Fra Arizona gennem det sydlige Utah til Colorado

Klokken 8.30 forlod vi hotellet I Grand Canyon og kørte mod den østlige udgang fra nationalparken. Da vi jo allerede havde kørte denne tur og stoppet ved næsten alle udsigtspunkter, kørte vi lige igennem til udgangen fra parken. Derefter fortsatte vi langs med kløften, men uden for synsafstand gennem den vestligste del af Painted Desert til byen Cameron, hvor vi igen mødte U.S. Route 89, som vi havde kørt på mod to gange tidligere. Se  "Tilbage til 50'erne" og "Kaktusser i massevis".  Denne gang gik det mod nord, men ikke ret langt.

I Cameron ligger der en historisk handelsstation (vi befandt os nu inde i Navajo Nation, USA’s største indianerreservat). Handelsstationen sælger en masse souvenir, men også ægte Navajo og Hopi kunsthåndværk og er man ikke tilfreds med dette, ligger der ved siden af et galleri med mere indiansk kunst, men her er priserne særdeles meget højere. Vi fyldte benzin på og købte vand til køleboksen, og på handelsstationen købte jeg en navajo krukke til hylden med souvenir hjemme i stuen. Denne var i grønne farver i modsætning til den, vi allerede har, som er holdt i blåt. Lige ved siden af handelsstationen løber Little Colorado River, som i øvrigt også løber gennem Holbrook, hvor vi havde været nogle dage tidligere. Faktisk er der ikke mere end 180 km mellem Holbrook og Cameron ad den nærmeste vej, men man må sige at vi havde kørt en omvej J. jeg gik ned for at fotografere floden, og fik også taget nogle billeder, selv om det viste sig at den var fuldstændigt udtørret.

Fra Cameron fortsatte vi ad Route 89 ca. 25 km mod nord til vi mødte U.S. Route 160. Her drejede vi af mod øst, og fortsatte stort set uden stop forbi byer som Tuba City, Moenkopi, Tonalea m.fl. Mellem Tonalea og Cow Springs kørte vi langs med den nordvestlige grænse til Hopi reservatet, som ligger fuldstændigt inde i Navajoreservatet. Oprindeligt var de to stammer fjender. Hopier var fastboende landbrugere, og navajoerne var nomader, som indvandrede fra Canada. Navajo er i virkeligheden et hopi ord, der betyder ”De, der stjæler fra markerne”. Selv kalder navajoerne sig for Dine – der betyder ”mennesker”. Hopilandsbyen Oraibi har været beboet i hvert fald siden 1150 og er dermed den bebyggelse med den længste kontinuerte beboelse i USA. Vi besøgte ikke hopierne, men fortsatte længere mod nordøst forbi Black Mesa, der har sit navn efter sin mørke farve, som skyldes store mængder af kul. Mesa betyder ”bord” på spansk og betegner et højdedrag med stejle skrænter og en flad top. Ved byen Kayenta skiftede vi til U.S. Route 163 mod nord. Her begyndte landskabet igen at skifte karakter. Farverne begyndte at gå fra grå og gul over til mere rødlige farver. De store mesaer blev mere og mere suppleret af mindre butter (af Butte: Lille bakke på fransk). Disse har også stejle sider og en forholdsvis flad top, men er langt mindre end mesaer. Endnu større er plateauer, som fx Colorado plateauet, der har en udstrækning på næsten 340.000 km². Til sammenligning har de fleste butter et areal på få hundrede kvadratmeter.  Når vi så disse butter, var det fordi vi nærmede os en af verdens største koncentrationer af sådanne, nemlig Monument Valley på grænsen mellem Arizona og Utah.

Monument Valley ligger på navajoterritorium og inden for grænserne af Monument Valley Navajo Tribal Park. Det betyder entre, som går til stammen, og årskortet gælder ikke.  Inde i parken er der bygget et hotel og en restaurant, og her spiste vi frokost.  Vi så på parken fra restauranten og gik lidt omkring, men besluttede os for ikke at køre den 27 km lange tur, som er anlagt gennem parken. Vi var ikke helt sikre på, hvordan Camaroen ville have med denne, temmelig bumpede jord- og grusvej. Vi kunne have taget på en guidet tur i åben lastbil, men da vi kørte ind i Utah, havde vi mistet den time, som vi ikke mistede ved at køre fra Nevada til Arizona. Så inden vi var færdige med frokosten, var klokken faktisk blevet 15.30.

Vi kørte derfor videre mod nord ad 163. Selv om vi var ude af parken fortsatte butterne og andre spændende klippeformationer, og det gjorde de faktisk længe.  Ved byen Mexican Hat i det sydlige Utah, gjorde vi de næste stop. Først et hvor jeg kunne fotografere San Juan floden, som løber gennem byen, og senere at stop, hvor vi kunne fotografere den klippe, som har givet navn til byen. Ved Mexican Hat kører man ud af Navajo Nation, men vi skulle snart komme derind igen.  Kort efter Mexican Hat kørte vi nemlig igen mod syd ad U.S. Route 191, som vi også havde kørt på nede i det sydlige Arizona omkring San Carlos apachereservatet. Det er en af de spændende ting ved USA’s hovedveje. Mange af dem er ganske lange, og man kan derfor møde dem mange gange i løbet af en tur.

Denne gang gik turen mod syd tilbage til Route 160. Her kørte vi igen gennem en helt anden type landskab. Der var stadig bjerge og butter, men nu var det meste dækket af græs, og vi så flere steder køer der gik og græssede. Til min store skuffelse så vi ingen langhornskøer, som jeg ellers havde glædet mig til at se, og vi så kun to tumbleweeds, som vi ikke kunne komme til at fotografere. Det skulle senere vise sig, at vi ikke kom til at se en eneste tumbleweed igen,så lige på det punkt vatrturen en fiasko. Da vi nåede ”tilbage” til 160 tog vi den mod øst, og kort efter, da den mødte U.S. 60 og drejede mod nord, drejede vi med. Hele formålet med øvelsen var at komme til Four Corners Monument. Det er det eneste sted i USA hvor fire stater mødes. Jeg havde været her før, men Tim ville også gerne prøve at stå med fødderne i fire stater på en gang. Desværre blev han skuffet, for da vi kom til indgangen til monumentet, der også ejes og administreres af navajoerne, blev vi mødt af en lukket låge og et stort skilt med ”Lukket på grund af ombygning”. Vi fik taget et billede af skiltet, men det er jo ikke helt det samme J. 

Indgangen til Four Corners Monument sker fra New Mexico. Grænsen til denne stat krydsede vi omkring 1 minut før vi nåede til lågen, og ca. 3 minutter efter at vi var kørt fra stedet igen, forlod vi staten, så det var et kort besøg i USA’s 5.- største stat.  Vi fortsatte ind i Colorado indtil vi mødte U.S. Route 491 (tidligere U.S. 666 – se "Djævelens Hovedvej"), og her kom vi så i tvivl. Skulle vi kørte mod syd til New Mexico og se Ship Rock, en klippe, der er hellig for flere indianerstammer, eller skulle vi køre mod nord til Cortez og finde et hotel der. Trætheden efter en lang, oplevelsesrig dag sejrede, så det endte med Cortez. På turen fra Four Corners til Cortez kørte vi inde i Mountain Ute Indian Reservation. I Cortez fandt vi et hotel, som havde ledige værelser. Vi spurgte i receptionen om der var vaskemaskiner, og det var der. Faktisk havde de to vaskerum på hver etage, hver med to maskiner og to tørretumblere. Vi skyndte os derfor at pakke vores kufferter ud, og få sat to vaskemaskiner i gang i det nærmeste vaskeri. Som jeg tidligere har fortalt, går det rimeligt hurtigt, så da de to første maskiner var færdige efter knap 30 minutter, kunne vi nå at vaske endnu en med det sidste, mens det rene tøj baskede rundt i tørretumblerne. Prisen for at vaske og tørre de tre maskiner, sneg sig helt op på knap 10 dollars, så det gik lige an, og så var alt tøj i kufferterne rent igen og klart til de kommende dages udskejelser.