Retssagen mod Jesus

Mange mennesker bruger udtrykket "at blive sendt fra Herodes til Pilatus", men der er nok ikke mange, der i dagligdagen tænker over, at udtrykket stammer fra Det Nye Testamentes beskrivelse af retssagen mod Jesus, nærmere bestemt fra Lukasevangeliet, kapitel 23, vers 7 – 12. Mere om det senere.

Retssagen mod Jesus er nok en af de mest omdiskuterede retssager i verdenshistorien, på trods af at vi stort set intet ved om den. Nogle forskere mener, at retssagen aldrig kan have fundet sted, i hvert fald ikke som beskrevet, andre mener, at den har fundet sted, men at den var "ugyldig" og at Jesus burde have været løsladt, og atter andre har helt andre forklaringer. Evangelierne er – som sædvanligt – heller ikke enige om, hvad der foregik, og det eneste vi i dag ved med sikkerhed er, at Jesus blev dømt til døden ved korsfæstelse. Jeg vil her se bort fra, at ingen i dag kan forklare, hvor evangelierne – i hvert fald de synoptiske – har deres viden fra, eftersom ingen af dem, var med til forhør hos hverken præster eller Pilatus. Og de, der var med, har næppe haft interesse i at fortælle det senere.

Men lad mig starte med at se på evangelieteksterne. Alle evangelierne er enige om, at Jesus bliver arresteret en aften i en have. Jeg har allerede (i artiklen om Den sidste Nadver og arrestationen af Jesus) fortalt om disse begivenheder, så her vil jeg fortsætte med, hvad der så skete.

I følge Markus, blev Jesus efter sin tilfangetagelse ført til ypperstepræsten. "Alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes." (Mark. 14.53). Ypperstepræsterne (og nu er det pludseligt "alle", så der forudsættes flere), og Rådet forsøgte at finde vidner, og det lykkedes tilsyneladende. Desværre for anklagerne blev der afgivet falske vidnesbyrd, som var i modstrid med hinanden, og derfor kunne Jesus ikke dømmes til døden. Så spurgte ypperstepræsten (nu er der kun én) Jesus selv, om han havde noget at svare på det, der var vidnet mod ham, hvilket han ikke havde. Spørgsmålet kan virke lidt mærkeligt, da vidnerne jo ikke var enige, så hvad mon egentlig man forventede at Jesus ville svare? Først da ypperstepræsten spurgte om han var Kristus, svarede Jesus "Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer." (Mark. 14.62). Nu mente ypperstepræsten at Jesus selv havde erkendt, og derfor dømte et enig Råd ham til døden." Hvad han egentlig blev dømt for er ikke klart, eftersom det ikke bliver nævnt i evangeliet nævnt, og det var ikke ifølge jødisk lov forbudt at kalde sig hverken messias (hebraisk for "den salvede", som Kristus er det på græsk) eller menneskesønnen.

Om morgenen, da Rådet havde dømt Jesus, blev han ført til Pilatus. Pilatus spurgte ham, om han var "jødernes konge", hvortil Jesus svarede "Du siger det selv". (Mark. 15.2).  Dette spørgsmål hænger tilsyneladende ikke sammen med en eventuel anklage for blasfemi. Ypperstepræsterne anklagede igen Jesus, og Pilatus undrede sig over, hvorfor han ikke ville forsvare sig. Så følger en beskrivelse af episoden, med Barabbas, som allerede er beskrevet i en anden artikel. Nu var det pludselig "folkeskaren", der på ypperstepræsternes opfordring krævede Jesus dødsdømt. Pilatus ville gerne gøre folkemængden tilfredse og dødsdømte derfor Jesus.

Så vidt Markus. Mattæus følger næsten samme skabelon. Han forklarer dog at de skriftkloge og de ældste var samlet hos ypperstepræsten Kajfas, som Jesus blev ført til. Hos Mattæus var det ypperstepræsterne (igen i flertal), der selv forsøgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus, og i følge dette evangelium lykkedes det faktisk at finde to vidner, der var enige. De fortæller at Jesus havde sagt at han kunne: "bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage". (Matt. 26.61). Også her nægtede Jesus imidlertid at forsvare sig mod anklagerne, så også Mattæus lader ypperstepræsten spørge om Jesus var Kristus. Jesus var ikke helt så konkret som hos Markus, men svarer dog "Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer." (Matt. 26.63) Så  blev Jesus ligesom hos Markus, dømt til døden, men Mattæus nævner, at det er for gudsbespottelse.

Næste morgen traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste så beslutning om, at Jesus skulle dødsdømmes og de overgav ham til Pilatus. Her stillede Pilatus det samme spørgsmål som gengivet af Markus, nemlig om Jesus var jødernes konge og Jesus svarede som hos Markus. Ypperstepræsterne anklagede ham og Jesus forsvarede sig ikke. Pilatus indledte nu forhandlingerne om, hvorvidt Barabbas eller Jesus skulle frigives, fordi hans kone havde sagt til ham "Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham." (Matt. 27.19). På trods af det, endte det også her med at Pilatus dødsdømte Jesus, om end med en del modvilje: "Han spurgte: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de råbte blot endnu højere: "Han skal korsfæstes." Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: "Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag."" (Matt. 27.23-24.).

Hos Lukas blev Jesus ført til ypperstepræstens hus. Her blev han hånet og slået. Det gjorde han også hos Markus og Mattæus, men der var det først efter, at  rådet havde dømt ham. Ifølge Lukas skete det ikke mere, før det blev dag, hvor Jesus så blev stillet for Rådet. Ordvekslingen her, var noget anderledes. Rådet spurgte om Jesus var Kristus, og han svarede: "'Hvis jeg siger jer det, vil I ikke tro det, og hvis jeg spørger jer, vil I ikke svare. Men herefter skal Menneskesønnen sidde ved Gud den Almægtiges højre hånd.' Så sagde de alle sammen: 'Du er altså Guds søn?' Han svarede dem: 'I siger selv, at jeg er det.' Da sagde de: 'Hvad skal vi nu med vidneudsagn? Vi har selv hørt det af hans egen mund.'" (Luk. 22.67 til 71)

Hele forsamlingen fulgte herefter Jesus til Pilatus, Her anklagede de ham for at opfordre folket til at nægte at betale skat til kejseren og for at have sagt, at han var en konge. Pilatus spurgte om han var jødernes konge, hvortil Jesus svarer som anført ovenfor. Nu konkluderede Pilatus noget overraskende "Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget" (Luk. 23.4), men forsamlingen blev ved med at anklage Jesus for at "ophidse folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil." (Luk 23.5). Når det er underligt, at Pilatus fandt Jesus uskyldig, er det fordi, det ville være en forbrydelse mod Rom, hvis han havde kaldt sig konge.

Pilatus opdagede nu, at Jesus var galilæer, og sendte ham til Herodes, som også var i Jerusalem i anledning af påsken. Herodes blev ligefrem glad for at møde Jesus, fordi han gerne ville se ham gøre et tegn. Han stillede ham spørgsmål, men Jesus hverken gjorde tegn eller svarede. Også hos Herodes anklagede ypperstepræsterne Jesus, så de var tydeligvis fulgt med fra Pilatus. Pludselig begyndte Herodes og hans soldater at håne Jesus, hvorefter de sendte ham tilbage til Pilatus (heraf udtrykket i indledningen af denne artikel). Af én eller anden grund fik denne episode Herodes og Pilatus, der tidligere ikke kunne fordrage hinanden, til at blive venner.

Pilatus var stadig meget i tvivl om Jesus skyld. Han lod ypperstepræsterne, rådsherrerne og folket kalde sammen, og meddelte dem, at han nu havde forhørt Jesus, mens de hørte på, og at han ikke havde fundet ham skyldig i noget. Han var ikke skyldig i en forbrydelse, der medførte dødsstraf, så Pilatus ville løslade ham. Jøderne pressede imidlertid på og krævede Jesus henrettet og Barabbas løsladt. Til sidst valgte Pilatus at bøje sig for presset, og udleverede Jesus, så han kunne blive henrettet.

Johannes kender en noget anden version af historien. Man fristes til at sige "som sædvanlig". Efter Jesus arrestation blev han ført til Annas som var svigerfar til Kajfas, ypperstepræsten. (Annas havde været ypperstepræst før Kajfas, men det omtaler Johannes ikke). Hos Johannes var det Annas, der udspurgte Jesus om hans lære. Hertil svarede Jesus "Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; jeg har altid undervist i synagoger og på tempelpladsen, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt. Hvorfor spørger du mig? Spørg dem, der har hørt mig, hvad jeg har talt til dem; de ved jo, hvad jeg har sagt." (Johs. 18.20-21). Da Annas ikke fik noget ud af Jesus, sendte han ham til Kajfas.

Hos Kajfas skete der tilsyneladende ingenting. Men tidligt om morgenen blev Jesus ført til Pilatus. Jøderne gik ikke med ind i borgen, hvor statholderen opholdt sig, for ikke at blive urene op til helligdagen, så Pilatus kom ud til dem, og spurgte, hvad de anklagede Jesus for. Anklagerne er noget upræcise i dette evangelium: "Havde han ikke været forbryder, ville vi ikke have udleveret ham til dig." (Johs. 18.30). Pilatus ville da heller ikke gøre noget ved sagen og bad jøderne om selv at dømme Jesus. Jøderne påstod dog, at de ikke selv måtte henrette nogen, så Pilatus gik ind i borgen igen, hvor han forhørte Jesus. Spørgsmålet var det samme som i de øvrige evangelier, nemlig om Jesus var jødernes konge, men ordlyden i svaret var noget anderledes: "Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?" (Johs. 18.33). Pilatus forklarede, at han ikke var jøde, og at det var jøderne, der havde udleveret Jesus til ham. "Hvad har du gjort?" spugte han så, hvorefter Jesus gav et mere end mærkværdigt svar: "Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden" (Johs 18.36), og konversationen blev ikke mindre mærkelig i fortsættelsen. Pilatus erklærede at så var Jesus altså konge, hvortil Jesus replicerede "Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst." (Johs 18.37). Pilatus undrede sig over, hvad sandhed mon er, hvorefter han gik ud til forsamlingen udenfor, og fortalte, at han havde fundet Jesus ikke-skyldig. Efter Barabbasepisoden blev Jesus tornekronet og slået, hvorefter Pilatus igen gik ud og sagde, at han fandt ham ikke-skyldig. Ypperstepræsterne og de øvrige krævede dog stadig Jesus henrettet. Pilatus vendte tilbage til borgen, førte en ny samtale med Jesus, og ville igen løslade ham, men forsamlingen truede nu med at klage over Pilatus til kejseren, og efter lidt yderligere snak satte Pilatus sig i dommersædet, og dødsdømte Jesus. Herefter udleverede han Jesus til jøderne, så han kunne blive korsfæstet.

Hvad kan man så uddrage af ovenstående? Det er nok i forbindelse med disse begivenheder, at min egen personlige teori, ligger længst væk fra de anerkendte forskeres, men mere om det senere.

De tre synoptiske evangelier er enige om, at Jesus efter arrestationen blev ført til ypperstepræsten og her blev dømt. De er dog ikke helt enige om, hvornår og på hvilken måde det skete. Dette skyldes formodentlig, at de er klare over, at der er noget galt her. Det jødiske råd, Sanhedrin, var et råd på 71 medlemmer, der ikke sad permanent, men trådte sammen, når der var noget at mødes om. Både Markus og Mattæus antyder, at rådet var samlet hos Kajfas, men dette kan ikke være korrekt, for ifølge jødisk lov, måtte Sanhedrin eller nogen anden domstol ikke samles om natten, og de måtte slet ikke samles i højtiderne, og dette skete midt under påskefesten. Nogle forskere påpeger, at mødet om natten, kun har været med en mindre forsamling, og at Rådet først trådte sammen om morgenen. Dette antydes da også hos Markus (Mark. 15.1), hvor det hedder "Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde…" Hos Mattæus blev Jesus også først dømt om morgenen, og Lukas kender slet ikke til noget natligt forhør. Desværre for tilhængere af denne teori, ændrer det ikke ved kendsgerning, at det stadig var jødernes vigtigste højtid, og at medlemmer at Sanhedrin ikke måtte mødes i hemmelighed. Der er også blevet anført en mængde andre argumenter for, at beskrivelsen af retssagen hos jøderne, var i så stor modstrid med jødisk lov, at beskrivelsen må være et falsum. Blandt argumenterne  er blandt andet brugen af falske vidner, bestikkelse mm. Desuden var det en alvorlig overtrædelse af Moseloven, hvis de ledende lod en "folkemængde" gøre "onde ting", mens lederne af folket var vidende om det. Moseloven tillod heller ikke tortur eller ydmygelser, som Jesus udsættes for af "sine egne".

Det bedste argument i mine øjne er dog, at jøderne næppe ville have forlangt Jesus korsfæstet eftersom det ifølge jødisk lov, var en stor synd, at "hænge en mand op på et træ". Snarere ville de have forsøgt at hindre dette. Eftersom Jesus blev arresteret uden for byen, ville man næppe heller have kunnet før ham ind i denne, uden at romerne ville have "overtaget ham", og Sanhedrin måtte ikke mødes uden for byen. Efter min mening, blev Jesus slet ikke stillet for Rådet. Beskrivelsen, som altså heller ikke findes hos Johannes, kan være et led i evangelisternes "tørren skylden af" på jøderne, eller måske snarere fordi de faktisk ikke vidste præcist, hvad der skete. I 1990 fandt man, hvad man mener, er Kajfas grav omkring tre kilometer syd for Jerusalem, og har hans bolig været i nærheden, kan det godt harmonere med, at Jesus slet ikke blev ført ind i byen om aftenen, men alene blev ført til ypperstepræstens hjem (hvad enten det så var Kajfas, eller Annas, der sandsynligvis har boet i nærheden af sin svigersøn). Først da Jesus blev overgivet til romerne, kom han ind i byen.

Her som mange andre steder i forbindelse med beskrivelsen af begivenhederne i Jerusalem, er jeg mere tilbøjelig til at stole på Johannesevangeliet end på de synoptiske evangelier. Der vil senere komme en artikel, hvor jeg prøver at belyse, hvordan jeg er nået frem til den konklusion. 

Har Jesus så slet ikke været ført for ypperstepræsten? Jo, det tror jeg at han har, og der har måske endda også været andre til stede, men der har ikke været tale om nogen form for egentlig retssag. Enkelte mener, at en del præster, som var med i Rådet var samlet hos Kajfas, andre mener at kun ypperstepræsten og nogle særligt udvalgte rådsmedlemmer var samlet. Jeg er mest tilbøjelig til at give de sidste ret, selv om jeg ikke nødvendigvis er enig i årsagen, hvor de fleste forskere er forholdsvis tilbøjelig til at give evangelierne ret i, at jødernes højeste kredse, ikke mindst præsteskabet, så Jesus som en "modstander", der kunne betyde, at romerne endte med at fratage præsterne og overklassen deres privilegier. Man mener derfor, at Kajfas og rådsmedlemmerne, faktisk var interesserede i at skaffe sig af med Jesus, men uden at befolkningen kunne give dem skylden. Personligt er jeg altså ikke enig. Jeg tror faktisk, at såfremt, der overhovedet har været en natligt møde hos Kajfas, var formålet ikke at få Jesus til at indrømme sin skyld, så man kunne overgive ham til romerne, tværtimod. Mit gæt er, at et sådant møde kunne have til formål at få Jesus til at indrømme, at han havde opført sig blasfemisk. I så fald kunne jøderne nemlig selv dømme ham, og selv i fald blasfemien var meget grov (og det var næsten kun at udgive sig for at være Gud eller udtale Guds navn), kunne man selv dømme Jesus til døden ved stening, og på den måde redde ham for ydmygelsen og synden ved at blive korsfæstet og dermed "hængt op på et træ". Imidlertid ville Jesus ikke indrømme at have handlet mod jødisk lov, og derfor var man tvunget til at udlevere ham til romerne, da han jo var eftersøgt af disse. Når Jesus mere eller mindre indrømmede, at være Guds søn, var dette nemlig ikke blasfemisk. Alle jøder betragtede sig som Guds børn, og mange andre "messiaskandidater" havde tidligere været meget mere præcise i deres påstand om at være Guds søn end Jesus, uden at blive anklaget for noget. Nogle mener, at det er udtalelsen om at "menneskesønnen skal sidde ved Guds side", der er blasfemisk, fordi Jesus her gjorde sig selv til Guds lige, men han udtalte på intet tidspunkt, at HAN var Menneskesønnen, så det har han næppe kunne dømmes for.

Evangelierne bruger flere gange ordet ypperstepræst i flertal, og det var simpelthen ikke muligt. Oprindeligt var man ypperstepræst på livstid, men under romernes besættelse, havde de overtaget "retten" til at udnævne og afsætte ypperstepræster. Da romerne afsatte Herodes den Stores søn Arkelaus som tetrark (regent) i år 6 e.Kr., udpegede landshøvdingen over Syrien, Kvirinius, Annas (også Ananias eller Hanan) som ypperstepræst. På trods af, at Annas tilsyneladende ikke var af Arons slægt, som alle ypperstepræster skulle være, opnåede han en ret stor respekt i befolkningen. Imidlertid ragede han uklar med den romerske statholder over Judæa, Valerius Gratus, umiddelbart efter at denne var tiltrådt i år 15, og Gratus afsatte ham og udnævnte en ny ypperstepræst. Det gjorde han i øvrigt adskillige gange. Annas blev afløst af Ismael ben Fabi, som blev afløst af Eleazar, som blev afløst af Simon ben Camith, som blev afløst af Josef ben Kajfas, der var svigersøn til Annas. Fra Annas blev afsat til Kajfas blev indsat gik der kun 3 år og i den periode havde der været 3 ypperstepræster. Så når evangelierne nævner "ypperstepræsterne", kan det altså være alle de afsatte, de tænker på. De fleste forskere er imidlertid enige om, at kun Annas havde så stor respekt i befolkningen, at man stadig ville have benyttet hans titel om ham. Nogle jøder ville formodentlig regne ham som den eneste yppersterpræst, da man i følge den jødiske tradition ikke kunne udnævne en ny, før den foregående, var død, og Kajfas må altså have været en "falsk" ypperstepræst.

Når Johannes mener at vide, at Jesus blev ført til Annas, kan der være flere grunde. Nærliggende ville det være at tro, at Johannes kendte jødisk lov, og ved at lade Annas stå for et "forhør" i stedet for Kajfas og Rådet, ville der ikke være sket nogen overtrædelse af loven. Imidlertid kan det også tænkes at Jesus blev ført for Annas, fordi denne stadig havde stor magt, faktisk større end Kajfas, som nogle forskere mener, faktisk bare var Annas' marionet. Kajfas var ikke populær, i hvert fald ikke hos de fromme jøder, som efter sigende kaldte ham "aben". Så måske har Annas selv villet forhøre Jesus og har så kun brugt Kajfas som "gummistempel".

Under alle omstændigheder endte Jesus med at blive overført til Pilatus. Denne historie kan tyde på, at der ikke var romerske tropper med, da Jesus blev anholdt (hvilket jeg dog tvivler på; se min egen teori nedenfor). I givet fald ville soldaterne næppe have accepteret at overgive Jesus til jøderne. Alle fire evangelier er enige om, at Pilatus fandt Jesus uskyldig i ypperstepræsternes anklager. Imidlertid er de ikke helt enige om, hvad disse anklager gik ud på. Markus og Mattæus fortæller i første omgang ikke, hvad jøderne anklager Jesus for overfor Pilatus. Man kan så forestille sig, at anklagerne er kommet i forlængelse af de natlige anklager om gudsbespottelse, og i så fald kan man godt forstå at Pilatus erklærede Jesus uskyldig, for at nogen opførte sig blasfemisk efter jødisk lov, var de romerske besættelsestropper ikke interesserede i. De kunne jøderne selv tage sig af. Lukas fortæller at anklagerne gik ud på, at Jesus opfordrer til at man skulle nægte at betale skat til kejseren, og for at kalde sig selv for konge. Det lyder som en mere realistisk anklage, da det var oprør mod besættelsesmagten, og der ville Pilatus være nødt til at gøre noget ved. Ifølge Johannes fortalte man bare Pilatus at Jesus var forbryder, og det er jo ikke særligt sigende.

I de tre synoptiske evangelier spurgte Pontius Pilatus Jess om han er jødernes konge. Jesus svarede i alle tilfælde en eller anden variant over temaet "Du siger det selv", hvilket på dansk ikke lyder som nogen indrømmelse, idet det nærmest må fortolkes som "Det er noget du selv påstår". Imidlertid mener en del forskere, at teksten på originalsproget snarere skal udlægges som "Det er sandt, hvad du siger", og er det korrekt, er det helt uforståeligt, at Pilatus mente, at Jesus var uskyldig. At erklære sig som jødernes konge, var et direkte oprør mod det romerske rige, og det havde kun én straf. Ifølge Lukas var Pilatus oven i købet så forvirret, at han ikke vidste, at Jesus, som havde prædiket i landet i flere år, kom fra Galilæa. Da det gik op for ham, sendte han Jesus til Herodes. Der er absolut ingenting, der tyder på at denne historie har noget på sig, og det støttes da også af at det kun er Lukas, der fortæller den. Såfremt en jøde havde forbrudt sig mod romerretten ville statholderen givetvis dømme ham uden at spørge andre, og havde han ikke det, kunne han bare have frigivet ham, uden at spørge nogen. Og hvorfor hændelsen skulle have fået Herodes og Pilatus til at blive venner, er også uklart, da Pilatus jo netop ikke opnåede det, han tilsyneladende gerne ville, nemlig at få Herodes til at dømme Jesus, så han selv blev fri.

Umiddelbart er der intet der tyder på, at Pontius Pilatus ikke fandt Jesus skyldig med det samme og beordrede ham henrettet for oprør ved korsfæstelse efter romersk lov. Når evangelierne alligevel fortæller en anden historie, skal man huske at da de blev nedskrevet, var de kristne primært bosiddende i Rom eller i romersk besatte områder uden for jødisk område, og havde derfor ingen interesse i at vække romernes vrede. Derimod kunne det være en fordel for dem, at overfør skylden for Jesus død fra romerne til jøderne, hvilket så skete i rigt mål. 

Når evangelierne (Lukas og Johannes) lader Pilatus overgiver Jesus til jøderne, så de selv kunne korsfæste ham er det helt umuligt. Dels ville jøderne næppe henrette nogen med en henrettelsesmetode, som man fandt barbarisk og som var forbudt ifølge moseloven. Desuden ville Pilatus næppe overgive en oprører til hans landsmænd, og endelig er det ikke i overensstemmelse med beskrivelsen af selve henrettelsen, som jeg vender tilbage til i et senere afsnit.

Jeg må altså konkludere, at Jesus blev ført for Pilatus, som dømte ham til døden for oprør mod den romerske besættelsesmagt, og uanset, hvad der er sket hos Annas, Kajfas eller Rådet, har det næppe haft nogen betydning for udfaldet af retssagen.

Til sidst min egen teori, og jeg indrømmer at den måske er langt ude. Den er først og fremmest baseret på en grundlæggende teori om at Jesus faktisk overlevede korsfæstelsen. Også det vender jeg tilbage til i en senere artikel. Nu er det ikke så nemt at overleve en korsfæstelse som nogle forfattere har antydet, så skal man være sikker på at overleve, er det bedste nok, slet ikke at blive korsfæstet i første omgang. Og det er netop det, jeg tror skete.

Da Jesus blev arresteret i Getsemane have eller et andet sted på Oliebjerget, var det efter min teori slet ikke ham, der blev arresteret, men en substitut. Mange historier fortæller, blandt andet evangeliernes, at Simon fra Kyrene bar Jesus kors ud til Golgata. Nogle apokryfe skrifter går et skridt videre, og påstår at det var Simon, der blev korsfæstet i Jesus sted. Hvis jeg for nuværende bare tror på, at Jesus ikke blev korsfæstet, og så ikke interesserer mig for hvem, det så var, kan følgende være sket.

Da styrken kom for at arrestere Jesus om aftenen efter den Sidste Nadver, havde Judas Iskariot ikke forrådt Jesus, tværtimod. Det var efter aftale med Jesus at han førte styrken til det rigtigte sted. Han afslørede den "falske Jesus" for styrken, som sandsynligvis har været primært romerske tropper, ikke jødiske, og "Jesus" blev arresteret og ført direkte til Pilatus, ikke til hverken Annas, Kajfas eller Sanhedrin. Den unge mand, der flygtede kun iført et lagen, jf Markus, var i virkeligheden Jesus selv, som måske ikke havde nået at få tøj på, efter at have byttet med sin substitut.

Den flygtende Jesus, fulgtes så med Simon Peter og "den discipel, der kendte ypperstepræsten" til enten Kajfas eller Annas hus. Her diskuterede han et eller andet med den ene eller begge samt måske nogle rådgivere, fx Josef af Arimætæa eller andre rådmedlemmer. Emnet kan have været hans forsvinden fra Judæa. Mere om denne teori senere.

- Tilbage til Jesus Hovedside -