Tilbage til fortiden

Ocanaluftee Indian Village holder som nævnt i forrige <rtikel lukket om søndagen, men vi besluttede os i stedet for at besøge den mandag morgen, inden vi forlod Cherokee. Landsbyen åbnede først kl. 10, så vi kunne til en afveksling sove forholdsvis længe. Alligevel havde vi god tid, da vi kørte fra hotellet, så vi benyttede lejligheden til et besøg i den lokale kunsthåndværksbutik, Qualla Arts and Crafts, hvor de sælger forskellige lokale kunsthåndværkeres værker. Dette er alt fra flettede kurve og træskærerarbejder, perlearbejder, vævet kunst til keramik. Desværre ved de godt, hvad de vil have for det. Jeg faldt for en en ikke specielt stor kurv, flettet af spåner af white oak og valnød, farvet med blodrod. Den var meget flot, og kunne absolut ikke bruges til noget, så da jeg så prisen, $ 160, rejste jeg mig igen. Også en elg, udskåret i valnøddetræ var interessant, men det 20 cm høje dyr kostede den nette sum af $ 500, så vi forlod stedet med uforrettet sag. I stedet kørte vi ud til landsbyen, som ligger lidt oppe på bjerget over Cherokee. Her var vi lidt over 10, så efter at have købt billet, kunne vi lige nå den første rundvisning. Guiden var en ung pige, og mens vi gik rundt fortalte hun om, hvordan stammen havde levet omkring 1750, som er landsbyens tema. Undervejs gjorde vi selvfølgelig holdt ved de forskellige stop, hvor indianerne demonstrerer forskellige håndværk. Det første stop var fingervævning. Indtil slutningen af 1700-tallet eller begyndelsen af 1800-tallet, var det den eneste mulighed, cherokee'erne havde for at lave vævet stof. Det er faktisk imponerende, hvor tæt man kan væve kun ved hjælp af fingrene, men jeg tror, at de må have øvet sig. Tre kvinder sad og vævede, mens guiden forklarede. Næste stop var perlesyning, som i dag foregår med plasticperler fra Korea eller andre steder, men som i gamle dage foregik med ler- og glasperler, som kvinderne selv farvede. Det var her Tim mente, at en af kvinderne måtte lide af en eller anden form for autisme, på grund af den måde, hun havde sorteret sine perler på, så ikke en eneste lå forkert. Jeg var mest imponeret af den "traditionelle" I-phone, der lå foran hende. Den må have været forud for sin tid i 1750.

En pottemager i aktion. Faktisk lavede kvinderne potterne hjemme i deres huse, ikke i et pottemagerværksted. Det samme var tilfældet for alle de andre håndværk, som nu vises frem på stande  landsbyen.

Pottemagerværkstedet var næste stop. Her var kun én kvinde i gang, men hun havde til gengæld travlt. Der bliver ikke brugt drejeskive til pottemageriet. Alt formes og glattes alene ved hjælp af hænderne. En af gæsterne på rundvisningen spurgte, hvor lang tid hun brugte på en krukke, men det kunne hun ikke svare på, da det afhang af størrelsen. Den hun havde gang i, var en potte på omkring 10 cm i diameter og 10 cm høj, og den kunne hun lave på en halv time.

Tre mand, der var i gang med at skære masker af træ, sad ved træskærerstoppet. De var meget snakkesaglige, og fortalte gerne om det, de havde gang i. Så var det kurvefletning, og selv om det traditionelt have været kvindernes opgave, havde moderne tider sneget sig ind, så det var en mand, der flettede kurvene. Guiden fortalte, at man kunne flette kurve til mange formål, blandt andet nogle, der var så tætte at man kunne opbevare vand i dem. Det demonstrerede hun så. Efter at have talt med fyren, kunne jeg bedre forstå prisen på kurve i Arts & Crafts. En kurv, som han havde gang i (ca. 15 cm høj og 20 cm i diameter), tog omkring en uge at lave, og det dobbelte, hvis den skulle være vandtæt. Så kom vi til våbensmeden, som var i gang med at lave pilespidser af flint. Også han blev spurgt om hvor lang tid, det tog at lave en pilespids, og her blev de fleste ret overraskede, da han fortalte at han kunne lave en fin spids på et kvarter. Jeg tror at de fleste havde regnet med, at det ville tage meget længere tid. Som redskaber brugte han bare et par sten, og et stykke af et hjortegevir. Her fik vi fortalt om de to forskellige slags spidser, som man brugte. Nogle med runde "skuldre", som blev brugt til jagt, fordi man så nemt kunne trække pilen ud, og nogle med kantede skuldre, som blev brugt til krig, fordi pilen så ikke kunne trækkes ud, men måtte stikkes igennem den legemsdel, der var blevet ramt, eller skæres ud. Inden vi gik videre, demonstrerede han lige sine evner med det tre meter lange pusterør, som især blev brugt til fuglejagt.

Så var den guidede tur forbi. Der var stadig flere ting at se, men resten af turen var selvguidet. Blandt andet var vi inde og se en vinterhytte, som var ret varm om sommeren, men det var jo også meningen, at man skulle kunne holde varmen i den om vinteren. Om sommeren boede man i meget lette og luftige hytter, ofte kun af flettede grene. Vi så også et "blokhus", som var fra en lidt senere tid, omkring 1800. Også det var tæt, tætnet med ler mellem bjælkerne. Huset havde ét rum, én dør og én skorsten, men ingen vinduer. Udenfor sad en dame, som nok skulle fortælle, men hun så så sur ud, at vi ikke turde spørge hende om noget. Uden for en kopi af en noget ældre hytte, fra omkring 1600, sad til gengæld en meget smilende pige i traditionelt tøj og med en traditionel cola i plastickrus ved siden af sig. Hende fik vi en sludder med, men vi talte mest om hende, ikke så meget om historien.

I modsætning til de to foregående gange, hvor vi havde besøgt landsbyen, og fået forklaret, hvordan man lavede kanoer, stod der denne gang en mand, som faktisk var i gang med at lave en kano ved at udhule en træstamme. Direkte adspurgt forklarede han, at om ni måneder ville det sikkert være en smuk kano. Heraf kan man lære, at det at lave kanoer og det at lave børn er lige langvarigt, men man har måske mere glæde af kanoen - i hvert fald hvis man skal fiske. Næste besøg var på "dansepladsen". Her fortalte en mut udseende ung mand, der ikke smilede en eneste gang, om at cherokee'erne var en meget munter stamme, der ud over de ceremonielle danse, også holdt folkelige danseaftener. Det skete dog uden for byen, ikke på den centrale danseplads, som var reserveret de ceremonielle danse. Han fortalte også, at de trommelyde, man altid hører i westerns, når der er indianere i nærheden, (BUM bum bum bum) aldrig har været brugt af nogen af Nordamerikas stammer. Alle deres trommemelodier havde rytmen BUM bum, BUM bum, som skulle illudere den første lyd som alle mennesker hørte, nemlig moderens hjerteslag. Det demonstrerede han så med en lille tromme, men i modsætning til fortælleren i 2012, dansede han ikke. Til gengæld fortalte han om familielivet og klansystemet. Blandt andet fortalte han, hvad hver af de syv klaners opgave var i stammen, og hvilken åndelig betydning de havde.

Traditionelt påklædt pige med en traditionelt vævet kurv uden for at traditionelt hus fra omkring 1600. Læg også mærke til den traditionelle cola med sugerør. Det må have overrasket de hvide, da de kom til området.

Det sidste, vi oplevede, var rådshuset, hvor en kvinde fortalte om religion og familieliv. Hun fortalte blandt andet, hvad jeg vidste fra mine studier af stammen, at kvinderne ejede såvel jord som huse, mens mændene stort set kun ejede deres eget tøj og våben. Mens det var ret besværligt at blive gift, fordi man skulle igennem adskillige ceremonier, var det til gengæld meget nemt at blive skilt. Hvis en kvinde ville skilles fra sin mand, kunne hun bare stille hans ejendele uden for huset. Så var de skilt, og han måtte flytte tilbage til sin egen klan. Når man blev gift, flyttede manden ind hos kvindens klan og blev en del af denne. Alle klanmedlemmer blev betragtet som familie, og det var derfor forbudt at gifte sig inden for klanen. En mand blev end ikke betragtet som værende i familie med sine egne børn. Et barns nærmeste mandlige slægtning var moderens ældste bror.

Ved siden af os i Rådshuset sad en ældre mand i en kørestol. Han var ledsaget af to kvinder, som viste sig at være hans døtre. Landsbyen havde stillet en kørestolsskubber til rådighed, en ung mand på 21. Den unge mand foralte om, hvad han lavede, og om sin kæreste, der arbejdede i kasionoet for at tjene penge til sine studier. Den ældre mand fortalte til gengæld, at han var 94 og pensioneret arkitekt, og at han selv havde tegnet det oldekolle, som han boede i. Han kunne godt gå, men havde valgt kørestolen fordi terrænet i landsbyen ikke just var jævnt. Han klarede sig til dagligt selv, da begge hans døtre boede i andre stater. På det seneste havde hans læge dog beordret ham til at holde op med at lave sin egen mad, fordi han blev svimmel, hvis han skulle stå stille for længe. Så nu var han begyndt at bestille sin mad i oldekollets fælleskøkken. Men han ville ikke have maden bragt ud, så han kørte selv ned til køkkenet og hentede den. Da besøget i Rådshuset var slut, begav vi os mod udgangen. Her lå sjovt nok en souvenirbutik, hvor jeg købte en T-shirt og 2-3 bøger om stammen og dens historie.

Inden vi sagde farvel til guiden tidligere på turen, havde vi talt om stammens sprog, som ikke tales af ret mange stammemedlemmer, men som man nu er begyndt at undervise i, men også bruge som normalsprog i skolerne. Målet er, at alle børn skal kunne tale cherokee, når de forlader high school - og også gerne læse og skrive det. Selv kunne hun kun 2-3 ord, hvoraf det ene var yona, der betyder bjørn, men det vidste jeg i forvejen! En af stammens høvdinge i 1830'erne hed "Yonaguska", der direkte oversat betyder "bjørn drukner", og hans navn blandt de hvide var da også Drowning Bear.

Da vi var færdige med besøget forlod vi Cherokee ad US 19, men nu i den modsatte retning. Omkring Magie Valley fik vi drejet forkert, så vi nåede motorvejen nord for Lake Junaluska i stedet for øst for denne, men så fik vi set et område, vi ikke tidligere havde set. Vi fortsatte ad I-40 rundt om Asheville til Morganton. Man kan læse mere om Morganton i artiklen Flere spøgelser og en forgæves køretur under Rejser 2015 efterår. Fra Morganton satte vi kursen mod nord til Lenoir, hvor jeg boede i 2015, og derfra videre ad North Carolina Highway 268, gennem Dooley-land, med et enkelt stop ved Chapel of Rest, hvor Tim også skulle se blodpletten, som ikke kan vaskes væk, og vi besøgte også kirkegården. Da klokken havde været over 13.00, da vi kørte fra Cherokee (jo, vi var i landsbyen i mere end tre timer), var den nu hen ad 16, så vi kørte direkte til det hotel, hvor vi havde bestilt værelser hjemmefra. Efter at have slappet af en times tid, kørte vi til et Walmart, der ligger lige over for hotellet, hvor vi til en afveksling købte, vand, frugt og chips. Jeg var faldet for nogle små rugbrødschips med salt og hvidløg, som jeg lige måtte have nogle flere af. Jeg købte tre poser, og havde de to med hjem til Danmark. Aftensmaden blev indtaget på endnu en Applebee's. Hele dagen havde det været fint vejr, sol med nogle skyer, en smule vind og stort set ikke over 32 C på noget tidspunkt. Dagen før havde vi kørt 666 km fra Florence til Cherokee, og i dag kørte vi præcis det halve, nemlig 333 km.