Cherokeestammens organisation og daglig liv

I artiklen Cherokeeernes oprindelse refererer jeg forskellige teorier om hvordan stammen kom til det område, hvor den boede, da den første gang fik kontakt med hvide. Den seneste teori går ud på, at da stammen, der senere blev til irokeserne migrerede nord på fra deres bopladser i det nordlige Mexico og det sydlige Texas, delte stammen sig undervejs, så én gruppe drog mod nord og slog sig ned ved de store søer, mens et anden gruppe svingede øst på og passerede gennem Tennessee og det nordlige Alabama. Her slog nogle af gruppens medlemmer sig ned på den vestlige side af Appalacherne, mens andre fortsatte mod øst og slog sig ned i, eller på den østlige side af bjergkæden.

I denne artikel vil jeg fortælle lidt om, hvordan stammen var organiseret og levede da de først fik kontakt med de hvide og før i det omfang, der er kendt i dag.

Såfremt ovennævnte teori om stammens oprindelse er korrekt, kan den også forklare den organisation som stammen senere havde. Da de Soto ekspeditionen i 1540 som de første mødte stammen var den delt i tre distinkte grupper, senere kaldet Lower Towns, Middle Towns og Overhill Towns.

Stammeområder

Lower Towns lå i det nuværende South Carolina og Georgia. Her lå der omkring 20 byer  eller landsbyer, og indbyggerne her talte deres egen dialekt af sproget, Elahti eller Lower Cherokee. Denne dialekt var blandt andet karakteristisk ved at have bogstavet "r". som ingen af de to andre dialekter havde. Dialekten er nu uddød og tales ikke længere. Hovedbyen i området var Keowee, som lå i det nuværende Ocone County i det vestligste South Carolina. 

Middle Towns lå i det centrale og vestlige North Carolina og det sydvestlige Virginia med hovedby i Kihtuwa, nær det nuværende Cherokee i Swain County, North Carolina. I alt var der omkring 25 større bosættelser i Middle Towns. Dialekten, der taltes her, er den der stadig tales i Eastern Band of Cherokee Indians. Dialekten, som bare kaldes Middle er den dialekt, som har udviklet sig mindst i forhold til det oprindelige sprog, der taltes for nogle hundrede år siden.

Overhill Towns lå i det østlige Tennessee, det nordlige Georgia og Alabama og det sydlige Kentucky. Hovedbyen her var Great Tellico, som lå hvor nu bebyggelsen Tellico Plains ligger i Monroe County i Tennessee. Ud over Tellico var der omkring 35 større bosættelser. I byerne her taltes en særlig dialekt, A'tuli eller Upper cherokee. Denne dialekt blev også talt i det absolut vestligste North Carolina. Det er denne dialekt, som ligger til grund for den dialekt, der tales blandt de vestlige cherokee'er i Oklahoma. På grund af kontakten med andre stammer i indianterterritoriet, har denne dialekt gennemgået en større udvikling væk fra det oprindelige sprog end dialekten som taltes i Middle Towns. Det er denne dialekt, der ligger til grund for stammens skriftsprog, og al stammelitteraturen er skrevet på A'tuli.

Hovedbyerne skiftede jævnligt og man sagtens finde andre navne i forskellige kilder. Såldes var Kihtuwa forladt og hovedbyen i Middle Towns i begyndelsen af 1800-tallet flyttet il Indiantown, mens hovedbyen i Overhill Towns fra flyttet til New Echota i Georgia.

Enkelte kilder taler om endnu en gruppering, Upper Towns eller Valley Towns. Disse lå i Tennessee floddalen, men regnes i de fleste kilder som en del af Overhill Towns.

Udover disse bebyggelser fandtes der adskillige andre, som ikke umiddelbart blev knyttet til de tre grupperinger og i alt havde stammen formodentlig omkring 200 større bosættelser, da de hvide kom til området. Hvor mange medlemmer stammen havde, er uklart. Man antager normalt at omkring 75% af den oprindelige befolkning i de sydøstlige stater døde af epidemier, som de Soto ekspeditionen bragte med. Hvis dette også har været tilfældet for cherokee'ernes vedkommende skulle stammen på dette tidspunkt have talt op mod 200.000 medlemmer, for i 1674 siger nogle kilder, at der var der omkring 50.000 medlemmer af stammen. Nu var kontakten med cherokee stammen forholdsvis begrænset, så måske er der døde færre procentvis end i befolkningen som gennemsnit, men alligevel må stammen antages at have talt mindst 100.000 medlemmer.

Andre grupperinger

Senere opstod andre grupperinger, primært omkring forskellige bebyggelser eller særligt inspirerende høvdinge. Blandt disse var Chickamauga i Tennessee (se også en kommende artikel om cherokee'ernes krige), Qualla, Atali og Onnontiogg.

Antallet at cherokee indianere før og nu

De 50.000 som var i 1674 blev hurtigt reduceret yderligere*. Tre koppeepidemier (i 1729, 1738 og 1753) udslettede halvdelen af stammens medlemmer, så der i slutningen af 1700-tallet kun var omkring 25.000 medlemmer tilbage. Dette tal holdt sig frem til stammens flytning mod vest i 1820'erne og 1830'erne. Mere om dette i en senere artikel. I dag er der ca. 320.000 cherokee'er, hvoraf godt 15.000 er fuldblods, mens den øvrige del er af blandet oprindelse. Hovedparten af stammen lever i to føderalt anerkendte samfund i Oklahoma: Cherokee Nation  med ca. 280.000 medlemmer (hvoraf nogle bor andre steder end Oklahoma) og United Keetoowah Band of Cherokee Indians med ca. 12.000 medlemmer, hvoraf 11.000 bor i Oklahoma. Begge disse grupper har deres hovedby i byen Talequah. Den sidste føderalt anerkendte gruppe, er Eastern Band of Cherokee Indians med omkring 13.000 medlemmer, hvoraf de fleste bor i eller i nærheden af det såkaldte Qualla Boundary, et område på omkring 215 km² i North Carolina, som er det eneste som er tilbage af det område på 350.000 km², som stammen kontrollerede, da den første gang mødte de hvide. Hovedbyen her er Cherokee. Ud over disse tre grupper, som er anerkendt af de føderale myndigheder, findes der to større grupperinger i henholdsvis Georgia (Georgia Tribe of Eastern Cherokees)  og Arkansas/Missouri (Northern Cherokees), som er anerkendt af de respektive delstaters regeringer. Og så lever der selvfølgelig masser af stammemedlemmer i større eller mindre grupper spredt rundt omkring i USA.

* Nogle kilder har meget lavere tal, ned til omkring 20.000 i 1650'erne, og helt ned til omkring 7.500 omkring 1760, men moderne forskere mener at disse tal er alt for lave. Så få krigere, som et så lille befolkningstal ville kunne mønstre, ville simpelthen ikke have kunnet kontrollere det kæmpe område, som stammen faktisk havde kontrollen over. I 1708 estimerede guvernøren over Carolina (som dengang omfattede begge de nuværende Carolinas, samt Tennessee, at der i hver af stammens 60 største byer var mindst 500 indbyggere. Gennemsnitsstørrelsen på en cherokeebebyggelse er senere blevet estimeret til ca. 350 indbyggere, og med 200 landsbyer giver det 70.000 medlemmer af stammen.

Oprindelig organisering

Da de hvide kom til cherokee'ernes område, levede stammen som en blanding af landbrugere og jægere. I modsætning til typiske jæger- og samlersamfund, som man fx så hos prærieindianerne i det midtvestlige USA, var cherokee'erne og de fleste andre østlige stammer bofaste, hvilket var forudsætningen for at drive landbrug. Det betød ikke, at landsbyerne ikke flyttede, for de gjorde de ofte, men de lå typisk hvert sted i flere år, og stammen brød ikke op for at følge vildtet. En typisk cherokee by bestod af mellem 30 og 60 huse, der hver rummede en familie. I hver landsby var der desuden et stort cirkulært "rådshus" (der invendigt var indrettet, så det fremstod 7-kantet), hvor stammen mødtes til fælles rådslagning med mere. Huset var stort nok til at alle landsbyens medlemmer inkl. børn kunne mødet på én gang. I dette rådshus brændte den hellige "hvide ild", som aldrig måtte slukkes. En mand, typisk en "pensioneret" kriger, var ansvarlig for, at ilden aldrig gik ud.

Syv var et hellig tal for cherokee'erne og de havde da også syv "vigtige byer", hvoraf den vigtigste var Kihtuwa i det nuværende North Carolina, som stammen dengang og nu regnede for deres "oprindelige" by. Disse byer var ikke "hovedstæder" i moderne forstand, men var primært vigtige af historiske/religiøse årsager. De mange bosættelser var typisk autonome og var ikke underkastet nogen overordnet stammemyndighed. Kun i tilfælde af krig og andre kriser, der påvirkede hele stammen, kunne man slutte sig sammen under én eller flere ledere. Derudover mødtes større grupper af stammen for at afholde forskellige religiøse ceremonier.

Denne løse organisation, som blev bibeholdt også længe efter 1730, hvor stammen fik deres første formelle "overhøvding", Moytoy of Tellico", er årsag til at mange kilder kan nævne adskillige navne som cherokee-høvdinge. Det har de givetvis været, men altså typisk kun landsbyhøvdinge, som ikke har været ledere af andet end deres egen landsby. Hver landsby havde typisk to høvdinge, en såkaldt "hvid høvding", som ledede stammen en fredstid og en "rød høvding" som ledede stammen i krigstid. Da stammen "indførte" begrebet "overhøvding" i 1730 kunne denne være både en hvid eller en rød høvding. Fx blev den hvide overhøvding Attacullaculla afløst af den røde høvding Oconastota. Ud over høvdingen blev stammen ledet af "de ældstes råd" af og til kaldt "høvdingenes råd", men det sidste var en tilsnigelse, da de enkelte byer normalt kun havde to høvdinge.

I modsætning til mange af de øvrige stammer, både i det østlige og det vestlige USA, indgik kvinderne i stammerådet. Selv om kvindernes indflydelse ikke var helt så stor som i de stammer, der var medlemmer af irokeser-konføderationen, havde man et "bedstemødrenes råd" som havde stor indflydelse på mange beslutninger, og der var mange kvinder blandt de indflydelsesrige cherokee'er i 1700 og 1800-tallet. Blandt disse kvinder var fx Nanye-Hi (Nancy Ward) fra Chota, en søster til Attacullaculla. Nanye-Hi var en såkaldt "gigua" eller "en elsket kvinde" (beloved woman på engelsk). "Elskede kvinder" havde ikke bare adgang til rådet men også både tale- og stemmeret i dette. Denne gruppe af gigua'er havde blandt andet ansvaret for krigsfanger og kunne selvstændigt træffe beslutninger om, hvorvidt disse skulle dræbes eller benådes. Havde cherokee'erne lidt større tab end fjenden, var det almindeligt at krigsfangerne blev dræbt for "at opretholde balancen", i modsat fald blev de ofte benådet og af og til endda optaget i stammen. Desuden var gigua'erne ofte medvirkende i fredsforhandlinger, da en anden af deres opgaver var at bevare freden.

Ledelse

Landsbyen blev, som nævnt ovenfor, ledet af en rød og en hvid høvding. Den røde høvding var leder i krig, og den hvide var leder i fred. Oprindeligt var disse høvdinge kun ledere af deres eget bysamfund* men efter 1730 udpegede stammen en overhøvding, som egentlig mest var stammens repræsentant udadtil. Denne overhøvding kunne være rød eller hvid. Selv efter indførelsen af overhøvdingefunktionen, bevarede landsbyerne deres røde og hvide høvdinge. Den røde høvding havde ingen ledelsesmæssige opgaver i fredstid, men var ansvarlig for, at krigerne trænede og altid var i beredskab. I alle fredsforhold, var han underlagt den hvide høvdings ledelse. I krigstid deltog en hvid høvding som kriger på lige fod med de øvrige krigere i stammen, og var underlagt den røde høvdings ledelse. En af de mest berømte hvide høvdinge, overhøvdingen Attacullaculla, var faktisk mest berømt for sit personlige mod og sine evner i kamp, men her var han altså ikke leder.

* Specielt Overhill Cherokee'erne havde dog også en slags hvide og røde overhøvdinge, som kunne lede hele stammen. Her var det ikke mindst den røde overhøvding, som havde betydning, da han var leder, af stammen krigere, hvis hele stammen gik i krig, men faktisk var det stadig den hvide overhøvding, der "styrede" krigen. Den hvide overhøvding regerede fra stammerådshytten, som befandt sig i hovedbyen. Denne stammerådshytte var 7-kantet både set ude- og indefra.

Hver landsby havde sit "byråd". Dette bestod af den hvide høvding, hans "næstkommanderende" og hans talsmand samt seks andre "menige" medlemmer af rådet (alle 7 klaner skulle være repræsenteret), typisk ældre mænd, tidligere krigere med stor erfaring. Disse fungerede som rådgivere for høvdingen, men på møderne, som blev holdt i rådshytten, deltog alle stammens medlemmer, og alle havde taleret. Specielt "bedstemødrenes råd" og de "elskede kvinder",  se ovenfor, blev der lyttet til med stor respekt.

Flere gange om året mødtes hele stammen eller store dele af denne til religiøse ceremonier, men desuden blev der afholdt et årligt stammemøde, hvor alle landsbyer og alle klaner kunne sende repræsentanter. Her havde alle taleret, og her blev de få beslutninger, som vedrørte hele stammen, truffet. Det var på et sådant møde i 1750 at Attacullaculla benyttede lejligheden til at erindre sin stammefæller om stammens oprindelse, se artiklen om Cherokeer'ernes oprindelse og det var ved et lignende møde i 1811, at høvdingene Junaluska og Ridge talte stammen fra at indlede en total krig mod de hvide, som de ellers blev opfordret til af shawneehøvdingen Tecumseh.

Når en rød høvding døde - eller trak sig tilbage, det skete også - udpegede landsbyrådet en ny høvding, som kunne være beslægtet med den tidligere høvding, men meget ofte ikke var det - eller i hvert fald kun fjernt. Hvis en hvid høvding døde eller trådte tilbage gik embedet ofte, men langt fra altid i arv, til en slægtning på moderens side, fx en nevø. Når en overhøvding døde blev der også udpeget en ny (efter 1730*).  Her var det stammerådet, som udpegede en ny "First beloved man", som stammen selv kaldte personen, der bestred embedet. Imidlertid var det ikke altid at hele stammen kunne sende repræsentanter til disse stammeråd, og det skete da også, er der blev udpeget overhøvdinge, som ikke havde opbakning fra alle landsbyerne. I en senere artikel vil jeg fortælle mere om disse overhøvdinge fra den tidlige tid. I 1828 fik stammen en forfatning og fra den tid valgte man overhøvdingen på demokratisk vis i stedet for at lade rådet udpege denne. Den første udpegede overhøvding var Moytoy af Tellico, der havde embedet fra 1730 til 1741. Den første folkevalgte overhøvding var John Ross, som havde embedet fra 1828 til sin død i 1866.

* Omkring midten af 1700-tallet var det klassiske matrilineare system så småt ved at gå i opløsning, så det skete oftere og oftere at "arvinger" blev udpeget i den mandlige del af slægten. Således blev Moytoy i 1741 afløst som overhøvding af en af sine sønner, hvor han tidligere snarere ville være blevet afløst af en nevø.

Landsbyen

I dag kan man besøge museet Oconaluftee Indian Village lige uden for Cherokee i North Carolina. Museet viser hvordan en typisk cherokeebebyggelse var organiseret i tiden omkring 1750, og der er rimelig grundt til at tro, at også tidligere var byerne organiseret på samme måde.  Uden om det centrale rådshus, som typisk lå på landsbyens højeste sted (af til oven på høje som tidligere folk havde bygget, som fx i Kihtuwa*) lå landsbyens huse.

Der fandtes to forskellige typer af huse; sommerboliger og vinterboliger. Sidstnævnte var små, runde, lerklinede huse, som var bygget af sammenflettede pilegrene, og overtrukket med mudder, så de kunne holde på varmen. Husene havde typisk form, som en stor kurv, der lå med åbningen nedad, og var typisk gravet et stykke ned i jorden, så gulvet lå under den omgivende jordoverflade. I midten af hytten var et ildsted og et meget lille hul i loftet tillod røgen at slippe ud.

Sommerboligerne var større, firkantede og bygget af grene belagt med bark. Disse boliger var ikke tætnede, da idéen med dem, var at de skulle være kølige i de ofte meget varme somre. Ofte lå disse sommer og vinterboliger i to forskellige landsbyer og så flyttede beboerne mellem dem forår og efterår.

Senere, efter at stammen havde fået kontakt med ikke mindst engelske nybyggere, blev disse hytter udskiftet med en slags blokhuse uden vinduer, men med en enkelt dør og tag af bark med et hul eller en skortsten hvor røgen fra ildstedet kunne undslippe. Det er typisk denne slags huse, der kan ses i Oconaluftee, som vist på billede højre. Ud over selve boligerne disponerede en familie også forskellige udhuse, hvor der blev opbevaret kød fra mændenes jagter og høstudbytte, fra de planter, som kvinderne dyrkede.

* Cherokeerne mente, at det var deres egne forfædre, der havde bygget bronzealderhøjene, men da disse typisk er mellem 8 og 10.000 år gamle, skulle stammen være kommet til området langt tidligere end ellers antaget. Cherokeelegender fortæller godt nok, at stammen kom til området "før stenalderfolket", men det er der ingen arkæologiske vidnesbyrd om. I dag mener man, at stammen simpelthen enten overtog forladte bopladser, fra det højbyggende, men i øvrigt ukendte folk, der havde boede der før stammens indvandring eller simpelthen fordrev dette fra området. Mange moderne forskere mener, at højbyggerne snarere end cherokee'erne har været forfædre til creek-indianerne, som cherokee'erne ofte var i krig med, og som da de hvide kom til, boede i det centrale og sydlige Georgia. Cherokeerne har da heller ikke bygget høje i historisk tid.

Det skal bemærkes, at en cherokee landsby ikke nødvendigvis lignede en dansk eller europæisk landsby med en masse huse tæt ved hinanden. en cherokee landsby (bebyggelse) med 30-60 huse og 4-500 indbyggere kunne let dække et område på adskillige kvadratkilometer, og fra den ene ende af landsbyen til den anden kunne der være ganske langt, måske op til 5 - 6 km.

Dagligt liv i landsbyen

Der vides ikke så meget om det daglige liv i landsbyen, men man ved dog at der som allerede nævnt blev dyrket landbrug og jagt og udført mange forskellige håndværk. Blandt de afgrøder, som især blev dyrket, var "de tre søstre": majs, bønner og squash som var vigtige vegetabilske næringsmidler for stammens medlemmer. Desuden blev der dyrket (og indsamlet) en lang række frugter, bær, grøntsager og urter, både som føde og til medicinske formål. Stammen mente, at alle sygdomme, som man led af, var påført mennesket af dyrene, og at der for hver sygdom var en plante, som kunne kurere denne sygdom. Mere om dette i en senere artikel om stammens legender.

Derudover blev der udført en lang række håndværk, så som fletning af kurve, fremstilling af lertøj, bygning af kanoer, fremstilling af våben til jagt og krig og meget andet.

Specielt var stammen berømt for deres kanoer, som blev fremstillet på samme måde som stenalderfolket i Europa fremstillede både, nemlig ved udhuling af træstammer ved hjælp af ild. Fremstilling af en enkelt kano kunne tage op mod et år. Først skulle der hugges plads til "bålet", hvilket skulle gøres meget varsomt og kunne vare flere uger. Så skulle skroget udbrændes", hvilket varede  i omkring 6 måneder, hvor man skiftevis brændte bål kontrolleret af våd jord og vådt ler, og  fjernede det udbrændte træ. Dette krævede stor opmærksomhed, da man jo ikke ønskede at ilden skulle brænde gennem skroget. Hvis alt gik godt undervejs, kunne man ende med en kano på mellem 10 og 15 meters længde. hvor skroget overalt havde en ensartet tykkelse på omkring 2,5 cm med kun få mm afvigelse.  På billedet ses en moderne kopi af en kano, under bygning efter den traditionelle metode.

En anden ting, som stammen var berømt for var deres pilespidser som lignede dem som andre irokesere fremstillede, men var noget anderledes end de pilespidser som de øvrige sydøstlige stammer lavede. Pilespidserne var fremstillet af sten, oftest flint og var utroligt skarpe. De blev fremstillet i to forskellige varianter. Den ene havde runde "skuldre". Det vil sige at hjørnerne i den "flade" ende, hvor den blev fastgjort til pileskaftet var afrundede. Disse pilespidser blev primær brugt til jagt, da pilene nemt kunne fjernes, netop på grund af de afrundede hjørner. Disse pilespidser blev fastgjort til skaftet med plantefibre, typisk hamp.
Den anden type, som blev anvendt i krig, havde skarpe, skråtstillede hjørner i den "flade" ende, der fungerede som modhager. Disse pilespidser blev gjort fast til pileskaftet med dyresener, som udvidede sig og til dels gik opløsning, når de kom i forbindelse med blod. Derfor måtte man vælge enten at stikke pilen helt igennem, eller skære spidsen ud af en ramt kriger. Ofte måtte man nøjes med at skære skaftet af, og efterlade pilespidsen i den ramte, hvilket kunne føre til betændelse og eventuelt blodforgiftning. Pilene var mellem 90 og 95 cm lange og lavet af rørplanter, som voksede i bjergene og som i modsætning til de rør, man brugte til kurvefletning, var meget stive. Styrefjerene var normalt to kalkunfjer.

Også buerne selv imponerede de Sotos mænd. Buerne var normalt fremstillet af robinietræ, en meget stærk og holdbar træsort (som i dag anvendes som alternativ til trykimprægneret træ også i Danmark). En bue var normalt mellem 150 og 180 cm lang og 3,5 - 4 cm i bred på midten. Den blev noget smallere ved enderne, omkring 2 cm. Krigsbuer var ofte kortere end jagtbuer, så de var nemmere at håndtere i kamp, men havde samme bredde.  For enderne af buen var der udskåret ruderformede "knopper", og strengen blev så bundet fast lige under disse. Strengen var snoede eller flettede plantefibre, der ikke gav sig, når de blev våde (typisk jagtbuer), eller når det kunne skaffes fremstillet af bjørnetarme (typisk krigsbuer).  Buerne var D-formede og gav sig kun en ganske lille smule på midten, når de blev spændt. Buerne var typisk så kraftige og hårdt opstrengede, at spanierne simpelthen ikke kunne spænde dem. Man regner med en trækvægt på mellem 35 og 50 kilo eller mere (en moderne konkurrencebue har en trækvægt på ca. 22 kg for mænd). Alligevel kunne en trænet cherokeekriger nå at affyre syv pile på den tid det tog en spansk soldat at lade sit forladegevær. Ovenstående kanoer og våben blev typisk fremstillet af mændene i stammen i de få perioder, hvor de ikke var på jagt eller i krig.

Buer blev brugt til jagt på større dyr så som rådyr, ulve, bjørne mm. Til jagt på mindre dyr og fugle brugte man i stedet 2,5 - 3 meter lange pusterør fremstillet af hule siv. Disse blev så gjort glatte indvendigt ved hjælp af tyndere rør, måske forsynet med en skraber af flint. Pilene var lavet at tynde, spidse stykker træ, forsynet med "plantedun", typisk fra tidsler, i enden for at skabe lufttæthed mellem rør og pil og hjælpe til at styre pilen under flugten. God skytter kunne skyde og ramme præcist med disse pusterør på 10 til 15 meters afstand. Efterhånden opstod "våbensmede", som havde disse funktioner, som deres primære opgave.

Landbrug og håndarbejde
Hver familie havde normalt et mindre område i nærheden af deres bolig (som kunne ligge med flere hundrede meters afstand). Derudover havde de enkelte familier ansvaret for at specifikt område af fællesjorden, som de også skulle passe. Kvinderne stod for hele landbruget, fra pløjning og såning til pasning og høst. Mændene brugte store dele af sommeren til at føre krig om ogm vinteren rejste de ofte flere hundrede kilometer for at jage bjørne, og andet storvildt, som ikke fandtes i nærheden af landsbyerne. Om vinteren blev der fremstillet lerpotter, der blev flettet kurve, syet tøj og andre ting, som familien behøvede for at klare sig. Andre ting, der blev fremstillet i landsbyen var af knap så praktisk art, fx perlebroderier til pynt, og masker til ceremoniel brug var også blandt produkterne. Alt dette var kvindernes opgave. Til gengæld var det også kvinderne, der havde ejendomsretten til familiens ejendom, ikke manden. Hvis en kvinde blev skilt fra en mand, beholdt han kun sine personlige ejendele, typisk tøj og våben, og det var ham, der forlod hjemmet, ikke kvinden. Se også artiklen om klansystemet og familien. En anden af kvindernes opgaver var at sikre at ilden i hjemmet aldrig gik ud om vinteren.