Smukke klippeformationer i Arizona og Utah

Igen i 2006 skulle vi fejre 4. juli i USA. Under St. Augstine, Fl har jeg fortalt om første gang i 2002, hvor vi oplevede fyrværkeri, og fædrelandssange. Denne gang ville vi prøve noget andet, så vi havde valgt at fejre dagen i en lille by, og vi havde valgt Blanding, Utah (3.000) indbyggere. På film havde vi jo ofte set, hvordan man netop i de små byer fejrer nationaldag med parader, optræden, fællessang og bal osv., og det kunne vi egentlig godt tænke os at prøve, for det havde vi ikke oplevet ved de to tidligere lejligheder, selv om der godt nok havde været fyrværkeri i både St. Augustine og New Orleans. Og det skulle da også vise sig, at denne 4. juli blev anderledes end noget vi tidligere havde oplevet, om end ikke lige på den måde, vi havde forestillet os. Men først skulle vi altså til Blanding, og den tur bød på storslåede naturoplevelser. 

Vi tog afsted fra Williams, Arizona den 4. juli om morgenen. I første omgang tog vi I-40 de ca. 45 km til Flagstaff. Denne by er den eneste større by i det nordlige Arizona. Når man kører forbi Flagstaff på motorvejen, har den en meget karakteristisk profil på grund af den bjergkæde, der ligger lige nord for byen. Bjergkæden, San Francisco Peaks, er den højeste bjergkæde i Arizona, og den er oprindelig en gammel vulkan, der er eroderet, så den nu har adskillige toppe. En af disse er Humphreys Peak, der med sine 3.850 meter er det højeste bjerg i staten. Vi forlod motorvejen for at køre ad endnu et stykke af Route 66 gennem Flagstaff til vi mødte US-89, som fører nord på. Nogle kilometer nord for Flagstaff ad US-89 gjorde vi holdt for at se på og fotografere den omtalte bjergkæde. Ved samme lejlighed så vi nærmere på en anden, nu formodentlig udslukt vulkan, Sunset Crater, som lå ikke så langt fra hovedvejen. Toppen af vulkanen er 2.451 meter over havet, men da området, hvor den ligger (en del af Colorado Plateauet), er omkring 2.100 meter over havet, er selve vulkankeglen kun ca. 300 meter høj. Efter et kort ophold ved en rasteplads, hvor vi kunne se på vulkanen, kørte vi videre nord på. Ved byen Gray, hvis man kan kalde to huse for en by, kørte vi ind i Navajo reservatet, USA's største indianerreservat.

Reservatet er hjemsted for to indianerstammer, dels Navajo stammen, Navajo Nation, som de helst vil kaldes, og så Hopi stammen, som har deres eget reservat inde i Navajo Reservation. Det kunne jeg fortælle en lang historie om, og det gør jeg måske en anden gang. Reservatet er ca. 70.000 km², knap dobbelt så stort som Danmark, og det meste er ørken. Og det var denne ørken vi nu var på vej ind i. Ved den lille by Cameron, gjorde vi holdt. Her findes en række butikker og restauranter, og vi besøgte først en butik, der solgte indiansk kunsthåndværk. Da vi kom ind stod ekspedienten og spillede på indiansk lerfløjte, hvilket faktisk lød rigtigt godt, selv om jeg nok næppe ville nyde 45 minutter af det på en CD. Vi købte ikke noget, men nøjedes med at gå rundt og nyde de mange, og meget dyre ting. Blandt andet så vi en krukke og en kurv, som begge var meget flotte, men da prisen var omkring $1.200 for hver af dem, nøjedes jeg med at tage et par billeder. Vi så også et meget flot etui til lerfløjter. Det var broderet med turkiser, perler og sølv, og kostede en bagatel af $13.495 (ca. 80.000 kroner). Da vi havde set nok, fortsatte vi derfor til den trading post, der lå ved siden af, og hvor de havde kunsthåndværk af mindre anerkendte kunstnere, til noget mere fornuftige priser, men stadig meget smukke ting.  

Cameron ligger i et område, der kaldes Painted Desert, Den malede Ørken. Området strækker sig fra Grand Canyon i vest i et bælte gennem Arizona til grænsen til New Mexico. Tidligere havde vi oplevet Mount St. Helen, de store Redwood skove, Mojaveørkenen og Grand Canyon, og de kommende dage, ja allerede senere samme dag, skulle byde på endnu flere store naturoplevelser, men for mig står turen gennem dette fantastiske landskab, som noget af det mest storslåede, jeg nogensinde har set i USA. Hvorfor er egentlig svært at forklare, for landskabet var ikke særligt specielt, bortset fra farverne, så det har nok været dem, der har gjort det. Ørkenen består af bjerge og bakker bestående af skarpt afgrænsede lag af klippe med forskelligt mineralindhold, adskilt af lag af organisk materiale (området har engang været havbund), og dette får ørkenen til at fremstå som om bakkerne er malet med en pensel i grå, gule og ikke mindst lyserøde nuancer. Mange af farverne ændrer sig efterhånden som lyset skifter, og de skulle efter sigende være smukkest ved solopgang og –nedgang, men det oplevede vi så ikke. Til gengæld nåede vi da at se nogle farveskift, fordi solen skiftevis skinnede og lod være. I selve Painted Desert er der to "større" bebyggelser, hvoraf Cameron er den ene (1.000 indbyggere), og Tuba City (8.000 indbyggere) er den anden. Denne by var vi nu på vej mod, ikke længere af US-89 men af US-160, som netop fører gennem den nordlige del af Painted Desert. Byens navn har intet med musikinstrumentet at gøre, men kommer fra Toova, der er navnet på en tidligere hopi høvding. Det var på turen til Tuba City at Dorte sagde de vise ord: "Hver gang man tror, at nu kan det ikke blive mere imponerende, så bliver det det alligevel". Der er ingen tvivl om, at hvis det er rigtigt at livet består af de øjeblikke, hvor man "taber vejret", så blev der skabt meget liv hos både Dorte og jeg på turen gennem den malede ørken.

Efter Tuba City ebber det dog ud, fordi Painted Desert området strækker sig i sydøstlig retning, mens vejen fortsætter mod nordøst. Og det samme gjorde vi gennem byer som Tonmalea og Cow Springs, begge byer med under 500 indbyggere. Her går vejen langs grænsen til Hopi reservatet. Her kørte vi nu ikke ind, men fortsatte mod byen Kayenta. Hele vejen befinder man sig på Coloradoplateauet i omkring 2.000 meters højde, og kort før Kayenta kører man gennem Marsh passet i 2.042 meters højde. Til højre for vejen følger man Black Mesa, der er et højdedrag, der virker meget mørkt, næsten sort. Dette skyldes de kulårer, som findes i store mængder i bjerget. Mesa er et spansk og portugisisk ord, der betyder bord, og bruges i det sydvestlige USA om højdedrag med flade toppe og stejle sider, og dem er der rigtigt mange af. Black Mesa er meget imponerende, men også lidt dystert med sine over 300 meter høje stejle sider og den sortgrå farve. I Kayenta forlod vi US-160 og skiftede til US-163, som fører mere direkte mod nord til grænsen til Utah. Vejen fører også gennem udkanten af Monument Valley, hvor der ligger en "park", Monument Valley Navajo Tribal Park, og den ville vi gerne besøge. På strækningen mellem Kayenta og Monument Valley, oplevede vi hvad det ville sige at køre på en "Long and Lonesome Road", en lang, fuldstændigt lige vej, og stort set kun os på den. Vi forlod hovedvejen og kørte til parkens visitor center, hvor vi dels nød udsigten over de mange opragende klipper, som har givet parken dens navn, dels nød en kop kaffe og en portion frugtpie. Vi nåede kun at se en brøkdel af parken, men det, vi fik set, var igen særdeles imponerende. Som tilfældet var med Grand Canyon er Monument Valley meget svær at beskrive retfærdigt, men heldigvis har de fleste set stedet, i hvert fald på film, da det har dannet kulisse for mange westerns og andre film. Fx har John Ford indspillet ikke mindre end 10 film i Monument Valley, og scener fra Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" er også optaget her. Og selv da vi forlod parken, fortsatte det meget imponerende landskab. Det er i øvrigt her på US-163 men i sydlig retning nord for parken, at Tom Hanks løber i filmen "Forrest Gump", da han pludselig chokerer sine "medløbere" ved at stoppe op og meddele, at nu tager han hjem. 

Vi var nu kørt ind i Utah. Da vi oprindeligt planlagde turen hjemmefra havde vi talt om at overnatte i byen Mexican Hat, men havde altså skiftet mening og i stedet valgt Blanding. Men netop ved Mexican Hat kørte vi ud af Navajo reservatet, og vi så lidt på byen, mens vi kørte igennem. Byen er meget lille, den mindste bortset fra Gray, som vi havde kørt gennem på hele 2006-turen. Ved den seneste folketælling var der 88 indbyggere, og der så ikke ud til at være kommet flere siden, men der var dog et par moteller, så vi kunne have overnattet der. Byen ligger ved San Juan floden, og den har navn efter en meget karakteristisk klippe, som ligger lige uden for byen. Den ligner en omvendt sombrero, og den måtte vi naturligvis fotografere. Det var selvfølgelig ikke nok at se klippen på afstand, næh, vi skulle tæt på. Så vi forlod landevejen og kørte ad en lille grusvej ned mod klippen. Efter at have taget tilpas mange billeder af "hatten", kørte vi videre mod nord, og vi gjorde ikke flere stop før vi nåede Blanding, som lå ca. 75 km nord for Mexican Hat. Her fandt vi ganske nemt hotellet. Vi fik et værelse, der for første gang lå i stuen med dør ud til verden, så vi kunne parkere bilen lige uden for værelset, og få vores kufferter slæbt ind uden at skulle op ad trapper. Efter at have pakket ud og slappet af en times tid, var vi klar til at fejre 4. juli sammen med de lokale. Vi gik derfor over i receptionen for at høre, om damen der kendte nogle gode restauranter. Det viste sig, at der kun var to af slagsen i hele byen, men hun var ikke sikker på, om de havde åbent. Den ene lå lige på den anden side af gaden, og der kunne vi hurtigt konstatere, at den i hvert fald havde lukket. Den anden lå ved byens udkant i den retning vi var kommet fra, så vi entrede bilen og kørte tilbage i samme retning og fandt da også restauranten. Da vi forsøgte os, viste det sig imidlertid, at også denne var lukket. 4. juli er åbenbart helligdag i Blanding, hvor ingen spiser ude. Det eneste vi kunne finde, var en Subway café, og det er jo ikke helt det samme som en restaurant, men vi købte et par sandwich, som vi kunne tage med hjem til hotellet. I et nærliggende supermarked ville vi have købt et par øl, men det solgte de ikke, heller ikke vin eller spiritus. I følge kassedamen skulle man køre 30 km mod nord til den statslige spiritusbutik, hvis man ville have noget at drikke, der var stærkere end cola, så det opgav vi, og nøjedes med sodavand. Der var heller ikke hverken fyrværkeri , parader eller anden officiel hyldest til Uafhængighedsdagen, så hvis man overhovedet har fejret den i Blanding, har det været under private former. Så  det blev som planlagt en anderledes 4. juli. Den blev nemlig fejret i fred og ro på værelset med kolde sandwich, chips og sodavand, mens vi så TV, til vi kedede os for meget og faldt i søvn.

Næste dag skulle vi så videre nord på - og med en omvej mod syd, som jeg har fortalt om i Djævelens Hovedvej, nåede vi frem til Moab, Utah. Her havde vi ikke bestilt hotel, men regnede med, at vi kunne finde et. Og der var da heller ingen problemer. Vi nøjedes i første omgang med at slæbe kufferterne ind, inden vi kørte videre til Arches National Park for at se på flere klippeformationer. Parken ligger ca. 8 km nord for Moab, så det tog kun 10 minutter (vi skulle jo lige ud af byen først). Til gengæld er der 75 km vej inde i parken, så skal man rundt på dem alle, og også nå at se noget, kan det godt tage sin tid. Vi brugte omkring fire timer i parken, og valgte at se kun fire af de ca. 2.200 Arches (buer), der er registreret inden for parkens område. Det er det største antal naturlige buer, der er samlet på et sted i hele verden. Desuden så vi en række andre ting, så som forstenede klitter og flere opretstående klipper med eller uden overliggende sten. Parken er overordentlig smuk, med de samme rødbrune farver, som også findes i Monument Valley, men her er farverne ofte noget lysere, og her er de altså suppleret med buer. En bue skal i øvrigt have en åbning på mindst 90 cm på hver led, for at blive regnet som bue. Mindre huller findes, men de tæller altså ikke med. Det første stop, vi gjorde, var dog ved Balanced Rock, en opretstående klippe med en klippeblok, der har større diameter end "fundamentet" balancerende på toppen. Her forlod vi bilen og vandrede rundt om klippen så den kunne blive foreviget fra alle sider.   

De tre første buer, vi så, var Skyline Arch, Sand Dune Arch og Broken Arch. Vi tog vejen gennem parken så langt den nu går, til en parkeringsplads ved det såkaldte Devil's Garden Trail. Der ligger flere buer længere ude i parken, men her skal man gå ret langt, for at få dem at se, blandt andre parkens største arch, Landscape Arch, der er næsten 100 meter bred. Derimod er turen fra parkeringspladsen til Skyline Arch kun omkring 300 meter hver vej, så det er lige til at overleve. Vi spadserede altså ud til buen og fik beset og foreviget den, inden vi gik tilbage til bilen og kørte til det næste stop. Ved dette stop gik vi to ture. Først til Sand Dune Arch, under hvilken der faktisk ligger en stor sandklit. For at komme til denne arch, skulle vi gennem en snæver passage, men til gengæld, var den nydelig, da vi først kom derind. Også denne tur var omkring 300 meter hver vej. Den næste bue, vi valgte at se, var Broken Arch, og hertil var gåturen noget længere, nemlig godt og vel en kilometer hver vej. Selve buen var da nydelig, men så heller ikke mere, men undervejs kunne vi beundre noget af floraen og faunaen i området. Blandt andet så vi forskellige kaktusser, med og uden blomster, "Blackbrush", som er en kvælstoffikserende plante, der vokser i stort tal i området, enebær og "cryptobiotic crust", jeg kender ikke det danske navn, men det er en skorpe af forskellige mikroorganismer, som er utroligt vigtigt for livet i ørkenen, og man advares på flere skilte mod at træde på disse "skorper". Af fauna så vi kun en lille hare og nogle fugle. Der er ellers nok at se, hvis man er heldig. Lige fra bighorn sheep over mulhjorte til pumaer og losser, og også lidt "mindre spændende" dyr som skorpioner og klapperslanger, men alle disse dyr er meget sky, og vi fik da heller ikke set nogen af dem ved den lejlighed. 

Det sidste bue vi havde planlagt at se, var Delicate Arch. Det er nok den mest berømte naturlige bue i verden. Den står alene på en vindomsust klippetop, og regnes for at være særdeles smuk. For at komme helt op til denne bue og tilbage igen, skal man gå omkring 5 km med en stigning på 150 meter. Turen kan være anstrengende, og man skal regne med at bruge 2-3 timer på den. Så meget tid havde vi desværre ikke, så vi valgte at se på buen på afstand. Det kan man gøre to steder fra. Det ene, der kaldes Delicate Arch Viewpoint, ligger kun 100 meter fra en parkeringsplads, og her er der helt jævnt. Den sidste mulighed er at gå ad en ca. 800 meter lang sti med en stigning på 61 meter til toppen af en bakke, på den anden side af den canyon, som Delicate Arch ligger ved. Herfra har man et godt udsyn til buen, men man kan ikke krydse kløften. Da vi som sagt ikke havde så meget tid, valgte vi den løsning, og selv om stien visse steder var ret stejl, var det besværet værd, for udsigten oppe fra bakken, både til Delicate Arch og ud over området i almindelighed, var fremragende. På vej tilbage mod udgangen gjorde vi holdt for at fotografere de forstenede klitter. Disse klitter bestod oprindeligt af sand, men senere aflejringer af klippe pressede sandet sammen til sandsten, og da de overliggende aflejringer igen eroderede væk, blev altså de forstenede klitter tilbage. Da vi var ved at være trætte, valgte vi at forlade parken

 og køre tilbage til byen.  

Her kunne vi om aftenen sidde på værelset og nyde udsigten til bjergene i det fjerne, som skiftede farve efterhånden som solen gik ned. Endnu et rigtigt smukt syn på et par dage, hvor der ellers havde været rigeligt at se på.

Flere billeder under Arizona og Utah