Afsked med Dooley-land for denne gang

Yadkin River løber over en lille dæmning i Patterson i Caldwell County

Så var det blevet lørdag og næste dag skulle jeg køre til Washington Dulles og flyve tilbage til Danmark. Da det var den tredje lørdag i juli, og der derfor var åbent på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, besluttede jeg mig for at runde ferien af med et besøg på museet. Da jeg havde besøgt stedet fredag i den foregående uge, havde det været sammen med Charlotte og Bill Barnes og nogle af de mennesker, som de havde introduceret mig for, og vi havde talt mere end set. Men denne gang kunne jeg så få set stedet, eller rettere genset det, for jeg har jo været der adskillige gange. Imidlertid åbner museet først kl. 13, så jeg skulle have fordrevet tiden indtil da.

Da vejret var, om ikke strålende solskin, så dog i det mindste tørt, besluttede jeg mig for endnu en tur rundt i Dooley-land med mit frontrudekamera tændt, så jeg måske kunne få lavet en bedre video, end den jeg havde optaget et par dage før. Se artiklen Så lykkedes det. Som tænkt så gjort. Jeg trillede fra hotellet omkring kl. 10, da jeg jo absolut ikke havde travlt og kørte ud mod området og gennem dette, så jeg kunne "filme" min tur fra vest mod øst. Jeg tog samme rute som første gang, men denne gang stoppede jeg kameraet på de lange kørestrækninger, hvor der alligevel ikke var noget at se, og havde det kun tændt, når jeg passerede noget af steder, som jeg også ville fortælle lidt om eller i hvert fald nævne. Det betød, at den samlede video kom til at vare knap 25 minutter i modsætning til de 65 minutter, den oprindelige video, som aldrig blev offentliggjort, varede. Derimod tog selve rundturen den samme halvanden time eller lidt mere, som da jeg optogt første gang, men denne gang gennemførte jeg det hele i tørvejr.

Da jeg var færdig med videoen - eller i hvert fald med at optage - var klokken kun omkring 12, så jeg skulle stadig fordrive en times tid inden museet åbnede. Det gjorde jeg ved at køre rundt på nogle af de små veje i området, hvor jeg aldrig havde kørt før, bare for at de hvordan der så ud der. I første omgang tog jeg en vej, der førte til Buffalo Cove, den lille bebyggelse, hvor John Hawkins, som jeg tidligere havde mødt, se artiklen En smule regn og en hyggelig middag, boede. Jeg havde aldrig tidligere været den vej, i hvert fald ikke særligt langt. Jeg havde ved et par tidligere lejligheder kørt omkring 1 mile eller så ned ad vejen til en sidevej, som jeg så havde taget. Denne sidevej, Riverside Drive, førte i en bue mod nord tilbage til NC Highway 268, hovedvejen gennem området. Denne gang fortsatte jeg imidlertid forbi sidevejen og hele vejen til Buffalo Cove. Da næsten alle huse i denne bebyggelse lå langs vejen, må jeg have passeret John Hawkin's hjem, men præcis hvor han boede, vidste jeg ikke; og jeg skulle jo heller ikke på besøg, så det gjorde ikke så meget. I selve Buffalo Cove drejede vejen, som havde nummeret NC Road 1162, til højre, hvilket jeg ikke opdagede, så jeg fortsatte lige ud ad en vej, som meget hurtigt blev til en grusvej. Denne grusvej havde tilsyneladende ikke noget nummer (det havde den, fandt jeg senere ud af, men den var ikke skiltet med det), Den havde til gengæld et navn, Old Sampson Road, hvilket stod på et skilt. Selv om jeg nu var langt fra bymæssig bebyggelse, besluttede jeg mig for at fortsætte, da jeg havde såvel tid som benzin nok. Nogen tid efter, var jeg tilbage på en asfalteret vej, som viste sig at være 1162 igen, så grusvejen havde bare ført mig i en bue gennem bakkerne. Jeg fortsatte derfor ad 1162, og pludselig nåede jeg en vej, som jeg kendte navnet på, nemlig Elk Creek Darby Road, som jeg vidste førte tilbage til Ferguson, eller i hvert fald til NC 268 i Elkville. Denne vej havde jeg ofte kørt på, om end ikke så langt ude som jeg nu var, nemlig i bebyggelsen Darby. Da klokken nærmede sig 13, satte jeg kursen mod Elkville, og derfra videre til museet i Ferguson. Undervejs passerede jeg en grund, hvor der bare stod en skorsten, intet andet. Jeg må have passeret den adskillige gange, men uden at lægge mærke til den. Jeg undrede mig en del, men skulle senere få en forklaring.

Margaret Martine (tv) og Renee Frost på Whippoorwill Academy. I baggrunden ses Chapel of Peace, stedets kapel, hvor mange bryllupper bliver holdt.

Da jeg nåede frem, var klokken omkring 13.15, og der var allerede nogle andre mennesker samlet ved indgangen, så da jeg havde parkeret bilen, samlede jeg mig med dem. En af dem, var den dame, der havde åbnet Tom Dooley hytten for os, fredagen før, se To dage for fuld skrue. Det var ved denne lejlighed, at jeg fandt ud af, at hun hed Margaret Carter Martine, og at hun var datter af afdøde Edith Ferguson Carter, som havde grundlagt museet, og som havde taget sig så pænt af mig ved mine tidligere besøg. Med var også Margarets kusine, Renee Frost. Derudover vel 3-4 mennesker, som alle gerne ville vises rundt på museet. Så det blev vi. I begyndelsen var det Margaret, der fortalte, og vi gjorde flere stop undervejs, blandt andet i den kopi af Daniel Boones hjem fra hans tid i området, der står på museet. Interessant nok, er kopien forsynet med den originale skorsten fra Boone's hytte. Her fik vi fortalt om Daniel Boone, og om den årlige Daniel Boone dag, som museet arrangerer. I den hytte, der rummer Tom Dooley udstillingen, som dels består af artefakter fra tiden, og dels af tegninger og malerier, som Edith Carter har malet og tegnet, slog vi os også ned, og så gik det ellers galt. Ikke for mig, men for de øvrige, der var med på rundvisningen. Margaret og jeg kom til at tale om, ikke bare Tom Dooley, men også om hendes mor, som jeg jo havde besøgt flere gange, og satte stor pris på. Jeg fik også fortalt, at jeg havde besøgt hendes grav nogle dage tidligere, og alt i alt var det særdeles hyggeligt, men måske ikke for de øvrige deltagere i rundvisningen, men hvis de hørte efter, er jeg sikker på at de lærte nogen om baggrunden for sangen The Ballad of Tom Dooley. På et tidspunkt under snakken kom yderligere en dame ind i hytten. Margaret præsenterede os for hinanden (på det tidspunkt var resten af selskabet gået uden for hytten). Damen var filmproducent og -instruktør Tamara Nance, som netop var ved at færdiggøre en film, der havde sit udgangspunkt i Tom Dooley sagen. Også vi fik en hyggelig snak (og er i dag venner på Facebook). På et tidspunkt skulle Margaret gå, da hun skulle have et møde med nogen om et bryllup, som de gerne ville holde i stedets lille kapel - et meget populært sted at blive gift. Jeg gik derfor ud til de andre, og så overtog Renee rundvisningen, som førte os rundt til de øvrige bygninger på museet, blandt andet en hytte med en maleriudstilling, hvor der var en del malerier, jeg gerne ville have købt, men dels havde jeg ikke råd, dels ikke mulighed for at få dem med hjem til Danmark.

Inden Margaret gik, havde hun sagt, at jeg ikke måtte forlade stedet, før vi havde talt sammen igen, så da rundvisningen var overstået, og hendes møde var færdigt´, mødtes vi igen i Tom Dooley hytten. Her fortalte hun, at hun gerne ville have et billede af mig. Det ville hun bruge som en illustration til en artikel til den lokale avis i Wilkesboro, hvor hun var lokalkorrespondent for Ferguson og omegn. Det fik hun selvfølgelig lov til, og senere sendte hun mig en kopi af artiklen, som bevis på, at jeg nu også er berømt i Wilkes County, North Carolina. Inden vi sagde farvel, fik jeg spurgt hende om hun vidste noget om grunden med skorstenen, og hun fortalte den tragiske historie. Huset, som skorstenen oprindeligt havde været en del af, havde tilhørt en familie, hvor ægtemanden havde myrdet sin kone, og brændt huset ned. Historien var længere og med flere detaljer, men det var essensen. Til sidst var jeg nødt til at tage af sted, da klokken nærmede sig 16.30, og jeg gerne ville have pakket, inden jeg gik ud for at spise aftensmad.

På vej tilbage til hotellet, kørte jeg lige en æresrunde, og fik taget et par billeder af skorstenen, samt af nogle af de mange æsler, der findes i området og som beskytter kalve og lam mod angreb fra sultne prærieulve. Jeg kørte tilbage til hotellet, hvor jeg fik pakket det meste - undtagen toiletartikler og det tøj, jeg skulle have på næste dag, og så gik jeg ud for at spise på en restaurant, som lå lige ved siden af hotellet, men som jeg aldrig havde spist på tidligere, trods adskillige besøg i Wilkesboro. Den hed Tipton's Bar-B-Que og viste sig at være glimrende. Tilbage på hotellet satte jeg min telefon til at vække mig kl. 6.30 næste morgen, og så var det godnat.