Et besøg i hovedstaden

Der er ikke langt fra Williamsburg til Washington DC, og vi skulle ikke engang til selve byen, men blive ude i forstaden Arlington i Virginia. Ad den hurtigste rute er køretiden ca. 2 timer og 20 minutter plus trafik, hvilket der ikke var noget af. Så selv om vi tog det helt roligt om morgenen og først tog af sted over 10, og i øvrigt gjorde et enkelt stop undervejs, var klokken ikke meget over 12, da vi nærmede os byen efter at have kørt på motorvej hele vejen.

Det var alt for tidligt at ankomme til vores hotel, hvor der først var check-in kl. 15. Vi besluttede os derfor til at se lidt af omegnen først. Vi ville starte med at gense området, hvor Jens og Annette i sin tid boede i den lille by Vienna uden for Washington. Det betød, at da vi nåede Washington Beltway (I-495), tog vi denne rundt om byen til Tyson's Corner, hvor vi kørte over på Virginia Road 7 (også kendt som Leesburg Pike). Efter knap fire kilomenter var vi ved Jarrett Valley Drive, som var deres adresse ved vores respektive besøg i 2004 og 2005. Af en eller anden grund har vores besøg her ikke fundet nåde for min øjne, da jeg skrev om turen i 2004, som i øvrigt kun er meget sporadisk beskrevet. Nå, men i hvert fald besøgte Dorte og jeg hendes bror og svigerinde her på vejen i 2004, og Tim besøgte sin onkel og tante sammen med sin mormor og morfar i 2005. Husene på vejen ligner hinanden en hel del, og da vi var i tvivl om, hvorvidt de havde boet i 8815 eller 8817, mente Tim ikke, at vi skulle fotografere huset. Det ville være dumt at komme hjem med et billede af et forkert hus, mente han. Da selv et telefonopkald til mormor ikke kunne afklare spørgsmålet, blev vi enige om, at lade sagen ligge for denne gang.

I stedet blev vi enige om at aflægge et besøg ved Great Falls of the Potomac, som jeg havde besøgt på Maryland-siden af floden i 2002, og på Virginia-siden netop i 2004. Tim havde derimod aldrig set stedet. Vores GPS ledte os på rette vej. Efter godt 2 km videre nord på ad Va 7, gik det ad mindre, for ikke at sige små, veje videre til Great Falls Park, en park på Virginia-siden af Potomac River lige ved vandfaldene, som egentlig mere er en serie af strømfald end egentlige vandfald. Men et par højere fald er der da, og den samlede højde er 20 meter. Der er dog fart på vandet, som efter faldene løber gennem en snæver kløft, Mather Gorge, hvor vandets fart ikke bliver mindre, omend mindre spektakulær. For raftinginteresserede kan jeg sige at faldene er klassificerede som Class 5 White Water (tidligere klasse 6), hvilket betyder, at de er særdeles vanskelige at passere, og at det indebærer stor risiko at forsøge. Det er i øvrigt forbudt at sætte sin kajak eller gummibåd i floden fra Virginia-siden. I gennemsnit drukner 7 mennesker her hvert år. Da vi besøgte stedet første gang i 2002, var der en stor eftersøgning med flere helikoptere mm. i gang, men vi ved ikke, hvad der kom ud af den.

Vi nøjedes med at parkere bilen og gå en tur langs floden, og vi beundrede såvel faldene, som de mange spændende insekter, der holdt til i bevoksningen omkring faldene, og de store blå hejrer, som stod på små klippestykker i floden og "fiskede". Der er tre udsigtspunkter langs floden, og vi besøgte dem alle og beundrede floden fra disse. I parken kan man se resterne af den gamle Patowmack Canal, hvor flodpramme kunne ledes uden om faldene, så de kunne transportere gods fra Ohiodalen til Washington. På Maryland-siden kan man i dag få en kort sejltur på en anden, nyere, men også nedlagt kanal, Chesapeake and Ohio Canal, på en sådan muldyrtrukken flodpram. Inde i parken ligger også ruinerne af en by, Matildaville, som blomstrede i kanalens storhedstid omkring 1800. Da kanalen lukkede i 1828, gik det ned ad bakke for byen, og allerede omkring 1850 var den helt uddød.

Så langt orkede vi imidlertid ikke at gå. Dels var det meget varmt, og dels begyndte det at regne, så vi gik i stedet tilbage til bilen, og satte kursen mod Arlington. Her ville vi besøge den berømte kirkegård, inden vi kørte til hotellet. Denne gang kørte vi ikke tilbage til motorvejen, men blev på den naturskønne rute langs floden. Undervejs holdt det op med at regne, og solen kom frem, og da vi havde fået parkeret bilen ved kirkegården og gik op mod stedets Visitor Center, var det så varmt og fugtigt, at vi blev enige med os selv om, at vi ikke ville gå rundt på kirkegården, men i stedet tage en af de "busser", som kører på stedet. Bus, er måske så meget sagt. Der er tale om nogle åbne vogne med sæder, men rundt kom vi da, og chaufføren fortalte om det vi passerede. Der er stop undervejs, og turen er "hop on-hop off", så det gjorde vi et par steder. Man skal huske, at selv om der er tale om en turistattraktion, er der tale om en aktiv kirkegård, med omkring 30 begravelser hver dag, fem dage om ugen eller op mod 7.000 begravelser om året. Mange berømtheder, så som John, Robert og Edward Kennedy ligger begravet her, men jeg skal forskåne jer for reglerne for hvem, der kan blive begravet. De tre nævnte, samt præsident William Taft og general John Pershing, er de fem, som har modtaget statsbegravelser på kirkegården. Af og til vedtager kongressen så regler, der sikrer, at visse personwe, som egentlig har krav på at blive begravet på stedet, alligevel ikke kan. Det gjaldt fx Timothy McVeigh, kendt som Oklahoma-bombemanden, der ellers havde kvalificeret sig ved at gøre aktiv tjeneste i Golfkrigen.

Et af de steder, hvor vi stod ud, var Arlington House, tidligere hjem for sydstatsgeneralen Robert E. Lee, hvis jord blev inddraget under borgerkrigen for at anlægge kirkegården. I dag er huset museum, men vi kom aldrig derind. Da vi kom op til huset, der ligger på en bakke, stod der et skilt, der advarede mod at gå ind. Huset har ikke aircondition, og temperaturen inden for, var så høj, at der var stor risiko for hedeslag. En vagt stod uden for og stoppede folk og advarede dem om at lade være, og det gjorde vi så, selv om han ikke hindrede de, der insisterede. I stedet gik vi omkring og nød udsigten ind over Washington indtil den næste bus kom. Så fortsatte vi turen tilbage til Visitor Centeret, gik svedende tilbage til bilen og kørte til hotellet.

Her, på Hyatt Arlington, havde vi bestilt værelse hjemmefra, og det gik let og elegant, og værelset var pænt stort, selv om det ikke kunne leve op til det, vi havde haft i St. Louis. Netop som vi havde fået bagagen slæbt op, kom der et gevaldigt regnskyl. Vi kunne se vandet stå i kaskader ned fra bygningerne omkring os, og vi fik da også taget et par billeder af det. Heldigvis holdt det hurtigt op, så vi kunne komme tørre til den Ruby Tuesday restaurant, der lå lige over for hotellet. Her fik vi et glimrende, men pænt dyrt måltid. Når prisen blev højere end vanligt, skyldtes det selvfølgelig dels det, at vi nu var i en storby, men måske også det forhold, at vi startede med et par drinks.

Fossiler og flag

Den primære årsag til, at vi var kommet til Washington, var at vi ville besøge National Museum of Natural History på The Mall, et af de mange museer, der er en del af Smithsonian Institute. Egentlig var det nok mest Tim, der ville på museum, men jeg havde ikke det mindste imod det. Det var her på Museum of Natural History, at en 17-årig Tina blev meget vred i 2000. Se artiklen Washington DC under Rejser fra 2000. Hendes vrede skyldtes dels, at en særudstilling påstod at vikingerne kom fra Skandinavien, i stedet for at sige at de kom fra Danmark, og dels at amerikanere ikke kunne stave til Jylland, men skrev Jutland i stedet. Alle forsøg på at forklare sagen prellede fuldstændigt af på hende.

Hotellet, som vi boede på, lå lige ved siden af metrostationen Rosslyn, og det viste sig, da vi kom derned, at alle de tre linjer, der passerede denne station, også stoppede på stationen Smithsonian, som var vores mål. Vi skulle kun køre 6 stationer, så det tog ikke lang tid. Fra stationen gik vi så til museet, hvor vi var allerede klokken 10. Ved mit første besøg havde vi koncentreret os om fortidsdyr, og set skeletter af dinosaurer og modeller af mastodonter og andre store dyr. Denne afdeling var imidlertid lukket på grund af ombygning, og mens nogle af udstillingens genstande var opsat andre steder, var andre lagt i mølpose så længe. Denne gang nåede vi rundt på hele museet, men da det er stort, var der mange ting, som vi kun så sporadisk på. To steder brugte vi dog noget mere tid; henholdsvis på at studere menneskets udvikling og afdelingen for geologi. Førstnævnte afdeling indeholder mange spændende fossiler foruden nogle forklarende plancher (og selvfølgelig modeller af forskellige trin på udviklingsstigen). Man kunne også få taget et billed af sig selv, som så blev morfet til en neanderthal mand. Det prøvede vi begge. Tim fik sendt sit til sin mail, og jeg prøvede det samme, men det nåede aldrig frem. Og det skal jeg nok være taknemmelig for. Køn var jeg ikke og det var Tim egentlig heller ikke!

Den anden afdeling, vi havde fokus på, var som nævnt den geologisk afdeling og ikke mindst afdelingen for ædle stene og metaller. Her så vi blandt andet Hope Diamanten, en blå diamant på 45,5 karat - en ordentlig basse (selv om 45 karat kun er 9 gram). Før slibning vejede den hele 115 karat. Den blå farve skyldes, at stenen indeholder elementer af grundstoffet bor. Diamanten siges at være forbandet, og bringer ulykke til sine ejere, så det er måske godt nok, at den er på et museum og ikke hjemme i min mors smykkeskrin. Hun skrev ellers, at jeg gerne måtte tage den med hjem til hende. Vi så selvfølgelig også mange andre smykkesten så som store safirer, smaragder og topaser. Blandt andre så vi en topas på 22.892 karat (godt 4 kilo) og Mackay Emerald Diamond Necklace, en halskæde med en meget stor smaragd på 168 karat, omgivet af små diamanter i platinindfatning, som finansmanden Clarence Mackay gav sin anden kone, operasangerinden Anna Case, i bryllupsgave i 1931. Også guld, sølv, platin og andre ædle metaller i både behandlet og ubehandlet form blev beset.

Efterhånden var vi blevet sultne, så vi indtog en let frokost i museets ikke helt billige cafeteria, inden vi gik op for at se på insekter. Vi ville have besøgt sommerfuglerummet, hvor levende sommerfugle flyver frit rundt i luften, men det krævede billet, og køen var simpelthen for lang, så vi opgav. I stedet betalte vi os fra at se en film i en af museets to I-Max biografer. Det var en imponerende 3D film om, hvordan man opdagede Monark-sommerfuglens trækrute. Det var meget imponerende. Da filmen var færdig, opdagede vi, at vores billet gjaldt til endnu en forestilling, men vi skulle først ud og så ind igen, men det gjorde vi, og så så vi endnu en 3D film, denne gang en animeret historie om uldhårede mammutter. Klokken var nu ved at være hen ad 15, og da vi følte, at vi havde fået naturhistorisk museum nok, forlod vi museet igen.

Derefter kæmpede vi os gennem 35 graders fugtig varme til det næste museum. Vi mente nemlig, at vi kunne klare et hurtigt besøg mere. Det blev så Museum of American History. Det er et betydeligt mindre museum, og der er ikke helt så meget at se. Der er dog en udstilling om de amerikanske præsidenter og deres hustruer, mest med billeder, og den fik vi set. Museet er et kulturhistorisk museum, så der er også udstillet forskellige ting, fra populærkulturen, blandt andet Archie Bunkers stol. Bunker er en fiktiv person fra en 1970'er tv-serie. Det mest interessante af det, vi så, var dog nok - efter min mening - det originale Stars and Stripes flag, som første gang blev hejst over Fort McHenry i Baltimore under krigen mod England i 1812. Oprindeligt var der tale om et garnisonsflag, det største som nogensinde var hejst over en amerikansk garnison. Flaget var bestilt hos en lokal syerske af garnisonskommandanten, Major Armistead. Senere blev det så til USA's officielle flag, og den sang som Francis Key blev inspireret til at skrive, da han så flaget, The Star Spangled Banner, blev senere USA's nationalmelodi. Flaget er specielt ved, at det har 15 striber og 15 stjerner, ikke de 13 striber, vi kender i dag. Det skyldes at Kentucky og Vermont, der også var blevet stater i 1812, fik en stribe hver, mens det moderne flags tretten striber repræsenterer de oprindelige 13 kolonier, der løsrev sig fra England. Flaget er noget laset, for i mange år, inden det kom på museum i 1912, klippede folk stykker af det, som de beholdt som souvenir.

Da vi kom ud, var fugtigheden blevet til let regn, så vi ilede tilbage til metrostationen inden det blev værre. Det var det så blevet, da vi nåede tilbage til Rosslyn, men heldigvis skulle vi kun krydse gaden, så var vi på hotellet. Her blev vi til det blev tid til aftensmad, og denne indtog vi igen på Ruby Tuesday, og det skulle vise sig at være et godt valg. Mens vi spiste, begyndte det igen at regne, og ikke bare regn, men simpelthen en syndflod, og det regnede stadig, da vi havde spist og skulle tilbage til hotellet. Det regnede faktisk så meget, at vi blev stående i døråbningen, indtil stoplyset skiftede til grønt, og så løb vi over og ind i den overdækkede indkørsel til hotellet. Her opdagede Tim, at han havde glemt sin kasket, så han måtte tilbage igen. Til trods for, at jeg kun havde krydset gaden (maks. 20 meter) en gang, var vi begge så våde, at vi måtte skifte tøj, da vi kom op på værelset. Senere hggede vi os med at se Major League Baseball All Star Game, en årlig kamp mellem de bedste spillere fra de to konferencer, som turneringen består af - jo, jeg lærte noget om baseball på den tur, og blev helt glad for St. Louis Cardinals.