Harpers Ferry

Vi har besøgt Harpers Ferry i West Virginia to gange. Første gang i 2000 med det meste af familien og anden gang i 2004, hvor vi var helt alene - altså Dorte og jeg alene - vi var ikke alene i byen. Første gang kom vi fra Washington DC, og var på vej til Gettysburg. Vi kørte ud af Washington og fortsatte op på Marylandsiden af Potomac River til den lille by White's Ferry. Her  krydsede vi så floden på en lille kabeltrukken færge – én af de få færger, der stadig fragter passagerer over Potomac floden. En sjov oplevelse, og så kostede den undtagelsesvis kun $3.

Efter færgen fortsatte vi mod Harpers Ferry. Her kan man parkere på en stor parkeringsplads uden for byen, og så blive kørt i bus ned til den historiske del, for den forrygende pris af $0. Hele byen og dens omgivelser er en del af Harpers Ferry National Historical Park. Byen har en meget spændende historie. Den ligger hvor floderne Shenandoah og Potomac mødes, og blev grundlagt, da Robert Harper etablerede færgedrift på stedet i midten af 1700-tallet. Færgefarten ophørte omkring 1800, da der blev bygget broer over floderne, men navnet minder altså stadig om fortiden. Den oprindelige del af byen har kun tre gader, Shenandoah Street, Potomac Street og High Street. I 2000 boede der kun 307 mennesker i byen, som i dag mest besøges af turister som os, men sådan har det ikke altid været. Her i Harpers Ferry stod den amerikanske industris vugge. Den megen vandkraft blev anvendt til at drive adskillige fabrikker, blandt andet flere våbenfabrikker. I 1859 angreb slaverimodstanderen John Brown (ham med sangen om John Browns Body…), byens arsenal, for at sikre sig våbenlageret, som han ville bruge til at bevæbne sin hær. USA's Provisoriske Befrielseshær kaldte han styrken, som bestod af godt 20 mand, hvoraf tre var hans egne sønner. Han regnede med, at når han havde erobret de ca. 100.000 geværer, som lå i byens depot ville hans hærstyrke vokse. I stedet blev han taget til fange efter hårde kampe, og han blev senere hængt for landsforræderi og mord i den nærliggende by Charles Town. Under borgerkrigen skiftede Harpers Ferry hænder ikke mindre end 8 gange, og hver gang med store ødelæggelser til følge. Efter krigen mistede byen sin betydning. I byen lå i øvrigt også det første college i USA, der gav adgang for både sorte og hvide af begge køn lige fra sin åbning i 1867. Storer College var navnet, og det blev lukket i 1954, da loven om raceadskillelse blev ophævet.  

Vi så lidt på byen (omkring 2-3 timer), og nok så vigtigt, fik en kanelsnegl. Dorte og svigerfar havde berømmet byens kanelsnegle som de havde smagt i 1998, og de var da også ok. Sneglen var varm og glasuren blev serveret i en lille skål ved siden af. Da vi havde set nok, tog vi bussen tilbage til bilen, og så gik det videre nordpå til Gettysburg.

Næste gang vi kom til Harpers Ferry var i 2004. Det år begyndte og sluttede vores rundtur hos Dortes bror, Jens og hans kone, Annette i Vienna i Virginia - Jens var udstationeret 4 år i Washington DC og de boede altså i Vienna. Turen til Harpers Ferry kom den sidste dag vi var i USA og det antraf sig på følgende måde:

Dagen før vi skulle hjem, rejste Jens til Californien til et møde, og vi skulle så af sted næste eftermiddag. Om morgenen fandt Dorte flybilletterne frem, og opdagede, at vi havde husket forkert, og det først næste dag, vi skulle hjem. Det fortalte vi Annette, og så grinede vi af det. Vi skulle så finde på noget at lave den dag, og da Annette havde travlt i huset, blev vi enige med os selv om, at vi da kunne køre til Harpers Ferry endnu engang, så det gjorde vi. Vi ville køre derop gennem Maryland, ad små veje, men først skulle vi lige ud af Washington, og her var vi enige om, at Dulles Toll Road måtte være det hurtigste og i hvert fald hurtigere end 7'eren. Vi kunne så tage betalingsvejen til vi mødte Washington Beltway ringmotorvejen rundt om byen), og køre ad denne til I-270, som vi så ville følge mod nordvest. Denne oplevelse er allerede beskrevet her, så ikke mere om den.

Efter at have fulgt ringvejen, og senere I-270 til omkring Rockville forlod vi motorvejen og kørte over på Maryland Road 28, som vi fulgte  til Brunswick. Her krydsede vi floden og så kørte vi ad rigtigt små veje, med numre som Virginia State Road 695 og 672 til Harpers Ferry. Første gang vi var i byen, så vi kun en del af denne, så der var stadig ting vi manglede. Også denne gang parkerede vi bilen på den store plads uden for byen, men inden vi tog bussen ned til selve byen hørte vi et park ranger foredrag om slagene, der havde stået uden for byen, blandt andet i Bolivar Heights. Da vi steg af bussen hørte vi endnu et ranger foredrag, denne gang om Meriwether Lewis' tilknytning til byen. Den var ikke stor, men 2004 var jo 200 året for Lewis og Clark ekspeditionen. Foredraget handlede mest om, at Lewis havde besøgt byen før ekspeditionen for at bestille udstyr til denne.  

I forbindelse med foredraget fik vi vist det sted, hvor den gamle våbenfabrik og det gamle arsenal havde ligget. Bagefter, gik vi ad en ret stejl trappe, der var udhugget i klippen, op forbi det hus, Robert Harper i sin tid byggede til sin familie, da han drev færgedrift ved floden. Det eksisterer endnu, og er byens ældste hus, selv om det i dag er bygget sammen med en nyere bygning. Derfra fortsatte vi op til den katolske kirke i byen og videre forbi ruinerne af en tidligere episkopal kirke. Vi endte oppe ved "Jefferson Rock", hvor Thomas Jefferson i 1783 havde stået og skuet ud over de to floder Potomac og Shenandoah, som mødes for floden af klippen, og som færgen betjente. Da vi havde nydt udsigten over floder og by, gik vi ned ad trappen igen, og fortsatte ud til Virginius Island. Her findes stadig ruiner af mange at de virksomheder, der blevet startet her i begyndelsen af 1800-tallet. Herude så vi også en del af det kanalsystem "Patawmac Canal", som blev anlagt i begyndelsen af 1800-tallet for at lette transporten af varer på Potomac River. Her oppe lå nemlig Shenandoah Canal, som førte prammene uden om de strømfald, der dannes ved mødet mellem Shenandoah floden og Potomac floden. I dag er kanalen næsten udtørret, og den er lukket i begge ender, så den ikke længere har forbindelse med floden.

Da vi havde set nok, tog vi bussen tilbage til bilen, og så kørte vi hjemad. Vi valgte at køre mod vest til Charles Town, hvor John Brown blev hængt i 1859, og derfra kørte vi så over Blue Ridge og ind i Virginia igen. Lige før vi mødte bjergene begyndte det at regne, og jeg skal love for at det regnede. Vi kunne ikke se bilerne foran os, og heller ikke deres lygter, så det gik noget langsomt (ikke over 10 miles i timen), men efter en times tid stilnede det da af. Vi kørte til byen Berryhill og derfra til Leesburg. Her tog vi Virginia State Route 7’, som førte direkte hjem til Jens og Annette i Vienna.