På må og få

Næste dag var afsat til sightseeing med Cherokee som udgangspunkt. Oprindeligt var planen et besøg i Great Smoky Mountains National Park, men da den fortsat var lukket, og der ikke var meget at se på den åbne del, blev jeg enig med mig selv om at finde på noget andet. I første omgang ville jeg tage Blue Ridge Parkways sydlige del fra Cherokee til Ashville. Selv om vejen primært går mod nord fra Cherokee, tager den netop på det første stykke mellem de to nævnte byer, en bue mod syd. Faktisk er der fra Cherokee til "bunden af buen" omkring 20 miles i luftlinje -. og adskilligt længere ad vejen. Det var denne bue, som vi senest havde kørt på i 2000, som jeg nu ville genudforske. Der er ganske mange ting at se på Blue Ridge Parkway, men netop på denne strækning er der ikke nogen berømte attraktioner, bortset fra vejen selv og naturen omkring den, så her kommer der ikke så mange turister som på resten af vejen nord på. Til gengæld er der mange udsigtspunkter, hvor man kan se ud over terrænet, fx ved Waterrock Knob, Richland Balsam, hvor man når det højeste på på hele vejens længde 1.843 meter over havet, samt ved Mount Pisgah. Jeg kørte strækningen stille og roligt - det er man nødt til da hastighedsbegrænsningen aldrig overstiger 45 mph og ofte er nede på 35. Vejret var ikke det bedste, smådiset, småregn og overskyet, og det er ikke de bedste konditioner, når det er udsigt, man skal nyde, men jeg gjorde da holdt nogle steder og fik taget lidt billeder.

Ved Asheville forlod jeg "parkvejen", for at køre ud på må og få. Med det mener jeg, at jeg slukkede for gps'en, og kørte ud på de små biveje, som jeg skiftede mellem, når jeg mødte en, der så interessant ud. Det betød at jeg kom længere og længere ud i North Carolinas natur- og landbrugsland og fik set en masse steder, som jeg ikke tidligere havde set og nok ikke får at se igen, da jeg ikke aner, hvor jeg var. På et tidspunkt "ramte" jeg tilfældigvis Blue Ridge Parkway endnu engang, og så kunne jeg jo lige så godt tage den tilbage til Cherokee. Jeg vendte derfor snuden mod sydvest (ifølge det indbyggede "kompas", der var i bilen - gps'en var stadig slukket), og så kørte jeg ellers derudad. Omgivelserne omkring ligner desværre hinanden meget her nede på mod syd, så jeg kunne ikke rigtigt se, om jeg tidligere havde været på de pågældende steder, men det opdagede jeg efter et stykke tid, at jeg ikke havde. Det skete, da jeg så et skilt til Mount Mitchell Statepark, som ligger ca. 25 miles nord for Asheville, ikke syd for denne!

Mount Mitchell stod på næste dags plan, men da jeg jo nu alligevel var her, besluttede jeg for at fremskynde besøget, så jeg forlod parkvejen og kørte op mod statsparken. Mount Mitchell er det højeste Punkt i USA øst for Mississippi og var det højeste punkt i USA indtil 1845, hvor Texas blev optaget i Unionen. 2.037 meter rager bjerget op, og på toppen er der et udsigtstårn - og det ville jeg op i. Fra BRP er der ca. 5 miles (8 km) ad den lille North Carolina Road 128 op til en parkeringsplads for foden af toppen! Herfra går en ca. 300 m lang sti op til et udsigtstårn. Stien angives at være kørestolsvenlig, og den er da også asfalteret, men den må være bygget til folk i elektriske kørestole - eller med overordentligt kraftige armmuskler, for den er ret stejl visse steder. Nå, men jeg fik da kæmpet mig vej op til toppen og kravlede også op i udsigtstårnet, kun for at opdage at det hele var spildt. Tågen (eller skyerne) hang så lavt, at der absolut ikke var udsigt til andet, da jeg endelig kom derop. Jeg prøvede at tage et par billeder, men da jeg kom tilbage til hotellet og så dem i større format på min medbragte tablet, viste de ikke så meget som en silhuet. Kun gråhvid tåge. Jeg blev derfor ikke længe på toppen, men gik tilbage til parkeringspladsen, som var under skyhøjde, og her var udsigten derfor langt bedre, selv om den ikke var god. Her tog jeg en del billeder. Ved parkeringspladsen var en lille gavebutik, som jeg ikke besøgte og tilbage ad vejen, ca. to miles fra parkeringspladsen - eller tre miles fra BRP, hvis man kører den anden vej - ligger en restaurant, men heller ikke den besøgte jeg.

I stedet kørte jeg tilbage til parkvejen og kørte hjemover - nu vidste jeg jo, hvilken retning jeg skulle i. Det gik også fint, indtil jeg så et skilt med "Zeb Vance's Birth Place. Den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig, og så forlod jeg parkvejen igen, for at vende tilbage til de små biveje. Jeg fulgte skiltningen, og selv om den ikke var perfekt, lykkedes det for mig at finde stedet. Jeg kunne fortælle en lang historie om Zebulon Baird Vance, men det skal jeg nok lade være med. Jeg vil bare konstatere at han var North Carolina's guvernør under borgerkrigen og igen senere. Han endte sine dage som senator og er umådelig populær i North Carolina. Og så var han Tom Dooleys forsvarer under retssagen mod denne, hvilket bevirkede min interesse. Lidt mere om Vance kan læses i artiklen Vigtige bipersoner under Tom Dooley. Nu var jeg altså ved hans fødehjem, som skulle være et normalt "velhaverhjem" i årene omkring begyndelsen af 1800-tallets North Carolina. Ikke stort som "paladserne" man tit oplever i film om tiden, men de tilhørte rige bomulds- eller risplantageejere og lå typisk noget sydligere, fx i South Carolina, Alabama, Georgia og Louisiana. Her var der tale om et typisk landbohjem, men i modsætning til hvad nogle mennesker mener i dag, kom Vance ikke fra en fattig landarbejderfamilie, selv om han var født på landet. Hans far ejede 18 slaver, som boede i tre slavehytter, et stykke væk fra familiens egen bolig. En af disse slavehytter kan stadig ses på området, selv om den er blevet flyttet noget nærmere hovedbygningen. Denne er til gengæld en kopi fra omkring 1910, for omkring 1900 var det originale hus blevet så råddent, så det måtte rives ned. På området kan man også se et gammel "smoke house" (et røgeri), hvor man røgede kød til vinteren foruden forskellige andre bygninger. Desuden et "køleskab" i form af en bygning, som nærmest var et halvtag over et gravet hul, i stil med de kølekældre, vi havde herhjemme i gamle dag. Her var det dog gjort mere effektivt end min farmors og farfars kølekælder i kolonihaven, idet rummet var bygget, så en bæk løb igennem og sørgede for ekstra køling. Faktisk kunne man opbevare mælk og smør her i flere dage uden at det blev dårligt, og kød endnu længere. Ud over de forskellige bygninger, var der også et lille museum med en udstilling om Vance og hans tid. Ikke mindst fotografierne fra perioden var spændende, og da det hele var gratis, må man sige at det var alle pengene værd.

Da jeg var færdig med Vance var det blevet hen på eftermiddagen, og nu kunne jeg så for alvor sætte kursen hjemover. Jeg satte gps'en til at vise vej hjem til hotellet, så det blev til en del flere kilometer på de meget små veje i området med nye spændende udsigter, men til sidst førte gps'en mig til I-40, The Mother of All Interstates, som vi kalder den, fordi vi har kørt på den på samtlige ferier i USA på nær en. Jeg tog motorvejen et kort stykke mod syd inden jeg skiftede til NC Route 19 til Cherokee gennem Lake Junaluska og Maggie Valley som dagen før. På det korte stykke på motorvejen indledte jeg en "leg", som vi tidligere har leget, nemlig at se, hvor mange lastbiler fra de store amerikanske transportselskaber, vi møder. Tidligere har firmaet J. B. Hunt, som har hjemme i Arkkansas, været klart i overtal i de østlige stater, men her så jeg ikke en eneste af deres biler - og det gjorde jeg i øvrigt slet ikke på hele ferien. Firmaet har ellers 16.000 ansatte, 12.000 lastbiler og 47.000 trailere, så det var faktisk lidt mærkeligt. Til gengæld så jeg nogle af konkurrenterne, Schneider, Swift, Werner og Knight. Vel tilbage i Cherokee, slappede jeg af på hotellet et stykke tid, og gik så ud for at se lidt på byen, inden jeg vendte tilbage samme diner, som dagen før - denne gang dog med noget andet end fisk på tallerkenen. Skinke med salat var dagens ret, inden jeg vendte tilbage til værelset og en velfortjent kop kaffe. Mens jeg sad her, brugte jeg tiden på se på nettet efter ting at gøre i morgen, når nu Mount Mitchell allerede var overstået. Statesville og Brown Mountain var nogle af de ting, der randt mig i hu, men mere om det i næste artikel.