Ture på vores "Mother Road"

De fleste, der hører udtrykket "The Mother Road", vil formodentlig (hvis de overhovedet kender det) forbinde med med den berømte Route 66. Det gælder i hvert fald alle amerikanere. Route 66 var en nu nedlagt hovedvej, som gik fra Chicago til Los Angeles. Den sidste del af strækningen blev nedlagt som hovedvej i 1984. Dele af vejen eksisterer fortsat, nu som State Historic Highway i flere stater, mens andre dele er helt forsvundet. Jeg har selv  kørt på vejen nogle gange, ikke mindst på den velbevarede strækning mellem Kingman og Seligman i Arizona, men også andre steder. Første gang, jeg kørte på vejen var i 2006, hvilket man kan læse om i artiklen Route 66. Også i 2010 blev det til en meget kort tur på Route 66 og i 2013 den samme strækning som i 2006, men i modsat retning. Det kan læses i artiklen Syndens by, aliens og dødens dal. Når Route 66 er blevet så berømt, er det mest fordi den var en vigtig rute for de mange, der rejste mod vest til Californien under depressionen og den tørke, der er kendt som Dust Bowl i 30'erne. Bobby Troup skrev en sang om vejen, som senere blev indspillet i coverversioner af blandt andre Rolling Stones, Natalie Cole, John Mayer, Aerosmith, Nancy Sinatra og mange, mange andre. I 1960'erne blev der lavet en tv-serie ved navn Route 66, og den nævnes i flere bøger, blandt andet John Steinbecks berømte "Vredens Druer", der netop foregår under Dust Bowl.

Men nu er dette ikke en artikel om Route 66, men derimod om vores (familiens) "mother road", og den er bestemt ikke nedlagt, men trives bedste velgående, og faktisk er dele af den anlagt oven på dele af Route 66. Den vej, vi kalder "The Mother Road" er en motorvej! Helt konkret er der tale om I-40, Interstate 40 eller helt korrekt Interstate Highway 40. Denne vej begynder i Barstow i Califonien, ca. 160 km i luftlinje fra Stillehavets kyst. Herfra strækker den sig gennem staterne Californien, Arizona, New Mexico, Texas, Oklahoma, Arkansas, Tennessee og North Carolina indtil den efter 4.118 km ender i Wilmington, North Carolina knap 10 km fra Atlanterhavet.

Når vi kalder denne vej (vi er mest Tim og jeg) for The Mother Road er det fordi, vi ofte har kørt på den. Af de 11 ture til USA, det hidtil er blevet til, har jeg kørt på denne vej de 10. Kun i 2008 smuttede det, fordi denne tur kun foregik oppe i New England. Også Tim har benyttet vejen på alle sine ture, bortset fra 1, nemlig i marts 2016, hvor han kun var i South Carolina. Vejens længste stræk i en stat er i Tennessee, og her har vi - omend ad flere omgange, faktisk kørt på hele strækningen gennem staten Til gengæld har vi aldrig kørt på den i Oklahoma, hvilket kan skyldes, at det er en af de stater, vi endnu ikke har besøgt. Vi har dog heller ikke kørt på den i Californien, selv om vi har været i Barstow flere gange, men vi har altid forladt byen ad andre veje, oftest I-15. Men lad mig tage turene på I-40 i kronologisk orden.

Første gang vi kørte på vejen var på den allerførste tur til USA i 2000. På det tidspunkt vidst vi endnu ikke, at det ville bliver The Mother Road, og strækningen var da heller ikke ret lang. Vi var på vej nord på fra Santee i South Carolina til North Carolina's hovedstad, Raleigh. Santee ligger hvor I-95 møder US Highway 15, så det var naturligt at tageI-95 mod nord, ikke mindst fordi vi på den tur holdt os mest til motorveje, og ikke rigtigt vovede os ud på de mindre bivjee. Efter omkring 180 miles (290 km) nåede vi til det sted, hvor I-95 krydser I-40 eller omvendt, og så skiftede vi til sidstnævnte, som vi blev på i ca. 50 km til Raleigh. Mere blev det ikke til det år, fordi vi forlod Raleigh ad mindre veje mod nordøst. Til gengæld var byen ualmindelig uinteressant, og det hotel, vi boede på, er ikke blevet overgået siden i kedelighed. Kedeligt udseende, kedelige værelser, og gange, der fik det til at ligne et nedlagt militærhospital. Selv morgenmaden, det lidt der var af den, var kedelig.

I 2002 havde vi besøgt Fort Frederica på St. Simons Island i Georgia og skulle videre (i et par etaper) til Cherokee i North Carolina. Efter ophold i Savannah og Greenville i South Carolina fortsatte vi mod nord ad US 25 til Asheville i North Carolina. Her fik vi så en kort tur (godt 40 km) mellem Asheville og Lake Junaluska, hvor vi forlod motorvejen igen. Ikke langt, men til gengæld kørte vi tilbage samme vej, så det blev alligevel til lidt. Det var imidlertid ikke første gang det år, vi kørte på motorvejen. Det havde vi allerede gjort i begyndelsen af ferien fra Nashville til Memphis i Tennessee, og her var strækningen noget længere, nemlig 340 km. Heller ikke dengang vidste vi, at det skulle blive en vej, som vi har vendt tilbage til igen og igen.

I 2004 kørte vi også på vejen i to omgange. I første omgang 220 km fra Memphis gennem Arkansas til Little Rock. Undervejs passerede vi Arkansas River i styrtende regn, og et billede taget ud af vinduet, da vi passerede, samt et billede af en knæler (insekt) på en rasteplads, var i mange år de eneste billeder, jeg havde fra den stat. Også det år vendte vi tilbage til den østlige del af vejen. Det år forlagde vi fra den lille by Suwannee uden for Atlanta, Georgia til en endnu mindre by, Union Grove i North Carolina. Det bragte os gennem Statesville, North Carolina, hvor I-77, som vi kørte på fra Charlotte mod nord, krydser I-40. Her tog vi en detour for at se et eller andet - hvad har jeg glemt, men denne omvej gav os yderligere nogle få miles - nok ikke mere end 3 hver vej - på I-40.

Det var imidlertid først på næste tur i 2006, at vi begyndte at betragte vejen som noget særligt. Årets tur var vores første, som gik til den vestlige del af USA. Igen en rundtur, hvor vi blandt andet besøgte Las Vegas. Herfra skulle vi til Williams i Arizona, og for første gang kørte vi på Route 66 fra Kingman til Seligman, Herfra tog vi så I-40 til Williams hvor vi igen mødte Route 66, som er hovedgade (eller rettere VAR hovedgade) gennem byen. Mens vi var i Williams tog vi en togtur til Grand Canyon, og da vi skulle videre mod øst, var det igen I-40 der stod for skud - hele vejen til Flagstaff. Den første strækning var 70 km og den sidste sneg sig op på 50. Fra Flagstaff gik det så nord på ad Route 89 (US Highway 89), en anden af de veje, vi har benyttet ofte, men da den går syd til nord, kun når vi har været vest på.

I 2008 kom vi slet ikke i nærheden af I-40, men i 2010 var vi på den igen, og igen mod vest. Ferien var igen en rundtur i det vestlige USA, og denne gang med udgangspunkt i San Francisco. Endnu en gang besøgte vi Las Vegas, og endnu en gang tog vi Route 66 fra Kingman til Seligman på vej videre. Fra Seligman var vi så tilbage på I-40, men denne gang kun i ca. 40 km til vi nåede US 89, som vi tog mod syd på vej mod Phoenix, Tucson, og Tombstone. Senere havde vi en overnatning i Payson, hvor en lampe i bilen lyste og krævede service. Det nærmeste Avis kontor var i Flagstaff, så den satte vi kursen i mod via små veje og I-17. Da bilen var blevet frikendt, skulle vi videre øst på til Holbrook, og et besøg i Petrified Forest National Park. Det gav os 90 miles (145 km) på I-40, med en lille afstikker mod syd for at se det berømte meteorkrater nær Winslow. Efter besøget i Holbrook skulle vi til Grand Canyon, så det blev I-40 de samme 140 km tilbage til Flagstaff og så US 89, denne gang mod nord.

I 2012 skulle vi køre på tværs af USA fra Seattle til New York om ikke ad den mest direkte rute. Turen førte os blandt andet til Colorado, New Mexico, Tennessee og Florida inden vi kørte mod nord. Første gang, vi mødte modervejen var en ganske kort strækning, ikke mere end et par kilometer i New Mexico øst for Albuquerque. Vi var på vej mellem Santa Fe og Carlsbad, hvor vi skulle se huler. Næste gang var igen en meget kort strækning i nabolaget af Knoxville, Tennessee, da vi var ude for at se på nedlagte cherokeebopladser omkring byen Vonore, sydøst for Knoxville. Det år nåede vi endnu en gang på I-40 i North Carolina, fra Lake Junaluska til Asheville, de samme 40 km som i 2002. Senere fik vi også kørt lidt på vejen omkring Statesville, men det var så lidt, så det knap kan måles. Alt i alt blev det kun til omkring 20 km på I-40 det år.

I 2013 var jeg i USA to gange. Første gang på en rundtur i den vestlige del af landet, anden gang på et mere stationært ophold i det vestlige North Carolina. Den første tur gav ikke mange km på I-40, men det blev da til den "sædvanlige" tur mellem Williams og Seligman, og denne gang i vestlig retning. Men mere end 70 km blev det ikke til ved den lejlighed. På min efterårstur blev det ganske vist heller ikke til mange kilometer, men til gengæld var de delt over flere gange. Først og fremmest frem og tilbage mellem Lake Junaluska og Asheville, og senere på et par sightseeing ture, hvor I-40 (eller en del af den) blev den nemmeste vej hjem. I alt blev det til ca. 100 km på vejen på den ferie.

I 2014 skulle vi igen køre på tværs af USA, omend ad en helt anden rute end i 2012. Denne gang kørte vi fra Los Angeles til New York og igen med nogle svinkeærinder undervejs. I den vestlige del af landet kørte vi dog længere syd på, og vi brugte ikke I-40 i feriens begyndelse. Første gang, vi brugte vejen, var da vi fra Louisville i Kentucky skulle køre til Sevierville i Tennessee. Vi kom til Knoxville i Tennessee ad I-75, og så tog vi I-40 ca. 30 km inden vi kørte mod syd til Sevierville. Næste dag skulle vi videre mod øst, og vi valgte at køre tilbage til motorvejen. Den tog vi så gennem Great Smoky Mountains til Asheville og videre til Morganton, i alt en strækning på ca. 135 km. Turen gennem bjergene er meget smuk, og det går ikke specielt stærkt. Motorvejen følger kløften Pigeon Gorge, der er smal og har mange sving.  Da vi kørte var det tåget og det regnede, hvilket ofte plager området, og der sker da også mange trafikuheld på netop denne strækning af I-40. Faktisk så mange, ofte med dødelig udgang, at chancen for at blive slået ihjel i et trafikuheld, er 20 gange højere en gennemsnittet for alle interstates. Men smuk er turen, og da vi tog den med ro, skete der ikke noget. Så blev det ikke til mere I-40 på den tur, men ikke desto mindre.

I november 2015 var jeg så på den igen. Altså på ferie. Denne gang med en enkelt overnatning i Ferguson og fem i Lenoir. Begge byer (Ferguson er nok kun en bebyggelse) ligger i det vestlige North Carolina, som jeg holder meget af, og som jeg har besøgt mange gange. Jeg skulle have haft to overnatninger i Ferguson, men British Airways ville det anderledes. Se artiklen Til USA med forsinkelse. Allerede på vej til Ferguson, kom jeg til at køre på I-40 mellem Greensboro og Statesville, da jeg var på vej mod syd fra Danville i Virginia. Strækningen omkring Greensboro er kendt som Death Valley (ikke at forveksle med nationalparken af samme navn i Californien). Når vejen har dette dramatiske navn, skyldes det igen de mange trafikuheld på strækningen. Når man kører mod syd på denne strækning, er der tilkørsler til motorvejen i højre side, men frakørsler i venstre. Det betyder at mange skal krydse hele vejens bredde på en kort strækning for at komme af motorvejen igen det rigtige sted, og det skaber farlige situationer, som ofte udmønter sig i uheld. Selv om jeg faktisk kørte mod syd, skete der heldigvis ikke noget, hverken med mig eller andre, mens jeg kørte der. 116 km blev det til, men også senere samme dag, kom jeg til at køre 2 miles (3 km) på I-40, fordi jeg ville besøge en boghandel i byen Hickory, der ligger syd for Ferguson, og ved I-40. Dagen efter kørte jeg fra Statesville til Hickory (primært for at hente en bog, jeg havde bestilt i boghandelen). 45 km var den tur. Dagen efter blev det til 40 km fra Morganton til omkring West Marion, og så var det slut med I-40 for den tur.

Også på den kommende tur, vil vi komme til at køre på I-40, i hvert fald under vores besøg i det kendte område af North Carolina, men muligvis også i Tennessee, det vil tiden vise.