Mad á la Tom Dooley

Selv om det kun var onsdag, og vi først skulle hjem fredag, var dette alligevel turens sidste "rigtige" feriedag. Selv om vi ville få noget at se og opleve også de to næste dage, var disse alligevel primært forlægning i retning af lufthavnen. Vi kunne egentlig nok have gjort det på en dag. Det har jeg selv gjort ved to lejligheder, hvor jeg var ene-chauffør, men vi regnede med at se lidt flere ting, end jeg selv havde gjort på den sidste dag i henholdsvis 2013 og 2015. Og så var der lige den detalje, at vores fly hjem skulle afgå nogle timer tidligere, end de jeg havde været med ved de to andre lejligheder.

Laurel Grays smagerum er indrettet i et gammelt malkehus.

Vores første mål var vores yndlingsvingård i North Carolina, ja nok i USA som sådan. Både fordi vinen er glimrende - af og til fremragende - men også fordi de laver Tims yndlingsbarbecuesauce. Nåh ja. Og så er de mennesker, der ejer stedet, og dem de har ansat, utroligt hyggelige at snakke med. Når vi ikke allerede havde besøgt vineriet, skyldtes det, at de holder lukket mandag og tirsdag, så onsdag var vores eneste mulighed, da vi jo dagen efter ville sætte kursen nord på inden åbningstid. Laurel Gray Vineyards ligger på Old Highway 421 i Hamptonville, tæt på frakørsel 267 på den nye US 421, ca. 20 miles øst for vores hotel. Det vil sige, vores gps insisterede på, at adressen var Old Highway 60, og det samme gør faktisk Google Earth. Det underlige er, at den nuværende US 60 går et helt andet sted, og slet ikke kommer i nærheden af North Carolina! Heller ikke North Carolina Route 60 ligger i nærheden, men omkring 400 km væk i luftlinje. Da der jo ikke var så langt, forlod vi først hotellet kl. 9.15 og satte kursen mod øst. Vores hotel lå på en sidevej til US 421, men på den vestlige side af Wilkesboro. Da vi var der i rigtig god tid, brugte vi noget af denne til at lokalisere Raffaldini Vineyards, som jeg havde besøgt i 2015, og sammen med Dorte tilbage i 2004. Vi ville ikke have vin, men Tim ville gerne se stedet og fotografere, den "italienske villa", som de bor i. Her mente jeg ikke at gps'en var nødvendig, og det var den da heller ikke. Det eneste problem var, at vi overså et dårligt placeret skilt (det stod ved en sidevej, men i den side af vejen, vi kom fra og skjult bag en busk), så vi kørte for langt og måtte vende tilbage - men så fandt vi det også, og Tim fik taget sine billeder.

Derefter kørte vi så til Laurel Gray. Her var en gruppe på tre mennesker i gang med at smage på vin, og vi valgte at vente til de var færdige. Imens gik vi rundt og så på souvenir, men blev enige om, at der ikke var nogen, vi ikke kunne leve uden. Men vi fik da set på barbecue saucen, vinaigretten, nogle kager/kiks og et par spiselige ting mere, som vi måske ville købe, når smagningen var overstået. Damen bag disken, var Johnny, som jeg kunne huske at have set før. Hun kunne sjovt nok også huske mig (og måske Tim). Det må i så fald have været fra 2012 (hvis Tim var med) eller i 2013 (hvis han ikke var). I 2014 blev vi betjent af en herre, og ved mit besøg i 2015 var det ejerinden, Kim, jeg kontraherede med om mine indkøb. Johnny kunne fortælle os, at vejen fortsat hed Old US 421, men at det åbenbart var galt med nogle kortfabrikanters adressering. Og nu har Google Earth og Google Maps også adopteret fejlen. Interessant er det, at hvis man ser på Google Maps, så eksisterer vejen Old Highway 421, og Old Highway 60 er en lille beskeden sidevej til denne. Mystik mystik? Interessant er det også, at Maps placerer adressen et helt andet sted, end der hvor det markeres at vineriet ligger (det rigtige sted). Men det er ikke den eneste fejl i det område. Både Google Maps og Google Earth insisterer på at kalde Tom Dula Road i Ferguson for NC 1134, selv om vejskilte tydeligt viser, at den hedder North Carolina 1164! Det andet, Johnny fortalte os, var, at Kim og hendes mand ikke var der denne onsdag. Kims mand, Benny havde travlt med at arbejde med vinen, og Kim passede barnebarn :-). Mens vi sludrede, smagte vi deres vine, og som sædvanligt var de gode. Jeg købte kun en enkelt flaske til at forære væk, da jeg stadig har en del tilbage fra besøget i 2015. Tim købte et par flasker, også primært til bortgivning. Desuden købte vi så barbecuesauce og lidt af hvert. Men for en gangs skyld kunne jeg holde beløbet nede på under $ 30. Tim købte for en del mere, og så splejsede vi til nogle gaver, så alt i alt måtte vi af med godt 1.000 kr, så det var som det plejer. Og det var faktisk mere end det, vi havde købt for på Tabascofabrikken, hvor regningen kun lød på godt 800 kr. Men desværre var 500 af disse mine. Jeg er svag overfor specialiteter, der kan indtages.

Da vi var færdige med at handle, gik vi tilbage til bilen og fik taget et par billeder af stedet undervejs. Derefter kørte vi tilbage til 421 og satte kursen mod vest. Vi passerede Wilkesboro uden at stoppe, og 50 miles (80 km) fra Laurel Gray nåede vi til Boone, der er amtssæde i Watauga County. Byen er opkaldt efter opdagelsesrejsende og pelsjæger Daniel Boone. Herudover er byen kendt for at være den eneste by med over 10.000 indbyggere øst for Mississippi, der ligger i mere end 1.000 meters højde over havet, og den er et velbenyttet skisportssted om vinteren. Det var vi nu ikke specielt interesserede i, i hvert fald ikke jeg, som i modsætning til mange amerikanere ikke kan lide Daniel Boone. Nu må man selvfølgelig ikke dømme fortidens mennesker efter nutidens målestok - det prædiker jeg altid selv :-(, men her gør jeg altså en undtagelse. Det var Boone, der førte englænderen Richard Henderson over Appalacherne til Sycamore Shoals i det nuværende Tennessee, hvor han (og hans forretningspartnere) ulovligt opkøbte et stort område i Kentucky af cherokeeindianerne. Det endte med at føre til chicamaugakrigene mellem cherokeestammen og amerikanske kolonister, som kom til at vare i 18 år. Og det var altså Boone's skyld. Nemlig!

Karakteristiske hegn ved Blue Ridge Parkway

Nå, men grunden til at vi var kørt til Boone, var at vi ville køre en tur på Blue Ridge Parkway. Det har vi gjort mange gange før, og det er altid hyggeligt - og smukt. Blue Ridge Parkway krydser US 421 lige uden for Boone, og vi valgte at køre nord på til Northwest Trading Post. Ad landevejen er der omkring 35 km, men ad Blue Ridge Parkway, som bugter sig betydeligt mere, nærmer afstanden sig 50 km. Til gengæld er udsigten noget mere interessant. Vi besøgte handelsstationen, som især sælger kunsthåndværk af lokale kunstnere, men også andre ting står på programmet, og vi købte blandt andet lidt lokalt fremstillet sæbe og creme, til damerne derhjemme. Ved vejen uden for butikken står der flere af de hegn, som Appalacherne er så kendt for. Bygget af bjælker og samlet uden brug af søm eller skruer. Dem fik jeg taget nogle biller af, inden vi igen vendte næsen mod syd, og kørte tilbage til Boone ad den samme vej, vi var kommet ad. Undervejs passerede vi udsigtspunktet The Lump, hvor min interesse for Tom Dooley blev vakt helt tilbage i 2002, men denne gang gjorde vi kun et kort ophold, så Tim kunne tage et par billeder af landskabet.

Da vi kom tilbage til Boone, fortsatte vi videre mod syd af Blue Ridge Parkway. Her mødte vi næsten for første gang på turen, et vejarbejde, hvor færdsel blev styret af flagmænd (som faktisk ikke bruger flag, men skilte). Vi havde mødt et enkelt eller to tidligere, men de havde været meget korte. Ved det ene (i Florida) var der nok ikke mere end 50 m mellem de to flagmænd. Dette strakte sig imidlertid over nogle kilometer, men vi var heldige og kom igennem i første forsøg. Vi fortsatte uden stop til nabolaget af Grandfather Mountain. Her ligger en park, som Tim gerne ville besøge, indtil han så prisen for at gå over Mile-high Bridge, hvilket var hans egentlig formål. Så opgav vi det og fortsatte rundt om bjerget. I stedet gjorde vi et kort ophold ved Linn Cove Viaduct, som er en viadukt, der fører Blue Ridge Parkway rundt om selve Grandfather Mountain. Her fik vi taget billeder af viadukten, som blev regnet som et fantastisk stykke ingeniørarbejde, da den blev planlagt i 30'erne. Faktisk begyndte man ikke at bygge viadukten før i 1979, og den var først færdig i 1987, men imponerende er den ikke desto mindre. Man mente, at den var nødvendig for ikke at ødelægge bjerget ved at sprænge en traditionel vej rundt om dette. $ 10 millioner kom projektet til at stå i. Få miles efter at vi havde passeret viadukten forlod vi Blue Ridge Parkway for at køre til den lille by Linville, hvor jeg endelig fik benzin i 2015. Se artiklen Kultur, research og begyndende panik på 2015 efterårs siden.

Formålet var at besøge Linville Falls, som ligger lidt syd for byen. Da vi kom dertil, var det blevet midt på eftermiddagen, temperaturen var høj (omkring 38), og luftfugtigheden var endnu højere. Turen ned til faldene var omkring 2 km, og det var stort set ned ad bakke hele vejen ad en ikke for velholdt sti. Det betød, at det ville være op ad bakke tilbage til bilen, så det opgav vi. I stedet gik vi en tur til et mindre fald, hvor det kun gik lidt op og ned, og alligevel blev vi ret svedt af turen. Det vandfald, vi så, var ikke så imponerende, men det var der da. Det eneste, der skæmmede oplevelsen, var et par par med børn, som råbte og skreg, selv om der stod skilte, der anmodede folk om at være stille, så man kunne nyde lyden af vandets rislen. Det kunne vi så ikke. Efter besøget her satte vi kursen hjemover dog via Banner Elk, hvor jeg havde overnattet i 2013. Jeg ville vise Tim den øjenbæ af et skihotel, de har bygget på en bjergtop, og som i den grad skæmmer hele området. Også "bæen" blev foreviget inden vi kørte videre. Det blev til et enkelt stop mere, nemlig på Mount Pleasant Baptist Cemetery ved US 421 mellem Boone og Wilkesboro. Det var her, at jeg i 2015 i 5 graders varme gik omkring i 45 minutter i skjorteærmer og ledte efter Celia og James Scotts grave uden held. Vi var begge stadig i skjorteærmer, men temperaturen var nu noget højere, faktisk over 30, og ved hjælp af et billede, som vi fandt på nettet via Tims telefoniske internetadgang, lykkedes det denne gang at lokalisere de to gravsten, som jeg fik taget udmærkede billeder af til samlingen af gravsten fra North Carolina.

Dooley's Grill and Tavern på hjørnet af East Main Street og Broad Street. Bygningen var tidligere hotel.

Efter en kort afslapning på hotellet kørte vi ind til centrum og opsøge Dooley's Grill and Tavern. Her var ganske hyggeligt med fotografier fra gamle dage i Wilkesboro på væggene, en gammeldags bar med adskillige ølsorter - og masser af Dooley inspirerede retter på menukortet. I hvert fald var navnene inspireret af Tom Dooley og Laura Foster: Dooley Burger, Laura Foster's French Dip, Hangmans Rare Roast Beef, Executioner's Choice, Go to Jail Dooley Burgers, Stuffed Dooley's Burger Sub og så fremdeles. Jo, de udnytter deres lokalhistorie godt. Der hang faktisk også en plakat med historien på væggen - i hvert én version af den. Stedet havde levende musik flere gange om ugen, men altså ikke onsdag. Til gengæld var der en sød servitrice, som vi forhandlede med, om hvilken lokal øl, vi skulle drikke. Det endte med at vi drak hver sin, Tim en dark ale og jeg en red ale. Da vi besøgte Fountain of Youth (se artiklen Gennem bussen til piratskibet), blev jeg ikke opkrævet legitimation for, at jeg var fyldt 62, selv om jeg sagtens kunne gå for at være 61. Her blev jeg derimod opkrævet legitimation for, at jeg var over 18! Så måske har vandet, jeg drak i Florida, hjulpet?

Endnu en gang var forretten en kyllingeting til deling, og til hovedret fik vi en burger. Eller rettere Tim fik en burger. Jeg fik en Tom Dooley's Club, som er en clubsandwich med kalkun, skinke, bacon, mayonnaise og sennep. Jeg frabad mig dog mayonnaisen. Alt var godt og i rigelige mængder, så jeg kunne som sædvanligt ikke spise op. Efter maden kørte vi hjem til hotellet for at gøre klar til turen nord på næste dag.