Og så var det forbi!

Den sidste dag i på ferien skulle tilbringes i Seattle. Vi havde sat vækkeuret til at ringe allerede kl. 6.30. Tanken var, at vi ville tidligt op, så vi kunne være ved Space Needle, når de åbnede kl. 9 – så køen ikke ville være så lang. Der var da heller ikke et øje ved billetsalget, da vi nåede frem, men det viste sig at de havde haft åbent fra 6.30, så der var til gengæld en kort kø ved elevatoren op til tårnet. Oppefra var der en nydelig udsigt over selve Seattle, mens bjergene længere væk var gemt bag skyer. Det var faktisk første gang, jeg besøgte Space Needle på en dag, hvor solen ikke skinnede.

Vi beundrede den udsigt, vi kunne se – og så tog vi elevatoren ned igen. Elevatoren ender, jeg havde nær sagt selvfølgelig, i en souvenirbutik, men her nøjedes vi med at se os omkring uden at købe noget. Vi gik i stedet over til endestationen for byens monorail, lige ved siden af tårnet. På det tidspunkt var der ingen i billetsalget, men et skilt fortalte, at man skulle købe billetten i toget, så det gjorde vi, da det kom ca. 10 minutter senere. Faktisk købte vi en returbilledet, som kostede præcis dobbelt så meget som en enkelt, men så skulle vi ikke købe billet, når vi skulle hjem. Turen, der ikke har nogen stop, varer 90 sekunder, og så var vi fremme ved Westlake Center, der dog ikke havde åbent endnu, så vi måtte gå ned fra perronen, uden om centeret.

Fra Westlake Center gik vi ned til Pike Place, hvor Tina fik forevist totempælene i Victor Steinbrueck Park, inden vi bevægede os ind i Pike Place Market, og gik gennem dette op til markedets hovedindgang, hvor vi beundrede de fiskekastende fiskehandlere fra Pike Place Fish Company (World Famous), dog uden at købe noget - endnu. Herfra spadserede vi ad 1^st Avenue mod Pioneer Square. Undervejs passerede vi en UPS butik, hvor Tim gik ind, mens Tina og jeg besøgte en nærliggende Starbuck's, hvor Tina fik latte og sandwich, mens jeg nøjedes med helt almindelig kaffe og ingen sandwich. Da Tim var færdig med at sludre i UPS butikken, kom også han hen på Starbuck's. Han drikker ikke kaffe, så da Tina og jeg var ved at være færdige, fortsatte vi alle tre til Pioneer Square og Pioneer Building. Der, hvor bygningen nu ligger, havde den noget bizarre millionær og borgmester, Henry Yesler, i sin tid sit hjem (bygget af træ), men da dette brændte i den store brand i 1889, opførte han Pioneer Building, som kontorbygning. I 1897 havde 48 forskellige mineselskaber kontorer i bygningen. Under spiritusforbuddet i 1920'erne åbnede Seattles første smugkro også i Pioneer Building.

Nu var det ikke Pioneer Building, vi var kommet for at se. I bygningen ved siden af findes billetkontoret for Seattle Underground Tours. En sådan spadseretur under Seattles overflade ville vi gerne med på, og da tiden passede nogenlunde, købte vi billet til turen klokken 11. Inden den startede, nåede vi endnu en kop kaffe – Tim fik te. Turen starter med kort foredrag, hvor en - i dette tilfælde - kvindelig guide, fortalte os baggrunden for, hvordan tunnellerne var opstået, se artiklen "Langt nede og højt oppe" fra rejsen i 2012. Guiden denne gang talte meget om det, hun kaldte "The Seattle Spirit". Det går i al sin enkelhed ud på, at når man har fået en idé, så skal man stædigt fastholde den, uanset hvor tåbelig og forkert, den viser sig at være. Selv om et projekt går helt galt, skal man på ingen måde afholde sig fra at prøve at gennemføre det gang på gang på helt samme måde, som da det gik galt første gang. Det er i virkeligheden denne ånd, der er baggrunden for, at man i dag kan komme ned og se hvordan Seattles gader – eller i hvert fald deres fortov - så ud i 1890'erne.

Efter rundvisningen, hvor man besøger tre separate områder af undergrunden, gik vi tilbage til billetkontoret, for at se om de havde fundet Tinas hotelnøgle, som hun mente at hun havde tabt der, da vi drak kaffe. Det havde de nu ikke, og det viste sig senere, at hun havde glemt den på hotellet. Fra billetkontoret gik vi tilbage til Pike Place, hvor vi denne gang købte fisk – eller rettere det gjorde Tim og jeg, dels til gaver, dels til os selv. Fisk var i denne sammenhæng røget laks i dåser og vakuumpakket, så den kunne holde sig til vi kom hjem. Derefter gik vi op mod monorailstationen igen. Tina ville gerne i Macy's, som ligger lige ved siden af, for at købe noget make-up, og Tim og jeg ville gerne besøge en boghandel, så mens Tina gik ind i Macy's, gik vi til boghandelen, som ligger lidt længere oppe ad gaden. Da Tina var færdig fandt hun os i boghandelen, og hun og jeg fik en sodavand, mens Tim handlede færdig. Derefter gik vi alle tilbage til stationen og tog monorailen tilbage til Seattle Center. Vi ville egentlig have været på tur med "ænderne" ("Ride The Ducks"), nogle ombyggede amfibiekøretøjer, som man nu kan få en turisttur i, både til lands og til vands. Vi opgav dog, da det var meget varmt, så i stedet gik vi tilbage til hotellet.

Tilbage til til København

Sidste dag på ferien. Vi skulle flyve hjem, men først om eftermiddagen, så vi tog den med ro. Vi ompakkede kufferterne, og bar dem ned til bilen. Luftmadrassen havde vi allerede skilt os af med, og nu røg også tæppet og isboksen. Så pakkede vi bilen for sidste gang og forlod hotellet kl. 9.45. Inden vi forlod Seattle ad US Route 99, fyldte vi benzin på bilen, så vi kunne aflevere denne helt optanket.

Undervejs ud mod lufthavnen, blev vi enige om at spise morgenmad/frokost på en Denny's for sidste gang, så det gjorde vi. Derefter kørte vi det sidste stykke og afleverede bilen uden problemer, og kørte til terminalen med et lille tog. Her skulle vi vente ca. 15 minutter, inden der blev åbnet for check-in. Både dette og sikkerhedskontrollen gik elegant, og så gik vi op til British Airways Lounge, som vi måtte benytte med vores Economy Flex billetter, og her sad vi så og hyggede os til flyet skulle afgå.

Selve hjemturen er ikke værd at skrive om. Den var lige så kedelig som flyvninger plejer at være, bortset fra at Tim havde gangplads ved siden af en ældre, amerikansk dame, som var syg, og som skulle ud hele tiden. Det endte med at stewardessen flyttede Tim om på den "rigtige" side af forhænget til Business Class, hvor han så sad resten af vejen. Da vi nåede Kastrup, fik ungernes deres bagage ret hurtigt, mens min lod vente på sig. Faktisk kom min kuffert slet ikke, så jeg måtte henvende mig ved serviceskranken, som så ville efterlyse den, og allerede næste dag blev den bragt hjem. Den havde tilsyneladende overnattet i Reykjavik, hvor vi skiftede fly. Fra lufthavnen tog vi en taxi hjem til Tina. Her stod Tim og Tina af, så Tim kunne få sin bil, som havde været udstationeret der. Selv fortsatte jeg og fik også hentet min bil, som havde været parkeret i en lånt garage.

Endnu en ferie var slut, og næste dag, da kufferten kom, var den så helt slut. 21 dage på USA's landeveje (og i få byer), var det blevet til. Hjemmefra havde vi beregnet at vi skulle køre 6.400 km, men det blev som sædvanligt til væsentligt mere, da estimatet hjemmefra kun omfatter den egentlige transport fra sted til sted, og ikke de "omveje" vi kører for at se ting. Godt 8.000 km blev det til i år, og endnu engang blev det dyrt, men også i år var det pengene værd. Bortset fra affæren med Tina i San Francisco, synes jeg at det var en fantastisk ferie – og dejligt at have begge børn med samtidigt.