Storbyer

New Orleans

Vi besøgte New Orleans i 2002 og 2004, og havde egentlig regnet med at skulle tilbage i 2006, men i 2005 kom så orkanen Katarina, og selv om byen var "åben" igen, var vi bange for, at den by, som vi var kommet til at holde meget af, ikke længere var den samme. Beskrivelserne her, er derfor ikke nødvendigvis i overensstemmelse med nutidens New Orleans.

New Orleans er af en forsker blevet beskrevet som ”den uundgåelige by på det umulige sted”. Hele det centrale USA drænes af en eneste stor flod, Mississippi, og samtidigt er Mississippi og dens bifloder et ideelt transportsystem. Derfor taler alt for, at der bør ligge en by ved mundingen af en sådan flod, da den ville kontrollere handelen mellem det indre Nordamerika og resten af verden. Byen var altså uundgåelig, og det erkendte ud over franskmændene, der grundlagde den, også Thomas Jefferson, der sagde om byen ”Der er et sted på kloden, hvis indehavere altid vil være vores naturlige og vanemæssige fjender. Dette sted er New Orleans.” Men hvorfor er stedet umuligt. Jo, det skyldes selve Mississippiflodens natur. I modsætning til de fleste andre amerikanske floder har Mississippi et meget stort delta og havet går aldrig op i flodens munding. I London, Hamburg, New York og lignende steder, ligger byerne på det sted, hvor skibe ikke længere nemt kan sejle op ad floden, altså hvor floden snævrer ind og mister dybde, men dette sted ligger på Mississippi først oppe omkring Minneapolis i Minnesota, næsten ved den canadiske grænse, og helt op til Cairo i Illinois er floden faktisk lige bred og ingen steder er den nemmere at krydse end andre, så der ingen naturlige steder, at anlægge en by. Hvor floden munder ud i havet, gør sandbankerne den til gengæld lavvandet og besværlig at navigere på, og hvor floden møder Den Mexicanske Golf, er der kun marsk og sump. Det område som byen til sidst blev grundlagt på kaldes ”området mellem hav og land, det tilhører hverken hav eller land, men kræves af begge”.

New Orleans kaldes halvmånebyen (Crescent City) eller Big Easy. Den blev grundlagt i 1718 af franskmænd (den officielle grundlægger er Jean Baptiste La Moyne, Sieur de Bienville). I de næste 100 år voksende byen og blev til det, der i dag kaldes Vieux Carré eller French Quarter, men hurtigt gik det ikke, specielt ikke i starten. Husene var træskure og gaderne mudderfloder og det område der var udlagt som by, blev kun langsomt fyldt op. Sygdomme som fx gul feber plagede, og udryddede gentagne gange store dele af befolkningen. I 1763, da Frankrig havde tabt syvårskrigen, måtte man aflevere hele Canada og det såkaldte West Florida samt Louisiana nord for Lake Pontchartrain til England, og resten af Louisiana gik til Spanien. Så blev New Orleans spansk og i den spanske periode voksede byen. Senere kom franskmændene tilbage, om end kun kort. I 1803 fik byens borgere besked om, at de nu igen var franske, men tre uger efter solgte Napoleon hele Louisiana territoriet til USA, og så var de pludselig amerikanske. I 1803 var der ca. 8.000 indbyggere i byen og i 1810 var det 10.000 hvilket gjorde byen til den 5. største i USA og den største vest for Appalacherne. Omkring 1820 blev området interessant for ”østkystamerikanerne” som fik forretningsinteresser i byen. De oprindelige indbyggere af fransk og spansk afstamning, var ikke glade for de amerikanske tilflyttere og ville ikke have dem i deres del af byen. De var derfor tvunget til at bygge vest for French Quarter, og Canal Street blev "ingenmandsland" mellem de fransk- og spanskorienterede indbyggere og de tilflyttede amerikanere. Omkring 1830 lykkedes det nogle amerikanere at købe en plantage af en enke, som ikke ønskede at drive den videre. Plantagen havde den fordel, at den lå højt efter New Orleans målestok, og her anlagde man en by, Lafayette, i det såkaldte Garden District, hvor de velhavende amerikanere flyttede ud. Det første hus blev bygget i 1834 og det ligger der endnu.

Det første besøg

Første gang vi kom til New Orleans, var altså i 2002, hvor vi kom fra Natchez i Mississippi, en lørdag formiddag. Vi kørte mod øst mod byen Brookhaven, hvor vi skulle skifte til motorvejen mod syd. På de første 60 kilometer mødte vi siger og skriver fire biler i alt, så havde det ikke været lørdag, havde vi troet, det var i kirketiden. Vi kørte mod syd ad I-55, og ved grænsen til Louisiana, besøgte vi et velkomstcenter. Herfra kørte vi så videre mod syd, ned mellem søerne Lake Maurepas og Lake Pontchartrain. På denne strækning mellem søerne er motorvejen anlagt på pæle gennem cypressumpen, og det er faktisk en spændende oplevelse at køre her. Syd for Lake Maurepas skiftede vi motorvej og kørte mod øst til New Orleans, eller rettere gennem byen, for vores hotel, som vi for en gangs skyld havde booket hjemmefra, lå på den østlige side af byen. Det var ved denne lejlighed, at vi havde vores første problemer med de serviceroads, der ofte ligger parallelt med motorvejene, se Roadtrip i USA. Til sidst lykkedes det jo alligevel at finde hotellet, som lå knap 25 km fra centrum, og værelset var på 2. sal, så der burde være fredeligt. Og det var der også, bortset fra at der var en frygtelig larm af cikader. Dem havde vi hørt mange steder, men her var de i overdreven mængde.

Efter indkvartering besluttede vi at køre ind til centrum af New Orleans. Det viste sig, at der var masser af parkeringspladser omkring French Quarter, så vi satte bilen her, og gik op over dæmningen ("the levee") til Mississippi floden. Her gik vi så en tur frem og tilbage ad den såkaldte Moonwalk, ligesom masser af andre mennesker. Da vi gik mod vest, mødte vi Riverwalk, et indkøbscenter med omkring 100 butikker og spisesteder af forskellige slags. Butikkerne handlede mest med tøj, ikke mindst dametøj, så det var lige noget for Dorte. Vi købte nu ikke noget ved den lejlighed, bortset fra nogle flasker med stærk chilisauce, som Louisiana er berømt for. Desuden købte vi en pretzel (stor, blød saltkringle) med hvidløg til at dulme den værste sult. Da vi ikke gad se mere center, besluttede vi, at vi i stedet ville gå en tur i French Quarter. Det blev til en tur ned ad Decatur Street ned til Toulouse Street og op ad denne meget spændende gade til Bourbon Street. Dette er gaden i New Orleans. Her er der liv 24 timer i døgnet, med musik, værtshuse, sexklubber, værtshuse, spisesteder, værtshuse, voodoo butikker, værtshuse, dansesteder, værtshuse og så videre. I French Quarter er der i alt ca. 400 barer, så man behøver ikke at tørste, når man er på de kanter. Gadelivet er selvfølgelig også spændende, og så er Bourbon Street i øvrigt et af de få steder i hele USA, hvor det er tilladt at drikke alkohol på gaden, så her sælges spiritus ikke i små brune papirsposer, som det ellers er tilfældet i USA. Efter en tur op og ned ad gaden, gik vi tilbage ad Toulouse til parkeringspladsen på N. Peters Street. Derefter kørte vi tilbage til hotellet. Om aftenen på hotellet overvejede vi, hvad vi skulle lave næste dag. Hjemmefra havde vi talt om, at vi gerne ville prøve en tur ud i sumpene, der omgiver byen, men vi havde ikke lige fundet noget. Jeg gik derfor ned i receptionen og spurgte mig for. De havde flere muligheder, men jeg valgte en tur med en airboat. Vi ville så blive samlet op af en bus ved hotellet næste morgen, kørt ind til en turcentral inde i byen, og derfra fordelt til forskellige turmål, og til sidst ville vi blive kørt hjem igen. Prisen for hele denne herlighed ville være $65 pr. snude eller ca. 900 kr. for os to. Men det er beskrevet under Sumpen, så det vil jeg ikke gøre mere ud af her.

Garden District

En af de ting i New Orleans som Dorte gerne ville se, var det såkaldte Garden District. Det er den ældste amerikanske del af byen, og er meget præget af store herskabelige villaer. Da vi besøgte turcentralen dagen før i forbindelse med sumpturen, havde vi set, at man kunne købe en guidet spadseretur rundt i Garden District, og sådan én ville Dorte gerne med på. Vi tog bilen ind til byen, parkerede den samme sted som første dag, og købte billet til spadsereturen. Fra centrum blev vi så fragtet i bus ud til det sted, (på St. Charles Avenue), hvor spadsereturen skulle begynde, og her skulle vi så møde vores guide. Hun stod da også ved hotellets indgang, da bussen kom, men desværre kunne bussen ikke parkere der, så vi måtte over på den anden side af gaden. Chaufføren forsøgte flere gange forgæves at få kontakt med guiden, for at fortælle det, og det lykkedes da også til sidst, og så kom guiden ellers over gaden til os, og da vi alle (vi var kun omkring 10-12 stykker på turen), var kommet ud af bussen præsenterede hun sig for os. Hun var en dame, som jeg gætter på var omkring 70 eller lidt over. Hun var iført en pink dragt, og bevæbnet med en parasol i samme farve. Hendes navn var "Miss Katie", og hun tiltalte deltagerne som "children". "Come on children" og "Listen now children" var to af hendes faste vendinger. Jeg er ret sikker på, at hun var pensioneret underskolelærerinde.

Hun startede med at præsentere programmet. Først skulle vi se en stor gammel herskabsvilla, hvor man kunne komme indenfor. Dernæst skulle vi besøge en lille butik, hvor vi kunne købe noget at drikke, og hvor vi, især kvinderne, kunne få lov at låne "the little potty room", hvis de havde behov for det. Når det var overstået, skulle vi så fortsætte rundt og se huse, som kun kunne ses udefra, og vi skulle slutte besøget på én af New Orleans' interessante kirkegårde, inden vi skulle tilbage til bussen. Som sagt så gjort. Med Miss Katie med parasol i spidsen ilede vi ned ad gaden til Elms Mansion, det hus, vi kunne få lov til at se indvendigt. Nu siger husindretning ikke mig så meget, men det var da meget pænt – og stort. Da alle havde set hus nok, gik vi ud og så på det udefra, og derefter gik vi så videre til den lille butik, hvor der faktisk viste sig at være borde og stole. Her blev vi beordret til at sætte os ned, efter at der havde været mulighed for at købe drikkevarer, og besøge "the little potty room". Så sagde Miss Katie" "Silence children", og så gik hun i gang med at fortælle om byen, og ikke mindst selvfølgelig Garden District. Som så mange andre rundvisere i forskellige byer, var der slet ingen tvivl om, at hun elskede sin by, og det kom vi andre også til, når vi hørte hende tale, hvis vi ikke gjorde det i forvejen. Meget af informationen om byen i begyndelsen af dette afsnit stammer fra Miss Katies foredrag.

Efter foredraget gik vi så videre, og så mange smukke huse, blandt andre det ældste hus i Garden District, der var bygget i 1834. Vi så også flere huse forsynet med en såkaldt Pettticoat Staircase, en "skørtetrappe". Det var en dobbelttrappe, hvor mændene kunne gå op af den ene side, mens kvinderne kunne gå op af den anden. På den måde kom mændene ikke til at gå bag kvinderne. Havde de nemlig gjort det, var der risiko for, at de havde set kvindernes ankler, når kvinderne samlede deres store skørter sammen, for at gå op af trappen. Og det ville være et problem. Hvis en mand skulle komme til at se en kvindes ankler – og det blev opdaget – var der kun to muligheder. Enten giftede han sig med hende, eller også blev han udfordret til duel af kvindens mandlige slægtninge. Dueller var en livsstil i syden og ikke mindst i New Orleans i årene før borgerkrigen, hvor man kunne risikere at blive udfordret til duel for hvad som helst, så som at kritisere en kvindes hund eller en mands påklædning, eller det, der var mindre.

Et af de andre huse, vi så, havde en rig købmand bygget til sin datter, da hun blev gift, for at hun kunne få noget at bo i. Han havde bygget det på nabogrunden til sit eget hus, fordi han ikke stolede på svigersønnen. Det første faktum gav anledning til en ret morsom snak, mellem os, der var med på rundvisningen. Én af de mandlige deltagere fortalte, at det ikke var stort anderledes i dag. Her måtte forældrene også finansiere deres børns boliger, hvis de skulle være sikre på at få en. Vi kunne så fortælle, at også i Danmark var der mange forældre, der købte bolig til deres børn, for at disse kunne få noget at bo i. Det fik så en af de deltagende kvinder, en dame i slutningen af trediverne, der tydeligvis var på ferie med sin teenage-søn og sin mor, til at bemærke at, det kunne hun da ikke forstå. Hun var sikker på at, i Europa boede alle mennesker i en familie da i samme rum! Vi prøvede at overbevise hende om det modsatte, men det havde hun tydeligvis meget svært ved at tro på. Det er i øvrigt meget typisk for mange amerikanere ikke at vide, hvordan verden uden for USA ser ud. Nå, men vi fortsatte rundturen og kom blandt andet forbi et rædselsfuldt turkisfarvet hus (det er farven, der er rædselsfuld). Dette hus rummer imidlertid én af verdens efter sigende bedste restauranter, Commander's Palace, der ikke mindst er berømt på grund af sin skildpaddesuppe. Miss Katie fortalte en anekdote om, hvordan engang, da der var brand i bygningen, var det første, brandfolkene reddede, suppen. I øvrigt var der op mod en halvt års ventetid på bord, hvis man ville spise aftensmad, og 3-4 uger, hvis man ville have frokost, så ingen af delene kom på vores program.

Det sidste vi så, var kirkegården Lafayette no. I. Den ligger nogenlunde midt i Garden District, og er typisk for New Orleans' kirkegårde. På grund af den lave beliggenhed, er det meget svært at begrave folk i byen. Da man tidligere forsøgte sig med "ordinære" begravelser, blev ligene ofte "vasket ud" af gravene under oversvømmelser, som der var mange af, og de lå så og svømmede rundt i gaderne og var medvirkende årsag til de mange epidemisygdomme, som byen var plaget af. Da hovedparten af indbyggerne var katolikker, var kremering ikke en mulighed, da det er imod den katolske tro. Man fandt så på at begrave de døde over jorden i gravsteder af sten og beton, hvoraf nogle er hele mausoleer, mens andre bare er en lav betonkasse. På Lafayette no. I, er der typisk tre typer grave. Dels høje grave med plads til to, dels lave grave med plads til én, og dels midlertidige grave som findes i muren rundt om kirkegården. Gravstederne ejes af familier, og de kan handles som al anden fast ejendom. På dørene ind til gravene skrives så navnene på alle de, der i tidens løb er begravet i den pågældende grav, og når en plade er fyldt op, flyttes den om på siden af graven og en ny dørplade sættes i. På den måde kan man følge gravenes historie, og se hvordan de fx har skiftet ejer undervejs. Miss Katie fortalte at hendes mor netop havde købt en grav på kirkegården, og at hun havde aftalt med de tidligere ejere, at asken fra deres pårørende skulle blive liggende i bunden af graven. Alternativt kan man aftale at den overføres til en plads i muren, men ofte lader man den blive i respekt for de, som tidligere er begravet i graven. Når der kommer aske skyldes det en såkaldt "naturlig kremering", som forekommer, når solen om sommeren bringer temperaturen inde i gravene op på flere hundrede graders varme. På omkring et års tid er ligene brændt til aske, og denne naturlige kremering har kirken ikke noget imod.

Da turen nærmede sig sin afslutning fortalte Miss Katie, at hun havde fuld forståelse for, hvis man i sit feriebudget ikke havde taget højde for drikkepenge til guiden, og at hun ville holde af os alle alligevel, men at de, der gav drikkepenge ville hun elske højt, så det gav selvfølgelig lidt ekstra på den konto. Så kørte bussen os tilbage til byen igen, efter en spændende oplevelse.

Da vi kom tilbage til centralen, fik vi en tur ned langs Mississippi endnu engang, og her kom vi forbi flodbåden Cajun Queen, som skulle til at sejle. Vi besluttede derfor at tage en tur med den, og så se New Orleans fra vandsiden. Turen varede i ca. 1½ time, hvoraf 20 minutter gik med at sejle ned ad floden og resten med at sejle tilbage mod strømmen. Hele vejen blev der fortalt om byen, så det vi ikke havde hørt hos Miss Katie, fik vi at vide her.

Da vi kom tilbage til byen igen efter flodsejladsen, var vi ved at være lidt småsultne, så på Decatur fandt vi en fiskerestaurant, der så interessant ud. Her ville Dorte have gumbo, der er en suppe af cajun/kreolsk oprindelse, som kan indeholde næsten hvad som helst, fra fisk over kylling til kød – og så en masse grøntsager. Den kan være jævnet med okra – en grøntsag eller med filé, som er knuste sassafras blade. Tjeneren mente imidlertid ikke at deres gumbo var god den dag, så han anbefalede Dorte et prøve noget andet. Hun valgte én eller anden ret med kylling, mens jeg valgte grillstegt catfish, som typisk oversættes med havkat, men i dette tilfælde er der tale om en ferskvandsfisk i familien af maller. Der findes mange arter, men den mest almindelige i Mississippi floden er Blue Catfish, så måske var det sådan én. Det fortalte spisekortet ikke noget om. Men uanset dens biologiske tilhørsforhold smagte den pragtfuldt, da den først blev serveret, for jeg tror at vi blev glemt, efter at have bestilt. Normalt er servering på amerikanske restauranter rimeligt hurtig, i hvert fald af drikkevarer, men her gik der meget længe før vi fik noget som helst. Men det var til gengæld altså godt, da det kom. Efter maden gik vi videre ned ad Decatur til Jackson Brewery, som tidligere var bryggeri, som navnet også antyder, men som i dag er et indkøbscenter med butikker, restauranter osv, altså i stil med Riverwalk i den anden ende af centrum. Her købte jeg et par cd'er med cajun musik – til Dortes store skræk. Jeg holder meget af musikken mens hun synes den er ensformig.

Ved Jackson Square, som er den centrale plads i French Quarter, holdt der nogle hestevogne eller hvad det nu hedder, når de bliver trukket af muldyr, så vi besluttede os for en køretur, som altså gik rundt i French Quarter. Kusken fortalte selvfølgelig om kvarteret, og især om, hvordan man kunne spare penge, så da turen var til ende mente han, i at nogle af de penge, vi nu kunne gå ud og spare, dem kunne vi så bruge som drikkepenge. Jo tak - de er ikke faldet bag af vognen disse turistguider. Undervejs havde vi så set en masse ting, blandt andet St. Louis katedralen, Pontalba bygningerne ved Jackson Square, og vi havde fået at vide, at man som turist skulle holde sig vest for St. Anne Street, fordi den østlige del at kvarteret typisk var bøsseområde og lidt råt.