Forårsgrøn

For første gang nogensinde havde jeg mulighed for at rejse til USA om foråret. I hvert fald var det første gang, hvor jeg kunne holde to ugers ferie omkring påske. De tre dage før påske holder skolen nu lukket, så der ikke er undervisning, og da jeg havde en uges ferie til gode, som skulle afvikles inden 1. maj, og der ikke var planlagt skema i ugen efter, tog jeg min uge her. Da det først blev sikkert, at det kunne lade sig gøre i løbet af marts, blev planlægningen lidt mere "impulsiv" end normalt. Da jeg gerne ville have lidt tid hjemme efter turen, bestemte jeg mig for at tage af sted allerede lørdag før påske og så være tilbage i Danmark torsdagen efter. Som man kunne forvente, når man kender mine interesser, bestemte jeg mig for, at rejsemålet endnu engang skulle være det vestlige North Carolina.

Da jeg gerne ville møde så mange af de mennesker, jeg kender i området, som muligt, planlagde jeg at overnatte fem nætter i Lenoir og fem i Statesville, og så køre ud fra disse fikspunkter. I Lenoir bestilte jeg for femte gang værelse på The Irish Rose Bed and Breakfast - bedre kan det nok ikke gøres i den by. I Statesville blev det for anden gang til et ophold The Clichy Inn Bed and Breakfast, som også er i topklasse. Fem nætter skulle jeg overnatte hvert sted. (Jeg har faktisk allerede bestilt værelser de samme to steder til mit næste ophold, der finder sted i juni; se også artiklen Klar til afgang.) Den sidste nat - eller rettere den første - skulle jeg overnatte et eller andet sted mellem Washington DC og Lenoir. som var turens første egentlige mål.

På vej mod vest ad Interstate Highway 66

Flybilletten blev også bestilt og jeg fik booket en bil, og så kontaktede jeg mine venner og bekendte i området, og meddelte min ankomst, og det skræmte ikke for mange, da de alle indvilgede i (nogle så endda frem til) at møde mig igen. I den sidste ende lykkedes mig at møde alle på nær to, som var forhindrede. Én havde sagt fra på forhånd, da hendes familie besøgte anden familie i Virginia i den samme periode, som jeg var i North Carolina, og en var desværre ikke hjemme den dag, jeg havde mulighed for at besøge ham. Ud over at jeg glædede mig til at møde alle disse spændende og særdeles venlige og imødekommende mennesker igen, var jeg også spændt på at se foråret i området, som jeg altså aldrig havde oplevet før. I og med at  Western North Carolina ligger på højde med Nordafrika og dermed omkring 2.000 km syd for Brøndby, burde foråret være noget længere fremme der end her. Og det skulle da også vise sig, at det i hvert fald i nogen grad var tilfældet; mere om det i de næste artikler.

Sidste arbejdsdag var fredag og så var det bare hjem og pakke, da jeg ville blive hentet i en taxa allerede kl. 4.30 lørdag morgen. Det gik som det skulle, og uden morgentrafik tog det kun ca. 12 minutter at køre til lufthavnen, så jeg var der i rigtig god tid. Med fast track gennem security tog det heller ikke lang tid, så jeg havde god tid til at spise morgenmad i Eventyrloungen, som min billet gav adgang til. Flyet afgik til tiden og ankom til London lidt for tidligt, så også her havde jeg god tid i loungen inden mit fly til Dulles skulle afgå, Godt at man medbringer underholdning J. Heller ikke turen fra London til Dulles var noget at skrive hjem om. Den var lige så kedelig som de er flest, men jeg fik nogle timers søvn undervejs. Da det denne gang var anden gang jeg rejste til USA på såvel pas som Esta, mente jeg at jeg kunne klare immigration på deres automater, som jeg tidligere har gjort, men som var udelukket i 2018, netop på grund af at det ved den lejlighed var første gang, jeg benyttede mit nye pas og dertil hørende ESTA ansøgning. Det viste sig imidlertid, at de simpelthen har fjernet automaterne, så jeg måtte stå i kø ved kontrollen sammen med alle andre, inklusive de, der var amerikanske statsborgere. Det gik nu forholdsvis hurtigt, så jeg kunne få fat i min bagage, der allerede var taget af båndet, da jeg kom ud. Tolden gik gelinde - jeg skulle end ikke aflevere den erklæring, man altid udfylder i flyet. Bussen ned til Avis kontoret kom efter kun fem minutters ventetid, og da jeg kom derned, var der ingen i kø foran mig, så jeg fik bilen meget hurtigt, og så kunne jeg ellers rulle derudad. Dog først efter at have monteret min gps.

Jeg tog Virginia Road 28 til I-66 (på den måde undgår man Dulles Toll Road, som jeg så tit har haft problemer med, hvilket kan læses i flere tidligere artikler). Da jeg nåede motorvejen var der en del trafik, da klokken var godt 16, og mange var på vej hjem fra arbejde eller hvad de nu havde foretaget sig i Washington på en lørdag, men efterhånden, som jeg kom vest på, ebbede det ud og da jeg nåede Front Royal og skiftede til I-81mod syd, var der kun den almindelige motorvejstrafik tilbage. Det gik derfor pænt hurtigt syd på, og jeg begyndte at overveje, hvor jeg skulle stoppe, men blev hurtigt enig med mig selv om, at det skulle være omkring Lexington, Virginia, hvor jeg ofte har overnattet på vej syd på. Da jeg nåede denne by, kørte jeg fra motorvejen et sted, hvor der mærkværdigvis ikke lå nogen hoteller/moteller lige ved frakørslen, men det gjorde der så i byens udkant. Jeg forså mig først på et Super 8, fordi de plejer at være forholdsvis billige, men opdagede så ,at der et stykke længere inde mod byen og på den anden side af hovedvejen lå et Wingate by Wyndham, som er en anelse dyrere uden at være ruinerende, og som havde den fordel, at der ved parkeringspladsen lå en  restaurant, hvilket ville betyde at jeg ikke skulle køre for at få aftensmad. Jeg fik et fint værelse og gik straks ned for at spise, så turens første USA måltid blev indtaget på en af landets mange "full service" kæderestauranter, Ruby Tuesday, som jeg holder meget af, ikke mindst på grund af deres salatbar. Alle borde var optaget, og der var omkring 1 times ventetid, men hvis jeg ville sidde ved baren kunne jeg komme til med det samme - og jeg behøvede ikke at drikke alkohol. Jeg takkede for tilbudet og købte straks en margarita. Lidt senere kom et ægtepar, der åbenbart heller ikke ville vente, og satte sig ved siden af, og mens vi ventede på maden, faldt vi selvfølgelig i snak. Efter at have spist færdigt sagde jeg farvel til parret og gik op for at få sovet. Jeg havde på det tidspunkt været vågen i omkring 28 timer, og jeg skulle jo køre videre næste morgen.

Undervejs til Lexington indledte jeg den leg Tim og jeg leget, nemlig at tælle lastbiler fra bestemte selskaber (se artiklen Om at tælle lastbiler), og selv om der ikke var så mange af disse på motorvejen her en lørdag eftermiddag blev det alligevel til 5 Schneider, 4 Swift, 3 J. B. Hunt, 2 Werner, 2 C. R. England og en enkelt Estes. Hele vejen var vejret godt med først overskyet, senere solskin og hele vejen en temperatur omkring 19-20 grader.