Gennem bussen til piratskibet!

Så var det blevet tid til at forlade Louisiana og sætte kursen mod Florida. Det havde vi gjort et par gange før, og begge gange havde vi taget US Highway 90 langs Den Mexicanske Golf gennem Mississippi, men det gjorde vi ikke denne gang. Vi skulle stadig gennem såvel Mississippi som Alabama for at nå Florida, men denne gang valgte vi at "blæse igennem på I-10, i hvert fald en del af vejen. Oprindeligt ville vi have overnattet i Pensacola, men allerede hjemmefra var vi blevet enige om, at når vi tog motorvejen, kunne vi godt køre til Tallahassee, Floridas statshovedstad. Det havde Dorte og jeg gjort tidligere, og da tog vi endda US 90 gennem Mississippi. Det viste sig dog senere, at det var meget godt, at vi ikke satsede på at køre endnu længere. Det var i øvrigt første gang nogensinde, at vi skulle tilbrige 7 dage i sammenhæng i staten, omend med fem forskellige overnatningssteder. Det gav anledning til det største antal billeder, jeg nogensinde har taget i samme stat på en tur. Over 600 blev det til. Nogle af disse vil efterhånden kunne ses i mit Floridaalbum under usa.kronsell.net.

Der er ikke langt fra Slidell til grænsen til Mississippi, kun ca. 10 km. Grænsen følger Pearl River, som er den østligste grænse for Honey Island Swamp, hvor vi havde været dagen før. Her havde det meste af turen været fokuseret på et af flodens "gamle" løb, Old Pearl River. Nu passerede vi imidlertid floden på motorvejen, så vi så ikke så meget til den. Der skete absolut intet spændende på turen gennem Mississippi, da vi jo kørte uden om alle kystbyerne, Gulfport, Biloxi og Pascagoula - eller i hvert fald uden om deres centrum. I-10 gennem Mississippi er en strækning på omkring 125 km, og da der ikke var nævneværdig trafik, tog det ikke specielt lang tid. Vi besluttede os derfor at forsætte ind i Alabama og vente til efter Mobile med at skifte chauffør. Da vi nærmede os Mobile, fik jeg taget et ikke alt for godt billede af byens skyline, og det lykkedes at få taget et meget godt billede af slagskibet USS Alabama, som i dag ligger som museum i Mobiles havn. Som de fleste nok vil have gættet, var Tim chauffør på denne strækning. Når man passerer Alabama (skibet) er man allerede kørt ud på endnu en af de lange broer. Denne gang Jubilee Parkway, som med sine otte miles (13 km) er nummer 6 på listen over de længste broer. Broen fører over Mobile Bay og tager et interessant s-sving undervejs.  Her i Mobile, skulle vi oprindeligt også have passeret bro nummer 10, General W. K. Wilson Jr. Bridge, men da vi kom vest fra og ikke nord fra, blev det så ikke til noget. Det var lidt af en skuffelse, fordi broen har det interessante øgenavn "Dolly Parton Bridge" på grund af brobuernes facon.

Indgangen til Oasis Travel Center i Alabama foregår gennem en bus!

Nå, men vel ovre på den anden side af Mobile Bay fortsatte vi mod øst. I nabolaget af den lille by Robertsdale, kunne vi se at bilen begyndte at trænge til væske, og da vi selv trængte til at komme af med noget, besluttede vi at gøre et stop ved den næste frakørsel. Det passede også med, at vi skulle skifte chauffør. Næste frakørsel var tilfældigvis Exit 53 (altså 53 miles inde i Alabama). Her viste det sig, at der kun var et større truckstop med et tankanlæg, så i modsætning til hvad der er tilfældet ved mange andre motorvejsfrakørsler, var der ikke noget at vælge mellem. Til gengæld var benzinen også her rimelig i pris, kun omkring $ 1,91 pr. gallon. Det viste sig imidlertid, at stedet var mere interessant end som så. Stedet hed Oasis Travel Center, og det var et af de steder, hvor vi kunne betale med kort ude ved standeren. Det kan man selvfølgelig stort set alle steder, men mange steder gælder det ikke udlændinge som os. Det skyldes, at man især hos de store selskaber som Shell, BP, Exxon osv. skal verificere sit kreditkort ved at indtaste en zip-kode (en slags postnummer) og en sådan har vi jo ikke. Af og til kan man "snyde" ved at indtaste 00000 eller 12345, men andre steder skal man ind i butikken og betale på forhånd. Så køber man fx for $ 35, og så stopper standeren automatisk, når den har fyldt på for det. Fylder man på for mindre, trækkes kun det beløb, som man rent faktisk har tanket for. I øvrigt observerede jeg ved flere lejligheder, at mange amerikanere ikke fylder meget på ad gangen. Det skete jævnligt at en amerikaner ved kassen bad om benzin for $ 5 eller 10. Selv prøvede vi altid at fylde bilen helt op, ligesom vi ville gøre herhjemme. Nå, men på denne aktuelle tank bad de slet ikke om zip-kode, så jeg kunne bare tanke. Mit regnskab viser i øvrigt at vi her tankede for $ 33, og på intet tidspunkt kostede det mere end 35 at fylde bilen op

Mens jeg tankede, gik Tim ind for at klare, hvad han nu skulle, og da jeg var færdig med benzinen skulle jeg også ind i bygningen. Det viste sig at være ret interessant. Indgangen skete gennem en halv bus! Da vi senere forlod stedet igen, lagde jeg mærke til, at der på andre sider af bygningen var opstillet jernbanevogne, eller i hvert fald dele af sådanne. Butikken  viste sig at være ret stor. Ud over det sædvanlige udvalg på en tankstation - altså ting til bilen, slik, sodavand osv. var der to "restauranter", en Subway og en anden, som jeg har glemt, hvad var. Desuden var der en souvenirbutik, som jeg ikke så nærmere på. Jeg havde mødt Tim, da jeg gik ind, men mens jeg gik omkring på stedet, gik han ud og holdt øje med bilen, som stadig holdt ved standeren. Jeg ville have haft en kop kaffe, som de normalt sælger på tankstationer, men det gjorde de ikke her. Nok på grund af de to restauranter, som jo også skulle have noget at leve af. Jeg købte dog et eller andet, hvad har jeg glemt. Men da jeg kom hen til kassen, opdagede jeg, at hele kasseområdet var indrettet som et piratskib! Sådan gør man noget ud af en tankstation. Vi har tidligere oplevet noget tilsvarende i Idaho, på et truckstop, der hed Travellers Oasis at Garden of Eden, så måske har de noget med hinanden at gøre. Den i Idaho lå sjovt nok i byen Eden, se artiklen High Desert, Vulkaner og Det Store Stille Hav under Rejser 2010. Da vi var færdige fortsatte vi ad I-10, og passerede grænsen til Florida ved Pensacola.

Her forlod vi I-10 og tog US 98 mod syd gennem byen. Vi skulle over til Floridas sydvendte nordkyst, eller hvordan man nu skal udtrykke det. Det er altså den nordlige del af Floridas kyst mod Den Mexicanske Golf, men ser man ud over havet, ser man mod syd. Det kunne derfor også være den "den nordlige sydkyst"! Men i hvert fald er det kysten langs Den Mexicanske Golf, før Florida bliver til USA's blindtarm. For at komme der til skulle vi krydse endnu en bro, Pensacole Bay Bridge eller som den reelt hedder, Philip Dane Beall Sr. Memorial Bridge, men det var en lille undermåler på kun 4,7 km. Vel ovre ender man på en halvø, Fairpoint Peninsula, og her startede vores vanskeligheder. Eller... vanskeligheder er måske så meget sagt, men så i hvert fald vores trafikale vanskeligheder. Så snart vi var kommet over på halvøen, kom vi til at køre i kø. Det tog os næsten fire timer at køre de 95 miles (150 km) til Panama City, hvorfra vi skulle følge kysten mod syd, og hvorfra det tyndede betragteligt ud i trafikken. Til gengæld havde vi god tid til at nyde udsigten over bugten mellem fastlandet og en række af småøer, der under et kaldes Barrier Islands. Det er her de rige bor. De mindre rige bor også ved stranden, men inde på fastlandet, hvor vi kørte. Vi fandt senere ud af, at mens mange velhavere fra de kolde nordstater flytter til Fort Lauderdale, Miami Beach og andre byer på Floridas Atlanterhavskyst, flytter de velhavende floridarianere  til Barrier Islands. Her oppe mod nord, er der lige så godt vejr, lige så gode strande osv., og så er der dels knap så varmt, dels er området knap så udsat for orkaner. 

Nogle af de næppe helt billige boligkomplekser på Barrier Islands.

Turen var stop and go, og det skyldtes ikke mindst de mange stoplys, som selv om vi kørte på en hovedvej, ofte havde rødt lys i vores retning i 6-7 minutter ad gangen. Undervejs kunne vi så se ud på de meget imponerende lejlighedskomplekser ude på øerne, og vi kunne se folk, der hyggede sig i sejl- og motorbåde på bugten, på vandski, hanggliders, vandscootere og andre former for underholdning. Ved byen Mary Esther (jo, det hedder den faktisk - den er opkaldt efter den første postmesters to døtre), fører US 98 ud på Barrier Islands,og fortsætter her ude, til de ophører, og det hele bliver fastland igen. Her passerede vi typiske feriebyer som Destin og Miramar Beach. Det hele mindede en hel del om The Hamptons på Long Island, se artiklen Ind til storbyen under Rejser 2014. Endelig nåede vi Panama City, hvorfra det blev noget nemmere, da det meste af trafikken forsvandt. Til gengæld var der hastighedsbegrænsning på 35 miles eller mindre resten af vejen. I den lille kystby Mexico Beach stoppede vi i ca. 5 minutter, for at tage billeder af et interessant fyrtårn. Derefter fortsatte vi, stadig langs kysten, gennem andre små byer som Apalachiola, Carabelle og Panacea (jeg ved ikke hvor de får deres navne fra). I en anden lille by, lidt inde i landet, Crawfordville, forlod vi US 98 og satte kursen mod nord ad US 319 til målet i Tallahassee. På denne sidste strækning var der 30 miles hastighedsbegrænsning det meste af vejen, og da vi mistede en time undervejs (tidszonegrænsen ligger lige vest for Tallahassee), var klokken blevet 19.30 inden vi nåede byen. Dorte og jeg overnattede en enkelt nat på et Comfort Suites her i byen i 2002, og det var ganske udmærket, men prisen var ret høj. Tim og jeg valgte derfor et Quality Inn, som vi boede på mange gange på denne tur. Det er samme hotelkæde, Choice, der ejer de to hoteller, men Quality Inn er typisk billigere, og vi havde konstateret, at de havde gode internetforbindelser. Værelset kostede $ 107, hvilket var noget mere end vi havde givet ude på landet, men nu var vi jo også i "hovedstaden", og det var stadig billigere end Comfort Suites. Da vi havde båret bagagen ind, lokaliserede vi ved hjælp af gps'en et Texas Road House, hvor vi ville spise, men da det viste sig at der var mellem 30 og 45 minutters ventetid før vi kunne få et bord, tog vi stedet TGI Friday, som lå lige ved siden af. TGI Friday (TGI står for "Thank God it's") serverer glimrende mad, omend de - lige som i øvrigt Texas Road House - er dyrere end fx Applebee's og Ruby Tuesday. Mottoet for TGI Friday er "Here it's Friday every day".

I løbet af dagen havde vi kørt 686 km, og det skulle vise sig, at blive den tredjelængste etape, vi kom til at køre. En lang dag, men vi havde faktisk set en hel del, selv om vi stort set ikke forlod bilen. Vi havde fået en enkelt regnbyge i Alabama, men ellers havde solen skinnet, og temperaturen havde ligget mellem 35 og 38 hele dagen, men da vi jo ikke var meget ude af bilen, var det ikke slemt.

Foryngelseskur

Så skulle vi videre syd på. Vores egentlige mål var Miami, men vi ville tage endnu en overnatning undervejs. I første omgang havde vi bestemt, at det skulle være i Saint Augustine, men senere have vi lavet det om til "et sted i nærheden af Daytona Beach". Inden vi forlod Tallahassee kørte vi lige ind til centrum, for at få taget et billede af Floridas regeringsbygning, og derefter tilbage til I-10, som vi tog videre mod øst til Jacksonville, Floridas største by. Den besøgte vi nu ikke, men tog en motorringvej rundt om byen til vi mødte I-95. Inden vi nåede så langt, forlod vi imidlertid motorvejen og tog i stedet US Highway 1 til Saint Augustine. Denne by har jeg besøgt ved flere lejligheder, senest med Tim i 2012. Vi mente, at vi havde set, hvad vi ville i byen, og det var derfor vi opgav at overnatte her. Når vi alligevel ville til byen, var det fordi, der var et enkelt sted vi ville besøge. Dette sted var Fountain of Youth Archeological State Park, som vi faktisk ikke gad bruge tid på igen, men vi ville gerne snuppe en slurk fra kilden! Da vi nåede dertil var det ret varmt for at sige det mildt. Her midt på dagen (ca. kl. 13.30) skinnede solen fra en stort set skyfri himmel, og det var omkring 36 grader. Så på trods af at vi næppe ville blive længe, startede vi med at smøre os ind i solcreme. Prisen for at komme ind var $ 15, men når man var over 62, fik man pensionistrabat eller rettere seniorrabat, så jeg sparede en hel dollar. Det er i øvrigt underligt, så meget det varierer, hvor gammel man skal være for at få seniorrabat. Jeg har aldrig set det under 60, men til gengæld "over 60", "over 62", "over 63" og "over 65". De enkelte attraktioner bestemmer tilsyneladende selv, hvornår man er senior. Det værste var, at de end ikke bad om legitimation. Jeg må have set gammel ud den dag, hvad jeg ellers ikke gør.

Statue af Juan Ponce de Leon uden for Fountain of Youth Archeological State Park. Ponce de Leon opdagede Florida, da han var på jagt efter Ungdommens Kilde. Statuen er i overstørrelse. Ponce de Leon, der var den højeste blandt sine mænd, ragede kun 149 cm op, og statuen her er omkring 160 cm.

Vi gik ind i parken og tog et par billeder af nogle påfugle, der går lige inden for. De er ikke indhegnede, men bliver i området, og bevæger sig sjældent ud i resten af parken så jeg går ud fra, at de bliver fodret der. Allerede inden vi gik ind i parken, havde jeg taget et par billeder af nogle nydelige blomstrende buske. Inde i parken gik vi direkte til bygning, der rummer kilden. Tidligere stod der vand skænket op i små plastickrus, men nu var krusene tomme, og man kunne selv fylde dem ved kilden. Det betød, at man kunne få et helt glas af det svovlholdige vand i stedet for den mundsmag, vi tidligere havde fået. Jeg fik endda to glas! Da jeg var på stedet første gang, var kilden åben, men nu havde man sat et gitter over. Det er muligt at det også var der i 2012, det husker jeg ikke. Mens jeg drak mit vand, spurgte jeg park rangeren om, hvorfor gitteret var sat op. Hun forklarede så, at der simpelthen var for mange, der havde stukket hænder og fødder ned i vandet. Måske håbede de på, at de virkede mere effektivt på den måde, end bare ved at drikke. Efter at have drukket besøgte vi stedets lille souvenirbutik, hvor vi købte vand til at tage med hjem til de, der trænger. Tim købte 5 små flasker og jeg 4, men mine forsvandt et sted undervejs. Hvor ved jeg ikke, men da vi skulle tømme bilen og pakke alt i kufferter den sidste aften før vi skulle hjem, var de pist borte, så jeg må have glemt dem et eller andet sted, eller fået dem smidt ud i forbindelse med en af vores sjældne oprydninger i bilen. På vej tilbage mod udgangene pjattede vi med, om alt det vand, jeg havde drukket, ville betyde, at jeg vil blive bedt om at tilbagebetale min pensionistrabat? Så galt gik det nu ikke.

Vi forlod stedet og kørte lidt rundt i byen og tog et par billeder, mest af bygninger fra Flagler-æraen, se artiklen St. Augustine under Rejser 2002. Hele tiden havde vi dog kursen sat mod I-95, som vi skulle køre mod syd ad. Da vi havde kørt ca. 80 km, og var nået til til Ormond-by-the-Sea lige nord for Daytona Beach var klokken godt 15, så her besluttede vi os for at blive. Vi fandt et hotel, og kl. 15.30 var vi indkvarteret. Det var ret bevidst at vi stoppede tidligt, da vi havde planlagt en vaskedag, og vi ville gerne have vasket inden aftensmaden. Vi slæbte derfor alle vores kufferter ind, så vi kunne få vasket alt, og så pakket om igen. Der var kun en vaskemaskine og en tørretumbler, så vi fordelte tøjet og vaskede det af to omgange. Heldigvis er de amerikanske topbetjente vaskemaskiner ret hurtige, så det program vi valgte tog kun godt 30 minutter. Tørringen tog 45 minutter, og det hele kostede en bagatel af $ 8,50 (godt 60 kr.) plus sæbe, som vi købte i receptionen. Mens vaskemaskine og tørretumbler klarede deres, slappede vi af på værelset. Da tøjet var færdigt, pakkede vi det igen, så vi kun skulle have en kuffert hver med op, når vi kom til vores næste hotel, som lå inde i Miami, og hvor vi var ret sikre på, at der var Valet Parking, altså at en tjenende ånd ville køre vores bil væk!

Lige over for hotellet lå nogle restauranter, som receptionsdamen havde anbefalet. Vi kunne også køre til Ormond Beach, hvor der var mange flere, men vi besluttede os for at blive i lokalområdet. Inden vi kørte til en restaurant, besøgte vi et Walmart for at forsyne os med flere vand. De 32 halve liter, vi havde købt i starten af turen var væk. Denne gang var der tilbud på 28 * ½ liter for $ 3,50, og det svarede som første gang til 85 øre for en halv liter. Vi kørte tilbage til hotellet og restauranterne. De to, receptionisten havde anbefalet, var Pig Stand, som var en barbecue restaurant med masser af grillet kød, både fra svin og andre dyr. Den anden var Houligan's Spirited Sports Grille, som - tada - var en sportsbar og -restaurant. Den valgte vi, og det sportslige bestod i, at de som mange andre restauranter havde opsat en mængde tv-skærme, som viste forskellige sportsgrene. For første gang siden 2004 fik jeg potato skins til forret. Det bestiller jeg normalt ikke, når vi deler en forret, fordi Tim ikke kan tåle ost, og potatoskins er udhulede, bagte kartofler med smeltet ost, bacon, snittede forårsløg og krydderier. Opskrifterne varierer fra restaurant til restaurant, men det var hvad der var på her. Tim fik i stedet chicken tenders, og så spiste jeg turens første burger her; en Houligan burger. Maden var god og servitricerne sportslige i korte shorts; ikke så korte shorts og ikke så nedringede som på Hooter's, men alligevel. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet og slappede af med lidt baseball i TV, internettet og en bog.

Dagens tur var forholdsvis kort, kun godt 400 km, og vi kunne mærke at vi nu var kommet til The Sunshine State. Solen skinnede, bortset fra en kort byge lige da vi kom til hotelle, og temperaturen rundede lige netop 40 grader, da det var varmest, og ellers lå den omkring 38 det meste af dagen.