Route 66
Fra Kingman til Williams, Arizona valgte vi så at køre ad vejen! Altså vejen med de mange navne, fx Will Rogers Highway, The Main Street of America, The Mother Road eller bare Route 66. Det officielle navn var US Highway 66, men i dag er hovedvejen nedlagt som officiel betegnelse, og US-66 er ikke længere en del af USA's hovedvejssystem. Men store dele af vejen eksisterer stadigvæk, og er nu udlagt som historisk område, med det maleriske navn Historic Route 66, og vejen har fået sine helt egne skilte.
Oprindeligt (i 1926, da den blev anlagt), gik vejen fra Chicago til Los Angeles, eller rettere til Santa Monica. Vejen havde sin storhedstid i 30'erne under depressionen, da det var den vej, mange bønder fra blandt andet Oklahoma, og Kansas, der var hårdt ramt af tørke, rejste ad på deres vej til Californien. Det var disse mennesker, som oprindeligt kaldtes oakies, en betegnelse som i dag nok kendes bedst fra sangen "An Oakie From Muskogee". Også under 2. Verdenskrig og i 50'erne blev vejen flittigt benyttet, først af de mange, som rejste til Californien for at arbejde i krigsindustrien, og senere af de mange, som havde fået mere fritid, og derfor rejste på ferie på vestkysten. I 1956 begyndte man så at etablere interstatesystemet, og det betød nedgangstider for Route 66, og flere og flere strækninger af den gamle vej blev nedlagt og erstattet af motorvej. I 1985 blev vejen taget ud af hovedvejssystemet, og mange af dens strækninger fik lov til at forfalde, mens andre strækninger kom til at indgå i andre veje, både motorveje og mindre veje. I dag eksisterer omkring 80% af de 3.939 km vej, og vejen har fået en genopblussen", ikke mindst efter at nogle stater har erklæret den som historisk mindesmærke, og er begyndt at genetablere dele af den. Jeg bør vel også nævne, at vejen blev meget kendt på grund af sangen "Get Your Kicks on Route 66" af jazzmusikeren Bobby Troup. Ikke mindst Nat King Cole fik et stort hit med sangen, og senere har også Chuck Berry, Rolling Stones og mange andre lavet versioner af denne sang.
Vejen er ikke lige godt bevaret alle steder, men en af de bedst bevarede dele er strækningen fra Kingman til Seligman i Arizona, og det var netop denne strækning vi havde besluttet at køre ad. Da vi forlod Kingman kørte vi derfor nordpå. Route 66 går på denne strækning i en bue mod nord og øst, inden den igen drejer mod syd og vender tilbage til Seligman, der ligger på højde med Kingman. Vejen førte gennem et særdeles afvekslende landskab. Lige efter Kingman var der dyrkede marker, men hurtigt skiftede det til prærieagtig bevoksning, som så gik over i ørken. Fra ørken til stejle, klippefyldte bjerge, og efterhånden som vi nærmede os Seligman, hvor vi forlod Route 66, blev bjergene græs- og senere træklædte. Vi gjorde flere stop undervejs, dels for at fotografere selve vejen, som sine steder er ret lige over lange stræk, og dels for at fylde benzin på bilen. Det skete inde i Hualapai indianerreservatet, og det var da også en indianer, der passede tanken, men bortset fra ham, og de børn der legede uden for, så vi ikke noget til hualapaierne. Reservatet er et af de to reservater, der ligger langs sydsiden af Grand Canyon, det andet er Havasupai længere mod øst. Førstnævnte stamme har i øvrigt netop (i 2007) bygget en glasbro, der går i hesteskoform ud over Grand Canyon, så man fra broen kan se ned i kløften under sine fødder. Denne bro er med til at trække turister til reservatet, og det er en væsentlig del af indianernes indkomst. Tankstationen, hvor vi fyldte benzin på, lå lige ved siden af Grand Canyon Caverns, men dem besøgte vi nu ikke, ligesom vi også valgte at springe over de mange udstillinger om dinosaurer, som ligger i dette område, hvor der er fundet en del skeletter af disse øgler, blandt andre Tyrannosaurus Rex og Brontosaurus. Da vi fortsatte ad vejen, kunne vi se, at mørke skyer begyndte at trække sammen over bjergene mod nord, og vi kunne også se at det regnede i den retning, men der hvor vi kørte, var det solskin og dejligt vejr.
Seligman er en af de meget markante Route 66 byer, der har bevaret meget af sit præg fra dengang vejen var "aktiv", men da klokken var ved at være mange, undlod vi at stoppe her, men nøjedes med at se tingene, mens vi kørte gennem byen. Dagens mål var Williams, som var et af de steder, vi havde bestilt hotel hjemmefra. Efter Seligman er Route 66 ikke helt så velbevaret, så vi tog I-40 de sidste 40 miles til Williams. Williams er en forholdsvis charmerende by, hvor Route 66 oprindeligt var hovedgade (det er den sådan set endnu, bortset fra, at den altså er nedlagt). Gaden har stadig masser af Route 66 skilte, og mange af byens butikker sælger Route 66 souvenirs. Men man man også finde fremragende indiansk kunsthåndværk til ikke helt billige priser. Om morgenen kan man overvære et rigtigt western "shoot out", hvis man er til den slags, og fra Williams kan man køre med Grand Canyon Railroad til Grand Canyon. Williams reklamerer i øvrigt med, at der er 45 km til nærmeste stoplys.