watauga County i folketællingerne fra 1850, 1860 eller 1870, der umiddelbart kan identificeres med Pauline Foster. Det nærmeste vi kan kome er en Anna Foster, som var født i 1845 eller 46. der er også et par andre kandidater, blandt andre Ann Dyer født i 1845 (hvordan Ann Dyer kan identificeres med Ann Foster er en længere historie, som jeg ikke vil bringe her), eller Paulina Wages, der var gift med William M. Foster fra 1824. Jeg tror dog mere på, at Ann Dula og Pauline Foster er én og samme person, og at Pauline simpelthen er blevet gift med en Foster mellem 1866, hvor den første arrestordre blev udstedt, og selve retssagen i januar 1868. Hvis denne antagelse er korrekt, så har den bedstefar, som Pauline Foster officielt kom til Wilkes County for at besøge, ikke været hendes farfar, for det var i givet fald Bennett Dula, der for længst var død. Men det kan have være morfaderen, som jeg ikke har været i stand til at identificere - bortset fra at han formodentlig hed Stowe. Dette ville gøre Tom og Pauline til fætter og kusine, og man kan undre sig over, hvorfor dette i så fald ikke kom frem under retssagen. Men måske har det været almindeligt kendt, så det er derfor, at Pauline kun selv omtaler sit fjerne slægtskab med Ann Melton. Det arbejder jeg pt. på at påvise.
- Retur til Dula familien - |