Utah og nærmeste omegn (14 - 30 dage eller flere)
Opdateret april 2024 (oprindeligt skrevet i september 2015)
Dette turforslag er anderledes end de øvrige, jeg har skrevet indtil nu, idet det koncentrerer sig om en enkelt stat. Man kan sagtens kombinere det med besøg i andre stater, hvor man fx flyver til en anden by og kører derfra eller man kan tage dele af turen ud og kombinere med andre ture, men her er det altså som en samlet tur. Staten, som turen handler om, er Utah. Når jeg skriver "koncentrerer sig om" er det fordi, der er et par afstikkere ind i Wyoming, Colorado og Arizona.
Utah er en af USA's yngre stater, idet den første blev optaget som stat i 1896 som stat nummer 45. Staten, der er på knap 220.000 km2, har lige under 3 millioner indbyggere. Det giver en befolkningstæthed på kun 13 mennesker pr. kvadratkilometer, men 80 % af indbyggerne bor i et forholdsvis begrænset område, knap 120 km langt og 8 km bredt mellem bjergene og ørkenen. Området kaldes Wasatch Front (fordi det støder op til bjergkæden Wasatch Range, en udløber af Rocky Mountains). Denne befolkningskoncentration betyder, at der er store områder af staten, der er meget øde. Denne tur vil både føre gennem det tæt bebyggede og de mere øde områder af staten.
Tip: Med de mange nationalparker og national monumenter, der besøges, vil jeg varmt anbefale at købe et årskort. Det koster $ 80 og købes nemmest ved det første besøg i en nationalpark.
Inden man besøger en nationalpark eller et national monument, er det en god ide at slå stedet op hos National Park Service for at undersøge, om der er nogen advarsler for den pågældende park. Det kan være om lukkede veje, dårligt vej eller lignende.
Hovedstaden i staten er Salt Lake City, og det er her turen starter. Salt Lake City er ikke den nemmeste by at komme til fra Danmark, men det kan faktisk gøres fra København med kun et enkelt stop, fx i Amsterdam, men ellers er de fleste mellemlandinger i USA.
Tip: Mellemland om muligt altid i Europa på vej tiil USA. Så skal man ikke igennem Immigration før man når den endelige destination. Det kan tage så lang tid at komme gennem Immigration at man mister sit forbindelsesfly. Hvis jeg er nødt til at mellemlande i USA beregner jeg altid minimum 4 timer til mellemlandingen.
Denne gang kører man ikke med det samme, men bliver i byen nogle dage og man kan tage nogle udflugter herfra inden rundturen starter.
1. etape: Salt Lake City - primært til fods
Hvis man bor i nærheden af centrum af Salt Lake City (SLC), er afstandene ikke større, end at man kan gå rundt til alle de steder i byen, der omtales i artiklen. Utah er mormonernes stat, og hvis man kan tale om, at en religion har en hovedstad, så er mormonernes hovedstad netop Salt Lake City. Byens centrum er Temple Square. Her ligger mormonernes vigtigste tempel, og også mange andre af kirkens bygninger ligger nær templet. Byens centrum er anderledes en mange andre amerikanske storbyers. Alt ligger i regelmæssige firkanter (det gør det også i nogle andre byer), og alle gader i centrum er mindst 40 m brede (hvilket jeg ikke har oplevet i andre storbyer)! Det er en reminiscens fra byens anlæggelse, hvor det blev besluttet at alle gader skulle være så brede, at et oksespand skulle kunne vende. Veje er nummererede med tempelpladsen som udgangspunkt. En gade kan fx hedde W (eller West) 400 South. Det betyder at gaden går i øst-vestlig retning og at man befinder sig vest for tempelpladsen og fire gader syd for templet. Jeg ved ikke hvor langt væk fra centrum systemet rækker, men jeg har selv kørt på E 13800 South, altså 138 gader fra centrum. Jeg har også set et skilt, der pegede mod E 26300 North, men den kørte jeg ikke selv på. Nogle få gader har navne. Det gælder fx de fire gader, der ligger på de fire sider af Temple Square. De kaldes henholdsvis East Temple, West Temple, North Temple og South Temple - Genialt ikke sandt?
Mormontemplet på Temple Square i Salt Lake City
Uanset hvor man bor, er det en god ide at starte turen på Temple Square. På pladsens nordvestlige del finder man North Visitor Center, hvor man kan få alle de informationer, man har brug for. Gå mod syd af tempelpladsen. På venstre hånd ligger Templet. Her er der kun adgang for kirkens medlemmer. Man kan dog komme ind med et medlem som sponsor. På tempelpladsen står der typisk mange medlemmer af kirken, som fungerer som guider, og som er særdeles venlige og villige til at fortælle. Med stor sandsynlighed vil der også være dansktalende blandt disse. På venstre hånd overfor templet ligger Tabernaklet, som egentlig bare er en mødesal. Her er der adgang for ikke-medlemmer, og det er imponerede at se den store mødesal, der er hjemsted for det 360 medlemmer store Mormon Tabernacle Choir. 7.000 tilskuere er der plads til i Tabernaklet efter en ombygning, som fjernede 1.000 sæder for at give bedre plads mellem rækkerne. Ved siden af tabernaklet ligger Salt Lake Assembly Hall, som ligner en kirke med tårne og spir. Navnet Salt Lake Assembly Hall indebærer, at der er tale om et sted, hvor man samles for at "høre Guds ord". Der er plads til 1.400 mennesker her.
Når man har set det, der er at se på Tempelpladsen, kan man tage den sydlige udgang. Drej til venstre ad South Temple. Lige ved tempelpladsen ligger på venstre hånd Joseph Smith Memorial Building, opkaldt efter mormonernes første profet, der aldrig selv kom til Utah. Oprindeligt var bygningen et luksushotel, og det kan stadig ses. I bygningen findes blandt andet flere restauranter, hvis man skulle blive sulten. Fortsæt ad South Temple mod næste gade. Lige inden hjørnet ligger to bygninger på venstre hånd. De er sammenbyggede og det første er Lion House, hvilket ses af løven på balkonens rækværk. Det andet hus er Beehive House, hvilket symboliseres ved et bistade på toppen af bygningen. Begge huse tilhørte i sin tid mormonernes 2. profet, Brigham Young, som førte medlemmerne af religionen til Utah, og blev territoriets første guvernør, da denne post blev oprettet. Beehive House var Youngs oprindelige hjem, men det blev for småt og to år senere lod han Lion House opføre som aflastning, så der var plads til hans store familie. Youngs første kone døde inden han blev mormon, men derefter nåede han at gifte sig ikke mindre end 54 gange, de fleste samtidigt. Med 16 af disse koner fik han i alt 59 børn, så der var brug for plads i hjemmet. Seks af hustruerne boede hjemme hos de ægtefæller de allerede havde, da de blev gift med Young, og nogle var indkvarteret andre steder. Begge huse er åbne for publikum.
Efter Beehive House kan man gå videre til det næste gadehjørne og dreje til venstre her. Gaden her, som egentlig er Utah Road 186 fører ud til Utah Capitol, altså statens regeringsbygning, som meget ligner Capitol i Washington DC. Også her er der adgang for publikum. På vejen passeres "ørneporten" eller Eagle Gate, som egentlig er en bue, snarere end en port. Det var oprindeligt indgangen til Brigham Youngs landsted, og ørnen var af træ. I dag er det en to ton tung bronzeørn, der troner over gaden. På vej tilbage til Tempelpladsen kan man se adskillige kontorbygninger og andre bygninger, som tilhører kirken og staten, men det vil føre for vidt at komme ind på dem alle. Interessant, ikke mindst for slægtsforskere, er dog Family History Library på West Temple lige bag tabernaklet. Det er verdens største slægtsforskningsbibliotek, med personer fra hele verden i sine arkiver, og det er et Mekka for slægtsforskere. Er man til andre religioner, er der både en episkopal og en romersk-katolsk domkirke i byen.
Ellers rummer byen et planetarium, koncertsale, teatre og museer og så videre på samme måde som andre storbyer gør. Også Hogle Zoo vest for centrum er et besøg værd. Her kan det dog være en god ide at køre, da haven ligger lidt over 5 miles fra Temple Square.
Man bør sætte 2-4 (eller flere) dage til denne etape, afhængigt af, hvor meget man er interesseret i at se i byen.
2. etape: Udflugt til Bear Lake nord for Salt Lake (260 miles, 402 km).
Bear Lake set fra bjergene over søen
Så skal vi have rigtigt gang i bilen for første gang, men vi vender tilbage til Salt Lake City igen. Denne etape kan kombineres med besøg ved nogle af byens seværdigheder, afhængigt af, hvor lang tid man bruger på udflugten. Fra byen tages I-15 mod nord. På denne strækning deler I-15 og US 89 vognbane, og de to veje mødes og skilles flere gange undervejs. Bliv på 89, det er den kønneste vej. Undervejs nord på er der flere steder mulighed for at tage en afstikker mod vest til Great Salt Lake, som bestemt er et eller flere besøg værd. Omkring Brigham City skal man holde mod Logan (nu på US 89/US 91. I Logan skilles 89 og 91, så bliv på 89 mod øst. Vejen fører gennem bjergene til den meget smukke - og meget turistede - Bear Lake, og fortsætter nord på langs søen. Ca. halvvejs oppe langs søen (omkring 5 miles nord for Garden City) passeres grænsen til Idaho, hvis man kører så langt. Ved søen er der mulighed for at sejle og bade og med lidt held, ok meget held, kan man måske få øje på The Bear Lake Monster, et lokalt søuhyre, som mange stadig tror på, selv om ophavsmanden til historien for længst har indrømmet, at det hele var en and.
Fra Bear Lake kan man tage samme vej, som man er kommet, tilbage til Salt Lake City, men man kan også tage en omvej længere mod øst ad U.S. 30 til Kemmerer, derfra ad U.S. 189 mod syd til I-80, som man så følger tilbage til byen. Der er også flere andre muligheder for at komme tilbage til SLC. Afstanden angivet i overskriften er baseret på at man kører til Garden City i søens sydlige ende, og samme vej hjem. Længere bliver turen, hvis man fortsætter mod nord fra Garden City ad U.S. 89 gennem Paris og Ovid til Montpelier og derfra ad Utah Road 89 og senere 30 tilbage til Garden City. Montpelier kan i øvrigt prale af, at Butch Cassidy og hans Wild Bunch plyndrede byens bank i 1896. For at mindes begivenheden er der opsat en plakette et sted på Washington Street.
Denne etape kan køres på en dag, inklusive et par timer til at bade ved Bear Lake.
3. Etape - den store saltørken (324 miles, 521 km)
Så står den store saltørken (Great Salt Lake Desert) på programmet. Ørkenen ligger vest for Salt Lake City og vest og sydvest for Great Salt Lake. Ørkenen er egentlig havbund fra en meget stor saltsø, Lake Bonneville, som udtørrede for knap 15.000 år siden. Søen var oprindelig 51.000 km2 stor, altså større end Danmark, og ca. 300 m dyb. I dag er Great Salt Lake alt, hvad der er tilbage af søen.
Tag Interstate 80 mod vest ud af Salt Lake City. Ca. 10 miles fra byen kommer man til Great Salt Lake, og motorvejen følger søen i omkring 12 miles. På denne strækning er der rastepladser, hvor man kan nyde udsigten over den største saltsø på den vestlige halvkugle. Søen har nogle få tilløb og ingen afløb, så alt det tilløbende vand forsvinder ved fordampning, hvilket skaber den høje saltholdighed. Søens størrelse afveksler med nedbøren, så når jeg lover, at man kører langs søen, er det ikke sikkert at jeg kan holde det. Da søen var størst i 1988 dækkede den et areal på 8.500 km2, og da den var mindst i 2021 var arealet kun 2.450 km2. Fra mindst én af rastepladserne kan man se den største af de øer, der ligger i søen, Antelope Island. Hvis temperaturen er 35 grader celsius i skyggen og man alligevel ser noget, der ligner isflager i søen, er man ikke blevet tosset. Det er bare flager af salt. Saltholdigheden varierer med nedbørsmængden og fordampningen fra mellem 5 % til 27 %, nok til at der stort ikke er liv i selve søen bortset fra nogle få rejer, men mange fugle holder til langs dens bredder.
Bonneville Salt Flats i Great Salt Lake Desert
Der er ikke mange veje i ørkenen bortset fra motorvejen, men nogle er der da. Utah Road 196 er en af dem. Den vender jeg tilbage til nedenfor. 121 miles (195 km) fra Salt Lake City på grænsen mellem Utah og Nevada ligger byen Wendover. Her er det på tide at vende rundt og køre tilbage mod Salt Lake City. Under 2. Verdenskrig, var der en luftbase her, og her var Enola Gay, flyet der kastede atombomben over Hiroshima, stationeret under træningen. Hangaren eksisterer endnu, men selve flyet, en Boeing B-29 Super Fortress, er i dag på et museum i Washington Dulles Airport i Virginia. Omkring fire miles fra Wendover på vej tilbage mod øst, går en lille vej fra til venstre. Den fører ind til Bonneville Salt Flats International Speedway, banen, der i mange år blev brugt til at sætte hastighedsrekorder i både biler og på motorcykler. Den seneste rekord blev i sat i 2018, da en motorcykel i klassen under 1000 ccm, nåede op på godt 500 km i timen. Den første rekord blev sat i 1935 af englænderen Sir Malcolm Campbell, der i bilen Blue Bird nåede op på fantastiske 485 km i timen. Det var simpelthen utroligt på det tidspunkt. Bilen havde en 12-cylindret Rolls Royce motor på 2.300 hestekræfter og et slagvolumen på 36 liter! Det hurtigste, der er kørt på banen er 1014 km/t over en distance af en kilometer, en rekord sat i 1970 af amerikaneren Gary Gabelich i bilen Blue Flame, en raketdreven bil. Den nuværende verdensrekord på 1.297 km/t blev sat i 1997 i Black Rock Desert i Nevada i den jetdrevne Thrust SCC. Det var første gang en bil gennembrød lydmuren. Fra I-80 er der ca. 5 miles ind til banen. Udover rekordbanen er dette også et rigtigt godt sted at beundre saltørkenen. Især efter regn, hvor saltet er dækket af flade søer, er det et meget smukt sted.
Tilbage på motorvejen fortsættes godt 70 miles tilbage mod øst til UR 196, som jeg omtalte ovenfor. Her kan man dreje til højre ad vejen, som også kaldes Skull Valley Road. Vejen fører ca. 35 miles gennem Skull Valley mellem to bjergkæder, til bebyggelsen Dugway. Her møder den UR 199 som man tager mod øst i 21 miles til den møder UR 36. Drej til venstre ad denne i knap 4 miles og drej så til højre på UR 73. Vejen går i en bue syd om endnu en bjergkæde inden den passerer nord om Utah Lake og møder I-15 øst for denne sø. Tag I-15 tilbage til Salt Lake City.
Etapen kan gøres på en dag, men vil man have mere tid, kan man overnatte i Wendover, men bestil hotel i forvejen. Der er ikke mange overnatningsmuligheder i byen.
4. etape (del 1): Salt Lake City til Green River, Wyoming (282 miles, 454 km)
Flaming Gorge fra et af udsigtspunkterne ved kløften. Vandet i bunden er Flaming Gorge Reservoir.,
Formålet med første del af denne etape er at besøge er ikke så kendt naturområde, som derfor heller ikke er overrendt af turister. Skulle man bare direkte fra SLC til Green River kunne turen gøres en del kortere - nemlig kun 167 miles/269 km, men så ville det meste være motorvejskørsel og det er ikke helt så spændende som at køre på mindre veje gennem området.
Start med at køre mod øst af I-80 til frakørsel 146. Her køres fra ad US 189/US 40 mod Vernal. Fra man forlader motorvejen er der godt 170 miles (274 km) til Vernal. Turen går i en bue mod syd og derefter mod nord rundt om Uintah Mountains til Vernal. Der er lidt, men ikke meget at se i byen. Fortsæt mod nord ad US 191 til Red Canyon og skift til den lille Utah Road 44 mod vest. Man kan i første omgang vælge at blive på 191 til Flaming Gorge Dam, men man skal samme vej tilbage til Red Canyon. Flaming Gorge Dam er en nydelig dæmning, som har skabt Flaming Gorge Reservoir. Fra Red Canyon køres mod vest ad UR 44 til Manila. Her skiftes til Utah Road 530, som tages resten af vejen til Green River. Undervejs kører man langs kløften Flaming Gorge, som faktisk var formålet med denne udflugt. Flaming Gorge er, som navnet antyder, en kløft som Green River løber gennem i det sydlige Wyoming og nordlige Utah. Kløften har sit navn fra de røde sandstensklipper, der omgiver den, og undervejs mod nord langs kløften er der en del udsigtspunkter. På vej mod nord ad UR 530 passerer man Green Rivers lufthavn, hvor der ikke er meget at se bortset fra en enkelt landingsbane, men den har det imponerede navn Greater Green River Intergalactic Space Port.
Tag en overnatning i Green River, som er en forholdsvis stor by med 11.000 indbyggere og der er en del indkvarteringsmuligheder, og spisesteder, da byen er et jernbaneknudepunkt. Slår man sig ned i Green River, kan man tage en udflugt ca. 13 miles mod vest og besøge det, der er tilbage af spøgelsesbyen Bryan, der tidligere var jernbaneknudepunkt, men nu er der kun nogle få ruiner og nogle fundamenter tilbage. De eneste levende væsener, der bor permanent i byen er præriehunde.
4. etape (del 2): Green River, Wyoming til Glenwood Springs, Colorado (245 miles, 394 km)
På vej ad Colorado 10 N gennem Irish Canyon
Anden del af denne etape fører gennem ret øde områder over et langt stykke, så det er en god idé at sikre, at bilen er tanket helt op, inden man forlader Green River eller i hvert fald inden man forlader motorvejen i Rock Springs. Den første del af turen er vejen asfalteret, men snart blevet den til en rimelig velholdt grusvej, inden der kommer asfalt igen længere mod syd i Colorado.Tag I-80 mod øst til Rock Springs. I Rock Springs forlades motorvejen og der køres mod syd ad Wyoming Road 430. Vejen går gennem ret øde ørken- og prærieområder, men er ganske spændende efter min mening. Efter ca. 50 miles kører man ind i Colorado, hvor vejen skifter nummer til Colorado Road 10 N og senere til Colorado Road 318 E. Kort efter at være kørt ind i Colorado fører vejen gennem en ret smal kløft, Irish Canyon, og her ligger der en noget nedslidt campingplads, men tilsyneladende kun for fastboende lokale.
Hvor 10N møder 318 skal man fortsætte mod øst for at komme til dagtens mål, men har man god tid og et robust køretøj, kan man i stedet køre mod nordvest ad små grusveje til Brown's Park, hvor der i dag et et Wildlife Refuge. I årene omkring 1900 var området kendt som Browns Hole, et kendt tilholdssted for lovløse. Her boede blandt andre familien Bassett - far, mor og de to døtre, Josie og Ann - som ofte var værter for medlemmer af Butch Cassidys Wild Bunch og de to piger var ofte kærester med skiftende medlemmer af banden. Kør samme vej tilbage ad 318 og fortsæt mod øst. På et tidspunkt møder man igen US 40, som man skal tage nogle få miles mod øst. Skift til Country Road 57 og senere 7 mod syd. Senere skifter vejen nummer til Utah Road 13, og den skal man blive på, til man når byen Rifle. Det var i denne by, at det kontroversielle, amerikanske kongresmedlem, Lauren Boebert tidligere boede, og det var her hun ejede restauranten Shooters Grill, hvor serveringspersonalet gik rundt med skarpladte revolvere.
Fra Rifle fortsættes 25 miles mod øst ad I-70 til dagens mål i Glenwood Springs. Byen ligger ved bredden af Colorado River, og der er en del at foretage sig her. Blandt andet ligger der en række varme kilder med forskellige mineraler og forskellig temperatur, som man kan bade i (mod betaling). Desuden er der fiskemuligheder og mulighed for rafting. Der er også cykelruter, og byen har en forlystelsespark, Glenwood Carverns Adventure Park. På byens Linwood Cemtery ligger to kendte skikkelser fra "Det vilde Vesten" begravet. Mest kendt i dag er nok Doc Holiday som var med i duellen ved OK Corral i Tombstone og flere andre skyderier. Den anden, og måske i dag mindre kendte, er Harvey "Kid Curry" Logan, der red med Butch Cassidy og The Wild Bunch.
Tips: Jeg vil anbefale at man bruger en eller anden form for GPS på turen fra Rock Springs til Rifle.
4. etape (del 3): Glenwood Springs, Colorado til Salt Lake City (369 miles, 541 km)
I-70 gennem Glenwood Canyon. Visse steder er vejen anlagt i to højder for at få plads. Lige til højre for vejen anes Colorado River.
Så skal vi tilbage til SLC. Det kunne vi springe over og kørte direkte til Moab, men det gør jeg ikke i dette tip, da jeg gerne vil besøge flere af Utahs smukke og interessante landskaber. Inden man sætter kursen vest på igen, kan man tage en tur længere mod øst ad I-70 gennem Glenwood Canyon, som af nogle regnes for USA's smukkeste motorvejsstrækning. Men på et tidspunkt skal man tilbage igen og så er det bare at blive på I-70 til kort efter Green River, Utah (som ikke må forveksles med Green River, Wyoming. Gider man ikke køre tilbage til SLC, måske fordi man allerede har set landskaber nok, kan man køre mod syd ad US 91 når man når Crescent Junction til det, som i dette tip er næste dags mål i Moab. Kort efter Green River skal man tage US 191/US 6 mod nord til man mødet I-15 i Provo. Derefter følges denne tilbage til SLC.
Denne etape vil typisk tage omkring 3-5 dage, da jeg regner med mindst én overnatning, både i Green River og Glenwood Springs.
5. etape: Salt Lake City til Moab (335 miles, 540 km)
Denne etape er (næsten) ren forlægning, men alligevel er der masser at se på. Faktisk vil jeg mene, at det er en af de mest landskabeligt interessante ture, jeg nogensinde har kørt i USA, hvilket skyldes de mange forskellige landskabsformer, man kommer til at opleve på etapen. Etapen kunne gøres en del kortere ved at tage den direkte vej mellem Salt Lake City og Moab i det østlige Utah. Jeg synes imidlertid at den her beskrevne rute er kønnere og mere spændende.
Fra Salt Lake City sættes kursen mod syd ad Interstate Highway 15. På denne strækning deler interstaten vejbane med U.S. 89. Efter 50 miles, omkring byen Spanish Fork, forlader U.S. 89 motorvejen og går mod øst ind i bjergene. Bliv på 89'eren og se, hvordan landskabet skifter fra saltholdig ørkenslette til bjerge, der bliver mere og mere grønne og frodige, efterhånden som man kommer højere op i dem. Ved byen Thistle svinger U.S.89 mod syd, og her skiftes til Utah Route 6 mod sydøst. Vejen går højere og højere op i bjergene, der tilhører bjergkæden Wasatch Mountains. Undervejs bliver landskabet mere og mere frodigt, og man oplever ofte regn på strækningen, selv om sommeren. 25 miles (40 km) fra Thistle passerer man bjergpasset Soldier Summit i 2.279 meters højde. Her findes en spøgelsesby af samme navn, eller rettere det gjorde der engang. I dag er kun fundamenterne af husene tilbage. Det eneste der findes i byen, er en benzintank, som af og til har åbent. Oprindeligt fungerede byen som depot for jernbanen, og mange jernbaneentusiaster besøger stedet, ikke mindst for at se Amtrak-ruten til Californien passere de mange hårnålesving på vej op til passet.
Efter yderligere 22 miles (35 km) når man til byen Helper. Den er opkaldt efter de hjælpelokomotiver, som skulle hjælpe godstogene over de høje bjergpas i området, og som blev parkeret her, når de ikke var i brug. Man befinder sig nu i Carbon County, og da vejen på lange strækninger går parallelt ned jernbanen, ser man ofte fyldte eller tomme godstog, der primært transporterer kul fra områdets mange kulminer. Har man tid, er der et "mine og jernbanemuseum" i byen. På nuværende tidspunkt, er man på vej ned fra bjergene igen, og landskabet begynder at "tørre ud". 10 miles (16 km) efter Helper når man til byen Price. Her kan man besøge et forhistorisk museum, og byen er hjemsted for Utah State University Eastern, som også ejer museet.
Interstate Highway 70 fører gennem San Raphael Swell. Her fra øst mod vest.
Hvis man vil tage den "direkte vej" til Moab, skal man her bliver på UR 6 mod sydøst, men ellers skiftes til UR 10, som går mod sydvest, væk fra Moab, men den er mere interessant. Landskabet begynder nu at ændre karakter igen og bliver mere prærieagtigt, ligesom flere og flere "nøgne" klippeformationer dukker op. Det skyldes at man kører i udkanten af en speciel geologisk formation, der kaldes The San Rafael Swell. Det er en gigantisk kuppel af sandsten, som er skubbet op gennem overliggende lag af bevægelser i jordens indre. 11 miles (17 km) syd for Price går UR 155 fra til venstre mod byen Cleveland. Har man mod på kørsel på grusveje og trang til dinosaurer, kan man her tage en afstikker til Cleveland-Lloyd Dinosaur Quarry (Jurassic National Monument). Dette rummer den største koncentration af dinosaurusknogler fra Juraperioden i hele verden. Mere end 15.000 knogler er allerede udgravet, og adskillige tusinde venter stadig. I stedets Visitor Center kan man blandt andet se det rekonstruerede skelet af en allosaurus. Fra man forlader UR 10 er der godt 20 miles ud til stedet, som ligger inde i San Rafael Swell. Omkring 15 af disse miles foregår på grusveje, og man skal samme vej tilbage til selve Cleveland. Herfra kan så spare lidt tid ved at tage UR 155 i den modsatte retning. Det fører tilbage til UR 10, noget sydligere end man forlod den. Et besøg på stedet koster $ 5 (2024) for voksne. Personer under 16 kommer gratis ind.
Fortsæt mod syd af UR 10. I byen Castledale ligger Museum of the San Rafael, som også kan være interessant. Vejen passerer flere små byer, hvor man kan tage en pause, hvis man har trang og lyst til det. Undervejs går landskabet fra prærie til at være ørkenagtigt og domineret af gule og grå farver. 12 miles (19 km) syd for byen Emery når man til Interstate 70. Tag motorvejen mod øst. Nu skifter landskabet farve igen til de røde sandstensklipper, som det sydlige Utah er så berømt for, Motorvejen fører gennem San Rafael Swell, som den deler i en nordlig og sydlig del. Nogle amerikanere kalder denne strækning gennem "The Swell" for USA's smukkeste motorvejsstrækning, og den er da også imponerende. Tag et stop på en eller flere af rastepladserne, og nyd synet. Efter godt 90 miles på I-70 nås frakørsel 182. Her skiftes til U.S. Route 191 mod syd. 30 miles (48 km senere) er man i dagens mål, Moab.
Denne etape kan gøres på en dag, selv med et ikke for langt besøg hos fortidsøglerne.
Tip: Der er mange hoteller i Moab, der er en turistby. Mange turister kommer for at besøge nationalparkerne i området (se de næste etaper), og mange kommer for køre off-road, rafte og andre udendørs aktiviteter. Det betyder mange hoteller og moteller i mange prisklasser. Vil man ofre lidt på sig selv, vil jeg anbefale at man booker en "king mini-suite" på Red Cliff's Lodge noget nordøst for byen, 14 miles (22 km) ude ad Utah Road 128. Prisen lå i 2024 på ca. $340 pr. nat, men så har man også en fantastisk udsigt. Fra "suiternes" terrasser er der kun 10 m til Coloradofloden, og stedet har egen restaurant, westernfilmmuseum, vinsmagning og salg af egen vin osv. Er man til heste kan man købe rideture i landskabet med erfarne guider.
6. etape: Aktiviteter i Moab (100 miles, 160 km)
At kalde dette en etape er nok en overdrivelse. Der er snare tale om en beskrivelse af en række muligheder i og omkring Moab. Jeg vil anbefale at man bruger 2-3 eller flere dage i og omkring byen, hvis man altså er til den slags aktiviteter som byen kan byde på - og det er ikke så få. Inden jeg fortæller for alvor, nævner jeg i flæng: To nationalparker og en statspark. Et bjerglandskab, der er helt anderledes end omgivelserne. En 400 m2 lejlighed, hugget ud i klippen. Desuden alle de aktiviteter, som findes i og omkring byen; jeg kan nævne blandt andre ting, ballonflyvning, helikopterflyvning, river rafting, paddle board sejlads, sejlads i baderinge, flodsejlads med lysshow, off-road kørsel i Hummer, på ATV, jeep og mountain bike og meget andet. Ride- og vandreture i naturen er også mulige her foruden svømmeture i floden. De fleste af aktiviteterne koster en hel del, og her må den enkelte afgøre med sig selv, om det er pengene værd.
Det vil føre alt for vidt at gennemgå alle mulighederne så her er forslag til en dags aktiviteter. Det er en fordel at forudbestille, om ikke hjemmefra så i hvert fald et par dage før aktiviteten skal finde sted.
Solnedgangstur i slick-rock klipperne omkring Moab, hvor en Hummer viser, hvad den kan.
Start måske dagen med en ballontur. Der er flere selskabet at vælge mellem- Alle turene er dyre, men utroligt spændende. Ca. $325 - $345 pr. næse afhængigt af selskab, men uanset alder. Der er ingen faste afgangstider, da det afhænger af solopgangen, som nydes fra ballonen. Selve flyveturen varer en time, men hele arrangementet tager omkring 3 - 3½ time.
Brug eftermiddagen til en tur på slick-rock klipperne bag byen i en Hummer H1. Der er flere selskaber i byen, der tilbyder den slags ture. Der kan typisk vælges mellem hel og halvdagsture, i dette tilfælde en halvdagstur, som kører ad den rute, som kaldes Hell's Revenge. Et af de selskaber, vi selv har benyttet, Moab Adventure Tours har afgang kl. 13.00 (hvor man burde kunne være tilbage fra ballonturen) og hjemkomst fra eftermiddagsturen kl. 15.00. Prisen er $99, hvis man er over 16, $79, hvis man er under. På turen kører man på meget smalle klipper, såkaldte "fins", op og ned ad stejle bakker, tæt på stejle skrænter, og chaufføren viser typisk flere gange undervejs, hvad en Hummer er i stand til at klare. Turen er ikke for mennesker med højdeskræk eller angst for stejle skrænter. Ved en enkelt lejlighed var vi med på en tur sammen med en familie, hvor kvinden kørte hele turen med hænderne for øjnene. Kan man lide den slags, fx at chaufføren slipper rat og bremser, mens bilen kører baglæns ned af en stejl skråning, er det en fantastisk oplevelse. Man kan også komme på "solnedgangstur", men det koster noget mere. Det er også muligt at leje jeeps eller ATVs og så køre turen selv!
Afslut dagen med en aftentur på floden i båd. Her er der mulighed for at kombinere bådturen med en cowboymiddag, som serveres inden sejladsen påbegyndes. På turen fortælles om byen og floden, og når det er mørkt nok vises et lysshow på klippevæggene langs floden. Samtidigt spilles klassisk musik, og via en båndet optagelse, fortælles dels kristne, dels indianske religiøse myter. Jeg har desværre ikke kunnet finde opdaterede priser på denne tur. Heller ikke denne tur har faste afgangstider, da det afhænger af tidspunktet for solnedgang. Som ved ballonturene bliver afgangstidpunktet oplyst, når man booker turen. Der afsættes en time til middag, og to timer til selve turen, så det er mørkt, når man kommer hjem.
Er det for meget at spendere så mange penge på en enkelt dages aktiviteter, er der masser af andre ting at vælge mellem i byen. De tre aktiviteter kan naturligvis også deles over flere dage, hvis man hellere vil slappe af noget af dagen, eller besøge en af de to nationalparker nævnt nedenfor samme dag.
7. etape: Arches National Park samt Canyonlands National Park mm. (188 miles, 302 km)
Nord for Moab ligger indgangene til to nationalparker og en statspark. Nærmest byen ligger Arches National Park og lidt længere væk den nordlige del af Canyonlands National Park. På vej til sidstnævnte passerer man indkørslen til Dead Horse Point State Park. Alle tre steder er det klippeformationer og kløfter, der er det centrale. Arches må være et must på grund af dens særlige karakteristika, de mange buer. Det er næppe nødvendigt at besøge både Dead Horse Point og Canyonlands, så her kan man med fordel vælge. Har man købt et årskort til USAs nationalparker, er adgangen til Canyonlands gratis, mens man skal betale for at komme ind i statsparken. Til gengæld var det i statsparken, at slutscenen fra filmen Thelma og Louise, hvor parret kører ud over klippekanten, blev optaget. Den ene af de dukker, der blev brugt i optagelsen, er udstillet på museet på Red Cliff's Lodge. Den anden forsvandt i floden.
Delicate Arch. Den meste kendte bue i Arches National Park og symbol for staten på nummerplader.
Indgangen til Arches National Park ligger 5 miles nord for byen ad US 191, den vej man kom til byen ad. Fra indgangen snor vejen sig i første omgang op på et plateau. Her passerer man det, der kaldes Moab Forkastningen, eftervirkningen af et jordskælv for adskillige tusinde år siden, hvor klipperne på den ene side af forkastningen hævede sig næsten en kilometer i forhold til klipperne på den anden. Forkastningen er 28 km lang, så det er kun en meget lille del af den, man passerer. Vel oppe på plateauet, begynder klippeformationerne at vise sig, dels i form af "søjler", dels i form af buer. En bue er en naturlig åbning i klippen på mindst 90 cm på hver led, og der er mere end 2.200 af dem i parken. Nogle kan ses fra hovedvejen gennem parken, andre kræver at man tager sideveje, og mange kræver kortere eller længere spadsereture. Hvor "hovedvejen" slutter, ligger et campingområde og en større parkeringsplads. En spadseretur på ca. 1½ km ind i parken bag parkeringspladsen fører til parkens bredeste bue, Landscape Arch, der er ca. 90 m bred. Undervejs ser man flere andre buer. Fra parkeringspladsen eller dens nabolag, kan man også gå til andre buer, fx Broken Arch og Skyline Arch. Parkens mest berømte bue er Delicate Arch. Fra hovedvejen fører en sidevej ind til en parkeringsplads. Selve buen ligger oppe på en bakke, og vil man gå derop skal man regne med en spadseretur på ca. 5 km, hver vej, og de fleste af dem på udturen går opad. Desuden er der meget få parkeringspladser, hvor stien starter, så man risikerer også at skulle gå nogle kilometer hver vej til og fra den store parkeringsplads. National Park Services anbefaler at man holder sig fra turen i den værste sommervarme. Turen varer omkring 2½ time, og man skal medbringe godt med vand, hat, og noget tøj, der beskytter mod solen, da der ikke er nogen skygge på turen. Nemmere er det at se buen fra et af de to udsigtspunkter ved den store parkeringsplads.
Også i den såkaldte Windowssektion, som ligger ved en anden sidevej, er der fine spadsereture til forskellige buer, fx Double Arch og de to "vinduer", North Window og South Window. Også en tur i den såkaldte Fierry Furnace kan være spændende, men her er ingen stier afmærkede, og da området er noget af en labyrint, som der ikke findes kort over, må man kun færdes der på ture ledet af en park ranger. Sådanne ture skal bestilles på forhånd. Turen varer tre timer, og arrangeres to gange hver dag. Morgenturen er typisk udsolgt flere måneder i forvejen. Eftermiddagsturen kan eventuelt bookes på stedet. Uanset om turen tages formiddag eller eftermiddag regnes den som anstrengende, og man bør være i god form. En tur i Fiery Furnace koster $ 16. Disse rangerguidede ture er efterspurgte, så husk at bestille i god tid forvejen. Turene bestilles på Recreation.Gov.
Seks miles nord for indkørslen til Arches National Park kommer man til Utah Road 313, som fører ind til Canyonlands National Park, foruden til Dead Horse Point State Park. Jeg beskriver her nationalparken, men også statsparken handler mest om udsigt over diverse kløfter.
Canyonlands er en ret stor nationalpark, som har tre såkaldte "sites". Det nordligste ligger her ved Moab, et andet, The Needles, noget sydligere, se næste etape, og endeligt findes et vestligt område, The Maze, som kun ligger ca. 30 km fra det sydlige område i luftlinje, men som kræver en køretur på flere hundrede kilometer, hvis man vil besøge det, fordi det ligger på den modsatte side af Coloradofloden. I øvrigt betragtes The Maze som et af de vanskeligst tilgængelige steder i USA, og det kan stort set kun besøges til fods eller på hesteryg. Det nordlige område, som er omfattet af denne etape, kaldes "Island in the Sky, og navnet siger det meste. Man befinder sig oppe på et plateau, hvorfra man har udsigt over de mange canyons, som dannes af Coloradofloden og Green River, som mødes neden for Island in the Sky.
Udsigt fra Island in the Sky i Canyonlands National Park
Omkring 15 miles (22 km) fra hovedvejen deler 313 sig, og den nummererede vej går til venstre. Her skal man tage vejen til højre, Island in the Sky Road". 313 fører ud til Dead Horse Point. Efter nogle miles kommer man til indgangen til nationalparken og herfra er der ca. 1,5 miles til parkens visitorcenter. Herfra er der igen godt 12 miles ud til udsigtspunktet, Grand Viewpoint. Herfra kan man se ud over området og se både Coloradofloden og Green River, som ser endnu mere grøn ud på grund af de røde klipper. På vej tilbage (der er kun en vej) passerer man en sidevej, som fører til andre udsigtspunkter, men udsigten er næsten den samme, så der er ingen grund til at spilde tiden med det, med mindre man VIL se alt. I så fald bør man også tage en anden sidevej tættere på visitorcenteret. Denne fører til Upheaval Dome, en klippeformation, som formodentlig er resterne af et meteornedslag. Krateret er omkring fem gange så stort som det berømte meteorkrater i Arizona, og hvor Arizonakrateret anses for at være ca. 50.000 år gammelt, er Upheaval Dome ca. 170 millioner år. Fra parkeringspladsen er der ca. 1 km at gå op til kraterranden.
Fortsæt tilbage til hovedvejen og kør tilbage mod Moab. Godt en mile før man når broen over Coloradofloden går en vej til højre (Utah Road 279). Tag denne mod vest langs floden. På hjørnet af de to veje lå tidligere et stort depot af affald fra uranproduktion i bjergene omkring Moab. I 2005 besluttede man at fjerne depotet, som forurenede floden, og som da rummede næsten 11 millioner ton uranaffald. Affaldet blev transporteret med lastbiler og tog, til et sted inde i ørkenen ca. 30 miles fra floden, hvor man har isoleret en dyb hule med strålingssikkert materiale. I dag er hele depotet fjernet, selv om processen var temmelig kompliceret. Uranaffaldet blev læsset i 40 ton containere, som blev kørt med store lastbiler til et sted længere inde i ørkenen. Her blev der lagt låg på containerne, som blev undersøgt for om der var radioaktivstråling fra ydersiden af disse. Herfra blev de kørt med "rene" lastbiler, som så kørte containerne til toget. De rene og de forurenede lastbiler blev hele tiden holdt adskilt. Området er stadig radioaktivt og skilte advarer om strålingsfare - men kørt trygt forbi.
Fortsæt ad UR 279 langs floden. Det er i sig selv en flot køretur. Ca. 6 miles (10 km) ude ad vejen går en lille sidevej op til en parkeringsplads. På klipperne over parkeringspladsen kan man se forstenede dinosaurusspor foruden såkaldte petroglyffer, klippetegninger. Man skal klatre lidt, men ikke mere end at det er til at holde ud. Fortsæt videre ud ad vejen til en potaskefabrik. Her hører den asfalterede vej op, men fortsætter man kommer man op til nogle potaskeinddampningsbassiner, som har en markant blå farve. Prøv at lokalisere Moab i Google Earth og følg Coloradoflodens løb mod sydvest. Så ses de blå bassiner meget tydeligt. Fra bassinerne kan man fortsætte videre, hvis man har mod på det (og bil til det) ad en lille vej/ikke vej, over slick-rock klipper og ad smalle hjulspor med mange hårnålesving langs dybe kløfter helt ud til Dead Horse Point. De lokale anbefaler en bil, der ikke er for bred og med høj frigang. Andre påstår at man kan køre turen i en almindelig personbil, men da jeg ikke selv har prøvet, tør jeg ikke så inde for sidstnævnte påstand. Efter besøget her, er det på tide at vende tilbage til Moab.
Afsæt 1-2 dage til aktiviteter i og omkring byen, én dag til Arches, hvis man ikke går for mange ture. Gør man det, skal man afsætte to dage. Desuden én dag til Canyonlands og køretur langs floden.
Tip: Medbring rigeligt med vand til gåturene, ikke mindst hvis man besøger stedet om sommeren. En halv til en hel liter vand pr. time, man er ude, er sjældent for meget. Tag også tøj på, der beskytter mod solen og smør de utildækkede flader godt ind i solcreme med høj beskyttelsesfaktor.
8. etape: Moab, Utah til Monticello, Utah (219 miles, 353 km)
Vi fortsætter rundturen i Utah, dog med en kort afstikker ind i Colorado, hvor der regnes med et par overnatninger. Turen fra Moab i Utah til Monticello er ikke særligt lang, og kan på en god dag gøres på omkring 5 kvarter, men med afstikkere for at se noget undervejs, kan det godt tage hele dagen eller mere.
Fra Moab sættes kursen mod syd ad US 191. Omkring 13 miles (21 km) syd for Moab kommer man til Hole 'N' The Rock. Her har den dansk-amerikanske billedhugger, Albert Christensen og hans hustru, Gladys, udhugget en 450 m2 stor lejlighed i klippen. Lejligheden har 14 værelser og en skorsten, der går 20 m op gennem klippen. Gladys boede i lejligheden helt frem til 1974. Man kan for et beskedent beløb få en rundvisning i lejligheden. På klippevæggen uden for lejligheden ses Franklin D. Roosevelts ansigt, udhugget i klippen af Albert Christensen, som var personlig ven med præsidenten,
En grusvej fører ind i og rundt i The Needles området.
6 miles syd for lejligheden går en vej til venstre (Utah Road 46). Den fører ind til La Sal Mountains, som ligger som en grøn oase midt i ørkenlandskabet. Med bjerge, der rækker op i næsten 4 kilometers højde, er der et helt andet klima end i ørkenen. Bjergene har sne på toppen og der er meget grønt. Fra hovedvejen er der omkring 15 miles (24 km) ind til bjergene, som er et kortere eller længere besøg værd, afhængigt af, hvad man har lyst til. Ikke langt syd for UR 46 går en vej til højre fra US 191. Den fører ind til et sted, der kaldes Needles Overlook, men har man allerede besøgt Island in the Sky, er der ikke meget nyt at se her. Det er også udsigt over canyons og floder og i det fjerne, der område af parken, som er kendt som The Needles. Fortsæt hellere 17 miles fra UR 46 til UR 211, som også går fra til højre. Denne vej fører netop ind til det sydlige område i Canyonland National Park og dette område kaldes altså The Needles. Fra hovedvejen er der ca 40 miles (64 km) ind til nationalparkens indgang. I modsætning til Island in the Sky, kører man i denne del af nationalparken typisk nede mellem klipperne, ikke over disse, og det giver et helt andet indtryk end det nordlige område. Man kan bruge ret lang tid i parken, men man kan også nøjes med at køre rundt et par timer, afhængig af, hvor meget man vil se. For at komme ud af området, skal man samme vej tilbage. Begge veje passerer man Newspaper Rock State Historic Monument. Gjorde man ikke holdt her på vej ind til parken, er det en ide at gøre holdt på vej ud. Newspaper Rock er en klippevæg, som er dækket af petroglyffer. Nogle er forholdsvis nye (efter at de hvide bragte heste til Nordamerika), mens andre er flere tusinde år gamle. Mange forestiller fødder, og mange af disse har overraskende nok seks tæer. Det lader til, at denne medicinske afvigelse har været udbredt hos de indianere, som levede i området. Om de også har haft seks fingre vides ikke, men de to ting behøver ikke at hænge sammen.
Når man kommer tilbage til hovedvejen, er der ca. 13 miles (21 km) til byen Monticello, hvor man kan overnatte. Har man brugt lang tid i La Sal Mountains kan man springe turen ind til The Needles over og køre direkte til Monticello. og så besøge The Needles næste dag, inden der fortsættes mod Cortez. Denne etape kan gøres på en dag, hvis man ikke bruger for meget tid i La Sal Mountains.
I Monticello findes et ret nyt (1997) mormontempel, som i hvert fald tidligere har været åbent for offentligheden.
9. etape: Monticello, Utah til Cortez, Colorado (60 miles, 96 km)
Man kan starte dagen med et besøg i The Needles, hvis man ikke nåede det dagen før. Efter et evt. besøg vendes tilbage til Monticello og så sættes kursen mod sydøst til Cortez i Colorado. Turen tager ca. en time, afhængigt af, hvor mange stop man tager undervejs. Hele turen fra Monticello til Cortez køres ad U.S. 495. Denne vej hed engang U.S. 666, men der skete så mange uheld på vejen, at nogen mente, at den måtte være forbandet. 666 er "dyrets tal" i Johannes Åbenbaring, og repræsenterer "Djævelen" eller "det onde". Man besluttede derfor at lade den få et nyt nummer. Om det har haft betydning for antallet af uheld, skal jeg lade være usagt. Omkring 17 miles (27 km) øst for Monticello passerer man statsgrænsen og er nu igen i Colorado. Fra grænsen er der ca. 42 miles (68 km) til Cortez. Efterhånden som man nærmer sig Cortez skifter landskabet karakter. Man er stadig i ørken/prærie område, men nu begynder der er dukke dyrkede marker op, og de er tydeligvis kunstvandede. Også kvæg- og hesterancher passerer man på turen. Cortez har omkring 9.000 indbyggere og ret mange hoteller. Dette skyldes at der ligger mange seværdigheder i nabolaget, så den er udgangspunkt for mange turister. Der er ikke så meget at se i selve byen, men så meget des mere i omegnen.
Der er mange ting at se nær Cortez, som man kan bruge ankomstdagen på (evt. flere dage), fx det store område, der kaldes Canyons of the Ancients National Monument, Hovenweep National Monument og flere andre, der alle rummer ruiner fra fortidens beboere, de såkaldt Ancient Pueblos eller Anazazi, som de blev kaldt i gamle dage. Dette navn blev imidlertid forkastet for en del år siden, da det på Navajo sproget betød "Vore forfædres fjender". Navajo'erne var et indvandret erobrerfolk, så denne betegnelse huede ikke efterkommerne af de mennesker, der boede i området, da navajoerne indvandrede i slutningen af 1400-tallet. Også Shiprock i New Mexico ligger inden for køreafstand af Cortez.
10. etape: Mesa Verde National Park (Maks. 100 miles, 160 km)
Næste dag kan man besøge Mesa Verde National Park, som ligger 10 miles (16 km) øst for byen. Også denne nationalpark rummer ruiner af gamle indianerbygninger. Både "almindelige ruiner" og mange af de såkaldte "klippebygninger", altså bygninger, der er bygget på stejle klippesider.
Tag U.S. 160 mod øst ud af byen. Efter ca. 10 miles kommer man til frakørslen til nationalparken på højre hånd. Bare følg skiltene. Der ligger et visitorcenter lige ved indgangen, men der kommer et til længere inde i parken. Følg vejen, der kaldes Mesa Top Ruins Road. Mesa betyder "bord" og Verde "betyder "grøn", men området er faktisk ikke en mesa i geologisk forstand, idet en sådan skal være helt flad på toppen, hvad denne ikke er. Navnet fik området imidlertid af de første spaniere, der så det. Undervejs op mod toppen er der flere sideveje der fører til forskellige ruiner, som der er mere end 4.000 af i parken. Vejen snor sig en del på turen op, og man kan benytte lejligheden til at nyde naturen. Efter ca. 15 miles (24 km) når man til Far View Visitor Center. Dette er et godt sted at stoppe og få informationer, og hvad man nu ellers har brug for. Her ligger også Far View Lodge, hvor man kan bo, men bestil i god tid. Der kan være udsolgt op til et år eller mere i forvejen, så det er nok bedre at satse på at bo inde i Cortez.
Cliff Palace, Mesa Verde National Park, Colorado
Fortsæt ud ad Mesa Top Ruins Road. Undervejs passeres flere ruiner, og efter godt 5 miles når man til Spruce Tree House. Det er en af klippebygningerne, og den lettest tilgængelige. Her kan man selv gå ned til bygningen, men husk at man også skal op igen. Det er dog ikke langt, og ikke stejlt, men om sommeren kan det være særdeles varmt. Spruce Tree House kan besøges hele året, men kun uden guide mellem marts og november. Om vinteren er det med guide. Forsæt ad Mesa Top Ruins Road, men når denne skiller sig fra Mesa Top Loop, skal man tage sidstnævnte. Efter 4 miles når man til et udsigtspunkt, hvor man kan beundre USA's største klippebygning, Cliff Palace, på den modsatte side af kløften. Vil man også besøge Cliff Palace skal man fortsætte ad loopet tilbage til Mesa Top Ruins Road (det skal man også, hvis man ikke vil besøge paladset, da vejen ikke går længere. Når man kommer ad loopet, kan man køre til højre eller lige ud ad Top Ruins road. Tag vejen til højre. Godt halvanden mile senere når man til parkeringspladsen. Fra denne side af kløften kan man ikke se bygningerne, derfor omvejen. Til gengæld kan man besøge Cliff Palace, men kun på rangerguidede ture (mod betaling), og man skal være i stand til at klatre på lodrette stiger. I alt skal man klatre godt 30 meter på blandt andet fem stiger, der hver er ca. 3 meter høje. Stedet kan kun besøges mellem maj og september. Husk at bestille turen i god tid i forvejen.
Der er mange andre steder at besøge i parken, fx Long House og Balcony House foruden de mange ruiner på toppen af mesaen, men jeg vil overlade læserne til selv at vælge, hvad de vil se. Når man har set nok, er det på tide at vende tilbage til Cortez.
Turen kan med det her beskrevne gennemføres på en dag (eller kortere), afhængigt af, hvor længe man bliver hvert sted. Når der i overskriften står maks. 100 miles skyldes det, at det sagtens kan være kortere, afhængigt af, hvor meget man kører rundt inde i parken.
Tip: Husk at mesaen ligger i 2.100 meters højde, hvor luften er noget tyndere end ved havets overflade, så man bliver hurtigere anstrengt når man skal gå op ad bakke eller klatre. Har man åndedrætsbesvær, fx astma, kan denne blive forværret.
11. etape: Cortez til Cedar City (376 miles, 593 km)
Der er utroligt meget at se i den sydlige den af Utah og den nordlige del af Arizona, men for at denne tur ikke skal komme til at vare flere måneder, har jeg valgt temmelig meget fra. Det gælder fx Moki Dugway, Gooseneck State Park, Natural Bridges National Monument, Mexican Hat, Monument Valley, Capitol Reef National Park, Grand Staircase Escalante National Monument, Glen Canyon National Recreational Area og meget andet. Har man lyst til at se det, kan man selv indlægge flere dage - eller man kan vende tilbage en anden gang.
Turen til Cedar City skærer gennem den nordlige del af Arizona, da der ikke går nogen veje direkte mellem de to byer gennem Utah. Man kan holde sig i Utah, men så skal man tilbage til Moab igen og via I-70 mod vest inden man igen kører mod syd. Turen er ikke længere end den sydlige rute, men til gengæld har man kørt på den tidligere.
Four Corners Monument ligger inden for grænserne af Navajo Nation og stammen opkræver en beskeden entre.
Tag U.S. 160/495 mod vest ud af Cortez. Når de to veje skilles, skal man blive på 160. Ca. 18 miles (29 km) efter at vejen er delt op kommer man til Four Corners Monument, det eneste sted i USA, hvor fire stater mødes: Colorado, New Mexico, Utah og Arizona. Monumentet ligger på navajo stammeland, og stammen opkræver en beskeden entre. Den er værd at betale for at få lov til at stå med fødderne i fire stater på en gang. Selv om dagens etape er lang, tager et besøg ikke lang tid og kan sagtens nås. Fortsæt ad 160 til den møder US 64 i et T-kryds. US 160 drejer til højre, og den skal man blive på. Omkring 12 miles efter T-krydset kan man på højre hånd se en "rigtig" og meget markant mesa. Det er Red Mesa. Man er nu i Arizona.
Fortsæt på 160 til og gennem Kayenta. På venstre hånd har man nu Black Mesa, der faktisk er sort - eller i hvert fald mørk på grund af kulforekomsterne i den. Vejen fortsætter langs Black Mesa i over 20 miles. Efter 32 miles når man til Utah Road 98 på højre hånd, og den skal man tage mod nord. Ved byen Leche møder den U.S. 89 (igen igen), og den skal man følge resten af vejen til Cedar City. Undervejs passerer man Vermillion Cliffs National Monument. Cedar Creek skal være udgangspunkt for 12. etapes nationalparkbesøg.
Denne etape kan gøres på en lang dag, selv med et besøg ved Four Corners. Vil man derimod se Monument Valley og/eller andre seværdigheder kommer det til at knibe. I så fald kan man overnatte i Mexican Hat eller i Kayenta, som er hovedbyen i Navajo Nation, USAs største indianerreservat, som med sine 71.000 km2 er næsten dobbelt så stort som Danmark.
12. etape: Nationalparkerne Zion og Bryce Canyon (271 miles, 436 km)
Cedar City ligger nogenlunde lige langt fra nationalparkerne Zion og Bryce Canyon, som besøges på mange arrangerede ture i det sydvestlige USA. Zion ligger syd for Cedar City og Bryce Canyon ligger øst for.
For at komme til Zion National Park tages I-15 ud af Cedar City. Efter 32 miles (51 km) nås Utah Road 9, som tages mod øst. 36 miles (58 km) senere er man ved parken, som var den første nationalpark, der blev oprettet i Utah. For at reducere trafikken i parken er der etableret et system af busser, som kører turisterne rundt i parken i perioden fra marts til oktober. Der er kun få parkeringspladser inde i parken, så det er nemmest at parkere i byen Springdale, og så tage med den gratis bybus til parkens indgang. Her kan man så skifte til parkens busser, som kører med meget jævne mellemrum (omkring 10 minutter, men uden køreplan). Busserne har ni stop inde i parken, hvor man kan stå af og nyde udsigten, gå ture mm. Man bør medbringe vand, og måske noget spise på en sådan bustur.
Zion National Park
Som i de fleste andre nationalparker i USA, er det naturen der er i højsædet i Zion. Er man erfaren bjergklatrer er der gode muligheder i parken, mens klatreturene ikke kan anbefales til urutinerede (som mig), da de er ret vanskelige. Er man ikke til klatring er der mange muligheder for at gå kortere eller længere ture. Interessant er det, at mens det er tilladt at ride på heste, muldyr og æsler (danske turister har næppe sådanne med i bilen), er det forbudt at tage lamaer, kameler, geder, hunde og andre dyr med ind i parken. Derimod er der gode muligheder for at cykle, hvis man fx har lejet cykler undervejs.
Som i de fleste andre sydvestlige parker, er der mange dyr i parken, blandt andet pumaer, men disse er natdyr og ses kun meget sjældent. Det større dyr, der oftest ses, er mulhjorten, som græsser mange steder i parken, også nær bebyggelse. I alle de nationalparker, der omtalt i dette turtip, findes der også klapperslanger, skorpioner og andre dyr, der kan være farlige. Når jeg ikke har advaret mod disse, skyldes det, at jeg aldrig selv har oplevet et eneste af dem. De fleste er dels natdyr og dels sky, så de prøver at undgå mennesker. Men lad være med at løfte på sten eller stikke hænderne ind i huller i klippen eller lignende. Langt de fleste af de slanger, der findes i parken, er ikke giftige. Kun fire arter er giftige, men selv om bid af Terrestrial Garter Snake, Western Lyre Snake og Nightsnake kan være ubehagelige, er det kun Western Rattlesnake, som kan være farlig for mennesker. Siden 2000 er "kun" ni mennesker døde efter klapperslange bid i hele USA. Af disse er ingen blevet bidt mens de befandt sig i en nationalpark og ingen af dem er bidt af en Western Rattlesnake. Der dør mennesker i nationalparkerne hvert år, men den hyppigste dødsårsag er trafikulykker, fordi chaufføren ikke holder øje med vejen, men er travlt optaget af at se på andre ting. Sygdom, fx hjerteanfald, er næststørste dødsårsag. Overanstrengelse, dehydrering, solstik, hedeslag, står også højt på listen, foruden ulykker forårsaget af uforsigtighed. Faktisk er antallet af mennesker, der dør på grund af slanger, bjørne mm. meget lavt, men pas på egern. De ser søde ud, og mange mennesker forsøger at fodre dem. Lad være med det. De kan være aggressive og nogle er smittebærere af fx hantavirus.
Der er mange muligheder for at hike i parken. Blandt de meste kendte er The Narrows (hvor man går i floden, og derfor kan højvande betyde at ruten er lukket) og Angels Landing. Sidstnævnte kræver tilladelse, som tildeles gennem lodtrækning. Denne tur kan være ganske vanskelig, selv for mennesker i god form.
Parken er ikke specielt handicapvenlig. Flere af dens ruter er anstrengende og nogle kræver at man kan rappelle eller lignende, men bliver man i nærheden af de ni busstop er der stadig masser at se. Der er også anlagt nogle få stier, som kan benyttes af personer i kørestol.
40 miles nord for parkens indgang, ved frakørsel 51 på I-15 er der adgang til et andet af parkens områder, Kolob Canyons. Her kan man køre en ca. 5 mile (8 km) lang tur og nyde kløfternes smukke farver. Har man besøgt Kolob Canyons er der kun 17 miles (27 km) tilbage til Cedar City.
Vil man besøge Bryce Canyon fra Cedar City, skal man tage Utah Road 14 mod øst i ca. 40 miles (64 km) til den møder U.S. 89 (den møder man gang på gang i denne del af det vestlige USA). Drej til venstre på 89 og følg denne i ca. 20 miles (32 km) til Utah Road 12, som man drejer til til højre på og følger i knap 14 miles (23 km) til Utah Road 63, som man tager til højre. Knap 3 miles (4,5 km) senere er man ved parkens indgang.
Bryce Canyon
Bryce Canyon er faktisk ikke en canyon i egentlig forstand, men en serie af kæmpestore amfiteaterlignende områder. Nogle mennesker kan bruge meget lang tid i denne park, men selv synes jeg, at når man har set et amfiteater, har man set dem alle J. Jeg mener derfor at et par timer i parken er rigeligt, hvilket gør det muligt at se både Zion og Bryce Canyon på samme dag. Andre kan dog bruge en uge i hver af de to parker.
Også i Bryce Canyon har man etableret et shuttlebus system, til at køre turisterne rundt. Stil bilen uden for parken og tag bussen i stedet. Entreen er $ 25 og det inkluderer brug af busserne. Busserne har 12 stop i parken, og kører med 15 - 20 minutters mellemrum. Besøger man parken mellem maj og september kan man tage en gratis, guidet bustur til Rainbow Point, som afgår to gange dagligt, formiddag og eftermiddag. Denne kommer rundt til mange af parkens seværdigheder. Billetter skal købes i forvejen og kan reserveres 24 timer før afgang.
Vil man kun bruge nogle timer i parken, fx fordi man allerede har besøgt Zion, kan det anbefales at man gør holdt ved et eller flere af følgende steder: Sunset Viewpoint, Inspiration Viewpoint og Bryce Viewpoint. Busserne holder alle disse steder.
Denne tur kan gøres på en dag, hvis man ikke tilbringer for meget tid i de to parker. To dage, hvis man vil have mere tid hvert sted. Til strækningen angivet i overskriften, skal man lægge evt. kørsel i parkerne.
13. etape: Cedar City til Salt Lake City (252 miles, 405 km)
Så er turen ved at være slut, og der skal returneres til Salt Lake City. Her kan man blive på I-15 hele vejen, så tager turen kun omkring 3½ time plus eventuelle stop. Man kan også forlade motorvejen når den møder U.S. 6 og så følge denne i stedet. Det gør turen 27 miles (43 km) længere, men forøger tiden med et par timer.
Vel tilbage i Salt Lake City kan man se ting, man evt. ikke fik set ved første besøg inden man flyver hjem.