Var der tale om to historier?

Som afslutning på denne artikelserie, vil jeg give mit eget bud på, hvad det var, som egentlig skete i Elkville i maj 1866, og det er naturligvis baseret på de undersøgelsesresultater, jeg er nået frem til, men ellers er det lige så fiktivt, som de to romaner af henholdsvis Karen Wheeling Reynolds og Sharyn McCrumb, eller som de mange hjemmesider, der skriver deres version af historien. Denne version er dog baseret på lidt flere kendsgerninger end de fleste af hjemmesiderne og de legender, de refererer, og den kommer altså også til en helt anden konklusion, som så vidt jeg ved, aldrig har været fremført før.

 

Som de fleste nok har forstået, er jeg forholdsvis overbevist om at den officielle forklaring på mordet på Laura Foster er forkert. Tom Dooley myrdede ikke Laura Foster, fordi hun havde smittet ham med syfilis. Der var faktisk langt større chance for at han var blevet smittet af Pauline Foster – eller måske en helt anden kvinde, som han også havde været sammen med. Heller ikke legendernes historier om at han myrdede hende for at undgå at skulle gifte sig med hende holder stik. Han gik i seng med masser af andre ugifte kvinder, så hvorfor skulle han lige netop myrde Laura Foster? Han kunne vel næppe myrde alle dem, han ikke giftede sig med. Det var simpelthen helt almindeligt, at ugifte mænd og kvinder dyrkede sex uden at de behøvede at gifte sig af den grund. Men hvad så med historien om at hun var gravid? Igen må jeg minde om, at børn født uden for ægteskab med eller uden en erkendt far, var helt almindelige i området i slutningen af 1860'erne, så heller ikke det ville have "tvunget" ham til ægteskab. Havde han nægtet at være far til et eventuelt barn, havde man med den tids metoder ingen mulighed for at modbevise hans påstand.

 

De fremførte teorier (fx i de to romaner) om at Ann Melton skulle stå bag mordet, eller at Pauline Foster skulle have begået det, har jeg stort set også udelukket. Det er ikke ensbetydende med at de ikke muligvis var involverede eller på anden måde havde eller fik kendskab til mordet. Heller ikke en i dag ukendt elsker eller en helt fremmed tror jeg på, med mindre det var en person, der havde meget at tabe ved at have en affære med en pige som Laura. Tilbage er der efter min mening kun to kandidater, hvoraf den ene er Lauras egen far Wilson Foster, i hvilket tilfælde der kunne være tale om et uheld. I artiklen "Dræbte Wilson Foster sin datter?" nævnte jeg, at Laura muligvis var stukket af hjemmefra for at undgå at passe huset og sine yngre søskende. Et gensyn med filmen Forrest Gump fik mig til at tænke på en helt anden årsag. I filmen er moderen til Forest Gumps veninde død, og faderen udnytter døtrene seksuelt. Lauras mor var også død nogle før Lauras forsvinden da Laura formodentlig var mellem 16 og 20 år gammel, så måske har Wilson Foster misbrugt sin ældste datter? I så fald var der god grund for hende til at stikke af, og for ham til at sætte efter hende (og måske endda myrde hende med overlæg). Godt nok accepterede man i området ret frie kærlighedsforhold, også mellem slægtninge, men trods alt ikke mellem forældre og børn eller mellem søskende.

 

Hvem af disse tror jeg mest på? Ja jeg er faktisk i tvivl. Wilson havde muligheden og måske også motivet (hesten eller eventuelt et incestuøst forhold) og han opførte sig lidt mærkeligt efter at Laura var forsvundet, så det er faktisk underligt at han slet ikke blev mistænkt den gang.  James Isbell havde intet åbenlyst motiv, men som jeg har omtalt i artiklen Endnu en mistænkt kan han have haft et skjult motiv, nemlig hævn for et eventuelt forhold mellem hans kone og Tom Dooley, og Isbells opførsel efter Lauras forsvinden var om muligt endnu mere mærkværdig end Wilson Fosters.

 

I virkeligheden tror jeg at sagen om Tom Dooley indeholder to helt uafhængige historier, som desværre for Tom mødtes efter mordet på Laura Foster. Den ene handler om Tom Dooley og hans forhold til kvinder, den anden om de begivenheder, der førte til Lauras død.  Desværre for Tom kunne nogen se en fordel i at koble de to historier sammen og det blev Toms ulykke.

 

Tilbage til Indholdsfortegnelsen