Syd på

Efter besøget i Yellowstone, var det tid til at køre syd på, men da vi boede nord for nationalparken, var det nemmest at køre gennem denne endnu engang. Det var 4. juli og vores oprindelige plan var, at vi ville gerne nå til dagens mål, Jackson, inden nationaldagsfestlighederne var forbi. Dagen før havde vi derfor tjekket internettet - og konstateret at det var umuligt. Alle festlighederne foregik om formiddagen, og den traditionelle 4. juli parade skulle allerede starte kl. 8.00. Derefter var der forskellige andre aktiviteter med musik og optræden, men disse var alle overstået kl. 12, og så tidligt kunne vi ikke nå derned. Det eneste, der skulle foregå om aftenen var festfyrværkeri kl. 21, og det skulle til gengæld foregå et godt stykke uden for byen. 

Vi forlod alligevel Gardiner forholdsvis tidligt, fordi vi så kunne bruge tiden på at vaske. Vi kørte syd på gennem nationalparken uden stop før vi nåede den sydlige udgang fra parken. Her blev vejen til US Highway 89, og så kunne vi sætte farten op fra parkens 45 miles) til 55 og visse steder 60. Det betød at vi kom forholdsvis hurtigt syd på, når der altså ikke lige var vejarbejde, hvilket der var en del af. På vej mod syd kunne vi nyde synet af Snake River floddalen, som her kaldes Jackson Hole. Mod øst er dalen kranset af de forholdsvis lave, græsdækkede bjerge i Gros Ventre Range og mod øst af de markant højere, klippefyldte bjerge i Teton Range. Det er sidstnævnte, der kaldes "juvelen i Rocky Mountains krone", og bjergene er da også imponerende, som de rejser sig stejlt fra den flade dalbund til omkring 4.000 meters højde. Ligesom Yellowstone ligger Jackson Hole i omkring 2.000 meters højde over havet, så bjergene rager nærmest 2 km lodret op. Vi gjorde holdt på en rasteplads undervejs, dels for at nyde synet, dels for at få en sandwich fra køleboksen, men fravalgte et besøg i Grand Teton National Park. Tina havde set dyr og bjerge nok :-).

Omkring kl. 14.00 nåede vi i Jackson, hvor vi fandt det hotel, vi havde bestilt hjemmefra og blev indkvarteret på det eneste værelse på hele turen, hvor der var tre queen size senge, så vi hverken behøvede at sove sammen eller pumpe luftmadrassen. På trods af de tre senge, var værelset så stort, at der også var masser af gulvplads til vores bagage. Da vi nu var tidligt på den, og alle 4. juliarrangementerne var forbi, gik vi straks i gang med vaskeriet. Hotellet viste sig at have et pænt stort vaskeri med otte vaskemaskiner og lige så mange tørretumblere (ofte på moteller er der kun en eller to vaskemaskiner og en enkelt tørretumbler), så vi kunne vaske det hele samtidigt. Mens vi var på vaskeriet kom der en alvorlig tordenbyge med masser af regn, hvilket skulle vise sig at blive den eneste gang på hele ferien, at der kom regn i større mængder. Allerede mens vi vaskede, holdt det imidlertid op og solen kom frem igen, så da vi var færdige med at vaske, kunne Tina tilbringe et par timer ved poolen, behørigt indsmurt i solcreme. I mellemtiden slappede Tim og jeg af på værelset.

Aftensmaden blev efter Tims ønske indtaget på den særdeles glimrende restaurant Gun Barrel, 10 minutters gang fra hotellet. Her havde Tim og jeg spist i 2010, og ved den lejlighed havde vi spist bisonbøf (fra opdrættet bison). Det ville Tim gerne gentage, da han mente at det var den bedste bøf, han nogensinde havde fået. Han havde derfor lovet at finansiere måltidet (restauranten er ikke helt billig), og han havde endda bestilt bord hjemmefra flere måneder tidligere, så vi var sikre på ikke at skulle vente, hvad man ofte kommer til uden reservation. Tim og jeg startede måltidet med bisoncarpaccio mens Tina spiste rejecocktail. Til gengæld spiste de begge bisonbøf, mens jeg denne gang nøjedes med en bøf af en almindelig ko. Det hele var som de foregående gange særdeles fremragende. Sidst havde Tim og jeg afsluttet måltidet med en whisky, som voldte noget besvær at få serveret (se Hvor Svenson gjorde holdt), men det undlod vi denne gang, så som den eneste sluttede jeg med en kop kaffe. På vej tilbage til hotellet småregnede det, men ikke så meget, så vi blev rigtigt våde, så selv om vi ikke så 4. juli festligheder, var det alligevel en glimrende dag.

Videre til Utah

Fra Jackson skulle vi fortsætte mod syd til Salt Lake City. Det kunne vi faktisk gøre uden at skifte vej en eneste gang før vi nåede Salt Lake. Hotellet i Jackson lå på U.S Highway 89, og på sin vej syd fører den blandt andet forbi Salt Lake City. Det er givetvis hurtigere at køre mod vest og så tage motorvejen, men Route 89 er noget kønnere, så den ville vi tage.

Vi startede dagen med at fylde benzin på bilen og is og vand på køleboksen. Når vi købte en halv liter vand på en tank, kostede den typisk mellem 99 cent og $ 1,30 (altså mellem 5,75 og 8 kr.). Købte vi derimod 24 styk ad gangen, kunne vi få dem for omkring 2 - 3 kr. stykket, og når vi købte 24 ad gangen i en Walmart, var prisen typisk omkring 1 kr., og det billigste vi gav, var under 75 øre pr. halve liter. Det kan vi ikke rigtigt hamle op med i Danmark, heller ikke i supermarkeder. Efter opfyldningen kørte vi så syd på ad Route 89 gennem bjergene syd for Jackson. Ved byen Alpine deler vejen sig, så US 26 går nordvest på mod Idaho og motorvejen, mens 89'eren fortsætter mod syd, og det samme gjorde vi. Her fører vejen gennem Salt River Valley, som af de lokale her kaldes Star Valley; enten opkaldt efter et ord på shoshonesproget, som skulle betyde "Alle dales stjerne" eller mere ondsindet som en forkortelse af "Starvation Valley", sultens dal, fordi mange af de første nybyggere i dalen døde af sult i de strenge vintre. Mange af de første nybyggere i dalen var skandinaviske mormoner, og der er stadig mange navne med skandinavisk oprindelse, lige som mange af indbyggerne stadig er mormoner. I dalen ligger interessante og folkerige byer som Alpine med 828 indbyggere, Auburn med 388, Freedom med 214, Bedford med 201, Etna med 164, Grover med 147 og et par stykker til med omkring 200 indbyggere. Den største by er Afton, som har næsten 2.000 indbyggere! Det var om denne bys navn at Dorte i 2006 udviklede en spændene og interessant, men desværre forkert teori, som kan læses i artiklen Fra Utah til Wyoming. Byen er kendt for at have verdens største bro bygget af wapitigevirer og for at få sit drikkevand fra en såkaldt "periodisk kilde". Sådan en kilde er meget sjælden, og den sender vand ud med mellemrum, mens dens stopper mellem disse udladninger. Kilden i Afton er verdens største af sin slags. Og så er Afton kendt fordi Butch Cassidy og hans Wild Bunch havde et af deres tilholdssteder i nabolaget. Vi så gevirbroen, men sprang de andre attraktioner over og fortsatte mod syd.

Omkring 45 km syd for Afton passerer Route 89 grænsen til Idaho. Den første by man kommer til er Geneva, som i 2006 havde 86 indbyggere; hvor mange der er i dag, ved jeg ikke. Næste by er Montpelier, kendt for at her plyndrede Butch Cassidy og to af hans mænd, Elzy Lay og Bob Meeks banken i 1896. Pengene fra røveriet blev brugt til at betale en forsvarer for deres medskurk, Matt Warner, som på det tidspunkt var anholdt. Kort fra Montpelier ligger Paris, så vi er i et område hvor byerne har franskklingende navne, selv om de fleste af dem er navngivet af mormoner, der var udsendt af Brigham Young. Montpelier er faktisk navngivet af Brigham Young (mormonernes 2. profet) selv, efter hovedstaden i Vermont, hvor han var født.

Fra Paris går Route 89 syd på, og følger her det gamle Oregon Trail, som blev benyttet af mange nybyggere på deres tur mod vest. Vejen fører langs Bear Lake, og her passerer man grænsen mellem Idaho og Utah. Selve søen benyttes som rekreativt område med mange badegæster og folk, der sejler rundt på den. Kort efter grænsen drejer Route 89 vest på og væk fra søen gennem bjergene mod byen Logan på den anden side. Det gjorde vi også, og det var på denne del af vejen, der her at meget smal, at vi kom til at køre bag et mobile home, der bestemt ikke havde travlt, og som endte med at trække en lang kø efter sig. Selv om der var flere pull-outs, valgte han at lade være med at køre ind på dem, og ingen kunne rigtigt komme forbi. Nogle få steder var der passagemuligheder, og et par af dem foran os i køen kom da også forbi, men det lykkedes først for os, da vi nåede Logan. 

Herfra forsætter vejen mod sydvest til Brigham City, hvor den forener sig med Interstate Highway 15 og fortsætter mod syd. Vi tog motorvejen resten af vejen til Salt Lake City og kørte ind til centrum, hvor vi lokaliserede et par hoteller ved hjælp af vores GPS, og allerede på det første af disse (det samme som Tim og jeg boede på i 2010), havde de et ledigt værelse, så her valgte vi at slå os ned. Efter indkvartering smurte vi os ind i solbeskyttelse, og så gik vi ud for at se på byen. Det var strålende solskin her ved 16-tiden, og temperaturen var lige godt 40, så vi gik kun de fem blokke op til tempelpladsen og så på mormonerne tempel og mødesal (udefra) og Tabernaklet (indefra), hvor vi blandt andet fik en demonstration af sidstnævntes forrygende akustik. Vi gik lidt rundt i tempelområdet og gik så tilbage til hotellet. Senere spiste vi aftensmad på en italiensk restaurant, vi havde fundet på nettet. Tina var træt af amerikansk mad, og ville gerne prøve noget andet.