Vigtige bipersoner

Der vil komme supplerende informationer om nogle af disse bipersoner i en kommende opdateringsartikel.

Udover de hovedpersoner, jeg har omtalt i de foregående artikler, medvirkede der en hel del bipersoner i sagen, foruden nogle, som vi bedst kan kalde statister. Nogle af disse ved vi noget om, mens andre er forsvundet i glemselens tåger. Mere end 60 personer afgav fx vidneudsagn i forbindelse med retssagerne (j. f. John Foster West), men kun omkring 25 af deres vidnesbyrd findes i dag, inklusive de vidner, hvor to forskellige vidneudsagn er bevaret. Det betyder ikke, at de andre vidnesbyrd ikke var vigtige, men åbenbart ikke vigtigt nok til at blive skrevet ned.

Her er det nødvendigt at huske på, at dengang blev der ikke taget referat af retssager. Vidneudsagn aflagt i i retten blev derfor ikke nedskrevet, og slet ikke ordret. Hvis en sag skulle appelleres, udarbejdede retsskriveren og dommeren i fællesskab et notat, med de informationer, som de mente var relevante i forbindelse med appellen. Vidneudsagn og andet, der ikke havde betydning for det, som havde ført til appel, blev i almindelighed udeladt. Her er det vigtigt at forstå, at en appel til statens højesteret ikke handlede om skyldspørgsmål. Højesteret tog alene stilling til, om der var begået procedurefejl under retshandlingen. Toms sag blev appelleret to gange, og hver gang var dommeren og skriveren nødt til at lave et resumé af sagen til statens højesteret. Resuméet fra den anden retssag i 1868 er meget kort, meget kortere end ved den første appel, men alligevel føjer det noget nyt til vores viden om sagen. Det er kun disse få udsagn, der blev fundet værdige til at blive fremsendt til højesteret, som eksisterer i dag, og de er altså ikke ordrette, men redigerede referater af, hvad der faktisk blev sagt i retten - nedskrevet på baggrund af retsskriverens og dommerens hukommelse. Ved fremsendelsen i Toms tilfælde, blev som vanligt lagt vægt på vidneudsagn, der omhandlede de forhold, som forsvareren havde lagt til grund for sine appeller, selv om også enkelte andre udsagn blev refereret. Jeg vender tilbage til retssagerne i senere artikler.

Men lad mig se nærmere på nogle af bipersonerne, som alle vidnede under retssagen, og hvis vidneudsagn fortsat eksisterer, i hvert fald i redigeret form.

Rufus Dula Horton

Rufus Dula Horton, ejede det, der blev kaldt "den bedste plantage i Happy Valley". Den havde oprindeligt tilhørt Benjamin Howard, en af de første hvide, der slog sig ned i området, men ved dennes død blev den solgt til William Horton, der havde været general under den amerikanske frihedskrig. Rufus Dula Horton var yngste søn af generalen, og var yngre bror til blandt andre oberst James C. Horton, en meget vigtig person i Karen Wheeling Reynolds roman om begivenhederne "Tom Dooley – The Story Behind the Ballad", men i virkeligheden spillede James Horton tilsyneladende kun en meget lille rolle i sagen. Hvorfor Rufus Horton ejede plantagen er ikke klart i dag, da han havde fem ældre brødre og fem ældre søstre. Rufus Hortons plantage var beliggende nord for ​​Yadkin River, lidt øst for det sted, hvor Elk Creek løb sammen med floden. Hans nabo mod vest var hans onkel, David E. Horton, som opdagede Lauras grav sammen med sin svigersøn, James Isbell. Dulas nabo mod nord var familien Witherspoon, hvoraf flere også var indkaldt som vidner i sagen. Fra Horton's plantage, har der næppe været mere end et par kilometer til det sted, hvor familien Dulas hytte lå.

Vi ved ikke præcis, hvad Rufus Horton vidnede om. Den eneste del af hans vidneudsagn der stadig eksisterer fortæller bare, at han fremhævede Mary Dula (Tom's mor), som kendt for at være "sanddru og ærlig", mens på den anden side Jesse Gilbert, et andet vidne var kendt "for at stjæle og lyve" .

Mary K. Dula

Mary Dula var Tom Dooleys mor. Hendes pigenavn var Mary Keaton og de fleste kilder, blandt andre folketællingen fra 1870. mener, at hun blev født omkring 1800 i staten Virginia. Jeg har allerede omtalt hende under gennemgangen af Tom Dooley, og her nævnt usikkerheden omkring hvor mange børn, hun havde og hvornår de var født.  Denne usikkerhed opstår omkring flere personer, fordi det samme navn typisk blev brugt til mange medlemmer af samme familie. Mary Dula blev gift med Toms far, Thomas P. Dula den 30. september 1822, men Thomas P. døde allerede i 1854, flere år før mordet på Laura Foster.

På tidspunktet for mordet, havde hun en hjemmeboende datter, Eliza
og også Tom, som var hendes eneste overlevende søn, boede hjemme. Som omtalt i artiklen om Tom, mener nogle i dag at vide, at Tom ikke flyttede hjem til sin mor efter borgerkrigen, men det harmonerer ikke med vidneudsagnene fra retssagen. I folketællingen i 1860 har Mary Dula tre hjemmeboende børn, John, Eliza og Thomas (men John blev dræbt under krigen). Elizas navn staves i øvrigt i denne folketælling Leuiza, hvilket mere ligner en fejlskrivning for Louisa end for Eliza, men under retssagen kalder Mary hende selv for Eliza, så det må vi tro på. I denne folketælling angives hun at være 22 år gammel, altså 7 år ældre end Tom, ikke to år yngre, som andre kilder har.

Nogle af legenderne vil vide (hvilket ikke er korrekt), at Tom Dooley blev anholdt sammen med en Jack Keaton. Dette navn fremgår ingen steder i dokumenterne fra retssagen, og Tom var alene, da han blev arresteret. Jeg har ikke kunnet finde spor af nogen Jack Keaton i arkiverne fra Wilkes, Watauga eller Caldwell County på tidspunktet for mordet, men han kunne have været en slægtning til Mary Dula som boede et andet sted, og bare var på besøg. Hvorfor legenderne har gjort Keaton til en del af sagen er umuligt at sige. Måske er det sket en sammenblanding med John (Jack) Adkins, som var en af de to vicesheriffer, der arresterede Tom i Tennessee. I nogle artikler i avisen "The Record of Wilkes" (internetudgaven) fra 2001 og 2002 er Jack Keaton nævnt som navnet på en af ​​de, der deltog i en "fest" hos familien Melton om aftenen den dag, Laura forsvandt. Der er dog ingen af de vidner, der faktisk var til stede ved festen, som nævner hans navn eller på anden måde omtaler ham.

Wilson Foster

Wilson Foster var Lauras far. Han var født omkring 1813 og var dermed omkring 53, da hans datter blev myrdet. Han boede i German's Hill bebyggelsen i Caldwell County lige på den anden side af amtsgrænsen. Hans kone, Mary Bowman var født omkring 1812, og hun og Wilson blev først gift den 9. februar 1842, hvilket var en forholdsvis høj alder for ægteskab dengang, så en af dem eller dem begge, kan have været gift før. Mary døde sandsynligvis i 1864. Hun var i hvert fald død, da mordet fandt sted.

Laura var det ældste barn og var stadig hjemmeboende og man må derfor gå ud fra, at hans fire (måske syv) andre børn også var hjemmeboende. Kun én af hans sønner, James Foster, blev nævnt under retssagen, men da Wilson havde to sønner med det navn, er det ikke klart, hvilken af dem, der var tale om. De fleste antager dog, at det må have været den ældste søn, James Thomas. I 1880 boede Wilson sammen med netop sin ældste søn, James T. Foster og dennes familie i King's Creek i Caldwell County. I 1870 boede han alene i German's Hill sammen med den yngre søn James E., så ti år senere er han nok kommet "på aftægt" hos den ældste søn og dennes familie. I 1860 var den samlede værdi af hans ejendom 200 $ (hvilket faktisk var ganske pænt), men han ejede ikke selv sin jord. Ingen af hans børn havde gået i skole inden for det seneste år, og både han og Martha var analfabeter.

Wilson Foster formodes at have været landarbejder på en af ​​de store plantager i dalen, men det vides desværre ikke med sikkerhed og en formue på $ 200 kunne tyde på, at han tjente penge ved andre aktiviteter også. Måske kunne han, som mange andre, fx James Melton, et håndværk som kunne supplere indtægten. Nogle kilder mener, at både han og Laura (og måske den ældste søn, James) arbejdede for James Isbell, mens andre finder det mere sandsynligt, at han arbejdede for Welborn German, som havde givet navn til området, og hvis plantage lå meget nærmere end Isbells. Selv har jeg en ide om, at ham måske har arbejdet for en Ressel Tripplet, som også boede i området. Jeg baserer dog denne formodning alene på, at hans nabo arbejdede for denne Triplett.

Optegnelserne fra retssagen giver grund til at tro, at familien var temmelig dårligt stillet. Det blev for eksempel nævnt, at Laura normalt gik med hullede sko, fordi familien ikke havde råd til nye, så måske har han mistet sin lille formue under borgerkrigen. Han var dog den stolte ejer af en hest selv om han ikke havde en stald til den. Det var netop denne hest Laura tog, da hun forlod sit hjem. Wilson kan have lejet jord af ejeren mod kontant betaling, men han kan også have været et såkaldt "tenant farmer"* eller "sharecropper"*. Selv tror jeg mest på det sidste, da det ikke virker som om Wilson ville have råd til at investere i det udstyr, der skulle til for at være tenant farmer, men det kan også være det, som han havde brugt sine 200 dollars til, fx kan have brugt nogle af pengene til at købe hesten, hvilket kan forklare, hvorfor han blev så vred, da Laura tog den med. 

* En "tenant farmer" svarer nogenlunde til en forpagter. Han "lejer" jord af en godsejer, som han så betaler en afgift for at bruge jorden. Udbyttet fra driften tilfalder forpagteren, som dog kan betale noget af afgiften med en del af udbyttet. Hanb kunne også betale, ved at yde en arbejdsindsats på andre af godsejerens landområder, men det var ikke normalt. En tenant farmer måtte selv skaffe de udstyr, som han skulle bruge til at drive det lejede, og ligeledes selv anskaffe husdyr, såsæd mm. En "sharecropper" boede på jord, der tilhøre en godsejer og arbejdede for denne uden betaling, men kunne selv beholde en del af udbyttet på det jordstykke, som han boede på. Sharecroppers var typisk fattige, men kunne dog som oftest forsørge sig selv og deres familie. En landarbejder ("farm laborer") var en lønnet medarbejder på en gård, være sig stor eller lille, som kunne få betaling i naturalier, men ofte fik den som kontanter. Landarbejdere var typisk daglejere, og fik kun løn for den tid, de faktisk arbejdede.

Lotty (Carlotta) Foster

Ligesom mange af de andre personer der er omtalt i forbindelse med sagen, er Lotty Foster en underlig, lidt flygtig person. Jeg har allerede i artiklen om Ann nævnt spørgsmålet om hendes skift af efternavn fra Triplett til Foster tilbage til Triplett i de forskellige folketællinger. Under retssagen blev hun kaldt Lotty Foster, og det må betyde, at sådan hed hun i hvert fald i slutningen af 1860'erne, da man typisk brugte de navne, folk havde på det pågældende tidspunkt, ikke, hvad de tidligere havde heddet. Da hun også stod som Foster i folketællingen i 1870, men som Triplett i 1860, må vi gå ud fra at hun er kommet til at hedde Foster i begyndelsen af 60'erne.

Så vidt man kan se i dag, blev hun aldrig gift, men rygtet om at alle hendes børn havde forskellige fædre kan på den anden side heller ikke bevises med sikkerhed. I alle folketællingerne fra perioden, står hun registreret som "Head of Household", altså leder af husstanden, hvilket indikerer, at hun ikke havde en mand. Samtidige kilder fortæller, at hun meget ofte var beruset, men dette blev ikke omtalt i detaljer under retssagen. Slægtsforsker og historiker Faye Moran fortæller på sin Wilkes County hjemmeside, at Lotty Foster formodentlig var datter af en Martin Triplett og hans kone, Nancey Brown. Det kan forklare, hvorfor hun hed Triplett, men desværre ikke, hvorfor hun skiftede navn til Foster og tilbage igen, se Who was Anny Foster?

George Washington Anderson

George Washington Anderson havde tjent i hæren sammen med Tom Dooley. De var begge menige i 42. North Carolina Infanteriregiment, Kompagni K - og det samme var en masse andre mænd, der blev nævnt under sagen. George Washington Anderson var født i 1846 eller 1847. I folketællingen i 1870 opgives han til at være 13 år og altså født i 1847, men som nævnt flere andre steder er folketællingerne ikke specielt pålidelige, når det gælder alder. Han gik ind i hæren nogle år efter Tom, og var altså også et par år yngre end denne.

I 1860 boede familien Anderson i Caldwell County, men i 1870 var de flyttet til Wilkes og boede ikke lagt fra Dooley familien og de øvrige implicerede i sagen, faktisk ikke ret langt fra mordstedet. I 1870 var George landarbejder, men boede hjemme hos sin mor, Sarah Anderson, som var "Head of Household" sammen med fem søskende i alderen 9 og 30 år. Han var bror til Celia Scott, som også var et vigtigt vidne under sagen og også to andre søstre Rebecca og Eliza Anderson, vidnede under sagen. George indrømmede under retssagen at have været "sammen med Tom og Pauline Foster i skoven" i det "sammen med" antyder klart, at såvel Tom som han selv, havde haft seksuelt samkvem med Pauline ved den lejlighed.

Lidt underligt er det, at i én oversigt over de, der gjorde tjeneste i kompagni K, kan man læse at George Washington Anderson gik ind i hæren som menig, og forlod den igen med samme rang. Af en anden oversigt, fremgår det imidlertid at han døde under krigen, men i så fald kan han næppe have været i live, da mordet fandt sted i 1866. Så muligvis var det to George Washington Andersons i kompagniet. Det fremgår dog ikke at de papirer, der fortsat eksisterer og snarere er det registreringen af ham som være død, der er forkert. Det samme er tilfældet med flere andre personer fra tiden. De blev meldt døde under krigen, men levede alligevel i bedste velgående flere år senere. Dette skyldes formodentlig at nogle "skrivere" registrerede dem som "casualties", og det blev så senere "oversat" til "døde", selv om casalties sagtens kunne betyde at de kun var sårede.

Celia Scott

Celia Scott var født i 1835, (folketællingen fra 1860 angiver dog 1842) og var altså 7-8 år (eller måske kun et år) ældre end Ann Melton, og ikke en gammel kone, som hun gøres til i nogle af legenderne. Hun var gift med James Scott. Som nævnt var hun storesøster til George W. Anderson. Hun var nabo til Meltons, og det var i hendes hjem, at Ann Melton og Pauline Foster kom op at slås nogen tid efter mordet. Ved denne lejlighed beskyldte de to piger gensidigt hinanden for at vide noget om Lauras forsvinden. Det var primært dette skænderi, som Celia aflagde vidnesbyrd om. James og Celia Scott havde en søn, James P., der var fire år gammel i 1866, ikke 12 som han selv senere påstod. Efter sagen flyttede familien omkring 5 miles længere mod øst til bebyggelsen Beaver Creek, hvor de boede i 1880. Celia Scott døde i 1929 i den høje alder af 94 (eller måske 87) år. Hendes mand, James, der ikke spillede nogen rolle under sagen, var født i 1837 og døde i 1923 i en alder af 86. De er begge begravet på Mount Pleasant Baptist Church Cemetary i Wilkesboro. Sønnen, James P. døde i 1952, 90 år gammel. James P. er begravet på Sinclair Family Cemetary i Boomer i Wilkes County.

Betsy Scott

Betsy Scott var et af ​​de vigtigste af anklagerens vidner, måske det vigtigste overhoved i forsøget på at få Tom dømt for mord. Det lader ikke til, at hun var nært beslægtet med de andre Scotts involveret i eller omtalt under sagen, men det vides ikke med sikkerhed. Hun var nabo til Laura og hendes far, og hun levede tilsyneladende af at vaske for andre. Hun mødte efter eget udsagn Laura den morgen, hvor hun forsvandt og talte med hende om hendes "løben hjemmefra" med Tom.

Betsy Scott er formodentlig identisk med den Elizabeth Scott som boede i Caldwell County i 1860 (i samme valgdistrikt som Wilson Foster).  Denne Elizabeth, som da var 40 år gammel, arbejdede som landarbejder hos en tilsyneladende velhavende Ressel Tripplet, og hun boede på hans jord sammen med to børn. Den ene var en seks måneder gammel datter, Laura, som godt kunne være opkaldt efter naboens 17-årige datter.  Det er dette ansættelsesforhold, der får mig til at tro, at hendes nabo, Wilson Foster, måske var sharecropper hos samme Tripplet. I 1870 og 1880 var der ingen ved navn Elizabeth eller Betsy Scott i hverken Wilkes, Watauga eller Caldwell amter, som passer i alder eller for den sags skyld i resten af North Carolina. Hun kan være blevet gift, være død eller flyttet væk fra staten. Der var i 1880 en Betsy Scott, 50 år, som boede alene i nærheden Spartanburg i South Carolina, men om det var den samme person, er det umuligt at sige noget sikkert om. Vi ved dog, om Betsy fra Spartanburg, at hun var født i North Carolina, så det kan ikke udelukkes. Forskellen i alder på de to kvinder, kan ignoreres, da disse aldersangivelser kun kendes fra folketællinger, og disse er, som jeg vender tilbage til mange gange, meget upålidelige, når det kommer til de registreredes alder.

George N. Carter

Dr. Carter


Billedet til venstre forestiller Dr. George Carter nogle år efter mordet. Billedet findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra museets ejer,  Mrs. Edith F. Carter.

Dr. George N. Carter var den lokale læge, og den eneste læge i området på det tidspunkt. Hans far var fætter til Ann Hill Carter, mor til sydstaternes øverstkommanderende under borgerkrigen, General Robert E. Lee. Dr. Carter og generalen var altså halvfætre, men Lee havde trods alt ikke noget med sagen at gøre J.

Dr. Carter var flere år tidligere (omkring 1852) flyttet til Happy Valley fra sit oprindelige hjem i Shelton, Virginia. Han blev gift med Juliette Jones, datter af Catlett Jones, en af ​​de rige godsejere i Happy Valley. Lægen boede på en ret stor plantage i King's Creek i Caldwell County ikke langt fra den lokale fredsdommer, James Isbell. Dr. Carter og hans hustru havde to børn, Ann M. Carter født i 1853 og George Hill Carter, født i 1855. De havde haft endnu en datter, Julie, født i 1857, men hun døde samme år, før hun var syv måneder gammel. George H. Carter blev senere selv læge og afløste sin far som områdets læge. Dr. Carter var født i 1822 og dermed 43 eller 44 på tidspunktet for mordet.

Hans hustru, Juliettes, mor var Nancy Ann Dula, en datter af kaptajn William Dula (og Juliette Jones var således også Tom Dooleys halvkusine) og lægen var dermed beslægtet med både Tom Dooley, James Isbell og flere andre fra sagen gennem sit ægteskab.

 

Zebulon Vance

Zebulon B. Vance var faktisk ikke en del af sagen, men han forsvarede Tom Dooley i alle retssagerne mod ham. En udfordring er, at ingen ved hvorfor.

Zebulon Vance kom fra en velhavende familie, der ejede 18 slaver før borgerkrigen, ikke fra en fattig arbejderfamilie, som Sharyn McCrumb antyder i sin roman "The Ballad of Tom Dooley". Tolv år gammel blev han sendt til Washington College i Tennessee for at studere, men allerede to år senere måtte han forlade kollegiet igen, da hans far døde. Syv år senere genoptog han sine studier på University of North Carolina, hvor han studerede jura.

I 1852 etablerede han sig som advokat i Asheville, North Carolina, og et år senere blev han valgt som distriktsanklager for Buncombe County. I 1854 blev han valgt som en repræsentant til North Carolinas lovgivende forsamling, og sad her i en enkelt valgperiode (to år). I 1856 stillede han op til USA's senat, men tabte valget. I 1858 blev han som 28-årig valgt som det yngste medlem af USA's kongres. Vance var en stærk tilhænger af staternes rettigheder, men var imod sydstaternes løsrivelse fra Unionen. I begyndelsen af ​​1861, da North Carolina diskuterede løsrivelse, forlod han kongressen, vendte hjem og sluttede sig til den lokale milits. I maj, hvor Nord Carolina endelig løsrev sig, blev han udnævnt til kaptajn i "The Rough og Ready Guard", et kompagni i det 14. North Carolina Infanteriregiment. I august 1861 blev han valgt til oberst for 26. North Carolina Infanteriregiment og tjente som regimentets øverstbefalende, indtil august 1862, da han forlod hæren. I september 1862 blev han valgt som guvernør over North Carolina, og han blev genvalgt i 1864. Efter afslutningen af ​​borgerkrigen, blev han anholdt i maj 1865 og sad i fængsel i Washington DC. Han blev prøveløsladt kort efter i juli 1865, og vendte tilbage til North Carolina, hvor han i marts 1866 etablerede sig som advokat i statens største by, Charlotte. Langt senere blev han igen valgt som guvernør over North Carolina (i 1876) og i 1879 blev han valgt til USAs senat, hvor han sad til sin død i 1894.

Alt dette for at vise, at manden som forsvarede Tom Dooley ikke var nogen "Hr Hvem-som-helst". Men hvorfor påtog han sig så forsvaret? Efter krigen havde Vance ingen penge, og det nyetablerede advokatkontor indbragte endnu ikke meget. Tom var insolvent, og kunne ikke betale for sit eget forsvar; det fremgår flere gange af de officielle papirer fra retssagen. Vance var ikke ansat som offentlig forsvarer, og han blev ikke betalt af amtet eller staten. Hvorfor skulle en fattig advokat tage en pro bono sag, der lignede "en klar taber" som en af sine første sager? John Foster West antyder i "Lift Up Your Head, Tom Dooley", at han kunne have gjort det af politiske grunde, hvilket jeg vil vende tilbage til i en senere artikel. Sharyn McCrumb mener, at domstolen simpelthen pålagde ham at tage sagen uden betaling, men det lyder ikke sandsynligt. En sådan magt havde en lokal domstol ikke. Karen Wheeling Reynolds mener at han blev lokket til det under falske forudsætninger af nogen, som bildte ham ind, at Tom Dooley havde tjent i hans 26. infanteriregiment, men den eneste af sagens personer, som faktisk gjorde tjeneste i dette regiment var James Melton, Anns mand.

I 2004 mødte jeg en efterkommer af Zebulon Vance. Hun fortalte mig, at historien, der blev fortalt i familien, var, at Vance skyldte nogen en tjeneste, og at denne "nogen" havde bedt ham om at forsvare Tom Dooley og havde betalt ham for det. Desværre vidste hun ikke, hvem denne "nogen" var. En version af legenden har samme forklaring, og denne historie kan endda sætte navn på manden, nemlig Tom's fætter, oberst James Dula. Tom Dooley havde en masse fætre, og nogle af disse hed faktisk James. Blandt de fætre var James A. Dula og James W. Dula, begge sønner af Thomas B. Dula og Toms halvfætre. James E. Dula var søn af William B. Dula og også halvfætter til Tom. James H. Dula var søn af John Dula og Toms fætter. De første tre tilhørte den rige overklasse, der nedstammede fra kaptajn William Dula, og havde formentlig havde ingen grund til at hjælpe Tom. Den sidste tilhørte den fattige, lavere klasse og havde ingen penge til at betale Zebulon Vance. Og for god ordens skyld var ingen af ​​de ovennævnte James Dula'er oberster, hverken under borgerkrigen eller på noget andet tidspunkt.

I en anden version af legenden hed manden James Horton. Der var faktisk en mand i området, ved navn James C. Horton, som gik under navnet "Oberst Horton
"**. Han var søn af general William Horton og fætter til James Isbell kone. Hans mor var kusine til Tom Dooleys far, hvilket gør dette James Horton til Toms halvfætter, men der var mere end 27 års aldersforskel på dem. Wheeling Reynolds lader denne oberst James Horton spille en meget stor rolle i sin roman, men ifølge papirerne var den forholdsvis minimal. Jeg tvivler på det var ham som rekrutterede Vance som forsvarer, da der ikke var nogen tæt forbindelse mellem de to grene af familien.

** Ingen ved navn James Horton var oberst i sydstatshæren under borgerkrigen; den højest rangerende med det navn, var kaptajn. James Horton kan derimod, på samme måde som James Isbell, have været oberst i den lokale milits før borgerkrigen, og have beholdt sin titel.

Bob Cummings

Billedet til venstre forestiller Tom, der arbejder i marken på oberst Graysons gård i Tennessee, som Edith F. Carter forestiller sig at det kan have set ud. Billedet findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.

Et af de spørgsmål, som mange stiller er, "Hvem var Bob Cummings eller Bob Grayson eller hvad hans navn nu var, som spillede så stor rolle i eftersøgningen og Toms domfældelse, og hvad skete der med ham efter sagen?"

Det korte svar er nemt. Der var formodentlig aldrig nogen Bob Cummings eller Bob Grayson for den sags skyld. Vi ved det ikke med sikkerhed i dag, men alt tyder på at Bob "Whatever" er "opfundet" i legenderne, måske for at skabe lidt romantik i den ellers triste historie. Ingen person, hverken ved navn Bob Grayson eller Bob Cummings er nævnt i de officielle papirer fra retssagen, og hvis Bob Et-eller-andet faktisk fandt liget (hvilket han ikke gjorde) og var den drivende kraft i jagten på Lauras grav (hvilket han ikke var), og senere var en af dem, der anholdt Tom (hvilket han heller ikke var), burde han have været indkaldt som vidne under retssagen. Hans navn er end ikke nævnt i nogen af ​​listerne over mulige vidner. Heller ikke i folketællingerne fra 1870 kan man finde navnet, hverken i Wilkes, Watauga eller Caldwell amter. Det betyder ikke, at han ikke kunne have boet i området. Hvis han kom til Elkville efter borgerkrigen, ville han ikke være registreret i 1860-folketællingen, og hvis han forlod stedet igen lige efter mordet, ville han heller ikke være registreret i 1870. Og hvis han ikke foretog sig noget, så som at købe fast ejendom, blive gift eller lignende, som ville afsætte at aftryk i de officielle optegnelser, kunne han egentlig godt have været i området, men sandsynligt er det ikke. Jeg vender tilbage til muligheden for at han alligevel eksisterede i en senere artikel.

Legenderne er enige om, at han var en Yankee, der var kommet til området efter krigen. Mange yankee'er tog mod syd, da krigen var slut. Indbyggerne i syden kaldte disse for carpetbaggers, fordi de ofte kom med deres oppakning pakket ind i et tæppe. De lokale mente at disse yankees var kommet for at udnytte situationen efter krigen, hvad mange af dem nok også var, og plejede ikke omgang med dem.  De fleste legender hævder, at Cummings/Grayson var enten skolelærer eller sherif. Der var imidlertid ingen skole i Elkville på det tidspunkt, men der var selvfølgelig skoler i de større byer, så som Wilkesboro og Patterson, hvor han kunne have undervist. En anden mulighed er, at han oprindeligt var lærer, men nu ernærede sig ved noget andet. Heller ikke dette er der dog nogen optegnelser om. 

Bob Grayson var i hvert fald ikke sherif i Wilkes County, som fortalt i Doc Watsons version af historien. Sheriffen i Wilkes County i 1866 var William Hicks (eller Hix), og det var ham, der i første omgang fængslede Tom Dooley, da to edsvorne vicesheriffer, Ben Ferguson og Jack Adkins bragte ham til Wilkesboro. Tom blev hængt i Iredell County, men heller ikke her var Bob Grayson sherif. Sheriffen her hed William F. Wasson og han havde været sherif fra før borgerkrigen og fungerede indtil 1874. I Caldwell County blev Robert C. McCall sherif i 1866, og hans forgænger var Robert Gaius Tuttle. Sheriffen i Watauga County hed John Horton, og han fungerede fra 1866 til 1876. Hans forgænger var af A. J. McBride. Vi er derfor nødt til at konkludere, at Bob Grayson ikke kan have været sherif i noget amt i området.

Der var dog en Grayson involveret i sagen, selv om han ikke hed Bob. Hans navn var James W. Grayson, og han boede i Johnson County i Tennessee. Han var hverken skolelærer eller sherif, men en velhavende plantageejer, advokat og medlem af Tennessees lovgivende forsamling. Han havde været oberst i et Tennessee regiment, der deltog i borgerkrigen på nordstaternes side, og han var stadig kendt som Oberst Grayson. Hans rolle i Dooley sagen var en lille, men vigtig, og kan have været årsag til misforståelsen om at Bob Grayson skulle have været sherif.

I sommeren 1866 ejede oberst Grayson en gård i omegnen af byen Trade i Tennessee ikke langt fra grænsen mellem Tennessee og North Carolina. Det var på hans gård, at Tom Dooley tog arbejde, da han forlod Wilkes County efter mordet på Laura. Tom ankom til Graysons gård i begyndelsen af juli 1866 og fik arbejde som daglejer. Få dage efter, da han havde tjent penge nok til at købe et par nye støvler i Trade, forlod han gården igen. Kort efter kom John "Jack" Adkins og Ben Ferguson til gården, på jagt efter Tom Dooley. Da de hørte, at denne havde forladt gården, fortsatte de deres eftersøgning og oberst Grayson sluttede sig til dem. De fandt Tom Dooley i lille bebyggelse ved navn Pandora omkring 30 km fra Trade på vejen til Johnson City. Her blev Tom Dooley anholdt uden at gøre modstand, så obersten fik ikke brug for den pistol, han ellers havde medbragt. Næste dag hjalp oberst Grayson de to vicesheriffer med at eskortere Tom Dooley til Wilkesboro, hvor han blev fængslet. Jeg tror, at oberst Graysons deltagelse i arrestationen har været årsag til at nogle af legenderne har fået den tanke, at Grayson var sherif.

James Graysons rolle i sagen var så lille, at han ikke blev anmodet om at vidne under høringen for Storjuryen og heller ikke senere under retssagen i 1866. Han blev indkaldt som vidne i retssagen i efteråret 1867, men dukkede ikke op, og han blev ikke indkaldt igen i den nye retssag i 1868. At han skulle have kendt Laura Foster eller været hendes bejler er ikke sandsynligt. Han boede i en anden stat, var gift og havde børn, og der er intet der antyder at han kendte Laura eller for den sags skyld nogle af de andre involverede i sagen.