En lille smule politik

Det har været fremført, blandt andre af John Foster West, at sagen langt hen ad vejen var politisk, og at det var af politiske årsager, at den tidligere guvernør, Zebulon Vance påtog sig at forsvare Tom Dooley. Jeg er ikke enig, men lad mig alligevel se på de politiske forhold, som kunne have været årsagen. Zebulon Vance forhold er allerede omtalt tidligere, nemlig under Bipersoner, men her lidt om hans politiske forhold.

Zebulon Vance sad to år i North Carolinas lovgivende forsamling før borgerkrigen, og stillede op til USA's senat men blev ikke valgt. Til gengæld blev han indvalgt i Repræsentanternes Hus i 1858, kun 28 år gammel. I september 1862 (under borgerkrigen, mens North Carolina var løsrevet fra USA), blev han valgt som statens guvernør og i 1864 blev han genvalgt. Ved dette valg besejrede han William Woods Holden ved en jordskredssejr, hvor Holden kun fik flertal i tre af statens amter, mens Vance vandt de øvrige. Et af de amter, som Vance tabte, var i øvrigt Wilkes County. Da Vance efter borgkrigen blev anholdt (som alle sydstatsguvernører blev), blev Holden udnævnt (ikke valgt) til guvernør af nordstaternes militærstyre under ledelse af generalmajor David Sickles, som jeg har skrevet en kort historie om andetsteds. Holden sad kun i nogle måneder fra maj til december 1865. I december blev han afløst af Jonathan Worth, som sad frem til juli 1868, hvor Holden igen kom til, denne gang som folkevalgt guvernør. Det var således ikke Holden, som var guvernør under retssagerne mod Tom Dooley, som nogle kilder (blandt andre Foster West) mener, men selv om han ikke var direkte involveret, kan han godt have haft betydning for sagens udfald alligevel. William Holden blev fjernet fra magten igen efter anklager om magtmisbrug og i marts 1871 at være blevet dømt i en "rigsretssag" mod ham, hvor han blev sigtet for at tillade, at statens milits brugte alt for hårde midler mod statens borgere i jagten på Ku Klux Klan.

Vance var imidlertid ikke den eneste af sagens jurister, der var eller blev involveret i politik, det var stort set alle de jurister, der var involverede i sagen.

Dommeren, da sagen kom for første gang (i 1866), Ralph P. Buxton var leder af det republikanske parti i Cape Fear distriktet i  North Carolina. Han var udpeget som Superior Court dommer af  netop sin partifælle, den ligeledes republikanske guvernør William Holden. Senere, da valgsystemet for dommere blev indført, blev han valgt til posten, men det var som udpeget af Holden (selv om guvernøren siden var udskiftet) at han fungerede som dommer i sagen mod Tom. Buxton blev endnu senere (i 1888) valgt til posten som højesteretsdommer.

Da sagen kom for retten for sidste gang i januar 1868, udpegede guvernør Worth William M. Shipp til at præsidere. Shipp havde været advokat siden 1843, og tjente som kaptajn i et regiment af frivillige i begyndelsen af ​​borgerkrigen, men allerede i 1861 forlod han hæren, da han blev valgt til statens senat. I 1862 blev han udpeget til dommer ved Superior Court og fungerede som sådan indtil engang i 1868, efter Dooley retssagen, hvor han ikke blev valgt på et republikansk mandat, da valgsystemet for dommere blev indført. Her vandt i stedet hans demokratiske modkandidat. I 1870 var han selv blevet demokrat og blev valgt som North Carolinas justitsminister, selv om de øvrige demokrater, han stillede op sammen med, tabte deres poster, blandt andre demokraternes guvernørkandidat. Shipp fungerede som justitsminister i en enkelt valgperiode, før han trådte tilbage og genoptog sin private praksis.

Både i 1866 samt i 1868  blev højesteret ledet af Chief Justice Richard Mumford Pearson. Pearson blev født i 1805, og levede det meste af sit liv i Yadkin County, den østlige nabo til Wilkes County, hvor mordet blev begået, og den nordlige nabo Iredell County, hvor Toms sag blev ført. Pearson blev udnævnt til associeret dommer ved højesteret i 1848, og udnævnt til højesteretspræsident i 1858. I 1868, da loven blev ændret, blev han valgt som den første valgte højesteretspræsident, og han sad i embedet til sin død i 1878. Samtidigt med at han blev udnævnt til dommer i 1848 etablerede han en juraskole på sin ejendom i Yadkin County og denne drev han til sin død. Adskillige jurister fik deres grundlæggende juridiske uddannelse hos dommer Pearson, blandt andre den ene af Toms forsvarere, David Furches.

Før borgerkrigen var Pearson var medlem af Whig partiet og unionstilhænger (som i øvrigt også Vance var). Efter krigen sluttede han sig til det republikanske parti, og det var som republikaner, at han blev valgt som højesteretspræsident i 1868. I 1870 stod han overfor en rigsretssag på grund af sit samarbejde med guvernør Holden. Holden blev som nævnt anklaget for at lade militsen bruge for hårdhændede metoder overfor befolkningen i forbindelse med bekæmpelsen af Ku Klux Klan og endte med at blive dømt for seks ud af otte anklagepunkter. Pearson blev beskyldt for som højesteretspræsident at have sanktioneret guvernørens handlinger, men sigtelserne blev droppede, og han kom aldrig for retten. Det betød at han kunne fortsætte som højesteretspræsident, og han kom derfor selv til at præsidere over rigsretssagen mod guvernør Holden; en sag han selv kunne have været anklaget i! Tal ikke om inhabilitet her.

Anklager i sagen mod Tom Dooley, var Walther P. Caldwell, statsadvokat i sjette retskreds. Han var ikke specielt involveret i politik, men havde fungeret som Court Clerk i distrikstretten. Der er ingen god dansk oversættelse for Court Clerk, men det var den øverste, ansatte embedsmand ved retten og han havde en række veldefinerede opgaver i forbindelse med retssager. Fx var det ham, som sammen med dommeren lavede referater af sagerne i forbindelse med appeller osv. Samtidigt fungerede Caldwell som "Master in Equity", endnu en titel, som ikke kan oversættes, men som vel nærmest svarer til dommerfuldmægtig. Som Master in Equirty kunne han fungere som dommer i småsager, der ikke krævede en jury. Senere blev han en forholdsvis højtstående embedsmand i statens lovgivende forsamling, hvor han lærte mange politikere at kende, og i 1866 blev han så valgt som Statsadvokat i sjette retskreds, en post han havde frem til 1874.

Caldwell blev assisteret af John M. Clement, der var en lokal advokat fra Statesville. Clement blev senere indvalgt i North Carolinas lovgivende forsamling, hvor han sad en enkelt periode inden han vendte tilbage til anklagebænken. I sine sidste år som anklager nægtede han pure at retsforfølge sager, hvor dødsstraf var en mulighed.

Anklagerens anden assistent var Nathaniel Boyden. Sidstnævnte var en veteran fra krigen i 1812. Han meldte sig til denne krig, kun 16 år gammel. I 1822 flyttede han til North Carolina og begyndte en juridisk uddannelse. I 1838 og 1840 var han medlem af North Carolinas House of Commons, og i 1844 blev han valgt til statens Senat. I 1846 blev han valgt til USA's kongres for  Whig partiet. Han ønskede ikke at blive genvalgt i 1848 og vendte tilbage til sin advokatpraksis. Efter borgerkrigen, og faktisk efter at Tom Dooley sagen, i efteråret 1868 blev han atter valgt til USA's kongres, denne gang som en konservativ. Ved denne lejlighed slog han den tidligere ejer af butikken i Elkville, Calvin J. Cowles med få stemmer. I 1872 blev han valgt som dommer ved North Carolinas Højesteret. I 1871 var han ledende forsvarer for guvernør Holden ved rigsretssagen mod denne.

Forsvaret var repræsenteret af den tidligere guvernør Zebulon Vance, som jeg allerede har præsenteret ovenfor. Han blev assisteret af Richard M. Allison, en advokat, der var hjemmehørende i Iredell County. Før borgerkrigen var han offentlig forsvarer i Iredell County. Under krigen fungerede han som kaptajn for et kavalerikompagni, og efter krigen genoptog han sin advokatvirksomhed. Allison var manden bag to af artiklerne (VII og VIII) i de anklager, der blev rettet mod guvernør William Holden ved rigsretssagen mod denne.

Anden assisterende forsvarer var Robert F. Armfield der var blevet advokat i 1845. Under borgerkrigen var han oberstløjtnant i det 38. North Carolina frivillige regiment. Efter at være blevet såret, blev han hjemsendt og valgt som statsadvokat for sjette retskreds, men han blev fjernet fra posten af guvernør Holden og erstattet af Walther Caldwell, anklageren i sagen mod Tom Dooley! Efter krigen genoptog han sin advokatpraksis i Statesville og efter Dooley-sagen, blev han blev valgt ind i North Carolinas senat, hvor han sad i 1874 og 1875. Han fungerede som viceguvernør over North Carolina i 1875 og 1876. Fra 1879 til 1883 var han medlem af De Forenede Staters kongres (for demokraterne), og senere blev han udnævnt til dommer i distriktsretten.

Inden den sidste retssag mod Tom Dooley forlod Armfield forsvarsteamet og han blev erstattet af af David M. Furches . Furches var et fremtrædende medlem af det republikanske parti, hvilket kan synes mærkeligt, da alle andre medlemmer af forsvarsteamet var demokrater. Han havde studeret jura under Richard Mumford Pearson, som havde behandlet den første appelsag, og som også skulle behandle denne, hvis det blev nødvendigt med endnu en appel. Senere blev Furches selv valgt som højesteretsdommer i 1894 efter at have tabt valget til posten 1888 til Ralph Buxton, præsiderende dommer i den første sag mod Tom Dooley. Furches blev højesteretspræsident i januar 1901 og fungerede til januar 1903. Han var flyttet til Statesville i 1866 og blev der resten af ​​sit liv.

Anklagemyndighedens hold var alle republikanere, og det samme var dommerne, mens Vance og resten af ​​forsvaret, med altså en enkelt undtagelse, der kom til sent, var demokrater. Vance havde selv oprindeligt været Whig og senere medlem af "The American Party", men nu var han blevet demokrat. Ud over at være fra forskellige partier havde de to parter tidligere kæmpet mod hinanden politisk* og generet hinanden på forskellig vis, så der var nok af grunde til, at de ikke kunne med hinanden og derfor ikke ville give sig. Så politik spillede givetvis en rolle, men var sagen en politisk sag?

Nej, sagen var på ingen måde politisk! Tom brød sig godt nok ikke om guvernør Holden, hvilket han tilkendegav i sin sidste tale ved galgen, men politisk var han ikke. Og ville en nyetableret advokat og erfaren politiker har taget en sag som denne, bare for at trodse sine politiske modstandere? Jeg tror det ikke. Det ville være meget vanskeligt (som det viste sig at være) for Vance at vinde sagen og dermed få en politisk sejr, men selv om politik ikke spillede en væsentlig rolle i sagen, kan man ikke udelukke, at det alligevel har spillet ind. Guvernør Worth, som heller ikke brød sig om Zeb Vance, kan have haft gode grunde til at udpege netop de anklagere, som han gjorde, fordi han vidste, at de ville gøre deres bedste for at Vance ikke vandt sagen. Den første dommer havde han ikke noget med at gøre, da Buxton simpelthen stod for tur, men dommeren ved særdomstolen, Shipp, blev udpeget direkte af guvernøren, og her kunne sidstnævnte måske godt have set en fordel i, at finde én, som var politisk modstander af Vance, selv om han senere blev demokrat.

Nok om politik, i hvert fald i denne omgang. I næste artikel skal jeg videre med selve sagen.