Opstandelsen

Efter historien om korsfæstelsen fortsætter evangelierne med at fortælle den mest kontroversielle del af beretningen om Jesus, nemlig historien om opstandelsen. Uden denne del havde hele historien drejet sig om en religiøs personlighed, der forsøgte at gøre oprør mod en besættelsesmagt, men blev henrettet for det. Det var opstandelsen, der skabte Kristendommen, og den væsentlige bagmand bag den kristendom, vi kender i dag, havde da heller ikke kendt Jesus, og interesserer sig slet ikke for ham. Kun den genopstandne Jesus har Paulus' interesse.

Men inden Jesus kunne genopstå, skulle han først lægges i graven. Om dette skriver evangelierne ikke meget, men dog nok til at det er interessant.

Mattæus har denne passage: "Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres. Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik. Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven." (Matt. 27.57-61).

Hos Markus hedder det: "Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat, kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven. Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt." (Mark. 15.42-47)

Lukas har følgende: Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand, som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen. Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud." (Luk. 23.50-56).

De tre historier ligner hinanden en hel del, men de er alligevel så forskellige, at det bliver interessant. Mattæus og Lukas antages normalt at have baseret deres historier på Markus evangeliet foruden på en mulig anden fælles kilde. Det er meget sjældent at de to, udelader noget, som Markus har med; snarere tilføjer de noget. Imidlertid skriver Mattæus ikke noget om forberedelsesdagen, og han kender ikke til at Josef af Arimatæa købte et lagen. Hos Mattæus har han det allerede. Til gengæld er Mattæus den eneste af synoptikerne, der ved, at graven, som Jesus blev lagt i, tilhørte Josef selv. Markus ved bare, at graven er hugget ud af klippen, mens Lukas kan tilføje, at der endnu ikke har ligget nogen i graven. Markus ved (hvorfra han så end ved det), at Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død. Døden ved korsfæstelse ventede normalt længe på sig. Først da han har tilladt officeren, som har været ansvarlig for henrettelsen, bliver han overbevist. Denne historie kender hverken Mattæus eller Lukas. Til gengæld er Markus og Lukas enige om, at Josef var medlem af rådet (Sanhedrin), mens Mattæus bare ved, at han var rig. Desuden er Mattæus og Markus enige om at en stor sten blev væltet foran graven, mens Lukas ikke fortæller noget om dette. Mattæus og Markus sætter også navn på de kvinder, der fulgte Jesus til graven, mens Lukas bare ved, at det var de samme, som havde fulgt ham fra Galilæa.

Om det er senere redaktører, som har skabt forskellene kan ikke siges i dag. Der er dog noget, der tyder på, at dette er et af de tilfælde, hvor Mattæus og Lukas ikke bare har "skrevet af" efter Markus, men har kendt selvstændige historier, eller måske slet ikke har kendt Markus' historie om begivenhederne. Det er almindeligt anerkendt at afslutningen af Markusevangeliet (Mark. 16.9-20) er en senere tilføjelse, måske fordi evangeliet er afsluttet med 16.8 eller fordi den oprindelige afslutning af en eller anden grund er gået tabt, så måske har den version af evangeliet som Mattæus og Lukas har brugt, heller ikke haft historien om gravlæggelsen med. Hvis de har fået denne overleveret mundtligt, kan det måske forklare forskellene.

Johannes er undtagelsesvis forholdsvis enig, men har langt flere detaljer: "Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse. På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden." (Johs. 20.38-42).

Passagerne hos de fire evangelister har givet anledning til adskillige udlægninger. Blandt andet er det fremført som argument for at Jesus overlevede korsfæstelsen, at Josef skulle anvende et græsk ord (soma), der normalt betyder en levende krop , da han beder Pilatus om at få Jesus udleveret. Pilatus refererer derimod til Jesus med et andet græsk ord (ptoma), som betyder "lig". Et andet diskussionsemne, er placeringen af graven. Johannes ved, at den lå i en have, som oven i købet lå samme sted som henrettelsen fandt sted. Dette er ukendt for de synoptiske evangelier, men derfor kan det sagtens være sandt alligevel. Der er også diskussioner om, hvem der var med ved gravlæggelsen. De tre synoptiske evangelier lader Josef være alene om gravlæggelsen, som dog blev overværet af nogle kvinder. Johannes kender ikke noget til kvinderne, men lader til gengæld Josef få assistance fra Nikodemus. Denne Nikodemus er Johannes ene om at nævne på noget tidspunkt. Til gengæld omtaler han ham flere steder, blandt andet ved den begivenhed som ovenstående passage referer til, som stammer fra Johs. 3.1 - 3.13) samt igen i Johs. 7.50. I begge passager antydes det, at Nikodemus stod på Jesus side, selv om han var farisæer, som jo var Jesus modstandere i henhold til evangelierne. (At de næppe var det i praksis, er en anden sag, som jeg vender tilbage til i en senere artikel.) Ligesom Josef af Arimatæa var også Nikodemus medlem af Sanhedrin (og formodentlig identisk med den historiske Nikodemus ben Gurion, som levede på dette tidspunkt og som var medlem af Sanhedrin), og hvis Jesus har haft to støtter i Rådet, har han sikkert også haft flere, men det er igen en anden historie, som hører til et andet sted.

Så vidt selve gravlæggelsen. Som tidligere nævnt er det imidlertid opstandelsen, som har skabt kristendommen, så lad os se på, hvad evangelisterne, har at sige om denne. Igen vil jeg starte med Mattæus:

"Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«" (Matt. 28.1-7)

Umiddelbart efter, i vers 9, møder kvinderne Jesus, som de falder på knæ og tilbeder, efter at han har hilst dem med et muntert "God morgen".

Markus historie en en anelse anderledes: "Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange." (Mark. 16.1-8).

Hos Markus viser Jesus sig kun for Maria Magdalene i første omgang, og senere for to af disciplene på vej ud af landet, men her i en anden skikkelse, end den, han havde brugt overfor Maria.

Lukas har denne historie: "Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord." (Luk. 24.1-8)

Hos Lukas viser Jesus sig tilsyneladende ikke for kvinderne, men Peter løber ud og ser på den tomme grav og undrer sig. Til gengæld viser Jesus sig for to disciple på vej til byen Emmaus. Disciplene kunne dog ikke genkende ham i første omgang. Først ved måltidet om aftenen, bliver de klare over, hvem de er sammen med.

Johannes har en historie, som igen ligger forholdsvis tæt på synoptikerne: "Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen." (Johs. 20.1-10).

Johannes lader Maria Magdalene møde Jesus i vers 14, efter at hun har talt med nogle engle. Hun genkender ham ikke, men tror, at der er tale om havemanden.

Selv om historierne ligner hinanden meget, er der en del detaljer, som afviger. Markus, der normalt betragtes som det ældste af de fire evangelier nævner tre navngivne kvinder, som kom for at salve Jesus. Det var Maria Magdalene, Maria Jakobs moder og Salome. Lukas nævner bare nogle kvinder uden at sætte navn på, hvilket han gør i vers 10, hvor han nævner Maria Magdalene, Maria, Jakobs mor og Johanna samt "de andre kvinder", men det er ikke helt klart, om det er disse kvinder der fortæller de øvrige disciple om Jesus forsvinden, eller om nogle af dem, er blandt publikum til historien. Mattæus kun har to kvinder, nemlig Maria Magdalene og "den anden Maria" og hos Johannes er antallet reduceret yderligere til at det kun er  Maria Magdalene som besøger graven. Alle evangelierne er dog enige om at Maria Magdalene var med, så det kan vi nok tage for givet. I en senere artikel vil jeg forsøge at holde styr på alle de mange Maria'er og andre personer i evangelierne, men her antager vi bare, at de alle er forskellige personer).

Undtagelsesvis er Johannes enig med i hvert fald én af synoptikerne, nemlig Lukas, om at Jesus ikke viste sig for nogen umiddelbart efter at den tomme grav blev opdaget. Hos Markus og Mattæus viser Jesus sig hhv. for Maria Magdalene og alle kvinderne, der var ude ved graven, og de har tilsyneladende ikke problemer med at genkende ham, hvorimod de disciple, som senere møder ham, ikke kan se, at det er Jesus, de står overfor. Dette kan måske tydes i retning af, at Mattæus og Lukas ikke har benyttet Markus som forlæg for netop denne hændelse. Det harmonerer meget godt med en antagelse om, at de sidste vers (9 til 20) hos Markus er en senere tilføjelse, enten fordi der aldrig har været en afslutning eller fordi den oprindelige afslutning er gået tabt. Her kunne man så forestille sig at en senere redaktør har brugt Johannes eller Lukas som forlæg til sin afslutningen af Markus. Hvis det er tilfældet, er det muligt at fortællingen hos Mattæus er den mest oprindelige.

Til gengæld er Mattæus noget ivrig i sin trang til at fastslå det overnaturlige ved genopstandelsen, da han lader en engel stige ned fra himlen og under råb og lynild vælte stenen fra graven, mens kvinderne står og ser på. Englen er dog ikke videre troværdig, idet han meddeler kvinderne at Jesus er gået foran dem til Galilæa, hvor de skal møde ham. Ikke desto mindre møder de Jesus allerede i næste vers, da de er på vej væk fra graven. Læg dog mærke til at "englen" er klædt i hvidt. Markus lader Maria møde en enkelt ung mand klædt i hvidt. Hos Markus er stenen allerede væltet fra gravens åbning, og den unge mand sidder inde i graven. Markus ved endog at han sidder i gravens højre side. Hos Lukas er stenen også væltet til side, da kvinderne kommer og de møder ikke én men hele to mænd i lysende (hvide) klæder. Disse to mænd mere end antyder at Jesus slet ikke er død: "Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde?" Johannes kender hverken til mænd eller engle. Her opdager Maria simpelthen at stenen er væltet fra graven og at Jesus er væk.

Det eneste, der er enighed om i denne sammenhæng er, at stenen er væltet fra graven, eller bliver det, mens kvinderne kigger på. Dette lyder ikke specielt "overnaturligt". Var det faktisk en almægtig Gud, som havde ladet Jesus genopstå mirakuløst, havde han vel næppe behøvet at vælte stenen til side, men kunne have klaret det gennem klippen. Mennesker derimod, som ikke har disse mirakuløse evner ville nok være nødt til at tage mere jordnære midler i brug. Johannes fortæller også at linnedklæderne (altså det tidligere nævnte lagen) lå i graven, mens klædet som havde været anbragt over Jesus hoved, var rullet nydeligt sammen et andet sted. Igen er der ikke noget i denne beskrivelse, der tyder på nogen speciel mirakuløs opståen. Man kan faktisk undre sig over, hvorfor ligklæderne overhovedet lå tilbage, uanset om Jesus så genopstod af den ene eller den anden grund, og det er da også kun hos Johannes at det nævnes.

Markus har tidligere omtalt en ung mand kun iført et lagen. Det var i forbindelse med Jesus arrestation (Markus 14.51-52). Så måske betyder hvide klæder noget særligt for Markus, eller måske snarere for Simon Peter, som de fleste forskere er enige om, har været Markus' vigtigste kilde. Moderne forskere mener at vide, at specielt essenerne (én af de sekter som der er mistanke om at Jesus har haft forbindelse med), var kendt for at gå i hvide dragter. De var også kendt som læger og healere, så måske har der været en sådan til stede ved gravlæggelsen, fx for at sikre, at Jesus faktisk ikke var død, eller hvis der var tale om en substitut, som jeg tidligere har antydet, at denne netop VAR død.

Når de, der ser Jesus efter opstandelsen, har svært ved at genkende ham, kunne man måske forestille sig, at han var forklædt. Det ville vel være naturligt, hvis han dels skulle foregive at være død i forhold til myndighederne, og derfor netop ikke ønskede at blive genkendt. I hvert fald er der ingen, der har problemer med at genkende ham, når han først giver sig til kende.

Efter genopstandelsen møder Jesus disciplene ved én eller flere lejligheder. Hos Mattæus kun en enkelt gang, i Galilæa hvor Jesus befaler at de skal gå ud og gøre folkeslagene til hans disciple. I det, der nok er en senere tilføjelse til Markus, viser han sig først for to disciple (som ikke var med i de tilbageværende 11) og endelig viser han sig netop for de 11 mens de sidder ved bordet. Vi får det ikke direkte at vide, men kan læse mellem linjerne at dette sker, mens disciplene fortsat er i eller i omegnen af Jerusalem. Også her sender Jesus disciplene ud for at missionere. Lukas har en noget længere redegørelse for mødet med de to disciple på vejen til Emmaus, inden han lader Jesus møde de tilbageværende 11. Her er der ingen tvivl om, hvor det er, da det meddeles klart at mødet finder sted i Jerusalem. (Luk. 24.33). Hos Lukas er Jesus tydeligvis en fysisk skikkelse og ikke en åndelig, idet han spiser sig noget fisk.  Også her sender Jesus disciplene ud for at omvende alle folkeslag, men giver dem direkte instrukser om at de skal begynde i Jerusalem (Luk. 24.47). Markus og Lukas bringer begge en beretning om Jesus Himmelfart, mest detaljeret hos Lukas, hvilket også kunne være en indikation af, at afslutningen af Markus evangeliet i virkeligheden er baseret på Lukas. Lukas ved endda at himmelfarten fandt sted i nærheden af Betania.

Fælles for synoptikerne er at evangelierne slutter med opstandelsen og mødet med disciplene, hos to altså efterfulgt at historien om genopstandelsen. Johannes er som så ofte noget anderledes.

Jesus kommer til disciplene mens de holder sig skjult af frygt for jøderne. Dette finder sted i hus i eller i nærheden af Jerusalem. Han hilser dem og viser dem sårene i hænderne og i siden, hvilket gør disciplene glade. Dernæst velsigner han dem og giver dem magten til at tilgive (eller lade være med at tilgive) synder, en magt som ellers hører Gud til. Hos Johannes er der kun 10 disciple til stede idet Thomas først kommer til senere og nægter at tro på at det virkelig er Jesus, hvis han ikke selv får lov til at stikke sine fingre i dennes sår. Her glider Johannes fra "historisk" beskrivelse til ren religion og tilføjer så sporadisk at Jesus gjorde mange andre tegn for disciplene som desværre ikke er nævnt i bogen. (Johs. 20.30). Johannes fortælling afsluttes ikke her, men indeholder endnu et kapitel, hvor Jesus igen møder disciplene, denne gang i Galilæa. Dette var den tredje åbenbaring efter opstandelsen. (Johs. 21.14). Igen handler mødet meget om mad, selv om det er sat ind som en mirakelfortælling, hvor Jesus hjælper Peter med at fange fisk og siden med at tilberede dem. Dette evangelium slutter med at Jesus udnævner Simon Peter til at passe på de øvrige disciple og forudsiger Peters senere død som martyr (hvilket må betyde at i hvert fald afslutningen af evangeliet er skrevet nogen tid efter denne begivenhed, som antages at have fundet sted i år 67). Til sidst kommer nogle indviklede sætninger om, den discipel som Jesus elskede, som gør det uklart om denne er død på tidspunktet hvor evangeliet blev nedskrevet eller ikke.

For mig er der ingen tvivl om, at har der fundet nogen form for opstandelse sted, så har den været helt naturlig. Enten er Jesus lig blevet fjernet af hans tilhængere, eller evt. at andre, som netop ville forhindre at hans tilhængere fik fat i det. Alternativt har Jesus overlevet, korsfæstelsen, og så har man selvfølgelig haft brug for at få ham ud af graven.  Eventuelt har en substitut skulle fjernes inden mennesker, der kendte Jesus godt, kom for at foretage begravelsesritualer.

- Tilbage til Jesus Hovedside -