Washington DC

Vi har besøgt Washington nogle gange. Beskrivelsen her stammer primært fra vores første besøg i 2000 samt fra vores besøg i 2002.

Washington DC har været USA's hovedstad siden 1800 og den første præsident, der boede i Det Hvide Hus, var John Adams, som hadede såvel byen som huset. Han brugte "præsidentkontoret" til at tørre tøj i, og han anså byen for at være "en myggeplaget sump", hvilket han nok havde ret i. Den var i hvert fald anlagt i en sump ved bredden af Potomac floden. DC står i øvrigt for District of Columbia, for at vise, at byen ikke er underlagt nogen stat, selv om jorden den ligger på, primært er doneret af Maryland. Oprindeligt gav også Virginia land til byen, men dette område (vest for Potomac), blev givet tilbage til Virginia allerede i 1846. Før Washington blev hovedstad fungerede henholdsvis New York og Philadelphia som USA's hovedstad, men i 1800 flyttede man regeringen og præsidenten til den nybyggede by. Desværre var der ikke mange andre, som flyttede med, og byen lå i mange år øde hen med gader af mudder og med meget få bygninger. I 1814 erobrede engelske tropper byen, og de nedbrændte blandt andet Capitol og Det Hvide Hus, og efter krigen mod England, måtte man nærmest starte forfra med at opbygge byen. Først i 1871 fik man etableret brolagte og asfalterede gader med kloakering og gadebelysning. På dette tidspunkt anlagde man også parker osv., men til gengæld gik byen fallit.

Siden har byen udviklet sig til det bedre, og i 2000 skulle vi for første gang på rundtur. Som alle andre storbyer ses også Washington bedst fra jordhøjde og i langsomt tempo – altså til fods, så det var også vores plan. Vi startede dog pr. shuttlebus, som kørte os fra hotellet i Georgetown til den nærmeste metrostation, som lå nogle kilometer væk. Her købte vi fire dagkort til metroen (begge unger var med på den tur) og så vi togind til centrum. Nærmere bestemt til stationen Capitol South, som er den metrostation, som ligger mest centralt i byen. Herfra gik vi op til Capitol, som Dorte gerne ville ind og se. Imidlertid var der et skilt ved køen til Capitol, som fortalte at fra det sted, hvor vi kom til at stå, var der ca. 2½ times ventetid, så selv om Dorte gerne ville have ventet, blev hun nedstemt. Så vi gik en tur i stedet.

Washington DC er en by med en forholdsvis overskuelig byplan. Sådan da. Byens arkitekt, Pierre L'Enfant havde planlagt en by med Capitol som centrum, og med præsidentens bolig i passende afstand fra regeringsbygningen. Og sådan blev det. Med udgangspunkt i Capitol blev byen del op i fire kvadranter. I hver kvadrant blev der anlagt nord-syd- og øst-vest-gående gader. De gader, der går nord-syd har numre. 1'st Street, 2'nd Street osv. og de gader, der går øst vest har bogstaver, fx A-street, B-Street osv. Men for at gøre det hele lidt mere besværligt, kan alle gaderne forekomme i hver af de fire kvadranter, så det er desværre ikke nok at vide, at en adresse er fx 8512 M-Street; man er også nødt til at vide i hvilken kvadrant, den ligger. Så 8512 M-Street NW er bedre. Men det er nu alligevel ret enkelt, når man først har fattet fidusen. Nå ja, der er selvfølgelig undtagelser; ellers ville det jo være for nemt.  Der er en række gader, der går på skrå i forhold til de øvrige. Disse gader kaldes Avenue, og de er opkaldt efter stater, fx Wisconsin Avenue, hvor vores hotel lå, og Connecticut Avenue, hvor vi boede ved en anden lejlighed. Så er der parken The National Mall eller bare The Mall, som strækker sig fra Capitol mod vest til Potomac River. I denne park ligger to gader som falder helt uden for, nemlig Jefferson Drive og Madison Drive. Og lige uden for parken, parallelt med denne  går ligeledes to gader, den ene syd for parken og den anden nord for. De hedder henholdsvis Independence Avenue og Constitution Avenue, og burde efter navnet gå diagonalt, men på den anden side er de jo ikke opkaldt efter stater.  Pladser og torve er typisk, men ikke altid opkaldt efter personer.

Mange af byens kendte seværdigheder ligger koncentreret omkring Capitol og The Mall, hvilket gør byen nem at besøge til fods. På vej fra stationen var vi allerede kommet forbi Library of Congress, der er verdens største bibliotek med mere end 120 millioner katalognumre og mere end 400 nye kommer til hver eneste time døgnet rundt, året rundt. Lige ved siden af LoC ligger bygningen, der huser Supreme Court of the United States, altså USA's Højesteret. Denne bygning og trappen foran, har "medvirket" i mange film. Da vi ikke kunne komme ind i Capitol, nøjedes vi så med at se den ude fra. Da vi havde set – og fotograferet nok, valgte vi at gå ned af Pennsylvania Avenue. Her ligger der en del ministerier og her finder man også US National Archives and Records Administration, "Rigsarkivet". I denne bygning finder man blandt andet den originale Uafhængighedserklæring og den originale version af USA's Forfatning. Og desuden mere end 3 milliarder andre dokumenter. Ovre på den anden side af gaden ligger J. Edgar Hoover Building, FBI's hovedkvarter. Her var ventetiden kun ca. 70 minutter og da både Dorte og Tina stemte for, blev bygningen besøgt. Personligt synes jeg ikke, der var specielt meget ved rundvisningen, som varer 45 minutter, og hvor man mest fik lov til at se plancher, der fortæller om FBI. Til gengæld hørte vi om den fantastiske uddannelse som FBI giver sine agenter. Hele 16 uger bruger man på at uddanne en agent (OK, de fleste har en universitetsuddannelse inden de bliver ansat). Underholdende var det også at høre om, at FBI's vigtigste opgave er at bekæmpe alle de ondsindede mennesker fra fremmede lande, som selv i fredstid bruger mange ressourcer på at spionere mod USA for at opsnappe regeringshemmeligheder og ikke mindst stjæle alle de gode teknologiske landvindinger, som amerikanske virksomheder gør. Her kunne jeg ikke lade være med at grine – så flere af rundvisningsgæsterne så bistert på mig, og jeg fik en nærmest ubetvingelig lyst til at spørge om, hvad USA brugte institutioner som CIA, NSA og andre tilsvarende institutioner til i fredstid. Men jeg bekæmpede trangen. Og det var nok godt det samme. Jeg er ikke sikker på at det var blevet vel modtaget. Efter rundvisning var der en option om, at man også kunne få lov til at overvære en skydning med skarpe våben – og så ventede vi 20 minutter på at den skulle gå i gang. En kvindelig agent demonstrerede skydning med diverse håndvåben, og ungerne syntes vidst nok, at det var interessant.

Da besøget hos FBI var forbi, gik vi videre ned ad Pennsylvania Avenue til nr. 1600. På denne adresse boede vores vært, som på det tidspunkt hed Bill Clinton. Da vi imidlertid ikke blev inviteret indenfor på eftermiddagste, valgte vi at nøjes med at se på Det Hvide Hus udefra. Man kan godt komme ind, men det er endnu mere besværligt end at komme ind i Capitol.

I stedet for at besøge præsidenten gik vi så tilbage til "The Mall". Langs denne park ligger diverse museer og mindesmærker over forskellige begivenheder og personer. Det er også her, man finder de museer, der tilhører Smithsonian Institute. Vi ville nu ikke på museum, og gik i stedet ned mod den anden ende af the Mall. Her ligger blandt andet Vietnam Veterans Memorial. Dette består af tre dele. En statue forestillende tre soldater, et særligt monument over de kvindelige veteraner som er en statue af tre kvindelige sygeplejersker og en såret soldat. Endelig er den mest kendte del af monumentet en lang mur. I virkeligheden er der tale om to mure af indisk, sort granit, der står i en 125° vinkel på hinanden. Murene er skrå, så de på deres højeste sted er omkring 3 meter, mens de på det laveste sted kun er omkring 20 cm. På murene står 58.249 navne, inklusive otte kvinder. Det er navnene på alle de amerikanske soldater, der blev dræbt eller meldt savnede (Missing in Action) i de næsten 20 år fra 1. november 1955 til 15. maj 1975 USA officielt kæmpede i Vietnam-krigen. Vi så længe på muren, som ikke kan undgå at få én til at tænke over, hvor meningsløs denne krig (og alle andre krige) var.

Vi bevægede os nu ned til Lincoln Memorial. Denne kopi af et græsk tempel er mindemærke over præsident Abraham Lincoln. Rundt om templet står 36 søjler, der repræsenterer de stater, der var i USA, da Lincoln var præsident fra 1861 til 1865. Inde i "templet" står en 6 m høj statue af præsidenten, og på væggene kan man se diverse uddrag af præsidentens taler. På trappen foran monumentet har kendisser som fx Martin Luther King og Forrest Gump holdt tale- og her gik ungerne i strejke. De gad simpelthen ikke se på flere monumenter. Deres ben var trætte og deres fødder ømme, så vi besluttede os for at gå til den nærmeste undergrundsstation, som ligger ca. ud for midten af parken. Inden da fik vi taget et billede af Hr. Lincoln, og Tim tog et billede af os foran statuen, hvor der undtagelsesvis ikke var specielt mange mennesker. Desværre blev gamle Abe "halshugget" på billedet, men det sidder fortsat i vores album fra turen.

På vej ned til metroen kom vi forbi Korean War Veterans Memorial. Også dette monument består af flere dele. Dels en trekant der skærer en cirkel. Inde i trekanten står 19 statuer af soldater, fremstillet i rustfrit stål. Gruppen repræsenterer en deling på patrulje, og den består af 15 hærsoldater, to medlemmer af US Marine Corps, en sanitetsmand fra flåden og 1 oberservatør fra luftvåbnet. På den ene side af trekanten står en 50 m lang mur i sort granit med sandblæste billeder af udstyr, soldater og andre mennesker, der var involveret i krigen. Midt i cirklen er en rund dam. Rundt om dammen er en lav mur i granit, hvor antallet af døde, sårede, krigsfanger og forsvundne er indgraveret. Nord for trekanten med statuerne, findes også en lav mur. Her står navnene på alle de 22 nationer, der bidrog til FN styrken i Korea. Her blev Tina meget glad, da hun så Danmarks navn, så hun og Dorte blev fotograferet stående ved muren.

Det sidste vi nåede at se den dag, var Washingtons efter min mening grimmeste monument, Washington Monument, der er en 170 m høj obelisk af hvid marmor, granit og sandsten, som oven i købet er oplyst om aftenen. Grundstenen til dette monument blev lagt allerede i 1848 og monumentet blev færdigt i 1885. Monumentet var verdens højeste bygning indtil Eiffeltårnet blev færdigt fire år senere. Et vedholdende rygte siger, at der ikke må bygges højere i Washington end monumentet, og at det er derfor, der ikke er nogen "rigtige skyskrabere" i byen. Men noget sådan er ikke nævnt nogen steder. Derimod fremgår det af en lov fra 1910, at der ikke må bygges bygninger, der er mere end 6 meter højere end bredden på den gade, de ligger ved – og det er årsagen til at der stort set ikke er højhuse i Washington DC. Nå, men det er faktisk størrelsen, der gør at jeg synes at monumentet er grimt. Havde det været 30 m højt, havde det nok været anderledes

Så hvis ungerne trængte til at hvile benene, trængte jeg til at hvile øjnene. Vi tog derfor hjem til hotellet for at hvile ud indtil det blev tid for aftensmad.

Næste dag besøgte vi så Arlington kirkegården, som beskrevet her. Efter besøgtet på kirkegården overvejede vi at besøge Pentagon med dets 27 km gange og 600.000 m² kontorer, men det var ved at være sent og vi havde efterhånden fået flade fusser, så det opgav vi. I stedet gik vi ned til metrostationen og tog toget tilbage mod centrum. Her fik vi en bid brød på Old Post Office Pavillion, der er et ombygget postkontor, som navnet antyder. Nu er det underholdnings- og spisested. Herfra gik vi ned til Museum of Natural History, som var det museum, vi have valgt at besøge. På vejen kom vi forbi en meget ildevarslende bygning. Mørk og trist så den ud, og den er da også hovedkvarter for den offentlige myndighed, som de fleste amerikanere frygter mest.  Og nej, det er hverken politiet, FBI, CIA eller en anden efterretningstjeneste. Derimod har myndigheden forkortelsen IRS, der står for Internal Revenue Service, eller på dansk Skattevæsenet. Den myndighed, som til sidst sørgede for at blandt andet Al "Scarface" Capone kom i fængsel.

Museet er stort, meget stort, så vi var nødt til at koncentrere os om ganske få ting. Det blev en del af stueetagen, hvor vi så skeletter af kæmpeøgler så som Tyrannosaurus Rex, Velociraptor, Diplodochus, Stegosaurus, Protoceratops, Triceratops, Pterodaktyl, og hvad disse monstre nu ellers har af eksotiske navne, og lige så eksotiske udseender. Men vi nåede også at se uddøde pattedyr som urokse og mammut. Jeg fik taget et billede af Dorte og Tina foran et skelet. Ikke helt retfærdigt døbte jeg billedet "De tre mastodonter" men det blev jeg ikke specielt populær på.  På vej ud fra museet fik Tina pludselig øje på en bemalet "Jellingsten" i papmaché. Det viste sig at den reklamerede for en vikingeudstilling, så den måtte vi også lige se. Personligt fandt jeg den interessant, mens Tina mest fandt den irriterende fordi, plancherne fortalte at vikingerne kom fra Skandinavien i stedet for at sige, at de kom fra Danmark! Hun var også meget sur over at de fleste udstillede genstande kom fra Norge og Sverige, og at de få danske kom fra Hedeby og Ribe. Og værst af alt: De påstod at disse to byer lå i Jutland. Tina var meget vred over, at de ikke kunne skrive Jylland, og da vi nåede tilbage til hotellet, og hun fik luft for sit raseri overfor Tim, var hun ikke til sinds at lytte til hans argumenter om, at vi jo også sagde Tyskland, ikke Deutschland. De to ting havde absolut intet med hinanden at gøre efter hendes mening.

Vi var ret udmattede efter dagens udskejelser, og havde ikke lyst til at gå en længere tur for at få aftensmad. Vi besluttede derfor at gå over på en italiensk restaurant, der lå lige overfor hotellet. Ungerne ville dog ikke med, og halvdelen af familien døjede stadig med maveonde, så det endte med kun at være Else, Carl Jørn, Dorte og jeg, der tog turen. Og godt det samme. Vi fire delte to pizzaer og en halv flaske rødvin og fik en regning på 450 kr. Men heldigvis havde alle de turistattraktioner, vi havde besøgt været ganske gratis, så det gik vel nogenlunde lige op.

***

I 2000 fik vi ikke besøgt Capitolbygningen selv om Dorte gerne ville. Det skulle der så rådes bod på i 2002. For at undgå at køen skulle blive alt for lang denne gang, havde vi besluttet at stå tidligt op, og tage af sted til centrum tidligt. Vi spiste morgenmad, gjorde os i stand, og begyndte så at pakke vores rygsæk til dagens udflugt. Blandt andet med sokker (hvis de bare fødder i sandalerne skulle begynde at fryse), kasket (hvis solen skulle skinne for meget), solbriller, kildevand fra minibaren, og kamera. Jeg havde to med til USA, et "almindeligt" kamera og et digitalt, men jeg gad ikke slæbe begge med til byen, så jeg valgte det "gammeldags" kamera. Der skulle lige sættes film i, så det gjorde jeg, hvorefter jeg spolede frem og tog det første billede ud af vinduet, og så døde kameraet! Det var simpelthen løbet tør for strøm. Og det bruger selvfølgelig et specialbatteri, som vi ikke lige havde med. Så i stedet måtte jeg ty til det digitale kamera, og så måtte vi se, om vi et eller andet sted, kunne finde et batteri til det andet.

Vi tog af sted, da klokken var omkring otte, og spadserede ned til metrostationen ved Dupont Circle. Vi boede denne gang på Connecticut Avenue, omkring 5-600 meter fra stationen. Her købte vi lige som sidst et dagkort. Og lige som sidst tog vi metroen til Capitol South. Herfra gik vi op mod Capitol og om på "kø-siden", og stor var vores overraskelse, da det viste sig, at der faktisk ikke var nogen i køen. Faktisk var der ikke et øje i syne nogen steder. Så vi stillede os op forrest, og var klar. Der var godt nok omkring 45 minutter til de åbnede, men vi kunne jo lige så godt stå der, som gå omkring og risikere at komme bag i køen.  Mens Dorte holdt pladsen, gik jeg nogle meter til side for at få taget et billede af bygningen. Men så var også digitalkameraet løbet tør for strøm. Heldigvis brugte dette ganske almindelige AA batterier, men de lå i kufferten på hotellet! Jeg var dog sikker på, at sådanne kunne vi nok få et eller andet sted. Nå, men vi stod så der, og der kom ikke andre og stillede sig op bag os. Vi fik derfor det geniale indfald, at der måske slet ikke var åbent om søndagen? Men da vi spurgte os lidt mere for, blev det klart for os, at der faktisk slet ikke længere var åbent for offentligheden. Det gjaldt faktisk samtlige offentlige bygninger i Washington, og det hele skyldtes efterveerne fra 9/11. I stedet valgte vi så at gå ned ad The Mall til The Old Post Office Pavillion, men selv denne bygning var lukket.

I stedet gik vi ned af Pennsylvania Avenue og genså Det Hvide Hus. Bagefter fandt vi en drugstore, hvor vi kunne få batterier. Så da kameraet var kommet til at virke, besluttede vi os for at lege turister resten af dagen, selv om det så skulle ske udendørs for det meste. Så fortsatte vi ned over den store græsplæne, der kaldes The Ellipse og tilbage til The National Mall. Her opdagede vi et lille stenhus, som vi ikke tidligere havde været opmærksomme på. Det viste sig at være "slusemandens hus". Her gik tidligere Washington City Canal. Den gik der, hvor nu Constitution Avenue går, og mødte her Tiber Creek. Denne flod, der løb ud i Potomac, er i dag lagt under jorden (det skete faktisk helt tilbage i 1870, hvor den mindede mere om en stinkende kloak end om en flod). Her på stedet havde altså tidligere ligget en af de sluser, som var på kanalen. Da kanalen blev tildækket, blev slusen nedlagt, men huset, hvor slusepasseren boede, blev altså bevaret. Constitution Avenue hed tidligere B Street, og det er det navn, der står på den plakette, der sidder ved huset (en såkaldt Historical Marker). Ud over at åbne og lukke slusen, have slusemanden også til opgave at registrere lasten på de pramme, der skulle gennem slusen, og at opkræve afgift for passagen. I dag tjener bygningen som opbevaringsplads for haveredskaber og andet udstyr, som anvendes til vedligeholdelse af The Mall.

Vi fortsatte ned ad The Mall, hvor man var ved at anlægge det nye monument over 2. Verdenskrig. Vi gik ned til, og forbi Lincoln Memorial. Det var som sagt meget varmt, og vi var udgået for vand, men ved en lille bod fik vi genforsynet, og samtidigt kølede vi os med en enkelt sodavandsis. Fødderne var begyndt at være lidt ømme, så jeg valgte at tage mine sokker på. Selv om det ikke var koldt, endte det altså med, at være en god idé, at vi havde dem i rygsækken. Mens vi sad på bænken blev vi enige om, at vi ville besøge Arlington kirkegården endnu en gang. Og da vi nu var så tæt på, valgte vi at gå over Potomac ad Arlington Memorial Bridge. Efter besøget her gik vi ned til den lokale metrostation og tog metroen et par stationer over på den anden side af Potomac til Foggy Bottom, lige nordvest for The Mall. Herfra gik vi op til M Street, og gennem denne meget hyggelige og interessante gade i Georgetown, med mange små restauranter, butikker osv. Da vi kom til Wisconsin Avenue, gik vi nordpå ad denne til Q Street. Her valgte vi så at gå øst på igen mod Connecticut Avenue. Undervejs ad M Street var vi i øvrigt kommet forbi endnu et termometer, der nu, hvor klokken var omkring 15, viste 40° i skyggen. Vi ville gå ad Q Street tilbage til Connecticut Avenue, hvor hotellet jo lå. Imidlertid er Q Street ret lang og undervejs kom vi for anden gang gennem Rock Creek Park. Første gang var da vi gik den modsatte vej på M Street. Rock Creek Park er en aflang park som strækker sig gennem Washington fra bydelen Chevy Chase i Maryland, gennem DC til Potomac floden og på den måde deler Washington i to. Parken rummer blandt andet Washingtons zoologiske have, og sine steder er den meget øde, mens den andre steder nærmest er overbefolket. Det gælder ikke mindst nogle af de dele af parken, der ligger i Georgetown. Parken er i øvrigt mere end dobbelt så stor som Central Park i New York, så det er et pænt naturområde, der ligger midt i Washington.

Q Street rummer nogle spændende gamle huse, men vores fødder var nu så flade og vores hoveder så opkogte, at vi stort set ikke havde energi til at nyde det. Det var altså to par særdeles flade fusser, der nåede hjem til hotellet efter godt 7 timers spadseretur i 38-40° varme.