Blev der løjet om andet end Toms færden?

I virkeligheden var det næppe Pauline Fosters vidneudsagn, der skadede Toms sag mest, se artiklen Et net af løgne. Det var snarere de to vidneudsagn fra Lotty og Thomas Foster og så endnu et, som jeg skal omtale nedenfor.

Vidnet, der efter min mening skadede Toms sag mest af alle, var Betsy Scott. Hun forklarede, at hun havde mødt Laura Foster, den fredag ​​morgen, hvor hun forsvandt. Laura havde da fortalt, at hun vart på vej til Bates Place. Betsy Scott fortsatte sit vidneudsagn: "Jeg spurgte Laura, om Mr. Dula var kommet. Hun sagde ja, han kom lige før daggry, hvorefter jeg spurgte, hvor han var nu? Hun sagde, at han havde taget en anden vej for at komme uden om Manda Barnes* . Jeg sagde, at hvis det var mig, ville jeg have været meget længere ad vejen på dette tidspunkt. Hun sagde, at hun var taget af sted så snart hun kunne. Jeg spurgte, hvor hun forventede at møde ham? Hun sagde, ved Bates Place." Dette hændelsesforløb blev ikke bekræftet af andre. Derfor er dette den eneste viden, vi har om at Tom skulle have besøgt Laura fredag morgen, og om at Laura havde bekræftet. at hun skulle møde ham ved Bates Place. Hvis denne forklaring ikke var blevet afgivet, ville ingen have haft nogen idé om, at Tom havde besøgt Laura om morgenen eller at Laura skulle møde ham ved Bates Place. Hvis min teori om at Carlton og Kendall løj om at have mødt Tom den morgen, eller huskede dagen for møderne forkert, så var der ingen grund til overhovedet at tro, at Tom besøgte Laura fredag ​​morgen – eller skulle møde hende ved Bates Place. Ifølge John Foster West, var det så sent som i 1920 nødvendigt at gå til den nærmeste butik, hvis man ville se en kalender. Det havde man ikke i hjemmene, og datoer betød ikke det samme, som de gør i dag (Lift Up Your Head, Tom Dooley).

Det er også værd at huske, at Betsy ikke fortalte denne historie til nogen, før Tom var blevet anholdt og det formodede mordsted nær Bates Place var blevet fundet. Bemærk ligeledes, at Betsy Scott kun sagde "Mr. Dula", ikke "Thomas Dula". Dette betyder, at hvis Tom viste sig at have et alibi, kunne Betsy altid hævde, at Laura måtte have tænkt på en anden af ​​de mange "Mr. Dula'er", som boede i eller omkring Elkville. Tom kunne selvfølgelig ikke vide, om Betsy Scott rent faktisk mødtes med Laura, og hvad hun sagde, så om det var Betsy, der løj eller om Laura havde løjet for hende (som Sharyn McCrumb anfører i "The Ballad of Tom Dooley") kan han ikke have vidst. Alligevel kan Betsy godt have været et af de vidner, han anklagede for at have begået mened.

* Manuskriptet er uklart her. Måske står der Mandy, som nogle transkriptioner har. Selv mener jeg, at der  måske står "Manly". De officielle kilder fra perioden kender ingen Amanda, Manda eller Mandy Barnes, mens Manly derimod findes i folketællingerne. Mere herom i en kommende artikel.

Det centrale vidne var selvfølgelig Pauline Foster og måske hun løj hun. Det kan hun meget vel have gjort, men hvis man ser nærmere på hendes forklaringer, var der faktisk intet af, hvad hun sagde i de eksisterende vidneudsagn, som belastede Tom, bortset fra hendes beskrivelse af hans hviskende samtaler med Ann Melton. Og disse var kun mistænkelige, fordi anklagemyndigheden ville have dem til at være mistænkelige, og derfor udlagde dem som noget odiøst. Tom og Ann var om ikke kærester, så dog noget, der lignende meget, selv om Ann var gift. Måske hviskede de, fordi det de talte om ikke vedkom hverken Anns mand, Pauline eller andre, der måtte høre dem.  Samtalerne kan simpelthen have været "kærestesnak" mellem et par, der var involveret i utroskab. Det lyder i hvert fald mere sandsynligt, end at de skulle have aftalt et drab eller hvordan, de skulle skaffe liget af vejen, når der var andre mennesker til stede. Der kan selvfølgelig have været belastende ting, i de dele af Paulines vidneudsagn, der er gået tabt, men i så fald skulle det være helt i modstrid med det, det hun ellers sagde.

Derfor belaster Paulines vidneudsagn faktisk kun Ann Melton - og hende selv. Så hvis hun har løjet, har det nok mere været for at fjerne mistanken fra sig selv end for at skyde skylden for drabet på Tom Dooley. Havde hun ønsket det, havde hun kunnet gøre det langt mere effektivt, ved at lade Tom indrømme, at han havde gjort det, eller indrømme, at han ville stikke af med Laura eller lignende. Det er primært derfor, jeg ikke forstår, hvorfor så mange forfattere mener, at Pauline Fosters vidneudsagn var hovedårsagen til, at Tom blev dømt. Medmindre selvfølgelig, juryen primært dømte ham på grund af hans forhold til flere kvinder på samme tid, hvoraf mindst den ene var gift.

Det er værd at bemærke, at Pauline selv havde været anholdt to gange i sagen, så der må have været stærk mistanke mod hende allerede tidligere. Faktisk hører vi kun om at Pauline bliver arresteret kun én gang, men James Isbell bekræfter i sin forklaring, at hun faktisk blev anholdt to gange: "Pauline Foster blev anholdt og mens hun sad i fængsel ved den lejlighed, gav hun i væsentlig grad den samme redegørelse, som hun gjorde her (altså i retten) i dag". Dette refererer til den sidste anholdelse, hvorefter hun blev løsladt og viste eftersøgningsholdet til stedet hvor graven blev fundet. Senere udtalte Isbell: "Jeg tror det var omkring fem eller seks uger efter Laura Fosters forsvinden, at Pauline Foster rejste til Watagua. Hun blev arresteret to gange." Også J. W. Winklers vidnesbyrd, jf. nedenfor, tyder på, at Pauline blev anholdt og udspurgt af en dommer i en butik i Elkville, sandsynligvis i Cowle's Store (eller hvad der havde været Cowle's Store). Den pågældende dommer var formentlig fredsdommeren i Elkville, Pickins Carter, der havde udstedt en arrestordre mod Tom Dooley med flere. Denne første anholdelse bekræftes af Dr. George Carter: "Jeg har hørt Pauline Foster blive udspurgt tidligere. Jeg har også hørt hendes forklaring under denne retssag ... jeg observerede ingen konflikt i hendes forklaringer ved de to lejligheder."  

Historien om de to arrestationer er faktisk hvad der får mig til at tro, at Ann Pauline Foster, hvis navn ikke var nævnt i den oprindelige arrestordre, faktisk var én og samme kvinde, som Ann Pauline Dula, hvis navn blev nævnt i arrestordren, men som vi ikke høre mere om; se også artiklen om Pauline Foster. Nedenfor vil jeg komme tilbage til noget andet Pauline kan have løjet om.

J. W. Winkler forklarede, da han blev udspurgt af anklagemyndigheden, at Tom Dooley ikke tog del i eftersøgningen efter Laura (hvilket skulle antyde, at han vidste, at der var sket noget med Laura, så man ikke behøvede at lede efter hende), men senere, da indrømmede han under krydsforhøret, at Tom sad i fængsel, da de fleste af eftersøgningerne blev gennemført, hvilket effektivt forhindrede ham i at deltage. Senere blev Winkler også indkaldt som vidne for forsvaret, og her forklarede han: "Jeg var til stede, da Pauline Foster blev udspurgt om denne sag foran en dommer i en butik i Elkville. Efter hendes afhøring, sagde hun til en person, der var til stede." Jeg vil sværge en løgn når som helst for Tom Dula, ville du ikke også, George?" Jeg formoder, at den George, der var tale om, var Toms ven, George Washington Anderson, men det er ikke specielt vigtigt, hvem George var. Hvad der derimod er vigtigt er derimod, at Pauline ville sværge en løgn for Tom, ikke imod ham. Hun kan endda have prøvet at beskytte ham i sit vidneudsagn, men det fremgår ikke klart af de få linjer, der har overlevet til i dag.

Det sidste vidne, som måske fortalte en løgn var Jesse Gilbert. Mindst et andet vidne, Rufus Dula Horton, velhavende godsejer fra Happy Valley, bevidnede, at Gilberts havde "en skidt karakter" og var kendt for at "at stjæle og lyve". Vi ved ikke meget om Gilbert, men han var beslægtet med de øvrige Gilberts i området, så som Louisa Gilbert, der senere blev gift med James Melton og Martha Gilbert, der også vidnede i sagen. Sidstnævnte var hans søster, og hun var omkring 21 i 1866.

Den fredag, hvor mordet fandt sted, var Jesse Gilbert ude at gå tur med en Carson Gilbert, sandsynligvis en bror, selv om der ikke nævnes noget slægtskab mellem dem under retssagen. Der er ingen spor af Carson Gilbert i nogen folketællingsoptegnelser, hverken i 1860, 1870 eller 1880 og han var ikke på nogen af ​​listerne over vidner i retssagen, så måske var Carson død mellem mordet og retssagen; eller hans fornavn kan have været noget andet ned Carson, som tilfældet var med Carson Dula, som egentlig hed William. Jesse Gilbert havde to brødre, Joseph og James, som måske godt kunne være blevet kaldt Carson. Også faderen hed Joseph, så hvis sønnen Joseph har heddet Carson til mellemnavn, kan han meget vel have været kendt under dette navn. I hvert fald var det Carson Gilbert, som havde haft en samtale med Mary Dula den fredag, men Jesse Gilbert, der forklarede om den i retten.

Jesse Gilbert forklarede: "Jeg så Mary Dula den fredag ​​aften, da Carson og jeg gik forbi Lotty Foster hus." Da Mary Dula forklarede i sit vidneudsagn, at hun mødte Jesse og Carson Gilbert om eftermiddagen den pågældende fredag, nær Lotty Fosters hjem, er vi nødt til at tro, at det var om eftermiddagen, ikke om aftenen, at mødet fandt sted, fordi senere gik hun hjem for at lave aftensmad.  Jesse underbygger dette senere i sit vidneudsagn da han forklarer, at klokken var omkring tre da han og Carson mødte Mary Dula. Jesse fortsatte efter en protest fra forsvaret, der blev underkendt af dommeren: "Carson råbte til Mrs Dula og spurgte hende, hvor hendes søn, Tom, var. Hun svarede, at hun ikke vidste det, at hun ikke havde set ham den dag, men at hun regnede med at han var gået til mønstring." ** Her har vi altså et vidne, som hævder, at Mary Dula ikke vidste, om Tom var hjemme eller ej fredag ​​eftermiddag, og som samtidigt hævder at hun havde sagt, at hun ikke selv havde set ham hele dagen. Jesse Gilbert sluttede sit vidnesbyrd med en information, der er helt ude af sammenhæng med resten, og jeg ved ikke hvorfor dommeren fandt det vigtigt nok til at sende til Højesteret: "Det var omkring klokken 15 (altså om eftermiddagen, ikke om aftenen). Vi gik tretten miles samme aften inden det blev ​​mørkt efter at have truffet hende". Det var lige efter dette vidnesbyrd om, at Rufus D. Horton afgav sit vidneudsagn om Jesse Gilberts karakter  - eller mangel på samme.

** Både før og efter den amerikanske borgerkrig, var der mange lokale militser rundt omkring i landet, en slags hjemmeværn. Under krigen blev mange af disse indrulleret i hæren, og efter krigen blev de så gendannet. Den lokale milits, som Tom tilsyneladende var medlem af, holdt mønstringer på pladsen ude foran Cowle's Store i Elkville.

Jesse Gilbert vidnesbyrd blev imødegået af Mary Dula selv (i hvert fald delvist). "Jeg sagde ikke i overværelse af Carson Gilbert eller andre den fredag, at jeg ikke vidste, hvor min søn Thomas var." Dette er en klar modsigelse af Jesse Gilbert, men desværre svækker hun modsigelsen i sin opfølgning:. "Jeg mødte dem om eftermiddagen samme dag nær Lotty Foster hus på vejen mellem hendes hus og mit. Jeg var gået ud for at se til mine køer.  Som svar på et spørgsmål de stillede mig, sagde jeg dem at jeg ikke vidste, hvor Thomas var, medmindre han var gået til mønstring. Jeg sagde dette på hans anmodning, da han havde sagt, at han var for syg til at gå til mønstring, og ikke ønskede at blive generet af folk, der henvendte sig." Så på den ene side forklarede Mary Dula, at hun ikke havde sagt, at hun ikke vidste, hvor Tom var for derefter i den næste sætning, at indrømme at hun dog havde sagt noget som kunne tolkes på den måde, men havde gjort det på Tom anmodning. Hendes sidste udtalelse kan måske fortolkes som "Hvis han ikke er hjemme, og ikke gået til mønstring, ved jeg ikke, hvor han er". Dette kunne forklare den tilsyneladende selvmodsigelse i de to udtalelser. Det var lige efter dette vidnesbyrd om, at Rufus D. Horton vidnede om, at Mary Dula var kendt for "…sandhed og ærlighed; han havde aldrig hørt det betvivlet, at hun var ærlig." Det må betyde, at der var mere i hendes udsagn end den selvmodsigelse, der har overlevet til i dag.

Hvorfor skulle nogen lyve i retten?

Nu er det faktisk strafbart for vidner at lyve i retten – hvis det bliver opdaget – så hvorfor gøre det? Jeg ser tre mulige grunde. For at beskytte sig selv, for at beskytte en anden eller fordi nogen har overtalt dem til det, måske betalt dem for at lyve. Når jeg ser på ovennævnte vidner, er der nogen af dem, som hører til i alle tre kategorier.

Pauline Foster kan have løjet for at beskytte sig selv, men i tilfælde af at hun gjorde det, inkriminerede hendes løgne ikke Tom Dooley ret meget. Nogle senere rygter vil vide, at hun løj for penges skyld ved andre lejligheder, men selv hvis hun gjorde det, og selv hvis hun også løj i dette tilfælde, var det stadig ikke hendes vidneudsagn, der førte til at Tom blev dømt. Hun kan selvfølgelig have løjet om andre, og mere alvorlige ting i ikke længere eksisterende vidneudsagn, men i så fald er det mærkeligt, at disse vidneudsagn så ikke blev sendt videre til Højesteret. Den eneste anden person, som umiddelbart ville have løjet for at beskytte sig selv, var Ann Melton, og hun vidnede ikke på noget tidspunkt. Selvfølgelig kan der være andre, der løj for at beskytte sig selv, men i givet fald blev de aldrig mistænkt i sagen.

Jeg har allerede nævnt to, der kan have løjet for at beskytte en anden, nemlig Lotty og Thomas Foster. Den person, de ville beskytte ville være deres datter/søster, Ann Melton. Dette er kun rimeligt at formode, hvis de rent faktisk troede (eller vidste), at Ann havde noget med Lauras mord at gøre, og det kan de meget vel have troet. De kunne selvfølgelig have også løjet for at beskytte sig selv, hvis de var på nogen måde var involveret i mordet. Hvis Ann dræbte Laura Foster, kunne hendes mor og bror meget vel være dem, der hjalp hende med at begrave liget og ikke Tom Dooley. I så fald ville de ønske at beskytte, ikke bare Ann, men også sig selv.

Betsy Scott, Hezekiah Kendall og Cal Carlton havde ingen at beskytte og de var ikke selv mistænkt, så de behøvede ikke at beskytte sig selv heller. Jeg mener derfor ikke, at de havde nogen personlige grunde til at lyve. Betsy Scott var i senere historier kender som "en kvinde, der ville gøre alt for penge", og måske gjorde hun noget for penge i denne forbindelse? Hun kunne have løjet om at møde Laura Foster eller i det mindste om, hvad Laura havde fortalt hende om, hvem hun skulle mødes med og hvor. Mest sandsynligt er det, at den første del af udtalelsen var sand, og at hun faktisk mødte Laura. Da hun påstod at de mødtes lige ud for Angeline Scotts hus, kunne hun risikere at være blevet set af vidner, som ville benægte et sådant møde, dersom det ikke havde fundet sted. Wilson Foster bekræftede jo også, at han fulgte hestens spor ad vejen forbi Angeline Scotts hus til Bates Place. Selv om Wilson Foster ikke selv mødte Betsy Scott på vejen, den fredag ​​morgen, fulgte han Lauras spor mindre end en time efter, at hun angiveligt skulle have truffet Betsy. Så endnu engang må jeg vende tilbage til min påstand om at Tom slet ikke besøgte Laura fredag ​​morgen. På trods af påstande om det modsatte i senere legender, blev dette besøg blev ikke bekræftet af Wilson Foster. Han forklarede kun, at. "Omkring en time før daggry stod hun (Laura) op, gik udenfor og opholdt sig der et par minutter. Da hun kom tilbage, gik hun hen til skabet, og han mente at hun åbnede lågen. Han mente at hun gik i seng igen. Da han vågnede senere, fandt han at Laura ikke var i sin seng. Det var omkring daggry. Han kiggede ud og opdagede at hans hoppe var forsvundet fra træet, hvor den som regel var tøjret om natten, da der ikke var nogen stald." I modsætning til nogle af de populære legender, nævnte han altså intet om, at han hørte Laura tale med nogen heller ikke Tom Dooley om morgenen før hun forlod hjemmet.

Jeg har allerede nævnt at Kendall og Carlton ikke nødvendigvis løj. De huskede måske simpelthen forkert, så deres møder med Tom fandt sted på forskellige dage og ikke på den dag Laura forsvandt. Men de kan også have husket forkert "med vilje", måske fordi nogen gerne ville have dem til at huske forkert - eller endda lyve om, at de havde mødt Tom den morgen. Af en eller anden grund, som jeg ikke kan forklare nærmere, har jeg på fornemmelsen, ​​at Kendall fortalte sandheden om sit møde med Tom, men huskede forkert om datoen, måske under påvirkning fra Cal Carltons vidneudsagn. Min fornemmelse er til gengæld, at Cal Carlton sandsynligvis løj. Især en ting i hans vidneudsagn virker underligt. Han udtalte: "Han (Tom) stoppede i min gård, og efter et par ord med mig gik han videre, men spurgte, da han fortsatte, om stien førte til Kendalls." Hvorfor skulle Tom spørge om det? Han var selv vokset op i Reedy Branch og havde færdedes i området i hele sin barn- og ungdom, og må have kendt de forskellige veje og stier, og vidst, hvor de forskellige "naboer" boede, og hvordan man kom til deres hjem. Selv hvis det ikke var en sti han havde benyttet sig af som barn, havde han i ugerne op til mordet, besøgt Laura flere gange og formentlig også andre i Caldwell County, så det skulle være mærkeligt, hvis han aldrig havde benyttet den pågældende sti før på morddagen. Hvordan kunne han i givet fald overhovedet vide at den førte til Reedy Branch og Bates Place? Den kunne lige så godt have ført over bakkekammen og ind i Watauga County. Så måske løj Carlton om sit møde med Tom, og tilføjede en kommentar fra en tidligere dialog for at krydre tingene. Hvorfor skulle Carlton så lyve om møde Tom? Tja måske fordi han allerede vidste, at Hezekiah Kendall fejlagtigt huskede at have set Tom den fredag. De var jo trods alt naboer, og må have talt sammen flere gange mellem mord og retssag. Carlton (eller den person, der eventuelt betalte ham) kunne så have valgt at gøre det endnu mere rimeligt for juryen at tro, at Tom havde besøgt Laura uden for hendes hjem den morgen.

Men hvorfor skulle en, to eller alle tre lyve for at få Tom dømt? Fordi nogen fik dem til at gøre det! Måske ved at tilbyde dem penge, måske ved at tilbyde dem noget andet. Tilsyneladende forlod både Betsy Scott og Carl Carlton området kort efter retssagen og slog sig ned andre steder. Måske var der nogen, som hjalp dem med at finde et andet sted at bo, for at få dem af vejen, så de ikke senere - bevidst eller ved et uheld, skulle komme til at afsløre, hvad de vidste. Dette er selvfølgelig ren spekulation, men jeg tror ikke, det er en helt umulig forklaring.

Hvem betalte dem så, og hjalp dem til at forlade området? Det må have været en person med tilstrækkelige midler til at betale, og ligeledes med tilstrækkelig indflydelse, og der peger på en person fra overklassen. Det kunne være en af ​​de velhavende Dulas, Scotts, Hortons, Jones 'eller Carters, men én mand er mere interessant end andre, på grund af den rolle, han påtog sig i sagen. Ham vender jeg tilbage til i næste artikel.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen