Endelig - efter fire år!

Mens vi spiste morgenmad talte vi (Charlotte, Bill og jeg) om dagens program, hvor det eneste, der var besluttet på forhånd, var, at vi skulle ud til Forest Edge Amphi Theater i Fort Hamby Park uden for Wilkesboro om aftenen for at se  skuespillet "Tom Dooley -  A Wilkes County Legend", hvor de også ville prøve at afsætte nogle eksemplarer af Charlottes fremragende bog. Bill foreslog, at vi skulle besøge Zelotese Walsh, som vi også besøgte sidste år, og da jeg syntes, at han var meget interessant, blev vi enige om, at Bill skulle ringe til ham og høre om  han var hjemme, hvilket han var, så Bill aftalte, at vi skulle komme ved 11-tiden. Siden 2013 har jeg ledt, både alene og sammen med Tim, efter en bestemt lille kirkegård, hvor et par af Tom Dooley historiens meget perifere personer skulle være begravet, men indtil nu uden held. Vi havde forsøgt os med gps'en kombineret med koordinater, vi havde fundet på nettet, kort og billeder, men lige meget havde det hjulpet. Bill foreslog så, at jeg skulle spørge Zelotese, som havde boet i området hele sit liv, og som formodentlig ville vide, hvad jeg talte om, ikke mindst fordi han langt ude var beslægtet med den ene af de to personer. Faktisk er han beslægtet med stort set alle, der bor i området, men det er en helt anden historie.

Efter morgenmaden pakkede jeg min bil og sagde et varmt farvel til Rose. Hun havde fortalt mig, at hun nok ville sætte stedet til salg, hvilket jeg var ked af at høre, men hun trøstede mig med, at der godt kunne gå et par år, før det blev solgt. Og skulle det ske, inden jeg kom tilbage (hvilket bliver i 2019), ville jeg altid være velkommen i det hus, hun ville flytte ind i, når B&B'et var solgt. Det er da gæstfrihed, der vil noget! Da Bill har et firma, fik han sin indkvartering til "corporate rate", og det gjorde jeg så også. Sådan! Så længe Rose driver sit sted, kan jeg kun anbefale alle, hvis vej skulle falde forbi Lenoir, at bo på The Irish Rose. Men nu forlod vi altså stedet, og med Bill forrest satte vi kursen mod Beaver Creek og Zeloteses hjem. Da vi nåede Ferguson drejde Bill imidlertid af fra hovedvejen, og så fulgte jeg naturligvis med. Han parkerede ud for en lille restaurant, The Grocery Basket, hvor jeg for nogle år siden indtog en burger - dog uden at vide, hvem der serverede. Havde jeg vidst det dengang, var jeg nok blevet hængende lidt længere. Det var nu ikke for at få mad, at vi besøgte stedet, men Bill ville præsentere mig for indehaveren, Margie Dula, der er en efterkommer af Tom Dooleys bror, William. Hun havde sin egen historie om, hvorfor navnet ændrede sig fra Dula til Dooley, men jeg er nu ikke overbevist :-). Da vi havde hilst på og var blevet behørigt fotograferet, fortsatte vi til Beaver Creek, hvor Zelotese modtog os med entusiasme.

Bill (til venstre) og Zelotes (til højre) i skoven nær det sted, Lauras lig blev fundet.

Zelotese Walsh er 94! En ældre mand, men bestemt ikke gammel. Charlotte havde fortalt mig, at siden vores forrige besøg, havde han mistet sin kone, og han fortalte selv at det var sket få dage før deres 70-års bryllupsdag, men da alt var arrangeret, havde han holdt festen alligevel, nu bare som fødselsdagsfest. Bill spurgte om, hvordan han havde mødt sin kone, og så fik vi hele historien, men den tilkommer det ikke mig at fortælle her, og den var også for lang. Undervejs fortalte Zelotes også om sine oplevelser i Stillehavet under 2. Verdenskrig, hvor han blandt andet deltog i Slaget om Iwo Jima, hvor hans deling mistede 58 af de 80 soldater, der var i delingen. Selv så mange år efter tog det meget hårdt på ham at fortælle denne historie. Da vi havde snakket et par timer, eller deromkring, mindede Bill mig om det, jeg skulle spørge Zelotes om, og selvfølgelig vidste han det. Men i stedet for at forklare mig vejen til stedet, foreslog han, at han skulle vise os det? Det sagde vi ja til og så tog vi alle af sted i Bill's bil, med Zelotese som guide. Da vi nåede frem til kirkegården, kunne jeg godt forstå at Tim og jeg ikke havde kunnet finde den. For det første lå den inde i skoven og kunne ikke ses fra vejen. For det andet lå den på den modsatte side af Gladys Folk Road af det sted, hvor vi havde eftersøgt den, og så lå den omkring 1 km fra det sted, hvor koordinaterne, vi havde fundet på nettet, sagde at den skulle ligge. Men nu havde jeg altså fundet den med god hjælp, og fik da også taget de billeder, som var grunden til, at jeg ville finde den i første omgang. Undervejs var vi tre "unge mennesker" lige ved at blive gået trætte af en mand på 94 - imponerende. I øvrigt havde hans kone siddet i kørestol, og efter hendes bortgang, havde han beholdt stolen - ikke fordi han behøvede den, for det gjorde han bestemt ikke, men den var god at sidde i! Jeg skal måske tilføje at Zelotese mangler højre arm, og allerede sidste år fortalte han, at han var kommet uskadt hjem fra krigen, kun for nogle år senere at miste armen i en høstmaskine. Det har jeg fortalt mere om i historien To dage for fuld skrue fra 2017.

Zelotese tilbød også at vise os Bates Place, som jeg også var usikker på hvor lå (det var her mordet fandt sted), så det sagde vi også ja tak til. Vi kunne nu ikke komme helt hen til stedet, da skoven omkring er groet meget til med tæt krat, men Zelotese kunne da pege og sige, "det er ca. 300 m i den retning", så nu ved jeg også det. Vi besøgte også Ann Meltons grav og jeg fik at vide, hvor flere af personerne havde boet. Nogle af dem havde jeg styr på, men et par stykker fik jeg sat på plads. Endelig viste Zelotese os det sted, hvor Lauras lig blev fundet, og han fik også sat på plads, hvilken bakkekam, der er "Laura Foster Ridge", og det er ikke den, som de fleste påstår - men det vidste jeg nu godt i forvejen! Han fortalte også, med slet skjult ironi, om en journalist, der havde kontaktet ham for at blive vist rundt i området, og meget gerne ville have udpeget det specifikke træ, hvor Lauras hest havde været bundet, hvilket var meget svært, da alle træer i det pågældende område har været fældet og er groet op igen flere gange i de 152 år, der er gået siden mordet. Til sidst kørte vi tilbage til Zeloteses hjem, hvor jeg takkede mange gange, og sagde farvel for denne gang og midlertidigt farvel til Charlotte og Bill, som jeg skulle møde igen om aftenen. Dagen før havde jeg fået en mail fra værtinden på det B&B, hvor jeg skulle bo de næste tre dage, hvor hun spurgte om, hvornår jeg regnede med at være der, og jeg havde skrevet at jeg regnede med at ankomme mellem 15 og 16, og da klokken nu var 14.30 og der var godt en times kørsel til Statesville, var jeg nødt til at tage af sted.

Badeværelse med egen balkon på Clichy Inn i Statesville.

Jeg var i Statesville omkring 20 minutter i fire og fandt mit B&B uden problemer, men jeg havde også tidligere kørt forbi stedet et par gange - dog uden at vide at det var et B&B. Jeg blev modtaget af værtinden, Lori, og fik mit værelse, som havde balkon uden for badeværelset. Det havde jeg ikke prøvet før, men det var ganske hyggeligt at sidde derude om aftenen, hvilket jeg dog først prøvede næste dag, for jeg skulle køre igen - jeg skulle jo tilbage til Wilkesboro og se teaterforestilling. Jeg havde set forestillingen i 2014, men glædede mig til at se den igen. Nu kendte jeg jo en af skuespillerne, og da jeg kom (en halv time før åbningstid) blev jeg alligevel lukket ind, og mødte da også Kimberly og fik hilst på hende. Lidt efter kom Charlotte og Bill og begyndte at stille deres grej op, og ved siden af deres "stand", stod en anden stand, med plakater og bogen "Tom Dooley - The Story Behind the Ballad", en roman af Karen David Reynolds, som også har skrevet stykket; en roman som har stået på min hylde i nogle år. Jeg fik også hilst på  og sludret med Karen, som jeg skulle møde igen næste dag. Skuespillet var glimrende, faktisk bedre end første gang, jeg så det, selv om skuespillerne var nogle andre. Det er jo "amatører" i ordets bedste betydning, som medvirker. Charlotte og Bill gik i pausen. De havde set stykket før og havde over 160 km tilbage til deres hjem. Selv så jeg stykket færdigt, og da der var lejlighed til at møde skuespillerne, gik jeg ned for at blive fotograferet med Kimberly, som jeg allerde var blevet fotograferet med dagen før, men nu var hun i kostume. - så vi rekonstruerede billedet fra dagen før Jeg mødte også hendes mand og tre børn, som alle tre medvirkede i forestillingen. Manden medvirkede ikke som skuespiller, men hjalp med andre ting. Derefter satte jeg selv kursen tilbage mod Statesville, hvor jeg var tilbage lidt efter midnat.

I modsætning til dagen før havde vejret holdt sig tørt og solrigt hele dagen med temperaturer mellem 30 og 35 og en ikke alt for høj luftfugtighed. 166 miles eller 267 km var det blevet til inklusive to ture til Statesville og en tur tilbage til Wilkesboro.