Til USA med nerverne uden på tøjet!

I hvert fald hos Tim og i næsten lige så høj grad hos mig.

Dagen før vi skulle flyve var alt klappet og klart, bortset fra kufferterne. Jeg havde vasketur fredag eftermiddag og skulle først pakke færdig, når det var overstået. Men ellers var alt på plads. Selv taxaen var bestilt til at afhente os kl. 4.30 lørdag morgen. Det eneste, vi manglede, var at gennemføre vores online check-in til de to flyveture til henholdsvis London og Washington, så fredag formiddag kom Tim over, så vi kunne få det klaret. Vi skulle derfor ind på British Airways hjemmeside, finde check-in siden og indtaste pasnummer, billetnummer og andre nødvendige informationer, og så udskrive et boardingpass. Det gik også helt elegant og uden problemer - for mig. Det var først da vi skulle i gang med Tim, at det gik galt. Allerede da vi havde indtastet billet- og pasnummer skete der ikke noget - eller rettere vi kom ikke videre, og fik en meddelelse om, at Tim ikke kunne tjekke ind, fordi der var problemer med hans visum. Det undrede os en hel del, da vi jo ikke skal have visum. Danmark er med i USA's Visa Waiver program, og så er det nok med en ESTA attest, og en sådan havde vi begge. Tim havde endda brugt sin så sent som i marts uden problemer. I mellemtiden havde han imidlertid forsøgt at få et "green card", så han kunne arbejde i USA, men havde opgivet igen, så han frygtede, at noget var gået galt i den sammenhæng, så han var blevet blokeret for indrejse.

Interstate Highway 68 i West Virginia

Vores første reaktion var derfor at ringe til USA's ambassade og vi fik også nemt kontakt med et voiceresponse system, som gav os adskillige muligheder, hvoraf flere førte til andre muligheder, men ingen gav mulighed for at tale med et menneske. Undervejs fandt vi dog ud af, at alle visumansøgninger behandles af ambassaden i Stockholm, så vi forsøgte også at ringe til dem, med præcis samme resultat som ambassaden i Danmark. Ingen mulighed for at snakke med et menneske, med mindre man havde deres direkte nummer. Det var jo ikke så godt, så i stedet ringede vi (Tim) til British Airlines for at høre om de kunne se nogen bemærkninger ved hans navn, men det kunne de ikke. Vi blev så enige om at prøve igen, og denne gang var der absolut ingen problemer, så Tim fik sit boardingpass, men vi var begge nervøse for, om han ville blive afvist undervejs eller i værste fald i Dulles lufthavnen. Vi drøftede, hvad vi skulle gøre, hvis han ikke kunne komme med; om jeg så også skulle opgive ferien eller om jeg skulle tage af sted alene. Det endte med at vi blev enige om det sidste, så jeg brugte aftenen til at lave en alternativ tur med kortere kørestrækninger, som jeg kunne gennemføre uden afløsning.

Næste morgen tog vi så af sted med taxaen, og flere gange svævede vi i den yderste livsfare, men vi nåede dog velbeholdne frem til Kastrup Lufthavn (undskyld, men den har jeg lånt af Jørgen Ryg).  Da vi havde tjekket ind, skulle vi bare aflevere bagagen, og her skulle vi vise pas, så det var første hurdle, men der var absolut ingen kommentarer til Tim, så første del af turen var på plads - men den førte også kun til London. Mens vi ventede på afgang, fik vi vekslet til dollars, så vi begge havde en kontantbeholdning, og ellers hyggede vi os i loungen til vi skulle boarde. Her blev vi så nedgraderet fra business til økonomiklasse, og fik at vide, at vi kunne få refunderet noget af billetprisen, når vi kom til London. Det kunne vi bare ikke, øv bøv. Det skulle ske via en ansøgning over internettet eller i British Airways kontor, som lå uden for transithallen. På det tidspunkt var vi så lykkelige over at være kommet af sted, at det kunne være det samme. Og det kunne det egentligt også. Sæderne og forplejningen er den samme; det er kun et spørgsmål om, hvorvidt man sidder foran eller bag forhænget - og det var slet ikke trukket for.

I London kom vi fint gennem security (business class giver adgang til fast track) og kunne endnu engang gå i loungen, og få lidt kaffe mm. Da vi skulle ombord i det næste fly, som viste sig at være en Boeing 747, hvor vi havde pladser på 1. sal, skulle vi igen have kontrolleret pas, så igen var vi lidt nervøse, men igen uden grund. Flyveturen gik stille og roligt. Vi fik begge sovet 4-5 timer på vores "ligge-helt-ned-sæder", og der var rigtigt mange tomme pladser i den øvre afdeling. Så kom den sidste store hurdle, nemlig at komme ind i USA. Ved immigration blev vi spurgt om vi havde været i USA inden for det sidste år med det samme pas som nu, og det havde vi begge, Tim i marts og jeg i november. Så behøvede vi ikke at stå i den lange kø, men kunne selv klare det ved hjælp af en maskine. Her skannede vi først vores pas, bagefter vores fingeraftryk og endeligt blev der taget et billede. En lille stykke papir blev printet ud, og det tog vi med hen til immigrationsmedarbejderen sammen med passet, og så var vi inde.

Den første dags kørsel

Vi skulle ikke blive i Washington, tværtimod. Først skulle vi køre godt 500 km og så skulle vi finde et hotel, men allerførst skulle vi lige have vores bil. Allerede på vej til Kastrup havde vi opdaget at min gps lå hjemme i bilen, så vi havde besluttet at leje en. Det vil sige, at da damen på Avis ville have $ 15 pr. dag (2.150 kr. i alt) blev vi enige om, at vi kunne købe en i Walmart billigere, og det fortalte jeg hende. Efter nogen parlamenteren kom hun frem til, at vi i stedet kunne opgradere til en større bil med indbygget gps for samme pris, men som jeg forklarede hende, ville det jo ikke gøre det billigere for os. Så regnede hun lidt og talte med en kollega, og så endte det med at vi kunne opgradere for $ 8 pr. dag, og det tilbud tog vi så imod. Det var stadig ca. 1150 kr, men dog alligevel billigere end en ny gps, som vi alligevel kun kunne bruge i USA. Vi endte så med at få en Nissan Maxima (pænt stor, men alligevel med et ikke særligt stort bagagerum - det kan de altså ikke finde ud af, amerikanerne - eller japanerne som havde lavet denne model). Vi fik dog bakset bagagen ind i bilen, og blev enige om, at såfremt vi ikke kunne få plads til den  obligatoriske køleboks, som vi ville købe næste dag, måtte en af taskerne være på bagsædet.

Derefter rullede vi nord på ad Dulles Toll Road. De, der har læst artiklen Road Trip - USA ved, at vi ikke har haft held med den vej tidligere, eller rettere ikke har haft held med betalingen, men denne gang gik det helt fint. Måske fordi vi kørte mod nord fra lufthavnen, ikke fra syd nord på mod denne. Da vi skulle af, sad der faktisk en mand i et skur og tog mod penge - $ 4 var prisen. Senere kom vi til at køre på langt billigere betalingsveje, men vi var så glade over at det var lykkedes at få betalt, at de 27 kr. ikke gjorde noget.

Victor Cushwa Memorial Bridge. En fodgængerbro over I-68 ved Sideling Hill rastepladsen i Maryland. I baggrunden ses passagen gennem Sideling Hill, kaldet The Sideling Hill Cut.

Vi var nu i Leesburg og fortsatte mod nord ind i Maryland, dagens anden stat. Ved Frederick (hjemsted for USAMRIID - USA's hovedcenter for forskning i biologisk krigsførelse), kørte vi for første gang på denne tur på en Interstate. I dette tilfælde I-70, som vi tidligere flere gange havde kørt på i Utah. Denne motorvej er ganske køn på strækningen gennem den vestlige del af Maryland, med træklædte bjerge og ørne og gribbe svævende over vejen. Ved byen Hancock svinger I-70 kraftigt mod nord, så her ville gps'en have os over på I-68, og der gjorde vi så. I-68 fortsætter mod vest. Kort efter Hancock stoppede vi for første gang - det vil sige, vi havde lige været inde på en tank i Virginia for at købe noget vand. Den rasteplads, vi gjorde holdt på, lå så tæt på grænsen til Pennsylvania, som vi kunne komme uden at køre ind i denne stat. Faktisk går statsgrænsen på nordsiden af rastepladsen. Her byttede vi chauffør, så jeg overtog fra Tim, som havde kørt den første strækning. Rastepladsen lå lige før motorvejen gik ind i smal kløft, sprængt gennem bakkedraget Sideling Hill.

Vi fortsatte mod grænsen til West Virginia - endnu en stat. Ikke længe efter at vi var kørt ind i West Virginia, ved byen Morgantown, stopper I-68. Vi skiftede til I-79, der går mod nord i retning mod Pittsburgh, men før vi kom hertil, i Washington, Pa, beordrede gps'en os til at skifte motorvej igen, denne gang tilbage til I-70, som vi allerede havde kørt på en gang. Det var dog tydeligt, at det ville have været en ret lang omvej at blive på den. I-70 gik her i sydvestlig retning og ikke langt fra Washington kørte vi igen ind i West Virginia. Dette skyldes at denne stat skyder et såkaldt "panhandle" op mellem Pennsylvania og Ohio, og dette panhandle skulle vi altså passere for at komme videre. Denne strækning i West Virginia var på under 25 km, og ved byen Wheeling krydsede vi Ohio River, og så var vi for første gang for os begge i Ohio. Vi gjorde ikke flere stop på vej mod dagens mål, Cambridge, men fortsatte direkte til byen. Her fandt vi et hotel på en bakketop, og hvad bedre var, nedenfor bakketoppen lå en Denny's, hvor vi kunne spise aftensmad. Alle Denny's restauranter har døgnåbent, og det er en god ting, når man ankommer sent. I dette tilfælde var klokken hen ad 22, så da vi havde fået et værelse og slæbt kufferterne ind, kørte vi (bakken var stejl) ned for at få mad, og så tilbage til værelset.

5 stater havde vi været igennem, 6 hvis vi tæller West Virginia to gange. Så mange har vi aldrig før besøgt på en første dag, og heller ikke kørt så langt. 540 km blev det til.