Krige mod de hvide - II

Det er nu fem år siden, jeg skrev den seneste artikel på denne side, og gik i gang med denne, så mon ikke det er på tide at få den gjort færdig? :-). Efter den anglo-cherokesiske krig, der sluttede i begyndelsen af 1760'erne, med indgåelsen af Charleston Traktaten (Treaty of Charleston), herskede der forholdsvis fred mellem Cherokee stammen  og de engelske kolonister i Virginia og North og South Carolina, selv om der af og til opstod sporadiske kampe mellem grupper af stammen og ikke mindst de hvide, der mod det, der var aftalt i traktaterne, slog sig ned på cherokee'ernes område. Alligevel skulle det blive til endnu én alvorlig og langvarig krig mellem stammen og kolonisterne.

I denne artikel omtaler jeg begreber som overhøvding, krigshøvding og fredshøvding foruden byhøvding  eller bare høvding så lad mig lige repetere: Cherokeestammen bestod af en række selvstændige landsbyer, omkring 60 større og et stort antal mindre. Hver by blev ledet af to høvdinge, en fredshøvding, som styrede byen i fredstid og en krigshøvding, som overtog kommandoen i krigstid, mens fredshøvdingen fungerede som "officer". Fx var fredshøvdingen Attacullaculla mest berømt i stammen for sit mod og sin dristighed i kamp Fra omkring 1730 indførte man begrebet en overhøvding, som principielt ledede hele stammen, men det var meget sjældent at det skete. Typisk var overhøvdingen mere formel end reel, selv om en stærk overhøvding kunne kontrollere større dele af stammen. Overhøvdingen kunne være enten en fredshøvding, som fx den nævnte Attacullaculla eller en krigshøvding, som hans fætter og afløser på posten, Oconostota. Derfor så man ofte at "mindre" høvdinge såvel som fredshøvdinge førte styrker i kampene. Begreberne blev ikke mindre forvirrende af, at de hvide ofte i hvert fald til at begynde med, opfattede en høvding, som værende høvding for hele stammen, selv om han i virkeligheden kun var høvding for en enkelt by

Baggrund

Sycamore Shoals of the Watauga River

I slutningen af 1760'erne begyndte enkelte hvide kolonister at krydse Appalacherne, selv om det var i mod et kongeligt dekret, oprindeligt udstedt af George II. Efter dennes død i 1760, mente mange kolonister, at så kunne hans dekreter ikke længere være gældende, og efterfølgeren, George III, havde ikke fornyet dekretet. Det betød at flere begyndte at krydse bjergene på jagttogter, som kunne vare i månedsvis, de såkaldte longhunters, men selv om nogle af disse etablerede handelsstationer i den øvre ende af dalen omkring Watauga River, slog de sig ikke ned permanent. I 1769 byggede  en mand ved navn William Bean en hytte ved floden, noget længere nede af denne, og han er i dag kendt som "den første nybygger i Tennessee", selv om Tennessee ikke eksisterede som stat på det tidspunkt. Senere samme år slog en anden nybygger, John Honeycutt sig ned ved samme flod, men noget længere oppe ad denne på et sted, som i dag er oversvømmet af den opdæmmede Watauga Lake. Længere nede ad floden, lå et område, som de første jægere havde døbt "Watauga Old Fields", fordi området så ud som om, det tidligere måtte have været opdyrket (hvilket senere arkæologiske udgravninger da også har vist at det havde).

I 1770 kom en mand ved navn James Robertson til området. Han mødte Honeycutt, som viste ham vej til "de gamle marker". Robertson blev meget begejstret for området, som han kaldte "the promised land", fordi der ikke skulle bruges kræfter på at rydde området for den skov, som ellers dækkede det meste af det østlige Tennessee. Han byggede en hytte der hvor Doe River løber i ud Watauga River (ved den nuværende by Elizabethton i Tennessee). Han tilplantede nogle marker og så vendte han tilbage til North Carolina for at fortælle andre om sit fund, og da han vendte tilbage til "the old fields", havde han følgeskab af 16 familier, som også slog sig ned  i området, og senere kom flere til. De mente, at de havde ret til at slå sig ned i området, fordi cherokeestammen havde afgivet dette ved en tidligere traktat, The Treaty of Lochaber, hvilket de lokale cherokees anfægtede. Myndighederne i North Carolina (som var ansvarlige for området) sendte en opmåler, John Donelson, til området, og denne kunne konstatere, at området faktisk tilhørte stammen. Den øverste britilske embedsmand med ansvar for indianske anliggende i kolonierne, John Stuart, beordrede derfor alle nybyggere, som havde slået sig ned ved de to floder Watauga og Nolichucky til at forlade området.

Dette var nybyggerne dog ikke meget for, og i 1772 sendte de en delegation bestående af James Robertson og William Bean, som cherokeerne kendte og havde et godt forhold til, til Chota, som dengang fungerede som "hovedstad" for den del af stammen, der kaldtes "Overhill Cherokees". Meningen var, at de skulle indgå en aftale med stammen om, at nybyggerne kunne blive i området, og det lykkedes faktisk for de to at indgå en aftale om, at nybyggerne lejede det område, hvor de havde slået sig ned, af stammen i en periode på 10 år. Lejemålet var lige ved at gå galt, da en indianer under fejringen efter at aftalen var indgået blev myrdet af en af de hvide kolonister, men Robertson formåede at tale gemytterne ned, og freden blev opretholdt.  Imidlertid ville myndighederne hverken i Virginia eller North Carolina anerkende denne aftale og hævdede derfor, at området som cherokeeterritorium, lå uden for de to koloniers jurisdiktion uanset lejemålet, og nybyggerne var derfor uden myndighed til fx på legal vis at straffe kriminelle, og de kunne heller ikke lovligt ankerkende og registrere køb og salg af fast ejendom i området. Dette problem løste nybyggerne imidlertid på opfindsom vis, da man udarbejdede og vedtog The Articles of the Watauga Association, som en slags "forfatning" for området; den første "forfatning", som gjaldt vest for Appalacherne. Watauga Association blev ledet af et råd på fem medlemmer, som også fungerede som domstol, og på den måde havde man faktisk etableret en "regering". Dette råd holdt til i en lille træbygning tæt ved nogle strømfald på Watauga River, og fungerede også som stedets domhus.

Disse strømfald, Sycamore Shoals, var et helligt sted for cherokeerne. Her havde man dels en jagtlejr, som blev brugt til vinterens jagter, og stedet var også et samlingssted for flere af stammens grupper (landsbyer), hvor der blev afholdt fælles møder. Ved Sycamore Shoals var mange konflikter mellem stammen og nabostammerne blevet afgjort, og her holdt man også en slags "ting", der kunne afgøre konflikter mellem stammemedlemmer, når sådanne opstod. Stammemedlemmerne var derfor ikke alt for begejstrede for, at nybyggerne nu betragtede området som så meget deres, at de ligefrem i henhold til lejeaftalen, byggede på et område, som godt nok var lejet, men som cherokeerne altså fortsat mente at have brugsretten til.

Der findes ingen billeder af Dragging Canoe, men dette er hvordan man mener, at han kan have set ud.

I 1774 havde shawneestammen længere mod nord tabt det, der blev kaldt Lord Dunmores Krig, og det fik nogle jordspekulanter til at tro, at det område, der nogle år senere skulle blive til Kentucky, snart ville være under britisk kontrol, og at det derfor ville være muligt at tjene store penge, ved at sælge land til nybyggere, men først skulle man have kontrol over området. I 1775 førte den senere så berømte pioner og opdagelsesrejsende, Daniel Boone, en gruppe forretningsmænd fra North Carolina over bjergene til Watauga bosættelsen. Denne gruppe forretningsmænd var kendt som The Transylvania Land Company (som har givet navn til Transylvania County i netop North Carolina), og den var under ledelse af advokaten Richard Henderson. Ved Sycamore Shoals mødtes forretningsmændene med en gruppe cherokeehøvdinge med det formål at købe et stort landområde af stammen. På dette område ville de etablere en ny koloni. Et sådant køb ville dog være "dobbelt ulovligt" da et kongeligt dekret (udstedt af kolonistyret fra 1763 forbød private at købe land af indianerne, og samtidigt var det forbudt noget medlem af cherokeestammen at sælge stammeland. Ikke desto mindre blev der indgået en aftale med selskabet og nogle af stammens høvding, blandt andre overhøvdingen Attacullaculla, krigshøvdingen Oconostota og en byhøvding, Hanging Maw der senere (i 1801) skulle blive hele overhillgruppens høvding, men også flere andre skrev under på aftalen, der blev kendt som The Transylvania Land Purchase eller The Henderson Purchase. Området, der blev solgt omfattede dels det nordøstlige Tennessee og dels det meste af det nuværende Kentucky syd for Ohio River.

Det var imidlertid ikke alle, der var glade for salget, selv om det skaffede stammen af med et problem. Området i Kentucky var altså et såkaldt "omstridt område", da såvel cherokee'erne som shawneestammen gjorde krav på dette, og de to stammer havde ligget i krig om området i årevis, og selv om shawnee'erne altså havde tabt et slag til de hvide, var mange af de ældre høvdinge sikre på, at disse stridigheder ikke var forbi. En gruppe af de yngre høvdinge var dog imod salget. Blandt disse var overhøvding, Attacullacullas egen søn, Dragging Canoe. Han holdt en tale, hvor han fordømte salget, og han og en række andre unge høvdinge og krigere, svor at de ville bekæmpe de hvide og forlod derefter mødet. Efter traktatens indgåelse sagde Dragging Canoe til Daniel Boone: "You have bought a fair land but you will find its settlement dark and bloody." Efter mødet fik Henderson Daniel Boone, der ofte havde jaget i Kentucky, til at vise vej til dette område ad det, der blev kendt som The Wilderness Road, og han blev hyret til at udvide vejen, så den blev nemmere passabel for nybyggere. I 1778 erklærede kolonistyret hele handlen ulovlig, men da var krigen allerede i gang.

De første kampe

Dragging Canoe og hans tilhængere drog mod syd til området omkring Chickamauga River i det sydlige Tennessee, hvor de slog sig ned. Det betød at netop denne gruppe af cherokee'er blev kendt som chickamaugaerne og de kampe, der fulgte blev kendt som Chickamaugakrigene. Ud over Dragging Canoe og hans tilhængere, var der også andre, mindre grupper af cherokee'er, der ville kæmpe mod de hvide, blandt andre en gruppe under ledelse af Doublehead, som skulle få en stor indflydelse senere. Se artiklen Den mest blodtørstige vilde under Historie(r), der netop handler om Doublehead, som i øvrigt var bror til fredshøvdingen Old Tassel.

Moderne kopi af Fort Watauga ved det nuværende Elizabethton i Tennessee

Truslerne fra Dragging Canoe og de øvrige unge høvdinge, gjorde de hvide nybyggere omkring Watauga River nervøse, og de begyndte at opføre forter, hvor de kunne søge tilflugt i tilfælde af angreb fra indianerne. Et sådant fort var Fort Caswell, der blev opført ved Sycamore Shoals, hvor man i dag kan se en kopi af fortet. I begyndelsen af 1876 gjorde Dragging Canoe og hans mænd sig klar til at angribe bosættelserne omkring Watauga River nord for Sycamore Shoals, men nogle engelske loyalister, anført af brødrene John og Henry Stuart, fik med hjælp fra Dragging Canoes kusine, Nancy Ward, overtalt Dragging Canoe til at udsætte angrebet, og i mellemtiden forsøgte Attacullaculla at overtale nybyggerne til at forlade området. Attaculluculla havde imidlertid ikke held med sig, og Dragging Canoe besluttede sig for at gennemføre angrebet. I mellemtid havde Nancy Ward, der var en "krigerkvinde", og som såkaldt ghigau var hun medlem af stammerådet og dermed med til det afsluttende krigsråd, afsløret planerne for nogle handelsmænd, som nåede tilbage og advarede kolonisterne, så angrebet mislykkedes. Ghigau betyder "elsket kvinde" - en titel som særligt fortjenstfulde kvinder kunne tildeles, mens særligt fortjenstfulde mænd kunne bliver "elsket mand"; titlen på overhøvdingen var således "første elskede mand". Nancy Ward var tilhænger af fred mellem stammen og de hvide; hun havde gjort sig fortjent til titlen som krigerkvinde og ghigau i et slag mod stammes arvefjender, creek'erne i 1755, da hun var 17 år gammel, men hun mente ikke, at man kunne sejre over de hvide i det lange løb. Nederlaget fik dog ikke Dragging Canoe til at opgive sine planer, og efterhånden sluttede flere og flere stammemedlemmer sig til hans gruppe.

Senere i 1776 angreb han med tre grupper af krigere nybyggerne ved de tre floder Watauga River, Nolichucky River og Holston River. Nybyggerne ved Nolichucky River måtte opgive deres bebyggelser og flygtede til Fort Caswell (senere omdøbt til Fort Watauga). Et andet fort, Fort Lee, som var under opførelse ved Nolichucky River (nær det sted, hvor den berømte Davy Crockett senere blev født), blev opgivet, og også de nybyggere, der var med til at bygge dette fort, sammen med en lille styrke af soldater under ledelse af Løjtnant John Sevier vendte tilbage til Fort Caswell. Sevier kom til at spille en stor rolle senere under krigen, og han blev Tennessees første guvernør, da staten blev grundlagt i 1796. På vej gennem Nolichuckydalen sendte Dragging Canoe en mindre styrke under ledelse af Ravnen fra Chota (Ravn var en hæderstitel  som blev givet til en særligt modig kriger i hver by) mod nybyggerne i Carters Valley, og også disse nybyggere blev drevet på flugt og deres gårde brændt ned. Angrebet langs Holston River, der blev anført af Dragging Canoe selv, blev slået tilbage efter Slaget ved Island Flats den 20. juni 1776. Den næste dag nåede den tredje del af styrken på ca. 100 mand under ledelse af fredshøvdingen Abram (af og til kaldet Abraham) frem til Fort Caswell. Desværre for Abram var  nybyggerne her særdeles velforberedte, da de jo var blevet advaret af de, der var flygtet til fortet andre steder fra, så nybyggerne havde nået at forskanse sig i fortet, hvor der også var en del soldater. Da indianerne angreb, befandt en del af områdets beboere sig dog uden for fortet, blandt andet var nogle kvinder i gang med at malke køer. Da de så og hørte indianerne flygtede de tilbage til fortet. En enkelt kvinde nåede ikke inden for, inden porten blev lukket, og måtte hjælpes over palisaden. Kvindens navn var Catherine Sherrill, men de lokale kaldte hende "Bonnie Kate", og ifølge kilderne blev hun hjulpet over hegnet af John Sevier, som hun fire år senere blev gift med. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange mennesker der var indenfor fortets palisader, da Abrams styrke angreb, da forskellige kilder ikke er enige. Nogle har 40, andre helt op til 200. De fleste historikere er dog enige om der var ca. 75 militssoldater under kommando af Oberst John Carter med Kaptajn James Robertson som næstkommanderende, og med løjtnant John Sevier, der netop var ankommet fra Fort Lee, som den sidste officer. Desuden et større antal civile, der havde forladt deres gårde i området og havde søgt tilflugt i fortet. Efter ca. 3 timers kamp, hvor cherokee'erne led forholdsvis store tab, blev angrebet afvist. Det lykkedes godt nok for nogle krigere at komme helt hen til palisaden, som de forsøgte at sætte ild til, men Kaptajn Robertsons søster, Ann Robertson, forhindrede det ved i samarbejde med de øvrige kvinder, at hælde kogende vand ned over krigerne. Da angrebet nu var mislykkedes, gav Abram sig derfor til at belejre fortet i stedet.

Ann Robertson hælder kogende vand på de krigere, der vil sætte ild til palisaden. Udstilling i Sycamore Shoals State Historic Park.

Under belejringen, som kom til at vare i mere end to uger, fangede indianerne en ung mand fra fortet, Thomas Moore, som blev taget med tilbage til cherokeelandsbyen, Tuskegee. Her blev han udsat for tortur og til sidst bundet til en pæl og brændt levende efter cherokee'ernes skik. Ved samme lejlighed fangede man også William Beans hustru, Lydia, som blev dømt til at lide samme skæbne, men Nancy Ward, der som ghigau havde ret til at afgøre krigsfangers skæbne, benådede hende og tog hende med hjem til sin landsby, hvor Mrs. Bean blandt andet lærte Nancy Ward og de andre kvinder i landsbyen at væve (med en væv) og at lave smør. Efter to uger kom der forstærkninger under kommando af William Christian til fortet og cherokee'erne opgav belejringen. Disse nederlag fik dog ikke Dragging Canoe til at opgive kampen mod de hvide, selv om hans styrker i første omgang trak sig tilbage til de landsbyer, de havde etableret omkring Chickamauga River, hvilket i øvrigt var årsag til at de blev kaldt chickamaugaerne. I 1777 angreb chickamaugaerne flere bosættelser langs Watauga River, blandt andre bosættelser nær det nuværende Rogersville på nordsiden af floden, ikke langt fra Sycamore Shoals. Ved dette angreb blev den senere så berømte Davy Crocketts bedsteforældre dræbt og en af hans onkler såret. En anden onkel, James Crockett, blev taget som fange, og blev først frigivet, da krigen sluttede 17 år senere.

Krigen fortsætter

I mellemtiden var den amerikanske frihedskrig brudt ud, og da mange indianere mente, at briterne ville behandle dem bedre en kolonisterne, gik de ind i krigen på britisk side- således også Dragging Canoe, der gik i samarbejde med de britiske styrker i Georgia og South Carolina og deltog i kampene her. I 1780 slog chikamaugaerne sig igen sammen med briterne, og hjalp disse med at befri byen Augusta i Georgia fra oprørerne, som havde besat den. Samtidigt angreb hans efterhånden ret store styrke, der også talte medlemmer af andre stammer, nybyggerfarme overalt i de sydøstlige stater, hvilket betød at deres landsbyer var stort set forladt. Det benyttede Patrick Henry, der var amerikansk guvernør over Virginia sig af til at sende en stor styrke mod de forladte landsbyer, og i alt 11 blev ødelagt, blandt disse landsbyerne ved Chickamauga River, hvor udbrydergruppen havde bosat sig. Dette betød at chickamaugaerne nu måtte flytte endnu længere syd på til Georgia, hvor de etablerede fem landsbyer, de såkaldte Five Lower Towns, heriblandt Running Waters hvor Dragging Canoe selv boede. Fra disse landsbyer angreb Dragging Canoes styrker nybyggere så langt væk som i Kentucky og Indiana, hvor han fik tilslutning fra flere stammer, som tidligere havde været cherokee'ernes fjender, (se artiklen Cherokee'ernes krige - 1. del) blandt andre wyandotterne, irokeserne og leni lenaperne. Hvor chickamaugagruppen i begyndelsen havde været forholdsvis vellidte blandt de øvrige medlemmer af stammen, fordi de skaffede våben og andre forsyninger, forsvandt det meste af opbakningen, fordi hvide tropper begyndte at lave hævnangreb på stammens landsbyer, selv om disse intet havde med chickamaugaerne at gøre. I 1788 blev der afholdt et møde mellem overhøvdingen Old Tassel, den nyvalgte høvding over Overhill Cherokee'erne, Hanging Maw og nogle udsendinge fra det nyetablerede USA. Her blev de to høvdinge tvunget til at underskrive en traktat, hvor de afgav alt cherokeeland nord for Little Tennessee River, men dette fik ikke Dragging Canoe til at opgive sit forehavende, snarere tværtimod.

Nolichucky River tæt ved det sted, hvor Fort Lee blev opført - og forladt igen efter Dragging Canoes angreb

Noget senere samme år blev Old Tassel, Abram og et par andre høvdinge inviteret til endnu et fredsmøde med udsendinge fra John Sevier, der i mellemtiden var blevet guvernør i udbryderstaten State of Franklin, som eksisterede i det, der senere blev det østlige Tennessee mellem 1784 og 1788. Disse udsendinge blev ledet John Hubbard, og mødet fandt sted i Abrams hjemby Chilhowee, efter at Dragging Canoes mænd havde myrdet 11 medlemmer af en nybyggerfamilie i det centrale Tennessee. Formålet med mødet var at man skulle finde ud af, hvordan man i fællesskab skulle håndtere Dragging Canoes udbrydergruppe fra stammen, men allerede den første nat blev de fire høvdinge dræbt i den hytte, hvor de overnattede af en ung soldat mens de sov. Drabene skete på opfordring fra John Hubbard, men ingen ved faktisk hvorfor han valgte denne "løsning". Da Doublehead hørte om mordet på sin bror, erklærede han, som ellers havde holdt lav profil i nogle år, at han nu ville udslette samtlige hvide i de områder, som stammen gjorde krav på, og hans samarbejde med Dragging Canoe blev udvidet og deres angreb koordineret. Årene fra 1788 frem til 1792 blev nogle af de værste i hele krigen. Indianerne overfaldt konstant nybyggerne i det sydlige Kentucky og det østlige Tennessee, og de lokale militser gjorde gengæld med angreb mod indianerlandsbyer, uanset om disse tilhørte chickamaugaerne eller ej. I 1789 førte John Watts, der var Dragging Canoes nevø en styrke ind i Tennessee, men denne blev besejret i Slaget ved Flint Creek nær det nuværende Jonesboro af en militsstyrke under kommando af John Sevier

I 1791 forsøgte man igen at slutte fred. Der blev afholdt et møde mellem repræsentanter for chickamaugerne, den øvrige del af cherokestammen og repræsentanter for kolonisterne, og der blev faktisk indgået en fredstraktat, som flere kendte chickamaugahøvdinge underskrev; blandt disse var Bob Benge, John Watts, Bloody Fellow, Doublehead og Dragging Canoe selv. Sidstnævntes navn optræder på traktaten som Otter Lifter, ikke Dragging Canoe, hvilket skyldes en fejlagtig gengivelse og dermed oversættelse af hans cherokee navn, som var Tsiyu Ganasini, af tsiyu = "kano" og ganasini = "jeg trækker den". På traktaten blev hans cherokeenavn derimod anført som Tsiya Ganusidasdi. Tsiya betyder "odder" og  ganusidasdi er en bøjningsform af ganewi "at bære noget" (levende), altså "en, der bærer en odder". Inden traktaten blev underskrevet havde tre høvdinge Tahlonteeskee, Bloody Fellow og Doublehead besøgt USA's daværende hovedstad, Philadelphia, hvor de mødtes med USAs præsident, George Washington. Freden holdt dog ikke længe, for allerede året efter erklærede chickamaugaerne formelt krig mod de hvide igen og genoptog kampene. Dragging Canoe havde længe arbejdet for at overtale nogle af muscogeestammerne, der traditionelt var cherokee'ernes fjender til at slutte sig til hans styrke, og i 1792 lykkedes det at få overtalt blandt andre chocktawstammen til dels at slutte fred og dels at tilslutte sig kampene. Om aftenen var der fest i Dragging Canoes landsby, Running Waters og her døde Dragging Canoe. Det er ikke helt klart, hvad han døde af, men muligvis af et hjerteanfald forårsaget af overanstrengelse, efter at han havde danset hele natten. Dragging Canoes død gjorde imidlertid ikke en ende på krigen.

Tiden efter Dragging Canoe

Et klassisk cherokee hus fra omkring 1795-1800. På det tidspunkt havde de fleste cherokees skiftet deres traditionelle hytter ud med blokhuse efter de hvides skik

Efter Dragging Canoes død overtog hans nevø, John Watts kommandoen over chickamaugaerne og sammen med Bob Benge (kendt af de hvide som The Bench) og Doublehead fortsatte de kampene mod de hvide nybyggere. Lige som Dragging Canoe, allierede John Watts sig med andre stammer fra det sydøstlige USA og samtidigt sluttede han fred med den  spanske guvernør over det område, der blev kaldt West Florida og som dækkede en stor del af det sydlige Alabama. Til gengæld for freden skulle spanierne levere våben og forsyninger til indianerne. I efteråret 1792 gik Watts med en styrke på knap 1.000 mand ind i Cumberland regionen i det nordlige Tennessee og sydlige Kentucky. Samtidigt angreb to høvdinge, Tahlonteeskee, som var svoger til Doublehead og Halen (The Tail), som var bror til Bob Benge vejen der førte mellem Wataugabebyggelsen og bosættelserne i Kentucky, mens Doublehead på samme måde førte en styrke mod det, der var kendt som Cumberland Road. Inden Watts og hans styrke nåede sit mål, gik det imidlertid galt. Ved et lille fort, Fort Buchanan, opstod der konflikt mellem Watts og Talotiskee, der var leder af de muscogee'er, der var med på togtet. Sidstnævnte ville angribe straks, mens Watts ville gå uden om fortet og fortsætte mod deres egentlige mål længere mod nord. Så kunne man altid angribe dette lille fort på tilbagevejen. Striden endte med at Watts "gav sig" og omkring midnat gik man til angreb på fortet. Dette angreb blev en katastrofe for indianerne. Watts selv blev såret, og flere af hans bedste underhøvdinge blev dræbt. Blandt disse var Shawnee Warrior, Kitegisky, og Dragging Canoes yngre bror, Little Owl. I mellemtiden havde Doubleheads styrke overfaldet og dræbt seks rejsende på Cumberland vejen, men på vej tilbage blev de overfaldet af en militsstyrke og mistede selv 13 mand. Tahlonteeskees styrke havde dræbt tre rejsende på Kentuckyvejen og havde erobret en del heste. En anden høvding, Middle Striker, havde mere held med sig. Hans styrke drev alle indbyggere i Mero distriket (omkring Nashville) på flugt, uden at han selv mistede en eneste kriger.

Watts nederlag betød at chickamaugaerne ville have hævn og i begyndelsen af 1793 drog en mindre gruppe på omkring 60 mand ind i det sydvestlige Kentucky. Gruppen blev ledet af Doublehead, endnu en af hans brødre, Pumpkinhead og Bob Benge. Det var ved den lejlighed at Doublehead fik sine krigere til at stege og spise de dræbte fjender, se artiklen om Doublehead. Det fik til gengæld den konsekvens, at Benge ikke længere ville deltage i krigstogter hvor Doublehead var leder. Der blev også taget skalpe, og da man kom tilbage blev der danset skalpedans i de byer, som havde haft krigere med på togtet.

Senere i 1793 blev der igen indledt fredsforhandlinger, denne gang på initiativ fra Washington. En gruppe høvdinge mødtes med hvide udsendinge i cherokeelandsbyen Coyatee, men inden mødet kunne gå i gang, blev byen overfaldet af en gruppe militsfolk, som havde trodset en ordre fra guvernøren om ikke at krydse Little Tennessee River. I byen skød militssoldaterne mod alt, hvad de kunne se, og 11 mennesker blev dræbt, blandt andre en høvding, kendt som Captain Charlie og også en af de hvide udsendinge blev dræbt. Hanging Maw, hans kone og datter, Doublehead, Tahlonteeskee og mange andre blev sårede. Efter angrebet ville cherokee'erne ikke indgå nogen fredsaftale, men lovede dog at afvente udfaldet at den retssag, der skulle føres mod militsen. Lederen, John Beard var imidlertid en særdeles god ven af John Sevier, retssagen udviklede sig til en farce, og militsfolkene blev alle frikendt.

Kopi at et typisk nybyggerblokhus fra omkring 1785, som de blev bygget ved Watauga, Holston og Nolichucky River.

John Watts reagerede på frikendelsen ved at invadere Holston Valley med en af de største styrker af krigere, der nogensinde havde været samlet i i det østlige Tennessee, for at angribe White's Fort (i dag Knoxville). Mere end 1.000 cherokee'er og muscogee'er deltog i togtet suppleret med en mindre gruppe fra shawneestammen. Denne gang delte Watts sin styrke i fire grupper og med en af disse på ca. 200 mand angreb han et fort ved navn Henry's Station, dog uden større held, da angrebet blev besvaret med fortets kanoner. Senere mødtes de fire grupper igen nær nutidens Loudon i Tennessee og fortsatte marchen mod Knoxville. Undervejs diskuterede man indbyrdes, hvad man skulle gøre med indbyggerne i Knoxville, når byen faldt. Doublehead argumenterede for, at man skulle dræbe dem alle, mens en anden ung høvding, James Vann, mente, at man kun skulle dræbe mændene. Videre på togtet kom man til den lille bebyggelse, Cavett's Station. Her forhandlede Benge med beboerne og fik aftalt, at hvis de overgav sig sig, ville de blive skånet. På trods af denne aftale, som fik nybyggerne til at forlade deres "fort" overfaldt og dræbte Doubleheads gruppe de hvide og alle på nær to drenge blev dræbt. Watts reddede den enes liv og gav barnet til Vann, som satte ham bag sig på hesten, men Doublehead knuste hans hoved med sin kølle. Endnu en dreng blev reddet i første omgang, kun for kort tid efter at blive dræbt af en af Doubleheads muscogee-allierede, som ellers var sat til at passe på ham. Fra den dag blev Vann og Doublehead dødsfjender, men den historie er fortalt i artiklen om Doublehead. Da man nåede frem til Knoxville, var det tidligt om morgenen, og da man hørte kanoner, troede man at styrken var blevet afsløret og vendte derfor om og angrebet blev aldrig gennemført. I virkeligheden var der bare tale om den "normale" salut, der altid blev afskudt ved solopgang, men det vidste indianerne ikke.

Mod slutningen af 1793 førte John Sevier en militsstyrke gennem Tennessee og ned til Georgia, hvor han uden problemer besejrede en mindre cherokee styrke i Slaget ved Hightower. Efter slaget, som skulle blive det sidste "rigtige" slag i krigen, fortsatte Seviers tropper med at overfalde og plyndre adskille cherokeelandsbyer.

Krigen slutter

I begyndelsen af 1794 foretog mindre styrker af såvel cherokees som muscogees under ledelse af Doublehead mere end 40 raids ind i det såkaldte Mero distrikt, som var området omkring byen Nashville, der var blevet grundlagt få år tidligere af James Robertson og nogle såkaldte Overmountain Men (soldater fra vestide af Applacherbe, der deltog i frihedskrigen). Samtidigt angreb Bob Benge nybyggere i det nordøstlige Tennessee og det sydvestlige Virginia. Under et af disse angreb i april 1794 blev Benge dræbt. Hans rødhårede* skalp blev taget og sendt til Virginias guvernør, Henry "Lighthorse Harry" Lee, som senere skulle blive far til den berømte borgkrigsgeneral, Robert E. Lee. Andre fortsatte dog angrebene efter Benges død  ikke mindst for at stjæle heste, og adskillige nybyggere blev dræbt under disse raids. Syd for French Broad River blev en hel familie udslettet og 50 heste blev stjålet. John Beard, der var blevet frikendt efter overfaldet på Coyatee samlede en styrke på 150 mand og angreb cherokeelandsbyer omkring Hiwassee River, og det lykkedes at ødelægge to af disse landsbyer og dræbe adskillige indianere. Guverøren udsedte et dekret til militsen om, at angrebene skulle indstilles, men på trods af dette angreb en militsstyrke under en vis George Doherty Great Tellico, en af cherokee'ernes vigtige byer og brændte denne ned til grunden. Derefter krydsede de bjergene og nedbrændte yderligere to at stammens såkaldte Valley Towns.

* Benge var halvblods, søn af en cherokee mor og en skotsk-irsk handelsmand.

Monumenter over to tidligere cherokee "hovedstæder", der i dag ligger under den opdæmmede sø i baggrunden. Øverst Tanasi, der har givet navn til staten Tennessee og derunder Chota, der var "hovedstad", da Transylvania Land Purchase blev underskrevet. Bag monumentet til dels skjult bag en af søjlerne anes overhøvding (1775 - 1781) Oconostotas gravsten. Han havde afløst sin fætter, Attacullaculla fra Tanasi, der fungerede som overhøvding fra 1761 til 1775.

I begyndelsen af juni 1794 skete det sidste reelle overfald da en gruppe cherokees under Whitemankiller, overfaldt og dræbte en gruppe nybyggere under ledelse af William Scott, som var på vej ned ad Tennesseefloden ved Muscle Shoals i Alabama. Senere i juni underskrev man så den såkaldte Philadelphia Traktat, som blandt andre Bloody Fellow og Doublehead underskrev. Det var dog nogle af muscogee'erne, som ikke respekterede traktaten, og som fortsatte deres angreb resten af måneden, indtil Hanging Maw sendte en styrke af cherokees mod dem. To muscogees blev dræbt og en tredje fanget og overgivet til de hvide. Hanging Maw forfulgte de muscogee'er, der var undsluppet med en styrke på 50 mand, som indhentede og besejrede muscogee'erne.

Nu ville kolonisterne slutte krigen en gang for alle, så i september samlede man en styrke bestående af soldater fra USAs regulære hær, militssoldater fra Mero Distriktet og frivillige fra Kentucky. De marcherede syd på gennem Tennessee til Five Lower Towns, hjembyerne for Chickamaugaerne, og den 13. september angreb de landsbyen Nickajack uden varsel, og mange indianere blev dræbt, deriblandt høvdingen The Breath, som både var fredshøvding og erklæret pacifist, og som aldrig havde deltaget i kampene. Styrken fortsatte op ad floden og nedbrændte Running Waters, som indbyggerne dog for længst havde forladt. To andre landsbyer blev også overfaldet og nedbrændt, dog uden store tab for indianerne, da indbyggerne var taget til en sportskamp (stick ball, en traditionel indiansk sport) i en anden by! Efter ødelæggelsen af disse byer besluttede John Watts sig for, at det nu var på tide at slutte fred og i december mødtes han og Hanging Maw, der mente, at han var overhøvding over cherokeerne, med guvernøren, William Blount, ved Tellico Blockhouse (et fort) og her underskrev man Tellico Traktaten, og dermed var Chickamaugakrigen formelt slut efter 18 år. Hanging Maw deltog i mødet fordi han selv mente, at han var hele stammens overhøvding, hvilket stammen dog ikke anerkendte ham som, men nok som høvding over overhill delen af stammen - de anerkendte i stedet Little Turkey som overhøvding, men han deltog ikke i underskrivelsen af traktaten. Muscogeerne havde dog ikke tænkt sig at stoppe deres kampe, men mod slutningen af december 1794 blev en gruppe muscogee'er, der overfaldt bosættelser i Georgia, angrebet og stoppet af en styrke af cherokees fra Upper Towns, og i januar 1795 blev andre muscogee'er, der angreb nybyggere i det centrale Tennessee stoppet af medlemmer af chickasaw stammen, som ellers ikke havde deltaget i chickamaugakrigen, men havde ført deres ege krig mod de hvide nybyggere. Det fik muscogeerne til at stoppe overfaldene på de hvide og i stedet føre krig mod chickasaw'erne, men cherokee'ernes krige var slut. I hvert fald for en periode. Der kom ikke flere krige, hverken mod hvide eller mod andre stammer. Til gengæld opstod der et par gange borgerkrig mellem forskellige fraktioner af cherokeestammen, og det vil jeg fortælle om i en senere artikel.

Der skete naturligvis meget mere i løbet af de 18 år krigen varede, og mange flere større og mindre slag blev udkæmpet, men dette var de efter min mening vigtigste begivenheder i denne, den længstvarende af alle USA's indianerkrige, og også en af de mest blodige og kostbare. Kun den såkaldt 2. Seminolekrig i Floridafra 1835 til 1837 kostede flere penge og menneskeliv (amerikanske - indianernes tab havde man ikke tal på). Af en eller anden grund har den fiktion, der handler om forholdet mellem indianere og hvide altid koncentreret sig om kampene på prærien, selv om der er rigeligt basis for både romaner og film om krigene i de østlige stater.

Tiden efter

På trods af at krigen nu var slut, vendte chicamaugaerne ikke tilbage til stammen, men blev af resten af denne betragtet som en selvstændig stamme helt frem til 1809, hvor de to grupper endeligt blev forenede. Chicamaugaerne havde dog aldrig betragtet sig som en stamme. Da en af høvdingene, kendt som Fields blev spurgt af en missionær, om hvilken slags folk, chickamaugaerne egentlig var var, svarede han: "Vi er cherokees, og vi kender ingen forskel". I 1802 døde John Watts, og han blev afløst som chickamaugaernes leder af Doublehead, der efter krigens ophør også opgav sit hævntogt mod de hvide, og da han blev dræbt af Major Ridge og James Vann i 1807, blev Tagwagihi (også kendt som Glass) høvding indtil grupperne blev genforenet to år senere under Black Fox, der havde været stammens overhøvding siden 1803.