Charleston, South Carolina

Vi har besøgt Charleston i South Carolina i 2000 og i 2002. Første gang, tilbragte vi en enkelt dag i byen, anden gang et par dage. Første gang kom vi til byen øst fra, efter først at have besøgt Boone Hall Plantation.

Efter besøget på plantagen kørte vi så ind til selve Charleston. I løbet af den forholdsvis korte tur, blev det et øsende regnvejr, og det fortsatte mens vi parkerede bilen, og gik til byens Visitor Center. Her købte vi et dagkort til de lokale busser for $2 pr. snude for voksne, og det halve for børn. Så kunne vi køre med byens busser, så tosset vi ville (hørte I efter HUR?). Inden vi kørte nogen steder, flyttede jeg lige bilen fra det sted på en tilfældig gade, hvor vi havde parkeret den, til en "rigtig" parkeringsplads. Så tog vi bussen ned til den historiske del af Charleston, som ligger på en halvø mellem floderne Cooper River og Ashley River. Selv siger charlestonerne om deres by, at den ligger der, "Hvor Ashley River og Cooper River støder sammen, og danner Atlanterhavet." Jo, det er altid klædeligt at være beskeden!

Interessant er byen, hvis man ellers kan lide at se på huse fra før den amerikanske borgerkrig. Dem er der mange af, specielt omkring The Battery på halvøens spids. Herfra kan man se ud over havnen til Fort Sumter, som jeg egentlig gerne ville besøge, men tiden tillod det ikke, så det måtte jeg have til gode til en anden gang. Det var i Charleston, på den gamle toldbygnings trappe, at South Carolina allerede i 1774, to år før USA's uafhængighedserklæring, erklærede sig uafhængig af England. Det var også her, at South Carolina, i december 1860 besluttede at løsrive sig fra USA, og det var i Charleston, at den amerikanske borgerkrig begyndte, da kadetter fra byens citadel i januar 1861 åbnede ild mod unionens skib, Star of the West, der var på vej ind i havnen, og det var her, krigen for alvor brød ud, da sydstatstropper under general Pierre Beauregard den 8. april 1861 åbnede ild med kanonerne fra Fort Johnson mod nordstatsstyrken på fort Sumter. I 1863 var det i øvrigt også i Charlestons havn, at en undervandsbåd (CSS Hunley) for første gang i verdenshistorien, sænkede et fjendtligt skib. Desværre gik Hunley selv ned ved samme lejlighed, og blev først genfundet mere end 100 år senere. Så historie er det masser af. I kælderen under toldbygningen var der i øvrigt fængsel, og her sad sørøveren Stede Bonnet fængslet i to omgange. Første gang flygtede han forklædt som kvinde, men han blev fanget igen, og anden omgang blev han ført til en sandbanke uden for byen og hængt sammen med sine mænd.

Efter at have set på gamle huse langs vandet og skuet ud mod Fort Sumter, vendte vi tilbage til Market Street, for at besøge de gamle markedsbygninger. Her fandt vi en butik, hvor de kun solgte peanuts – til gengæld i mange varianter. På Market Street fandt vi også restauranten Wild Wings, som serverede kyllingevinger og meget andet. Det viste sig at være lige sagen for ungerne, som var med ved den lejlighed . Med vinger med navne som Chernobyl, China Syndrome og Braveheart fortæller spisekortet, at maden kan være "en anelse" krydret!

På nuværende tidspunkt var det holdt op med at regne, men det var stadig meget fugtigt, og også ret varmt. Ved Market Street fandt vi en offentlig vejrstation, der fortalte os at temperaturen var 110 ° fahrenheit, hvilket svarer til godt 43 ° celsius, og luftfugtigheden lå på 98 %, så det var ikke noget under, at det føltes fugtigt. De 43 grader skulle i øvrigt blive den højeste temperatur, vi oplevede på den tur.

Da vi langt om længe kom tilbage til parkeringspladsen, opdagede vi at den havde lukket en halv time tidligere! Heldigvis sad der en dame i vagtskuret, så vi fik lov til at løskøbe bilen, så vi kunne komme tilbage til Santee, hvor vi boede. Også hjemturen, skulle vise sig at blive en oplevelse i sig selv.

Vi besluttede, at vi ikke ville tage motorvejen, men i stedet køre ad mindre veje langs søerne Lake Moultrie og Lake Marion tilbage til Santee, så vi tog en anden vej ud af byen, end da vi kom ind. Det førte os gennem nogle af byens mindre pæne kvarterer, hvor vi var overbeviste om, at det ville være en god idé at holde dørene låst, også når vi kørte. Nå, men endelig kom vi ud af byen, og kørte ud på landet. Vi var bevæbnet med vores trofaste Rand McNally kort, og på det kunne vi se, at vi skulle følge en vej, der hed U.S. Highway 52 mod nord, til vi mødte en mindre vej, der hed South Carolina Route 6. Denne skulle vi så følge op langs de to søer. Det gik sådan set også meget godt med at finde og følge U.S. 52 og senere Route 6, i hvert fald indtil vi kom til et T-kryds, som bestemt ikke var med på vores kort. På kortet så det ud som om, vi skulle fortsætte lige ud, men da det var tværstregen i T'et, vi kom til, VAR der ikke noget "lige ud". Vi holdt så et stykke tid og overvejede, hvilken vej vi skulle køre, da den vej, vi var kommet til, slet ikke havde noget nummer. Efter lidt overvejelser besluttede vi, at tage vejen til højre, men da vi efter nogle kilometer passerede en flod, var vi klar over, at vi var på gale veje, da den eneste flod i området, skulle ligge i den stik modsatte retning af, hvad vi mente at skulle.

Vi foretog derfor en U-vending og kørte tilbage i samme retning som vi kom fra. Da vi kom tilbage til T-krydset overvejede vi, om vi skulle opgive og køre tilbage til motorvejen, men vi valgte at fortsatte, og så endte vi i noget, der lignede et villakvarter, om end en del af villaerne var trailere, men til gengæld var det også mange kirker, så helt galt kunne det ikke gå, mente vi. Vi var dog lidt usikre og besluttede os for at spørge om vej, når vi mødte nogle mennesker, og dette indtraf ganske kort efter. Ved en meget lille sidevej med nogle forholdsvis nydelige huse, var fire kvinder af afro-amerikansk afstamning ved at stige ind i en bil. De fire ældre damer var i deres stiveste puds, og vi blev enige om, at de nok var på vej til aftensgudstjeneste, eller noget i den stil. Det var jo fredag. Dorte steg ud af bilen, og gik hen til de fire damer, som så noget nervøse ud, men de var meget hjælpsomme, og fortalte os, at vi ganske rigtigt skulle fortsætte ud af den vej, som vi var på. Det var faktisk den efterlyste vej (Old Highway 6), men den var bare ikke forsynet med nummerskilte. Vi skulle bare følge vejen, så ville vi komme direkte til Santee. Vi sagde pænt tak, og futtede derudad, og så var det vores tur til at blive nervøse, for pludselig begyndte reservetankslampen at lyse! På det tidspunkt havde vi kun kørt i bilen i få dage, og vi havde slet ingen erfaring med hvor meget benzin, der var i tanken, når lampen lyste, så der kunne være alt mellem ingenting og næsten fuld. Vi blev dog enige om, at såfremt vi fandt en tank, måtte vi hellere fylde tanken op.

I mellemtiden var vi kommet i nærheden af den første sø, Lake Moultrie, men nogen havde fundet på at plante træer og anden bevoksning mellem vejen og søen, så vi kunne ikke se det mindste spor af vand. Til gengæld passerede vi fortsat en mængde kirker fra forskellige trossamfund, metodister, presbyterianere, lutheranere, baptister, episkopale osv. så det var helt tydeligt, at vi befandt os i bibelbæltet. Bortset fra kirkerne lå der skiftevis pænt store huse, og opklodsede trailere af en ikke specielt velholdt slags, men i dem alle boede der mennesker, og der hang vasketøj og holdt biler uden for de fleste. Pludseligt kom vi forbi en butik, der havde en enkelt benzinstander udenfor, så der besluttede vi at køre ind.  På denne tank, havde man endnu ikke hørt om kreditkort. Her var der kun mulighed for kontant afregning, men heldigvis kunne vi skrabe omkring $20 sammen i kontanter, og det var nogenlunde det, vi plejede at fylde på for. Uden for butikken holdt en del store 4-hjulstrækkere og pickup trucks, og der stod en del afroamerikanske mænd i overalls og baseballkasketter, og de lignede ikke nogen, der ville låne penge til hvide turister. Nå, men mens jeg fyldte benzin på, og prøvede at afpasse mængden, så vi ikke overskred vores 20 dollars, gik Dorte ind i butikken for at betale. Fyren ved kassen viste sig også at være afroamerikaner, 2 meter høj, lige så bred, pilskaldet og med kun en enkelt tand i munden. Det forhindrede ham dog ikke i at smile venligt til Dorte, mens hun ventede. Så da jeg havde tanket færdigt, og hun havde betalt, kørte vi videre mod Santee i en noget lettet stemning. Nu skulle vi forbi Lake Marion, og så skulle vi se sø. "Men nej, men nej", som Jørgen Ryg siger i en monolog. Det viste sig, at der også her var træer, og samtidigt begyndte vejen at svinge væk fra søen, og da træerne endelig var væk, var vi så langt fra søen, at vi alligevel ikke kunne se noget. Men vand fik vi set, for kort efter kom der en tordenskylle af de værre. Nu var vi imidlertid tæt på Santee og hotellet, så det gjorde ikke så meget.

To år senere besøgte vi igen Charleston. Denne gang kom vi fra syd, fra Savannah i Georgia. Efter at have passeret grænsen mellem Georgia og South Carolina, forlod vi motorvejen. Vi tog South Carolina Route 170 og senere U.S. 17 mod byen. Det var den hurtigste vej, men det var ikke den eneste grund. Første gang vi var i området, nærmere bestemt da vi var ude på Boone Hall Plantation, havde Dorte set nogle kurve, flettet af sweetgrass. En sådan kurv, havde hendes far for mange år siden hjembragt til hendes mor, og nu ville Dorte også gerne have en. Ved den lejlighed havde vi bare syntes at de var for dyre, men det skulle ikke holde os tilbage denne gang, og her var det så at svigerfar kom ind i billedet. Han kunne nemlig huske, at da han havde været i området 40 år tidligere, havde der flere steder siddet kvinder i vejkanten og flettet og solgt disse kurve. Han mente derfor, at hvis vi bare tog de små veje ville vi givetvis møde sådanne kurveflettende kvinder, og desuden ville kurvene herude på landet være langt billigere end de ville være i en butik inde i byen. Desværre viste det sig, at kvinderne havde solgt deres kurve og var gået hjem siden Carl Jørn sidst havde været på de kanter i 1962!

Vi opgav derfor kurvene i første omgang og kørte ind til byen og fandt vores hotel. Desværre var vi alt for tidligt på den; de bestilte værelser var slet ikke klar, så vi besluttede os for at køre ind til byen, mens vi ventede. Vi kørte derfor ind til den parkeringsplads, som Dorte og jeg tidligere havde benyttet ved byens visitor center. Da vi var her sidst, havde svigerfamilien kørt en rundtur i en airkonditioneret bus, og den oplevelse ville de gerne gentage, så vi gik ind på centeret for at købe en sådan tur til os alle fire. Og hvad var det første vi så? En dame som stod og solgte kurve. Desværre ville hun have $250 for en kurv i den størrelse, som Dorte gerne ville have, og 1.750 kr. for en brødkurv, syntes vi stadig var i overkanten. Carl Jørn gav sig derfor til at tale med damen, og fortalte blandt andet om sin egen kurv, købt 40 år tidligere som holdt endnu. Den eneste effekt det havde, var imidlertid, at damen nu brugte Carl Jørn som salgsargument overfor nogle andre kunder, som fik at vide, at disse kurve var meget holdbare, fx havde den herre, her pegede hun på Carl Jørn, haft en i 40 år. Men prisen ændrede det ikke ved, så vi valgte at vente og se tiden an. Måske kunne vi finde en billigere kurv et andet sted. Så vi købte billet til vores bustur, og så tog vi ellers af sted sammen med 8-9 andre på sightseeing i Charleston. For Dorte og jeg var det første gang, at vi skulle se byen med guide.

Turen var, som de fleste af den slags ture, meget spændende, og med en god fortæller, der virkede virkelig engageret i sin by. Vi så adskillige ”Antebellum” huse (huse bygget før borgerkrigen). Ved The Battery fik vi historien om, de særlige ”kvinde-balkoner. Balkonerne er bredere for neden end de øvrige balkoner, for at de store kjoler ikke skulle blive presset sammen og dermed glide op. Som i New Orleans måtte en mand gifte sig med en kvinde, hvis han så hendes ankel eller lade sig udfordre til duel af kvindens mandlige slægtninge.

Vi så også særdeles mange kirker. Charleston kaldes "The Holy City", "Den hellige By", på grund af de mange kirker, der er i byen. Én af de mest kendte kirker er St. Philips kirke. På denne kirkes kirkegård ligger flere berømtheder begravet, blandt andet Edward Rutledge der var medunderskriver af Uafhængighedserklæringen, Charles Pinckney, der var medunderskriver af USA’s forfatning og John C. Calhoun, krigsminister og senere vicepræsident under to forskellige præsidenter. St. Philips kirkes kirkegård er speciel ved at der er kirkegård på de tre sider af kirken. Desuden ligger der nogle grave på den anden side af gaden. For at blive begravet på kirkegården på samme side som kirken, skulle man være født i Charleston. Calhoun var født i byen Clemson, så han blev begravet på ”den billige langside”, mens hans kone, der var født i Charleston blev begravet på den ”rigtige side”.

Vi passerede også Four Corners of the Law (Lovens Fire Hjørner). Four Corners of the Law er krydset mellem Meeting Street og Broad Street. På de fire hjørner ligger forskellige bygninger, der rummer kontorer for fire lovgivende magter. De fire bygninger er Rådhuset (byens lov), Retsbygningen (statens lov), Posthuset (unionens lov) og St. Michaels Episkopale Kirke (Guds lov). Oprindeligt skulle her have været et offentligt torv og et marked, men sådan gik det altså ikke.

Lige inden vi kørte tilbage mod visitor centeret, så vi en kopi af ubåden Hunley, som jeg har omtalt ovenfor. Den rigtige ubåd er fortsat under konservering og vil sikkert blive udstillet engang. Da vi nåede tilbage til udgangspunktet faldt vi i snak med chaufføren, og da vi nævnte vores kurveproblem, fortalte han, at vi skulle købe disse kurve på markedet på Market Street. Særligt var der én bestemt forhandler vi skulle opsøge, og hvis vi fortalte ham, at vi kom fra hans fætter, chaufføren, ville vi kurven få med klækkelig rabat.

Vi tog derfor en sporvogn ned til Market Street, og ganske rigtigt blev der solgt masser af kurve, men helt billige var de nu ikke, og jeg har en idé om, at de, der var billige, måske ikke helt var ægte håndlavede sweetgrass kurve. Og chaufførens fætter fandt vi aldrig, men vi blev enige med os selv om, at hvis vi ikke fandt lige stedet dagen efter, ville vi vende tilbage og købe en kurv her, selv om den så blev mindre end planlagt.  I stedet spiste vi frokost på den samme Wild Wings, hvor Dorte, jeg og ungerne havde spist to år tidligere, og derefter besøgte vi peanutsbutikken, som vi også have handlet i sidste gang. Derefter kørte vi tilbage til hotellet, hvor vores værelser var klar, så vi kunne blive indkvarteret.

Næste dag, skulle vi se Fort Sumter. Det blev jeg jo snydt for første gang. Vores chauffør i bussen i går, havde godt nok sagt, at man fik mere ud af at tage en havnerundfart, som ikke lagde til på fortet, men viste andre dele af havnen også, og det kunne selvfølgelig være en løsning, men i første omgang ville jeg altså ud på fortet. I en brochure, vi fandt på hotellet, havde vi set, at der afgik en båd fra havnen kl. 10.30, og jeg mente, at det måtte være en god idé, at være der i god tid, hvis der nu skulle være mange, der havde fået samme tanke som os. Da vi ikke var sikre på de trafikale forhold i Charleston på en søndag formiddag, kørte vi hjemme fra hotellet i god tid – og da det viste sig at der ingen trafik var, var vi allerede ved havnen kl. 9.30. Vi fandt oven i købet hurtigt et sted at parkere i nærheden, og så gik vi tilbage til billetkontoret – som viste sig at være lukket! Der havde stået i brochuren, at man skulle være der, kl. 10.00 for at komme med båden kl. 10.30, så vi mente, at det så nok var der, billetkontoret åbnede. Men klokken blev 10, og der kom stadig ikke en sjæl. Der var i øvrigt heller ikke andre end os, der stod i kø. Vi kunne se, at båden lå ude ved en mole, så vi besluttede os for at gå ud for at se, om der måske var billetsalg ved selve båden. På vej ud ad molen mødte vi et par, der var på vej ind, og netop som vi havde passeret dem, spurgte manden os, om vi var fra Danmark. Han spurgte faktisk på dansk, hvilket overraskede os lidt, men det viste sig, at han selv var dansker, men var flyttet til USA med sine forældre for 60 år siden, da han var fire år.  Han fortalte også, at han havde fætre og kusiner i Jylland, som han jævnligt besøgte, hvilket nok forklarede, at han talte dansk med en kraftig jysk accent. Vi sludrede lidt mere med ham (på dansk) og med hans kone (på engelsk), og undervejs i samtalen fortalte de, at al sejlads i haven var aflyst på grund af storm. Det betød så, at jeg endnu en gang måtte vinke farvel til Fort Sumter, uden at have besøgt fortet, og siden har vi ikke været i Charleston, så nu bliver det spændende at se, om det nogen sinde lykkes.

Da vi havde taget afsked med ægteparret, gik vi tilbage til bilen, mens vi diskuterede, hvad vi så skulle få tiden til at gå med. Vi besluttede til sidst, at vi endnu en gang ville besøge Boone Hall Plantation, men de åbnede – jævnfør en af vore efterhånden talrige brochurer først kl. 13.00 om søndagen, og på det tidspunkt var klokken ikke engang 11. Så vi besluttede at køre lidt tur først. Vi kørte derfor over floden til halvøen Mount Pleasant, hvor Boone Hall ligger men i stedet for at køre i retning af plantagen, drejede vi mod øst ud mod Patriots Point, hvor der er en slags marinemuseum. Her ligger en række krigsskibe fra 2. Verdenskrig opankret, blandt andre hangarskibet USS Yorktown, destroyeren USS Laffey, kystvagtsskibet Ingham og ubåden USS Clamagore. Desuden er der udstillet kanoner, torpedoer mm. Vi gik ikke ombord i nogen af skibene, men valgte at se på dem fra land.  Da vi havde set nok, kørte vi videre mod øst til den lille ø, Sullivans Island. Denne ø var den første modtagestation for op mod 40% af de slaver, der kom til de engelske kolonier i Amerika. Mellem 4 og 8 millioner slaver, ankom til Amerika via denne ø. Det var nu ikke derfor, vi kørte derud, men for at se Fort Moultrie. Dette fort lå altså på en landfast ø, og når jeg nu ikke kunne komme til at se Fort Sumter, så var dette næsten lige så godt. Jeg har skrevet en artikel om fortet på Wikipedia, så interesserede kan læse mere her.

Da vi kom ud til fortet, viste det sig, at der – jeg vil næsten sige, som altid -  var et visitor center. Her var der dels billetkontor, og dels var der forskellige udstillinger om fortets funktion i de forskellige perioder. Og så var der aircondition, og da det var en ret varm dag, omkring 37-38°, valgte Else af blive her, mens vi tre andre gik over gaden til selve fortet. Her gik vi omkring på voldene, var nede i kontrolrumsbunkeren fra 2. Verdenskrig og så USA's flag anno 1809, som vajer over fortet. 15 striber og 15 stjerner havde det dengang, repræsenterende de 15 stater, der var i unionen da flaget blev konstrueret i 1795. Dette flag blev i øvrigt brugt frem til 1818, hvor det blev ændret til 20 stjerner og 13 striber, og siden er det ændret mange gange, senest i 1969, hvor antallet af stjerner blev øget fra 49 til 50 efter optagelsen af Hawaii som USA's 50. stat. Udover flaget kiggede vi på de forskellige kanoner. Ikke mindst de 25 ton tunge Rodmankanoner fra omkring 1870, var imponerende. De kunne skyde en 250 kg tung granat omkring 4 miles (6 km) ud over havet.

Da vi havde set nok, hankede vi op i Else på visitor centeret, og så fortsatte vi turen. Vi kørte videre ud af Sullivans Island, forbi øens specielle, trekantede fyrtårn, som vi dog ikke besøgte.  Vi forsatte over til den næste ø, Isle of Palms. Farvandet mellem Sullivan's Island og Isle of Palms, hvis man kan kalde kanalen et farvand, kaldes Breach Inlet, og det var herfra at ubåden Hunley sejlede ud på sin første og eneste mission. Fra Isle of Palms kørte vi igen tilbage til fastlandet. Vejen fører over "Den lille gedeø", Little Goat Island, og gennem et marskområde, inden man igen når det helt faste land.

Da vi nåede tilbage til hovedvejen (U.S. 17) drejede vi til højre, og kørte nordøst på, og næppe var vi kommet ud på vejen før vores tvivl på Carl Jørns ord dagen før blev gjort til skamme. Ved vejsiden var der en lille bod, og i den sad to kvinder og flettede kurve!  Jeg kastede bilen ind til siden, og alle bortset fra jeg, steg ud. Jeg blev i bilen, da terrænet var "en anelse" skråt, og jeg turde ikke tage nogen chancer. Men med vinduet nedrullet, kunne jeg både se og høre, hvad der foregik. Først fandt Dorte den kurv, hun gerne ville have, og så gik hun og hendes far i gang med at prutte om prisen. Udgangspunktet for forhandlingerne var $125 (omkring 900 kr.), altså ca. det halve af, hvad en tilsvarende kurv kostede inde i byen. Ved at fortælle en rørende historie om vores forestående sølvbryllup, som gjorde mindst den ene kvinde blød (hun skulle nemlig selv til at have sølvbryllup), blev prisen forhandlet ned, og der blev givet håndslag ved $80. 560 kr.! Et rørende beløb for en brødkurv som, kan fås i Føtex for 30 på en god dag. Til gengæld opbevarer vi den også låst inde i et pengeskab, og den bliver kun taget frem ved højtidelige lejligheder, og kun under tilstedeværelse af bevæbnede vagter med maskinpistoler og hunde - eller noget i den stil. Sweetgrass, som kurvene flettes af, er en i USA efterhånden sjælden vandplante, og det – og så det forhold at de håndflettes, er selvfølgelig med til at gøre dem så dyre som de er. I vores version, er der et indflettet mørkt mønster. Det laves ved at flette nåle fra et særligt langnålet fyrretræ, hvis navn jeg har glemt, sammen med sweetgrass. Skikken med at flette kurve af sweetgrass kom med negerslaverne fra Vestafrika, og måske kom også det første sweetgrass samme vej, og det er en af de få afrikanske skikke, som stadig holdes i hævd blandt slavernes efterkommere i syden

Så  selv om det ikke var Fort Sumter, fik jeg dog set et fort - og Dorte fik sin kurv.